Chapter, Paragraph, Number
1 Indl, 0,2 | Menneskets mysterium finder ikke sin sande belysning andetsteds
2 I, 0,7 | med Kristus, ville Gud sin kirke. Faktisk ønsker kirken "
3 I, 0,7 | Faktisk ønsker kirken "at yde sin tjeneste til det ene formål:
4 I, 0,8 | nærmere til den, der begyndte sin forkyndelse med denne nye
5 I, 0,8 | kriterier og normer - må med al sin uro, usikkerhed og også
6 I, 0,8 | usikkerhed og også med sin svaghed og syndighed, med
7 I, 0,8 | syndighed, med sit liv og sin død nærme sig Kristus. Mennesket
8 I, 0,9 | forpligter mennesket, har sin oprindelse i Gud og faktisk
9 I, 0,10 | den Ene, der trofast mod sin kærlighed til mennesket,
10 I, 0,10 | mennesket, giver han det sin lov (sml. 2.Mos.19,9-24
11 I, 0,10 | mere endnu, drage det ind i sin guddommelige kærlighed: "
12 I, 0,14 | Jeg elsker Gud", men hader sin broder, er han en løgner,
13 I, 0,14 | for den, der ikke elsker sin broder, som han har set,
14 I, 0,15 | Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig
15 I, 0,19 | først har givet afkald på sin egen rigdom og på sig selv.
16 I, 0,22 | som Herren Jesus modtager sin Fars kærlighed således formidler
17 I, 0,23 | frelseshistoriens perspektiv, der når sin opfyldelse i Kristus, at
18 I, 0,23 | menneske i stand til at indse sin egen magtesløshed og befri
19 I, 0,23 | og befri sig for ideen om sin selvtilstrækkelighed, får
20 I, 0,23 | forvandler menneskehjertet ved sin nåde: "For loven blev givet
21 I, 0,27 | fører den således videre i sin lære, sit liv og sin kultus
22 I, 0,27 | videre i sin lære, sit liv og sin kultus og overleverer det
23 I, 0,27 | blevet betroet". I sit liv og sin lære er kirken således åbenbaret
24 I, 0,27 | forpligtelsen til at tilbyde sin egen vurdering og lære for
25 II, 0,28 | 17) sande og gode liv.~I sin overvejelse over etik har
26 II, 0,28 | menneskets mysterium finder... sin sande belysning".~ ~ ~
27 II, 0,30 | at gennemføre ikke blot sin dogmatiske, men også sin
28 II, 0,30 | sin dogmatiske, men også sin etiske overvejelse inden
29 II, 0,30 | fortsætter med at udføre sin opgave med at sondre, idet
30 II, 0,31 | frihed under ansvar, ledet af sin samvittighed og ikke under
31 II, 0,32 | forpligtelse til at følge sin samvittighed, er der med
32 II, 0,32 | kendsgerning, at den har sin oprindelse i samvittigheden.
33 II, 0,32 | betragtes ikke længere i sin oprindelige virkelighed
34 II, 0,32 | enkelt konfronteres med sin egen sandhed, der er forskellig
35 II, 0,34 | det af egen drift søger sin Skaber og ved frit at hengive
36 II, 0,34 | at blive respekteret på sin egen vej i søgen efter sandheden,
37 II, I,35 | finder menneskelig frihed sin autentiske og komplette
38 II, I,35 | mennesket, og i kraft af sin kærlighed forelægger han
39 II, I,36 | giver sig selv, og som har sin oprindelse udelukkende i
40 II, I,36 | menneskelig fornuft udøver sin autonomi ved at give love
41 II, I,38 | det af egen drift søger sin Skaber, og ved frit at hengive
42 II, I,38 | Gregor af Nyssa: "Sjælen har sin kongelige og ophøjede karakter...
43 II, I,38 | selvrådende, påvirket autonomt af sin egen vilje. Om hvem ellers
44 II, I,38 | regere andre skabninger, ved sin lighed med universets Konge,
45 II, I,39 | 14), for at det kan søge sin Skaber og frivilligt opnå
46 II, I,39 | den i overensstemmelse med sin forstand og sin vilje, således
47 II, I,39 | overensstemmelse med sin forstand og sin vilje, således styrker,
48 II, I,39 | gode handlinger i sig selv sin lighed med Gud.~Alligevel
49 II, I,40 | anden side får fornuften sin egen sandhed og autoritet
50 II, I,40 | handlinger. Moralloven har sin oprindelse i Gud og finder
51 II, I,40 | oprindelse i Gud og finder altid sin kilde i ham; samtidig er
52 II, I,40 | mennesket i sig selv besidder sin egen lov, som det har modtaget
53 II, I,42 | er det menneske, der har sin glæde ved Herrens lov (sml.
54 II, I,42 | når det er nødvendigt".~På sin vej mod Gud, den Ene, som "
55 II, I,43 | universelle lov, hvorved Gud i sin visdom og kærlighed ordner,
56 II, I,43 | giver mennesket del i denne sin lov, således at det, ledet
57 II, I,43 | gennem fornuften, som ved sin naturlige kendskab til Guds
58 II, I,44 | og har indbefattet den i sin egen lære om etik. Således
59 II, I,44 | mennesket, hvis det som sin egen højeste lovgiver gav
60 II, I,44 | selv udfører ved hjælp af sin fornuft, især ved sin fornuft,
61 II, I,44 | af sin fornuft, især ved sin fornuft, der er oplyst af
62 II, I,44 | sig nok så stort, der har sin gud så nær, som vi har Herren
63 II, I,44 | blandt spottere, men har sin glæde ved Herrens lov og
64 II, I,45 | religiøs respekt og udfører sin opgave med autentisk at
65 II, I,45 | kvinder "til at formes efter sin Søns billede" (Rom.8,29).
66 II, I,46 | underordnede mennesket under sin egen dynamik og endda sin
67 II, I,46 | sin egen dynamik og endda sin egen ubrydelige lov. Også
68 II, I,46 | ville ikke være mere end sin egen frihed!~ ~
69 II, I,47 | frit bestemme hensigten med sin adfærd. Denne proces med "
70 II, I,48 | det i overensstemmelse med sin plan. Som følge heraf fremtræder
71 II, I,48 | middel på grund af selve sin beskaffenhed også respekt
72 II, I,51 | fuldkommengøre sig selv i sin specifikke orden må personen
73 II, I,52 | sit væsen og gør den til sin egen ved sine handlinger
74 II, I,52 | elske Gud og næsten har i sin dynamik ingen øvre grænse,
75 II, I,53 | sine kulturer, men hævder sin personlige værdighed ved
76 II, II,54 | Vatikankoncil bemærker: "Inderst i sin samvittighed opdager mennesket
77 II, II,58 | befaler ikke ting ud fra sin egen autoritet, men befaler
78 II, II,59 | hvad den enkelte gennem sin samvittigheds arbejde ved
79 II, II,60 | handling, dømmes det af sin egen samvittighed, som er
80 II, II,62 | forblindet, og da mister den ikke sin værdi. Det samme kan ikke
81 II, II,62 | mister samvittigheden ikke sin værdighed, for selv, når
82 II, II,63 | kompromitterer samvittigheden sin værdighed, når den ved egen
83 II, II,64 | sådan connaturalitet har sin rod i og udvikles gennem
84 II,III,65 | i stand til at udtrykke sin egen fundamentale grundlæggende
85 II,III,66 | fuld underkastelse så vel i sin fornuft som i sin vilje"".
86 II,III,66 | vel i sin fornuft som i sin vilje"". Denne tro, der
87 II,III,67 | når mennesket engagerer sin frihed i bevidste beslutninger
88 II, IV,71 | der er kaldet til at søge sin Skaber af egen drift og
89 II, IV,72 | i hvem mennesket finder sin hele og fuldkomne lykke.
90 II, IV,73 | ved sine handlinger viser sin lighed eller ulighed med
91 II, IV,73 | 29), og den kristne lever sin troskab eller utroskab mod
92 II, IV,78 | Den samme handling får så sin sidste og afgørende fuldkommenhed,
93 III, 0,85 | Denne kirkens indsats finder sin støtte - "hemmeligheden"
94 III, 0,85 | sendelse, han har modtaget, til sin egen: "Kristus sendte mig...
95 III, 0,86 | næsten. Friheden har altså sin rod i sandheden om mennesket
96 III, 0,87 | Joh.15,13), går frivilligt sin lidelse i møde (sml. Matt.
97 III, 0,88 | hvis tro svækkes og mister sin karakter af at være et nyt
98 III, 0,90 | tro og etik stråler i al sin glans i den ubetingede respekt,
99 III, 0,91 | hænder, vidner ikke blot om sin tro og tillid til Gud, men
100 III, 0,91 | tillid til Gud, men også om sin lydighed mod sandheden og
101 III, 0,91 | i den etiske orden. Ved sin beredvillighed til at dø
102 III, 0,94 | skabningen, skinne frem i sin fylde på Kristi ansigt.
103 III, 0,95 | derfor var han nok streng i sin fordømmelse af synden, men
104 III, 0,98 | fornemmelse, som igen har sin rod i og fuldendes i den
105 III, 0,99 | må adlyde for at nå til sin fulde identitet, så er der
106 III, 0,99 | sine egne interesser og sin egen mening uden hensyn
107 III, 0,99 | er mennesket ifølge selve sin natur subjekt for rettigheder,
108 III, 0,102 | og i overensstemmelse med sin egen værdighed som en person.
109 III, 0,102 | længere anerkender Herren som sin Skaber og selv ønsker at
110 III, 0,102 | ikke kan, og han giver dig sin hjælp, så du kan. Hans bud
111 III, 0,104 | for synderen at erkende sin svaghed og bede om tilgivelse
112 III, 0,104 | hos et menneske, der gør sin egen svaghed til kriteriet
113 III, 0,104 | at være nødt til at tage sin tilflugt til Gud og hans
114 III, 0,104 | samvittighed, der er helt klar over sin egen naturs skrøbelighed
115 III, 0,106 | evangelisering, som må være "ny i sin glød, sine metoder og sine
116 III, 0,107 | grundlag og indhold, vise sin ægthed og slippe al sin
117 III, 0,107 | sin ægthed og slippe al sin missionerende kraft løs,
118 III, 0,107 | denne samme kærlighed i alle sin tanker og gerninger. I det
119 III, 0,108 | den foreslår og vækker ved sin helligheds og missionerende
120 III, 0,109 | 27), kan ikke fare vild i sin tro. Denne specielle egenskab
121 III, 0,109 | moralspørgsmål".~ ~For at udføre sin profetiske opgave må kirken
122 III, 0,109 | for teologien at udføre sin rette opgave, at erkende
123 III, 0,112 | samtidig uden at indskrænke sin synsvinkel til dem, tager
124 III, 0,113 | til tillidsfuldt at tage sin tilflugt til Guds nåde.~
125 Afsl, 0,118| forhindre ham i at udøse al sin triumferende magt, hvis
126 Afsl, 0,118| Denne barmhjertighed når sin fuldendelse i Åndens gave,
127 Afsl, 0,118| gør Jesus os delagtige i sin kærlighed og fører os til
128 Afsl, 0,120| hende, at Kristus betror sin kirke og hele menneskeheden.
129 Afsl, 0,120| tager imod Johannes som sin søn, da hun sammen med Kristus
130 Afsl, 0,120| levede og virkeliggjorde sin frihed netop ved at give
131 Afsl, 0,120| Kristi kors~ikke skal miste sin kraft,~for at mennesket
132 Afsl, 0,120| blind for synd,~men må slå sin lid mere og mere til Gud,~
|