1-500 | 501-1000 | 1001-1500 | 1501-1584
Chapter, Paragraph, Number
501 II, I,38 | karakter... i at den er fri og selvrådende, påvirket autonomt
502 II, I,38 | der deler både værdighed og navn med arketypen".~Udøvelsen
503 II, I,38 | verden repræsenterer en stor og ansvarsfuld opgave for mennesket,
504 II, I,38 | Skaberens bud: "Opfyld jorden, og underlæg jer den" (1.Mos.
505 II, I,38 | skabningerne individuelt og kollektivt har deres egen
506 II, I,38 | kollektivt har deres egen værdi og deres egne love, som mennesket
507 II, I,39 | betroet til dets egen omsorg og ansvar. Gud overlod mennesket "
508 II, I,39 | det kan søge sin Skaber og frivilligt opnå fuldkommenhed.
509 II, I,39 | overensstemmelse med sin forstand og sin vilje, således styrker,
510 II, I,39 | således styrker, udvikler og konsoliderer mennesket også
511 II, I,39 | særlig skadelige virkninger, og fører til slut til ateisme: "
512 II, I,40 | fornufts rolle for at opdage og anvende moralloven: det
513 II, I,40 | anvende moralloven: det sande og gode liv kræver den kreativitet
514 II, I,40 | liv kræver den kreativitet og originalitet, som karakteriserer
515 II, I,40 | den person, der er kilde og årsag til sine egne overlagte
516 II, I,40 | fornuften sin egen sandhed og autoritet fra den evige
517 II, I,40 | har sin oprindelse i Gud og finder altid sin kilde i
518 II, I,40 | er indgydt i os af Gud, og hvorved vi forstår, hvad
519 II, I,40 | forstår, hvad der skal gøres, og hvad der skal undgås. Gud
520 II, I,40 | undgås. Gud gav dette lys og denne lov til mennesket
521 II, I,40 | fornuften selv skaber værdier og etiske normer. Hvis denne
522 II, I,40 | den guddommelige Skabers og lovgivers visdom, eller
523 II, I,40 | tilfælde eller samfunds og kulturers forskellighed,
524 II, I,40 | træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af,
525 II, I,41 | 16). Menneskelig frihed og Guds lov mødes og er kaldet
526 II, I,41 | frihed og Guds lov mødes og er kaldet til at krydse
527 II, I,41 | menneskets frie lydighed mod Gud og Guds helt frivillige velvilje
528 II, I,41 | absolut fremmed i mennesket og intolerant over for dets
529 II, I,41 | forbindelse med dets vel, og dette ville være i modstrid
530 II, I,41 | med åbenbaringen af pagten og af den forløsende menneskevordelse.
531 II, I,41 | den guddommelige visdom og med den menneskelige persons
532 II, I,41 | værdighed.~ ~Andre taler og med rette om teonomi eller
533 II, I,41 | at menneskelig fornuft og menneskelig vilje deltager
534 II, I,41 | vilje deltager i Guds visdom og forsyn. Ved at forbyde mennesket
535 II, I,41 | træet til kundskab om godt og ondt", gør Gud det klart,
536 II, I,41 | af den naturlige fornuft og den guddommelige åbenbaring,
537 II, I,41 | det den evige visdoms krav og tilskyndelser. Loven må
538 II, I,41 | frihed erkende Guds billede og nærhed, han som er nærværende
539 II, I,41 | universets Guds majestæt og ære den uendelig~transcendente
540 II, I,42 | den forbliver i sandheden og er i overensstemmelse med
541 II, I,42 | fordrer altså, at det bevidst og frit vælger sine handlinger
542 II, I,42 | frit at vælge det rette og på samme tid sørger for
543 II, I,42 | mennesket frit gøre det gode og undgå det onde. Men for
544 II, I,42 | kunne skelne godt fra ondt. Og dette sker frem for alt
545 II, I,42 | Hvem lader os opleve lykke? og som svar på spørgsmålet
546 II, I,43 | guddommelige, evige, objektive og universelle lov, hvorved
547 II, I,43 | hvorved Gud i sin visdom og kærlighed ordner, indretter
548 II, I,43 | kærlighed ordner, indretter og styrer hele verden og menneskesamfundet.
549 II, I,43 | indretter og styrer hele verden og menneskesamfundet. Gud giver
550 II, I,43 | respektere den naturlige orden og forbyder os at forstyrre
551 II, I,43 | ting til deres rette mål". Og Guds visdom er forsyn, er
552 II, I,43 | kærlighed. Gud selv elsker og drager i den mest bogstavelige
553 II, I,43 | i den mest bogstavelige og grundlæggende betydning
554 II, I,43 | gennem menneskets fornuftige og ansvarsbevidste omsorg.
555 II, I,43 | forudse både for sig selv og for andre. Således har mennesket
556 II, I,43 | til sine rette handlinger og mål. Denne den fornuftige
557 II, I,44 | thomistiske lære om naturloven og har indbefattet den i sin
558 II, I,44 | forgænger Leo XIII fornuftens og den menneskelige lovs væsentlige
559 II, I,44 | underordnen sig Guds visdom og hans lov. Efter at have
560 II, I,44 | naturloven" er skrevet og indgraveret i hvert eneste
561 II, I,44 | befaler os at gøre det gode og råder os til at undgå synd",
562 II, I,44 | med mindre den var stemme og tolk for en højere fornuft,
563 II, I,44 | højere fornuft, som vor ånd og vor frihed må være underlagt".
564 II, I,44 | til at give rettigheder og til at godkende en vis adfærd: "
565 II, I,44 | for sine egne handlinger". Og han konkluderede: "Deraf
566 II, I,44 | er udstyret med fornuft, og den gør dem disponerede
567 II, I,44 | til de rette handlinger og mål; den er intet andet
568 II, I,44 | intet andet end Skaberens og universets herskers evige
569 II, I,44 | stand til at erkende godt og ondt takket være den skelnen
570 II, I,44 | den skelnen mellem godt og ondt, som det selv udfører
571 II, I,44 | guddommelige åbenbaring og af tro, gennem den lov,
572 II, I,44 | kaldet til at acceptere og praktisere Guds lov som
573 II, I,44 | Guds lov som en særlig gave og et særligt tegn på dets
574 II, I,44 | tegn på dets udvælgelse og på den guddommelige pagt,
575 II, I,44 | på den guddommelige pagt, og også som et pant på Guds
576 II, I,44 | henvende sig til Israels børn og spørge dem: "Hvor er det
577 II, I,44 | hver gang vi råber til ham? Og hvor er det folk, det være
578 II, I,44 | der har så retfærdige love og retsregler som hele denne
579 II, I,44 | lovprisning, taknemlighed og ærbødighed, som det udvalgte
580 II, I,44 | kende den, grunde over den og omsætte den i livet. "Lykkelig
581 II, I,44 | ikke går på synderes vej og ikke sidder blandt spottere,
582 II, I,44 | sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag
583 II, I,44 | grunder på hans lov dag og nat" (Salme 1,1-2). "Herrens
584 II, I,45 | Kirken modtager taknemligt og bevarer i kærlighed åbenbaringens
585 II, I,45 | det med religiøs respekt og udfører sin opgave med autentisk
586 II, I,45 | Guds lov i Jesus Kristus og i hans Ånd. Dette er en "
587 II, I,45 | hjerter, på tavler af kød og blod" (2.Kor.3,3); en fuldkommenhedens
588 II, I,45 | 3); en fuldkommenhedens og frihedens lov (sml. 2.Kor.
589 II, I,45 | Helligåndens egentlige virkning, og således tro, der er virksom
590 II, I,45 | ting, der skal gøres... og forøger tilbøjeligheden
591 II, I,45 | eller åbenbarede Guds lov og naturloven, og inden for
592 II, I,45 | Guds lov og naturloven, og inden for frelsesøkonomien
593 II, I,45 | frelsesøkonomien mellem den "gamle" og den "nye" lov, må det ikke
594 II, I,45 | det ikke glemmes, at disse og andre nyttige sondringer
595 II, I,45 | lov, hvis ophav er den ene og samme Gud, og at den altid
596 II, I,45 | er den ene og samme Gud, og at den altid er bestemt
597 II, I,45 | drager omsorg for verden og for menneskeheden, udelukker
598 II, I,45 | hinanden; tværtimod støtter de og griber ind i hinanden. De
599 II, I,45 | De har deres oprindelse og mål i den evige, vise og
600 II, I,45 | og mål i den evige, vise og kærlige plan, hvormed Gud
601 II, I,45 | Gud forudbestemmer mænd og kvinder "til at formes efter
602 II, I,46 | formodede konflikt mellem frihed og lov bringes endnu engang
603 II, I,46 | med hensyn til naturloven, og især med hensyn til naturen.
604 II, I,46 | naturen. Diskussioner om natur og frihed har altid kendetegnet
605 II, I,46 | særlig heftige i renæssance- og reformationstiden, som det
606 II, I,46 | teknologiske fremskridt og visse former for liberalisme
607 II, I,46 | absolut konflikt mellem frihed og natur var karakteristisk
608 II, I,46 | mennesket under sin egen dynamik og endda sin egen ubrydelige
609 II, I,46 | sanseverdenens situation i rum og tid, fysisk-kemiske konstanter,
610 II, I,46 | processer, psykologiske impulser og former for social konditionering
611 II, I,46 | genstand for observation og forklares udelukkende som
612 II, I,46 | menneskelige virkeligheder og menneskelig adfærd, blive
613 II, I,46 | menneskelige adfærdsmønstre og etiske opfattelser hos et
614 II, I,46 | standarden for deres fagområde og endda som dets gyldige praktiske
615 II, I,46 | konflikt med den materielle og biologiske natur, som den
616 II, I,46 | naturens skabte dimension og misforstå dens integritet.
617 II, I,46 | for menneskelig aktivitet og kunnen: derfor har naturen
618 II, I,46 | for at blive stærkt ændret og faktisk overvundet af friheden,
619 II, I,46 | repræsenterer en begrænsning og en benægtelse af friheden.
620 II, I,46 | økonomiske, kulturelle, sociale og også etiske værdier etableres:
621 II, I,46 | hvad der findes i mennesket og i verden bortset fra frihed.
622 II, I,46 | opfattelse ville naturen først og fremmest omfatte det menneskelige
623 II, I,46 | legeme, dets sammensætning og dets processer; i modsætning
624 II, I,46 | betragtet som produktet og resultatet af frihed. Den
625 II, I,46 | opfattet således, reduceres til og behandles som et let tilgængeligt
626 II, I,46 | friheden selv-definerende og til et fænomen, der kan
627 II, I,46 | der kan skabe sig selv og sine værdier. Faktisk, ville
628 II, I,46 | mennesket, når alt er sagt og gjort, ikke engang have
629 II, I,47 | sammenhæng er fysicismens og naturalismens indvendinger
630 II, I,47 | heraf ville en permanent og uforanderlig karakter på
631 II, I,47 | for menneskelig adfærd, og på basis heraf ville der
632 II, I,47 | har med seksualmoralens og ægteskabsmoralens område
633 II, I,47 | forhold, homoseksuelle forhold og kunstig befrugtning blev
634 II, I,47 | natur som et fornuftbegavet og frit væsen og etiske normers
635 II, I,47 | fornuftbegavet og frit væsen og etiske normers kulturelle
636 II, I,47 | eksisterende i et legeme og i historien. Desuden ville
637 II, I,47 | hensyn til de adfærdsmodeller og de meninger, som mennesket
638 II, I,47 | bud om kærlighed til Gud og næsten. Dog, fortsætter
639 II, I,47 | til dets egen frie vilje", og han forventer af det, at
640 II, I,47 | sit liv på en personlig og fornuftig måde. Kærlighed
641 II, I,47 | Kærlighed til næsten ville først og fremmest og endda udelukkende
642 II, I,47 | ville først og fremmest og endda udelukkende betyde
643 II, I,48 | eksisterer mellem frihed og menneskenatur og især menneskelegemets
644 II, I,48 | frihed og menneskenatur og især menneskelegemets placering,
645 II, I,48 | råmateriale uden nogen betydning og uden etiske værdier, indtil
646 II, I,48 | fremtræder menneskenaturen og legemet som forudsætninger
647 II, I,48 | til personen, subjektet og den menneskelige handling.
648 II, I,48 | spændingen mellem frihed og en natur, som opfattes på
649 II, I,48 | til sandheden om mennesket og dets frihed, Den modsiger
650 II, I,48 | legemes form. Den åndelige og udødelige sjæl er det princip
651 II, I,48 | minder os også om, at fornuft og fri vilje er forbundet med
652 II, I,48 | forbundet med de legemlige og sanselige evner. Personen,
653 II, I,48 | helt betroet til sig selv, og det er i legemets og sjælens
654 II, I,48 | selv, og det er i legemets og sjælens enhed, at personen
655 II, I,48 | opdager ved fornuftens lys og dydens støtte i sit legeme
656 II, I,48 | givne tegn på, udtrykket for og løftet om gaven selv i overensstemmelse
657 II, I,48 | personen naturligt hælder til. Og fordi den menneskelige person
658 II, I,48 | omfatter en særlig åndelig og legemlig struktur, indbefatter
659 II, I,48 | etiske krav om at elske og respektere personen som
660 II, I,48 | respektere personen som et mål og aldrig som blot et middel
661 II, I,48 | forfalde til relativisme og vilkårlighed.~ ~
662 II, I,49 | i modstrid med Skriftens og Traditionens lære. En sådan
663 II, I,49 | person til en "åndelig" og rent formel frihed. Denne
664 II, I,49 | etiske betydning af legemet og af adfærdsformer, der inddrager
665 II, I,49 | lovet dem. Faktisk er legeme og sjæl uadskillelige: i personen,
666 II, I,49 | den frivilligt handlende og i den tilsigtede handling,
667 II, I,50 | henviser til menneskets sande og oprindelige natur, til "
668 II, I,50 | er selve personen i sjæls og legemes enhed, i de åndelige
669 II, I,50 | legemes enhed, i de åndelige og biologiske tilbøjeligheders
670 II, I,50 | biologiske tilbøjeligheders enhed og i enheden af alle andre
671 II, I,50 | mål. "Naturloven udtrykker og fastlægger de hensigter,
672 II, I,50 | de hensigter, rettigheder og pligter, der bygger på den
673 II, I,50 | menneskelige persons legemlige og åndelige natur. Derfor kan
674 II, I,50 | af Skaberen til at styre og ordne sit liv og sine handlinger
675 II, I,50 | at styre og ordne sit liv og sine handlinger og især
676 II, I,50 | sit liv og sine handlinger og især benytte sig af sit
677 II, I,50 | så findes oprindelsen til og grundlaget for pligten til
678 II, I,50 | der tilkommer personen, og ikke simpelt hen i den naturlige
679 II, I,50 | udtrykker sig i et legeme, og som et legeme, der præges
680 II, I,50 | den menneskelige person og dens sande fuldbyrdelse,
681 II, I,50 | for den sags skyld altid og kun kan finde sted i menneskenaturen.
682 II, I,50 | tjener kirken mennesket og viser det den sande kærligheds
683 II, I,50 | adskillelse mellem frihed og natur. Faktisk er disse
684 II, I,50 | harmonisk knyttet sammen, og er intimt indbyrdes forbundne.~ ~
685 II, I,51 | formodede konflikt mellem frihed og natur virker altså tilbage
686 II, I,51 | især dens universalitet og uforanderlighed. "Hvor er
687 II, I,51 | sandhed. Derfra kopieres og overføres enhver retfærdig
688 II, I,51 | ringen går over på vokset og alligevel ikke forlader
689 II, I,51 | der er fornuftbegavede og lever i historien. For at
690 II, I,51 | må personen gøre det gode og undlade det onde, bære omsorg
691 II, I,51 | omsorg for at videregive og bevare liv, forfine og udvikle
692 II, I,51 | videregive og bevare liv, forfine og udvikle den materielle verdens
693 II, I,51 | søge sandhed, gøre det gode og betragte skønheden.~Den
694 II, I,51 | mellem enkeltpersoners frihed og naturen, som alle er fælles
695 II, I,51 | menneskelige persons værdighed og lægger grundlaget til dennes
696 II, I,51 | fundamentale rettigheder og pligter, er den universel
697 II, I,51 | den universel i sine påbud og dens autoritet udstrækker
698 II, I,51 | personers sande fællesskab og praktiserer ved Guds nåde
699 II, I,51 | fællesskab til skade for alle og enhver.~ ~
700 II, I,52 | 52.Det er altid og for enhver rigtigt og rimeligt
701 II, I,52 | altid og for enhver rigtigt og rimeligt at tjene Gud og
702 II, I,52 | og rimeligt at tjene Gud og vise ham den dyrkelse, der
703 II, I,52 | dyrkelse, der tilkommer ham, og at ære ens forældre, som
704 II, I,52 | udføre visse handlinger og at udvikle bestemte tilbøjeligheder,
705 II, I,52 | skabt til "et fælles kald og en fælles guddommelig bestemmelse".
706 II, I,52 | bestemmelse". Disse universelle og permanente love svarer til
707 II, I,52 | af den praktiske fornuft og anvendes på særlige handlinger
708 II, I,52 | denne sandhed om sit væsen og gør den til sin egen ved
709 II, I,52 | egen ved sine handlinger og de tilsvarende dyder. Naturlovens
710 II, I,52 | gyldige. De forpligter alle og enhver, altid og under alle
711 II, I,52 | forpligter alle og enhver, altid og under alle omstændigheder.
712 II, I,52 | kald til et liv med Gud og til fællesskab med næsten.
713 II, I,52 | er forbudt - for enhver og i ethvert tilfælde - at
714 II, I,52 | det koster, til aldrig, og begyndende med én selv,
715 II, I,52 | negative bud forpligter altid og under alle omstændigheder,
716 II, I,52 | er vigtigere i det sande og gode liv end pligten til
717 II, I,52 | denne: Budet om at elske Gud og næsten har i sin dynamik
718 II, I,52 | negativ form i Det gamle og Det nye Testamente. Som
719 II, I,53 | store interesse for historie og kultur, har fået nogle til
720 II, I,53 | naturlovens uforanderlighed og således på eksistensen af "
721 II, I,53 | gælder for alle nutidens og fremtidens mennesker så
722 II, I,53 | som universelt gyldige og altid bindende, når ingen
723 II, I,53 | målestokken for kulturen og den betingelse, der sikrer,
724 II, I,53 | netop dér, hvor den sociale og kulturelle tidssammenhæng
725 II, I,53 | af visse moralske normer og deres rolle (sml. Matt.19,
726 II, I,53 | i Kristus, han som i går og i dag er den samme, ja til
727 II, I,53 | grundlæggende elementer og i dens dynamiske kærlighed
728 II, I,53 | dynamiske kærlighed til Gud og næsten.~ ~Det er bestemt
729 II, I,53 | bestemt nødvendigt at søge og opdage den mest adækvate
730 II, I,53 | formulering af universelle og permanente etiske normer
731 II, I,53 | til at gøre dem forstået og til autentisk at tolke deres
732 II, I,53 | substans, men må specificeres og bestemmes "eodem sensu eademque
733 II, I,53 | hvis afgørelse forudgås og ledsages af arbejdet med
734 II, I,53 | af arbejdet med at tolke og formulere det, der er karakteristisk
735 II, I,53 | individuelle troendes opfattelse og for teologisk overvejelse.~ ~
736 II, II | II. SAMVITTIGHED OG SANDHED~
737 II, II,54 | mellem menneskets frihed og Guds lov leves mest intenst
738 II, II,54 | opfordrer det til at elske og gøre det gode, til at sky
739 II, II,54 | gode, til at sky det onde, og som siger til hjertet, når
740 II, II,54 | adlyde den er menneskets ære, og ifølge den skal det dømmes (
741 II, II,54 | forholdet mellem frihed og lov, er således nær forbundet
742 II, II,54 | ovenfor - ifølge hvilke frihed og lov er sat i modsætning
743 II, II,54 | modsætning til hinanden og holdt adskilt og friheden
744 II, II,54 | hinanden og holdt adskilt og friheden ophøjet, så det
745 II, II,54 | sig fra kirkens traditions og dens læreembedes lære.~ ~
746 II, II,55 | ikke forventes at forudse og respektere alle personens
747 II, II,55 | konkrete handlinger, så unikke og specielle de er. Mens sådanne
748 II, II,55 | opfattelse af menneskenaturen og af dens betydning for det
749 II, II,55 | holde orden i sit personlige og sociale liv. Disse forfattere
750 II, II,55 | forbundet med hele psykologiens og følelsernes område, og med
751 II, II,55 | psykologiens og følelsernes område, og med de talrige påvirkninger
752 II, II,55 | den enkeltes kulturelle og sociale miljø. På den anden
753 II, II,55 | menneskets helligste kerne og helligdom, her er det alene
754 II, II,55 | normer som til en kreativ og ansvarlig accept af de personlige
755 II, II,56 | Ud over det læremæssige og abstrakte plan, må man anerkende,
756 II, II,56 | hensyn til omstændighederne og situationen med rette være
757 II, II,56 | fra den almindelige regel og således tillade én i praksis
758 II, II,56 | således tillade én i praksis og med god samvittighed at
759 II, II,56 | gælder i almindelighed, og den individuelle samvittigheds
760 II, II,56 | afgørelse om, hvad der er godt, og hvad der er ondt. På dette
761 II, II,56 | modstrid med læreembedets lære, og for at retfærdiggøre en "
762 II, II,56 | forhold til menneskelig frihed og Guds lov. Kun den tidligere
763 II, II,56 | hvilende forhold mellem frihed og lov muliggør en bedømmelse
764 II, II,57 | skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder
765 II, II,57 | samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller
766 II, II,57 | forstand mennesket med loven, og bliver således et "vidne"
767 II, II,57 | over for personen selv. Og til gengæld er det kun personen
768 II, II,58 | menneskets oprindelige forbillede og dets sidste mål. Bonaventura
769 II, II,58 | samvittigheden er ligesom Guds herold og sendebud, den befaler ikke
770 II, II,58 | uretfærdighed, men sammen med dette og faktisk endda inden, er
771 II, II,58 | om Gud selv, hvis stemme og dom gennemtrænger det inderste
772 II, II,58 | inde i en uoverstigelig og uigennemtrængelig ensomhed,
773 II, II,58 | kaldet, for Guds stemme. Heri og ikke i noget som helst andet
774 II, II,58 | samvittigheds hele mysterium og værdighed: den er det sted,
775 II, II,59 | etisk dom over mennesket og dets handlinger, en dom,
776 II, II,59 | den, der er ophav til dem, og om det øjeblik, hvor den
777 II, II,59 | anskuelse, at man skal elske og gøre det gode og undlade
778 II, II,59 | skal elske og gøre det gode og undlade det onde. Den praktiske
779 II, II,59 | oprindelige viden om godt og ondt, den genspejling af
780 II, II,59 | det etisk godes objektive og universelle krav, er samvittigheden
781 II, II,59 | er kaldet til at gøre her og nu. Lovens universalitet
782 II, II,59 | nu. Lovens universalitet og dens forpligtelse anerkendes
783 II, II,59 | forpligtelse anerkendes og undertrykkes ikke, når fornuften
784 II, II,60 | Ligesom naturloven selv og al praktisk viden har samvittighedens
785 II, II,60 | mangler vished om det rette og gode ved en handling, det
786 II, II,60 | fornuftinstans? værdighed og dens stemmes og vurderingers
787 II, II,60 | værdighed og dens stemmes og vurderingers autoritet stammer
788 II, II,60 | sandheden om etisk godt og ondt, som den er kaldet
789 II, II,60 | kaldet til at lytte til og udtrykke. Denne sandhed
790 II, II,60 | lov", etikkens universelle og objektive norm. Samvittighedens
791 II, II,60 | vidner derimod om naturlovens og den praktiske fornufts autoritet
792 II, II,60 | tiltrækning mennesket erfarer, og hvis bud det accepterer: "
793 II, II,60 | er altså ikke en autonom og eksklusiv instans til at
794 II, II,60 | afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt, men derimod
795 II, II,60 | den norm som begrunder og betinger dens afgørelsers
796 II, II,60 | overensstemmelse med de påbud og forbud, der ligger til grund
797 II, II,61 | lov, anerkendes praktisk og konkret ved samvittighedens
798 II, II,61 | mennesket som et løfte om håb og barmhjertighed; samtidig
799 II, II,61 | tilgivelse, om at gøre det gode og konstant udvikle dyd.~Følgelig
800 II, II,61 | forbindelsen mellem frihed og sandhed viser sig. Netop
801 II, II,61 | genspejler sandheden om det gode, og ikke i vilkårlige "beslutninger".
802 II, II,61 | Disse dommes modenhed og ansvarlighed - og dermed
803 II, II,61 | modenhed og ansvarlighed - og dermed når alt er sagt og
804 II, II,61 | og dermed når alt er sagt og gjort også den persons,
805 II, II,61 | ihærdigt at søge efter sandhed og ved at tillade én selv at
806 II, II,62 | Søge hvad der er sandt og godt~62. Samvittigheden
807 II, II,62 | uforskyldt er forblindet, og da mister den ikke sin værdi.
808 II, II,62 | sig lidt om at søge ret og sandhed, eller om den samvittighed,
809 II, II,62 | 5) må man søge sandheden og vurdere i overensstemmelse
810 II, II,62 | ikke "gå frem med snedighed og forfalske Guds ord", men "
811 II, II,62 | subjektet ikke er klar over, og som det ikke kan overvinde
812 II, II,63 | der er udført med en sand og ret samvittighed, lig med
813 II, II,63 | det ikke mere fuldkomment og hjælper ikke til at gøre
814 II, II,63 | meget "lidt om at søge ret og sandhed, eller om den samvittighed,
815 II, II,64 | omvendelse til hvad der er sandt, og hvad der er godt. I samme
816 II, II,64 | omvendt" sig til Herren og til kærlighed til, hvad
817 II, II,64 | connaturalitet" mellem mennesket og det sande gode. En sådan
818 II, II,64 | connaturalitet har sin rod i og udvikles gennem den enkeltes
819 II, II,64 | dydige holdninger: klogskab og de andre kardinaldyder og
820 II, II,64 | og de andre kardinaldyder og endnu inden disse af de
821 II, II,64 | teologiske dyder: tro, håb og kærlighed. Dette er meningen
822 II, II,64 | Kristne har i kirken og dens læreembede en stor
823 II, II,64 | Dens opgave er at formulere og give en autentisk forkyndelse
824 II, II,64 | sandhed, som Kristus er, og samtidig med autoritet udlægge
825 II, II,64 | samtidig med autoritet udlægge og stadfæste de etiske principper,
826 II, II,64 | snedighed at drives hid og did af hver lærdoms kastevind (
827 II, II,64 | kastevind (sml. Ef.4,14), og hjælper den til ikke at
828 II, II,64 | sikkert at nå til sandheden og forblive i den.~ ~
829 II,III | III. FUNDAMENTALT VALG OG SÆRLIGE ADFÆRDSFORMER~
830 II,III,65 | studerer adfærdsvidenskaber og teologi, til at udvikle
831 II,III,65 | dybtgående analyse af dens natur og dens dynamik. Det er med
832 II,III,65 | en beslutning om én selv og om at sætte sit liv ind
833 II,III,65 | for eller imod sandheden, og i sidste instans for eller
834 II,III,65 | menneskes hele etiske liv, og som tjener som grænser inden
835 II,III,65 | valg kan finde deres plads og få lov til at udvikle sig.~ ~
836 II,III,65 | forholdet mellem person og handlinger. De taler om
837 II,III,65 | frihed", der er dybere end og forskellig fra valgfrihed,
838 II,III,65 | forskellig fra valgfrihed, og som må tages i betragtning,
839 II,III,65 | handlinger skal forstås og vurderes rigtigt. Ifølge
840 II,III,65 | nøglerollen i det sande og gode liv tillægges en "fundamental
841 II,III,65 | selvbestemmelse, ikke ved en specifik og bevidst afgørelse på refleksionens
842 II,III,65 | men på en "transcendental" og "atematisk" måde. Enkelte
843 II,III,65 | ville kun være delvise og aldrig definitive forsøg
844 II,III,65 | grundlæggende afgørelse og velovervejede valg af en
845 II,III,65 | udtrykkelig begrænser etisk "godt" og "ondt" til den transcendentale
846 II,III,65 | grundlæggende afgørelse, og beskriver de enkelte "timelige"
847 II,III,65 | til sig selv, til andre og til den materielle verden.
848 II,III,65 | på den ene side det gode og det ondes orden, som afhænger
849 II,III,65 | som afhænger af viljen, og på den anden side bestemte
850 II,III,65 | ikke-etiske" eller "fysiske" goder og onder, der faktisk følger
851 II,III,65 | som en blot fysisk proces og ikke i overensstemmelse
852 II,III,65 | grundlæggende afgørelse, og helt eller delvis lader
853 II,III,66 | der kendetegner det sande og gode liv og forpligter friheden
854 II,III,66 | kendetegner det sande og gode liv og forpligter friheden på et
855 II,III,66 | oprindelige betydning på de mange og forskellige bud giver pagtens
856 II,III,66 | af fuldstændighed, enhed og dybde. Israels fundamentale
857 II,III,66 | være fuldkommen... kom så og følg mig" (Matt.19,21);
858 II,III,66 | med en radikal afgørelse og et radikalt valg. Evangeliets
859 II,III,66 | Evangeliets lignelser om skatten og den meget kostbare perle,
860 II,III,66 | ejendele for, er et talende og virkningsfuldt billede på,
861 II,III,66 | billede på, hvor radikal og ubetinget den afgørelse
862 II,III,66 | sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse
863 II,III,66 | 8,35).~ ~Jesu kald "kom og følg mig" betegner den størst
864 II,III,66 | på samme tid om sandheden og forpligtelsen til trosgerninger
865 II,III,66 | forpligtelsen til trosgerninger og til beslutninger, der kan
866 II,III,66 | befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge
867 II,III,66 | altid er truet af trældom. Og dette er netop tilfældet,
868 II,III,67 | som et ægte frihedens valg og knytter det valg tæt til
869 II,III,67 | at give sit liv retning og til med nådens hjælp at
870 II,III,67 | sig med Guds vilje, visdom og lov. Det må derfor slås
871 II,III,67 | altomfattende intention og derfor en, der endnu ikke
872 II,III,67 | virkeliggøres gennem bevidste og frie beslutninger. Netop
873 II,III,67 | personale enhed i dennes legeme og sjæl. En fundamental grundlæggende
874 II,III,67 | som den sætter i gang, og de beslutninger, som udtrykker
875 II,III,67 | ligger i menneskets handlen og i hver af dets velovervejede
876 II,III,67 | for at opfylde det sande og gode livs forskellige forpligtelser.
877 II,III,67 | med menneskets værdighed og hele kald. Ethvert valg
878 II,III,67 | henvisning til de goder og onder, der er angivet af
879 II,III,67 | handling at adlyde moralloven og afstå fra den handling,
880 II,III,68 | godt, forblive i Guds nåde og opnå frelse, også selv om
881 II,III,68 | adfærdsformer med fuldt overlæg og i en alvorlig sag var i
882 II,III,68 | det Gud som lovens giver og bliver som et resultat heraf
883 II,III,68 | helliggørende nåde", "kærlighed" og "evig salighed". Som Tridentinerkoncilet
884 II,III,69 | Dødssynd og tilgivelig synd~69. Som
885 II,III,69 | skelnen mellem dødssynder og tilgivelige synder. De hævder,
886 II,III,69 | af helliggørende nåde - og evig fortabelse, hvis man
887 II,III,69 | være forenet med Kristus og med hans kirke, så let og
888 II,III,69 | og med hans kirke, så let og ofte kunne begå dødssynder,
889 II,III,69 | fællesskabets bånd med Gud og bagefter omvende sig til
890 II,III,70 | fastslog igen vigtigheden og den stadige gyldighed af
891 II,III,70 | skelnen mellem dødssynder og tilgivelige synder i overensstemmelse
892 II,III,70 | overensstemmelse med kirkens tradition. Og bispesynoden i 1983, som
893 II,III,70 | Tridentinerkoncilets lære om eksistensen og arten af dødssynder og tilgivelige
894 II,III,70 | eksistensen og arten af dødssynder og tilgivelige synder, men
895 II,III,70 | genstand er en alvorlig sag og også begås med fuld viden
896 II,III,70 | også begås med fuld viden og velovervejet samtykke".~ ~
897 II,III,70 | betingelse derfor er "fuld viden og velovervejet samtykke".
898 II,III,70 | både inden for moralteologi og pastoral praksis tilfælde,
899 II,III,70 | fordi der mangler fuld viden og velovervejet samtykke hos
900 II,III,70 | betragtet enten som en eksplicit og formel afvisning af Gud
901 II,III,70 | næste eller som en implicit og ubevidst afvisning af kærlighed. "
902 II,III,70 | det end må være, vidende og villigt vælger noget, der
903 II,III,70 | kærlighed til menneskeheden og hele skabningen: personen
904 II,III,70 | vender sig bort fra Gud og mister kærlighed. Som følge
905 II,III,70 | som er meget komplekse og uklare ud fra et psykologisk
906 II,III,70 | et psykologisk synspunkt, og som påvirker synderens subjektive
907 II,III,70 | grundlæggende afgørelse" netop er, og forstå den på en sådan måde,
908 II,III,70 | hvorved mennesket frivilligt og bevidst afviser Gud, hans
909 II,III,70 | til en eller anden skabt og endelig virkelighed, noget
910 II,III,70 | Dette kan ske på en direkte og formel måde, i afgudsdyrkelsens,
911 II,III,70 | afgudsdyrkelsens, frafaldets og ateismens synder; eller
912 II, IV,71 | Teleologi og teleologismus~71. Forholdet
913 II, IV,71 | Forholdet mellem Guds lov og menneskets frihed, som har
914 II, IV,71 | frihed, som har sit inderste og levende centrum i samvittigheden,
915 II, IV,71 | samvittigheden, viser sig og virkeliggøres i menneskelige
916 II, IV,71 | sin Skaber af egen drift og frivilligt for at nå til
917 II, IV,71 | frivilligt for at nå til fuld og saliggørende fuldkommenhed
918 II, IV,71 | handlinger, fordi de udtrykker og afgør, om det menneske,
919 II, IV,71 | er underlagt forandring og tilbliven, forbliver nogen
920 II, IV,72 | mellem menneskets frihed og det autentisk gode. Dette
921 II, IV,72 | derfor er den "naturlov") og - på en hel og fuldkommen
922 II, IV,72 | naturlov") og - på en hel og fuldkommen måde - ved Guds
923 II, IV,72 | med menneskets sande gode og således udtrykker personens
924 II, IV,72 | mennesket finder sin hele og fuldkomne lykke. Det første
925 II, IV,72 | den etiske handlings værdi og menneskets sidste mål frem.
926 II, IV,72 | nødvendige betingelse for og vejen til evig salighed: "
927 II, IV,72 | Matt.19,17). Jesu svar og hans henvisning til budene
928 II, IV,72 | handling til det sande gode og den frivillige stræben efter
929 II, IV,72 | rigtig, når den vidner om og udtrykker, at personen frivilligt
930 II, IV,72 | sig til sit sidste mål, og en konkret handling stemmer
931 II, IV,72 | af den handling vor vilje og os selv etisk onde ved således
932 II, IV,73 | takket være Guds åbenbaring og troen klar over det "nye",
933 II, IV,73 | uoverensstemmelse med den værdighed og det kald, der er skænket
934 II, IV,73 | ved nåden. I Jesus Kristus og i hans Ånd, er den kristne
935 II, IV,73 | brødre (sml. Rom.8,29), og den kristne lever sin troskab
936 II, IV,73 | utroskab mod Åndens gave, og åbner eller lukker sig for
937 II, IV,73 | fællesskabet i skuen, kærlighed og lykke sammen med Gud Fader,
938 II, IV,73 | sammen med Gud Fader, Søn og Helligånd. Som Cyrillus
939 II, IV,73 | os gennem helliggørelse og retfærdighed og det liv,
940 II, IV,73 | helliggørelse og retfærdighed og det liv, som er godt og
941 II, IV,73 | og det liv, som er godt og i overensstemmelse med dyd...
942 II, IV,73 | Følgelig har det sande og gode liv en væsentlig "teleologisk"
943 II, IV,73 | menneskets højeste gode og sidste mål (telos). Dette
944 II, IV,73 | henordnede til dette mål, og for så vidt som de er i
945 II, IV,73 | sig om en sådan fornuftig og fri, bevidst og velovervejet
946 II, IV,73 | fornuftig og fri, bevidst og velovervejet henordnen sig,
947 II, IV,73 | ansvarligt" for sine handlinger og underlagt Guds dom, den
948 II, IV,73 | Guds dom, den retfærdige og gode dommer, der, som Paulus
949 II, IV,73 | minder os om, belønner godt og straffer ondt: "For vi skal
950 II, IV,74 | hensigt, omstændighederne - og især konsekvenserne - af
951 II, IV,74 | eller genoplivede teologiske og kulturelle tendenser, der
952 II, IV,74 | tilstræbes af den handlende, og med de værdier, der tilsigtes
953 II, IV,74 | før-etiske goder, der skal opnås, og de tilsvarende ikke-etiske
954 II, IV,74 | til at "maksimere" goder og "minimere" onder.~Mange
955 II, IV,74 | distancere sig fra utilitarisme og pragmatisme, hvor det etiske
956 II, IV,74 | retfærdiggøre forudsætningerne og tilvejebringe et grundlag
957 II, IV,74 | et grundlag for det sande og gode livs normer. Denne
958 II, IV,74 | undersøgelse er legitim og nødvendig, fordi den etiske
959 II, IV,74 | samarbejde med ikke-katolikker og ikke-troende, især i pluralistiske
960 II, IV,75 | betingelse for dens etiske godhed og dens henordnethed til personens
961 II, IV,75 | med sandheden om det gode, og fra dens bestemmelse gennem
962 II, IV,75 | for sine egne handlinger og deres konsekvenser. Denne "
963 II, IV,75 | overensstemmelse med terminologi og fremgangsmåder indført fra
964 II, IV,75 | af de forskellige værdier og goder, der tilstræbes, snarere
965 II, IV,75 | erkendte forhold mellem de gode og dårlige virkninger af dette
966 II, IV,75 | værdier fastslås ved fornuft og ved åbenbaring, at det aldrig
967 II, IV,75 | under alle omstændigheder og i enhver kultur ville være
968 II, IV,75 | værdier som kærlighed til Gud og næsten, retfærdighed osv.),
969 II, IV,75 | næsten, retfærdighed osv.), og fra et andet synspunkt,
970 II, IV,75 | de deraf flydende fordele og ulemper både for den handlende
971 II, IV,75 | ulemper både for den handlende og for alle andre muligvis
972 II, IV,75 | I en verden, hvor godt og ondt altid er blandet sammen,
973 II, IV,75 | altid er blandet sammen, og enhver god virkning knyttet
974 II, IV,75 | virkning knyttet til andre og dårlige virkninger, kan
975 II, IV,75 | hensyn til etiske goder og dens "rigtighed" på basis
976 II, IV,75 | forudseelige konsekvenser og af deres indbyrdes forhold.
977 II, IV,75 | forholdet mellem handlingen og dens virkninger og mellem
978 II, IV,75 | handlingen og dens virkninger og mellem virkningerne selv,
979 II, IV,75 | troskab over for kærlighedens og klogskabens højeste værdier,
980 II, IV,75 | normer, der altid er relative og åbne for undtagelser.~Ud
981 II, IV,76 | af at indrette tekniske og økonomiske aktiviteter på
982 II, IV,76 | beregning af ressourcer og udbytter, fremgangsmåder
983 II, IV,76 | udbytter, fremgangsmåder og deres virkninger. De forsøger
984 II, IV,76 | befri fra en voluntaristisk og arbitrær pligtetiks begrænsninger,
985 II, IV,76 | med den guddommelige lov og naturloven, som etisk gode.
986 II, IV,76 | hvor loven var usikker, og således blev der ikke rejst
987 II, IV,76 | forpligtede til at anerkende og respektere de specifikke
988 II, IV,76 | bud, der er bekendtgjort og lært af kirken i Guds, Skaberens
989 II, IV,76 | kirken i Guds, Skaberens og Herrens navn. Når apostlen
990 II, IV,76 | han afslører deres krav og deres alvor. Kærlighed til
991 II, IV,76 | alvor. Kærlighed til Gud og til ens næste kan ikke adskilles
992 II, IV,76 | fornyet i Jesu Kristi blod og i Åndens gave. Det er en
993 II, IV,76 | mennesker (sml. Ap.G.4,19; 5,29) og acceptere selv martyriet
994 II, IV,76 | konsekvens ligesom Det gamle og Det nye Testamentes hellige
995 II, IV,76 | Testamentes hellige mænd og kvinder, der betragtes som
996 II, IV,77 | hensyn til hensigten med og konsekvenserne af menneskelig
997 II, IV,77 | uoverensstemmelse med de skriftkloge og farisæerne, der meget detaljeret
998 II, IV,77 | Mark.7,20-21; Matt.15,19) - og de goder, der opnås, og
999 II, IV,77 | og de goder, der opnås, og de onder, der undgås som
1000 II, IV,77 | overvejelsen af disse konsekvenser og også af hensigterne er ikke
1-500 | 501-1000 | 1001-1500 | 1501-1584 |