22. I det første kapitel af sit brev til romerne hjælper Paulus os til bedre at påskønne den dybe indsigt i visdomlitteraturens overvejelse. Ved at udvikle et filosofisk argument i et letfatteligt sprog, afslører han en dyb sandhed: gennem alt, hvad der er skabt, kan "forstandens øjne" komme til at kende Gud. Igennem skabningerne vækker Gud i fornuften en fornemmelse af hans "kraft" og "guddommelighed" (sml. Rom 1,20). Der indrømmes den menneskelige fornuft en evne, der næsten synes at overstige dens naturlige begrænsninger. Ikke blot er den ikke begrænset til sanse-erkendelse fra det øjeblik af, hvor den kan reflektere kritisk over sansernes oplysninger, men ved at drøfte de oplysninger, der tilvejebringes af sanserne, kan fornuften nå den årsag, der ligger til grund for al erkendelig virkelighed. Filosofisk udtrykt kunne vi sige, at denne vigtige paulinske tekst bekræfter den menneskelige evne til metafysisk forskning.

Ifølge Paulus var det en del af den oprindelige skabelses-plan, at fornuften uden vanskelighed skulle kunne nå udover sanse-oplysninger til alle tings oprindelse: Skaberen. Men på grund af den ulydighed, hvormed manden og kvinden valgte at anbringe sig i fuld og absolut autonomi i forhold til den Ene, som havde skabt dem, reduceredes denne lette adgang til Gud, Skaberen.

Dette er den menneskelige tilstand, der så levende er skildret i Første Mosebog, når den fortæller os, at Gud anbragte mennesket i Edens Have, i hvis midte "træet til kundskab om godt og ondt" stod (1 Mos 2,17). Symbolet er tydeligt: mennesket var ikke af sig selv i stand til at afgøre, hvad der var godt, og hvad der var ondt, men var tvunget til at appellere til en højere instans. Stolthedens blindhed narrede vore stamforældre til at mene, at de selv var suveræne og autonome, og til at mene, at de kunne ignorere den kundskab, der kommer fra Gud. Alle mennesker blev indviklede i denne oprindelige ulydighed, der skadede fornuften således, at fra da af ville dens vej til fuld sandhed være overstrøet med forhindringer. Fra den tid af var menneskets evne til at kende sandheden beskadiget af en uvilje mod den Ene, som er sandhedens kilde og oprindelse. Det er igen Paulus, der afslører netop hvor meget menneskelig tænkning på grund af synd blev "tom", og menneskeligt ræsonnement blev formørket og tilbøjeligt til usandfærdighed (sml. Rom 1,21-22). Sjælens øjne var ikke længere i stand til at se klart, fornuften blev mere og mere en fange af sig selv. Kristi komme var den frelsende begivenhed, som forløste fornuften fra dens svaghed, frigjorde den fra de lænker, den havde fængslet sig selv med.