8. Ved næsten bogstaveligt at gentage læren fra Det første Vatikankoncils konstitution Dei Filius, og tage hensyn til de principper, der blev fremsat af Tridentinerkoncilet, fortsatte Det andet Vatikankoncils konstitution Dei Verbum den ældgamle proces med at forstå tro ved at overveje åbenbaringen i lyset af Den hellige Skrift og hele den patristiske traditions lære. Ved Det første Vatikankoncil havde koncilsfædrene fremhævet den overnaturlige beskaffenhed af Guds åbenbaring. På grundlag af misforståede og meget udbredte påstande angreb tidens rationalistiske kritik tro og benægtede muligheden af enhver viden, som ikke var resultat af fornuftens naturlige evner. Dette gjorde, at Koncilet var nødt til igen eftertrykkeligt at fastslå, at der eksisterer en viden, som er særegen for tro, og som overgår den viden, som fører til den menneskelige fornuft, selv om denne af sig selv er i stand til at nå [erkendelse af] Skaberen. Denne viden udtrykker en sandhed, der bygger på netop det faktum, at Gud åbenbarer sig selv, en sandhed, som er aldeles sikker, fordi Gud hverken bedrager eller ønsker at bedrage. ⁶