23. Det er derfor, at den kristnes forhold til filosofi kræver grundig dømmekraft. I Det nye Testamente, især i Paulus' breve, er der én ting, der dukker meget klart frem: modsætningen mellem "denne verdens visdom" og Guds visdom, åbenbaret i Jesus Kristus. Dybden af den åbenbarede visdom sprænger kredsen af vore sædvanlige tankemønstre, som på ingen måde er i stand til at udtrykke denne visdom til fulde.

Begyndelsen af Første Korintherbrev præsenterer dette dilemma på en radikal måde. Guds korsfæstede Søn er den historiske begivenhed, som får ethvert af forstandens forsøg på at konstruere en fyldestgørende forklaring på meningen med tilværelsen ved en blot menneskelig argumentation til at mislykkes. Det virkelige brændpunkt, der sætter spørgsmålstegn ved enhver filosofi, er Jesu Kristi død på korset. Det er her, at ethvert forsøg på at reducere Faderens frelsende plan til ren menneskelig logik er dømt til at mislykkes. "Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? (1 Kor 1,20), spørger Paulus eftertrykkeligt. De vises visdom er ikke længere nok til det, som Gud ønsker at udrette; det, der er brug for, er et afgørende skridt hen mod at byde noget radikalt nyt velkommen: "Det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme...; det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud, for at gøre det, som er noget, til ingenting" (1 Kor 1,27-28). Menneskelig visdom nægter at se muligheden af sin styrke i sin egen svaghed, og dog tøver Paulus ikke med at hævde: "Når jeg er magtesløs, så er jeg stærk" (2 Kor 12,10). Man kan ikke fatte, hvordan død kunne være oprindelsen til liv og kærlighed; og alligevel har Gud for at åbenbare sin frelsende plans mysterium valgt netop det, som fornuften betragter som "tåbelighed" og en "forargelse". Ved at gøre brug af sin tids filosoffers sprog, når Paulus til højdepunktet af sin lære, ved at udtrykke paradokset: "Gud har i verden valgt... det, som er ingenting, for at gøre det, som er noget til ingenting" (sml. 1 Kor 1,28). For at udtrykke kærlighedens uforskyldte natur, der er åbenbaret i Kristi kors, er Paulus ikke bange for at benytte filosoffernes mest radikale sprog i deres tanker om Gud. Fornuften kan ikke eliminere det kærlighedens mysterium, som korset repræsenterer, mens korset kan give fornuften det endelige svar, som den søger. Det er ikke ordenes visdom, men Visdommens Ord, der for Paulus er kriteriet for både sandhed og frelse.

Korsets visdom frigør sig derfor fra alle kulturelle begrænsninger, som forsøger på at rumme den, og insisterer på en åbenhed over for sandhedens universalitet, som den bringer til verden. Hvilken udfordring er dette til vor fornuft, og hvor stort er udbyttet for fornuften, hvis den giver efter for denne visdom! Af sig selv er filosofien i stand til at opdage menneskets uophørlige selv-transcendente orientering imod sandheden; og med troens hjælp er den i stand til at acceptere korsets "dårskab" som den ægte kritik af dem, der narrer sig selv til at tro, at de ejer sandheden, skønt de faktisk støder på grund i det indviklede system, som de selv har udtænkt. Den korsfæstede og opstandne Kristi forkyndelse er det klipperev, hvorpå forbindelsen mellem tro og filosofi kan knuses, men den er også det klipperev, på den anden side af hvilken de to kan drage ud på sandhedens bundløse ocean. Her ser vi ikke kun grænsen mellem fornuft og tro, men også det rum, hvor de to kan mødes.