108. Til slut vender jeg mig til den kvinde, som Kirken i sin bøn påkalder som Visdommens sæde, og hvis selve liv er en sand lignelse, der belyser den overvejelse, der er indeholdt på disse sider. For der er en dyb overensstemmelse mellem Den hellige Jomfrus kaldelse og den sande filosofis kaldelse. Ganske ligesom Jomfruen var kaldet til at give sig selv helt som menneske og som kvinde, for at Guds Ord kunne blive kød og tage bolig iblandt os, således er også filosofien kaldet til at tilbyde sine rationelle og kritiske ressourcer, for at teologien, som forståelsen af tro, kan være frugtbar og kreativ. Og ganske ligesom Maria ved at give sit samtykke til Gabriels ord ikke mistede noget af sin sande menneskelighed og frihed, således svækkes filosofiens autonomi på ingen måde, når den tager hensyn til evangeliets sandheds befaling. Faktisk er det da, at filosofien ser alle sine spørgsmål nå til deres højeste udtryk. Dette var en sandhed, som oldtidens hellige munke udmærket forstod, når de kaldte Maria "det bord, hvor troen sidder og tænker".¹³² I hende så de et lysende billede på sand filosofi, og de var overbeviste om nødvendigheden af at philosophari in Maria.

Måtte Maria, Visdommens Sæde, være en sikker havn for alle, der vier deres liv til at søge efter visdom. Måtte deres vej ind i visdommen, al sand videns sikre og sidste mål, befries for enhver hindring ved hendes forbøn, som ved at føde sandheden og bevare den i sit hjerte for evigt har delt den med hele verden.

Givet i Rom ved Sankt Peter, 14. september, festen for Korsets Ophøjelse i året 1998, det tyvende i mit pontificat.