Chapter, Paragraph, Number
1 I, 0,8 | og fuldbyrdelsen af hans egen skæbne. Han er en from israelit,
2 I, 0,13 | Gud har villet for dens egen skyld". De forskellige af
3 I, 0,18 | en begrænsning af deres egen frihed. På den anden side
4 I, 0,19 | har givet afkald på sin egen rigdom og på sig selv. Dette
5 I, 0,22 | muligt for mennesket ved dets egen kraft alene. Det bliver
6 I, 0,23 | i stand til at indse sin egen magtesløshed og befri sig
7 I, 0,25 | perioder, indbefattet vor egen. Spørgsmålet: "Mester, hvad
8 I, 0,27 | forpligtelsen til at tilbyde sin egen vurdering og lære for at
9 II, 0,32 | enkelt konfronteres med sin egen sandhed, der er forskellig
10 II, 0,34 | sml. Sir.15,14), så det af egen drift søger sin Skaber og
11 II, 0,34 | blive respekteret på sin egen vej i søgen efter sandheden,
12 II, I,38 | overlod mennesket "til dets egen frie vilje" (Sir.15,14)~
13 II, I,38 | overlade mennesket "til dets egen fri vilje", så det af egen
14 II, I,38 | egen fri vilje", så det af egen drift søger sin Skaber,
15 II, I,38 | påvirket autonomt af sin egen vilje. Om hvem ellers kan
16 II, I,38 | og kollektivt har deres egen værdi og deres egne love,
17 II, I,39 | der er betroet til dets egen omsorg og ansvar. Gud overlod
18 II, I,39 | overlod mennesket "til dets egen frie vilje" (Sir.15,14),
19 II, I,40 | anden side får fornuften sin egen sandhed og autoritet fra
20 II, I,40 | i sig selv besidder sin egen lov, som det har modtaget
21 II, I,42 | af koncilet: "Menneskets egen værdighed fordrer altså,
22 II, I,44 | har indbefattet den i sin egen lære om etik. Således betonede
23 II, I,44 | mennesket, hvis det som sin egen højeste lovgiver gav sig
24 II, I,46 | Tridentinerkoncilets lære.85 Vor egen tid er kendetegnet, dog
25 II, I,46 | underordnede mennesket under sin egen dynamik og endda sin egen
26 II, I,46 | egen dynamik og endda sin egen ubrydelige lov. Også i dag
27 II, I,46 | ville ikke være mere end sin egen frihed!~ ~
28 II, I,47 | han overlod det "til dets egen frie vilje", og han forventer
29 II, I,48 | der må hævdes for dens egen skyld - at fornuften fatter
30 II, I,50 | altid må bekræftes for dens egen skyld. Mens det altid er
31 II, I,52 | væsen og gør den til sin egen ved sine handlinger og de
32 II, I,53 | som er forbundet med dets egen legemlige dimension, ville
33 II, II,57 | uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har
34 II, II,57 | mennesket, et vidne om dets egen troskab eller utroskab med
35 II, II,58 | befaler ikke ting ud fra sin egen autoritet, men befaler dem
36 II, II,58 | samvittigheden vidner om menneskets egen retskaffenhed eller uretfærdighed,
37 II, II,60 | handling, dømmes det af sin egen samvittighed, som er den
38 II, II,63 | sin værdighed, når den ved egen skyld tager fejl, hvad der
39 II,III,65 | stand til at udtrykke sin egen fundamentale grundlæggende
40 II, IV,71 | til at søge sin Skaber af egen drift og frivilligt for
41 III, 0,85 | han har modtaget, til sin egen: "Kristus sendte mig...
42 III, 0,95 | og Kristus er sandheden i egen person. "Som lærer bliver
43 III, 0,99 | sine egne interesser og sin egen mening uden hensyn til andres
44 III, 0,102| overensstemmelse med sin egen værdighed som en person.
45 III, 0,104| et menneske, der gør sin egen svaghed til kriteriet for
46 III, 0,104| motiver, men derimod ved hans egen uværdighed over for Guds
47 III, 0,104| der er helt klar over sin egen naturs skrøbelighed og ser
48 III, 0,105| egne begrænsninger og ens egen synd. I vore dage kommer
|