Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library |
Ioannes Paulus PP. II Fides et ratio IntraText CT - Text |
|
|
11. Guds åbenbaring er derfor inkarneret i tid og historie. Jesus Kristus blev kød "i tidens fylde" (Gal 4,4); og to tusinde år senere føler jeg mig forpligtet til energisk at gentage, at "i kristendommen tilkommer der tiden en fundamental betydning".9 Det er i tiden, at hele skabelsens og frelsens værk kommer for dagen; og det kommer først og fremmest frem med Guds Søns menneskevordelse, at vort liv allerede nu er en forsmag på tidens fylde, som skal komme (sml. Heb 1,2). Sandheden om ham selv og om hans liv, som Gud har betroet til menneskeheden, er derfor indlejret i tid og historie; og den blev bekendtgjort én gang for alle i Jesus af Nazarets mysterium. Konstitutionen Dei Verbum udtrykker det veltalende: "Under mange skikkelser og på mange måder talte Gud i gamle dage til vore forfædre gennem sine profeter, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin Søn (Hebr 1,1-2). For han sendte sin Søn, det evige Ord, som oplyser alle mennesker, for at han kunne bo blandt mennesker og fortælle dem om Guds inderste væsen (sml. Joh 1,1-18). Jesus Kristus, det menneskevordne Ord, sendt som 'menneske blandt mennesker', 'taler Guds ord' (Joh 3,34) og fuldfører det frelsesværk, som Faderen har betroet ham (sml. Joh 5,36; 17,4). Den, der ser ham, har også set Faderen (sml. Joh 14,9). Det er derfor ham, der ved hele sit nærvær og ved åbenbarelsen af sig selv, gennem sine ord og gerninger, tegn og mirakler, men især ved sin død og vidunderlige opstandelse fra de døde, og til sidst ved at udsende sandhedens Ånd, fuldender åbenbaringen og bekræfter den ved det guddommelige vidnesbyrd, så det står fast, at Gud er med os for at udfri os fra dødens og syndens mørke og oprejse os til evigt liv".10 For Guds folk bliver historien derfor en vej, der skal følges til det sidste, således, at den åbenbarede sandheds indhold må finde sit fulde udtryk ved Helligåndens uophørlige handling (sml. Joh 16,13). Dette er Dei Verbum's lære, når det hævdes, at "gennem århundredernes forløb rækker Kirken bestandig frem mod fylden af den guddommelige sandhed, indtil til sidst Guds ord bliver opfyldt i den".11
|
9. Apostolisk Skrivelse Tertio Milliennio Adveniente (10. november 1994), 10: Ansgarstiftelsens Forlag (1997), 6.
10. Nr. 4.
11. Nr. 8.
|
Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library |
Best viewed with any browser at 800x600 or 768x1024 on Tablet PC IntraText® (V89) - Some rights reserved by EuloTech SRL - 1996-2007. Content in this page is licensed under a Creative Commons License |