Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library
Ioannes Paulus PP. II
Fides et ratio

IntraText CT - Text

  • Kapitel 1 Jesus, åbenbarer af Faderen
    • Fornuft over for mysteriet
      • 13
Previous - Next

Click here to show the links to concordance

Fornuft over for mysteriet

13. Det må ikke desto mindre erindres, at åbenbaring vedbliver med at være fyldt med mysterium. Det er sandt, at Jesus med hele sit liv åbenbarede Faderens ansigt, for han kom for at lære os om Guds hemmeligheder. 13 Men vor opfattelse af Guds ansigt er altid brudstykkeagtig og svækket af vor forstands grænser. Alene troen gør det muligt at gennemtrænge mysteriet på en måde, som tillader os at forstå det sammenhængende.

Koncilet lærer os, at "mennesket skylder troslydighedmod Gud, som åbenbarer sig".14 Denne korte, men bastante udtalelse peger på en af kristendommens fundamentale sandheder. Tro siges først at være et lydigt svar til Gud. Dette forudsætter, at Gud erkendes i sin guddommelighed, transcendens og højeste frihed. Ved sin absolutte transcendens' autoritet er Gud, som giver sig selv til kende, også oprindelsen til troværdigheden af det, han åbenbarer. Ved tro giver mennesker deres samtykke til dette guddommelige vidnesbyrd. Dette betyder, at de fuldt og helt anerkender sandheden af, hvad der er åbenbaret, fordi det er Gud selv, der garanterer denne sandhed. De kan ikke gøre krav på denne sandhed, der kommer til dem som en gave, og i forbindelse med interpersonal kommunikation får dem til at være åbne for den og til at fatte dens dybe mening. Det er derfor, at Kirken altid har betragtet den handling at betro sig selv til Gud som en fundamentalt afgørende beslutning, der lægger beslag på hele personen. I den handling vil fornuften og viljen vise deres åndelige natur, der gør personen i stand til at handle på en måde, der til fulde realiserer personlig frihed. 15 Det er ikke blot sådan, at frihed er en del af troens handling; den er absolut påkrævet. Omvendt virkeliggøres frihed ikke i afgørelser imod Gud. For hvordan kunne det være en udøvelse af sand frihed at nægte at være åben for selve den virkelighed, der muliggør vor selv-virkeliggørelse? Mennesker kan ikke udføre en vigtigere handling i deres liv end troens handling; det er her, at frihed når troens vished og vælger at leve i den sandhed.

For at hjælpe fornuften i dens bestræbelse for at forstå mysteriet, er der de tegn, som åbenbaringen selv præsenterer. De tjener til at lede eftersøgningen af sandhed til nye dybder ved at gøre det muligt for fornuften også at foretage selvstændige undersøgelser ved at benytte fornuftens egne metoder, som den med rette er stolt af. Alligevel tilskynder disse også fornuften til at se ud over deres status som tegn for at få fat på den dybere mening, som de vidner om. De indeholder en skjult sandhed, som sjælen drages imod, og som den ikke kan ignorere uden at ødelægge selve de tegn, der er givne.

På en vis måde vender vi så tilbage til åbenbaringens sakramentale beskaffenhed og specielt til eukaristiens tegn, hvori den uopløselige enhed mellem bekendtgøreren og det bekendtgjorte gør det muligt at fatte mysteriets dybder. I eukaristien er Kristus virkeligt til stede og levende, idet han virker gennem sin Ånd; alligevel er det, som Thomas af Aquin sagde så godt: "skønt sanserne ej fatter det; troen alene formår at give et oprigtigt hjerte sikkerhed".16 Filosoffen Pascal siger det samme: "Ligesom Jesus Kristus gik ukendt blandt mennesker, således viser hans sandhed sig uden ydre forskel blandt almindelige tænkemåder. Således forbliver også eukaristien blandt almindeligt brød".17

Kort sagt, troens erkendelse afskaffer ikke mysteriet; den åbenbarer det blot mere, idet den viser, hvor nødvendigt det er for menneskers liv. "Ved at åbenbare mysteriet om Faderen og hans kærlighed åbenbarer Kristus... mennesket fuldt ud for mennesket selv, og klarlægger dets ophøjede kald"18, som er at få del i det guddommelige mysterium, som er selve Treenighedens liv. 19

 




13. Sml. Det Andet Vatikankoncil, Konstitutionen om Åbenbaringen Dei Verbum, 4.

 



14. Sammesteds, 5.

 



15. Det første Vatikankoncil, som citatet ovenfor refererer til, lærer, at troens lydighed kræver forstandens og viljens engagement: "Eftersom mennesker er totalt afhængige af Gud som deres Skaber og Herre, og den skabte fornuft er helt underkastet den uskabte sandhed, er vi gennem tro forpligtede til at overgive forstanden og viljen helt til den åbenbarende Gud" (Den dogmatiske konstitution om den katolske tro Dei Filius, III: DS 3008).

 



16. Sekvens til Kristi Legems og Blods Fest.

 



17. Pensées, 789 (udg. L. Brunschvicg).

 



18. Det Andet Vatikankoncil, Den pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden Gaudium et Spes, 22.

 



19. Sml. Det Andet Vatikankoncil, Konstitutionen om Åbenbaringen Dei Verbum, 2.

 






Previous - Next

Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library

Best viewed with any browser at 800x600 or 768x1024 on Tablet PC
IntraText® (V89) - Some rights reserved by EuloTech SRL - 1996-2007. Content in this page is licensed under a Creative Commons License