1-500 | 501-1000 | 1001-1034
Chapter, Paragraph, Number
1 Indl | særlig måde i mennesket, som er skabt i Guds billede og
2 Indl, 0,1 | 1. Fordi de er kaldet til frelse gennem
3 Indl, 0,1 | Pet.1,22).~Denne lydighed er ikke altid let. Som et resultat
4 Indl, 0,1 | foranledning af Satan, som er en løgner og "fader til
5 Indl, 0,1 | til løgnen" (Joh.8,44), er mennesket altid fristet
6 Indl, 0,1 | evne til at kende sandheden er altså formørket, og dets
7 Indl, 0,1 | til at underordne sig den er svækket. Idet det således
8 Indl, 0,1 | at kende den helt. Dette er klart bevist af menneskets
9 Indl, 0,1 | viden på alle områder. Det er endnu klarere bevist af
10 Indl, 0,2 | skelne godt fra ondt? Svaret er kun muligt takket være den
11 Indl, 0,2 | Jesu Kristi ansigt, "han er den usynlige Guds billede" (
12 Indl, 0,2 | billede" (Kol.1,15), "han er Guds kærligheds glans" (
13 Indl, 0,2 | sandhed" (Joh.1,14). Kristus er "vejen og sandheden og livet" (
14 Indl, 0,2 | af Jesus Kristus, eller er snarere Jesus Kristus selv,
15 Indl, 0,2 | hans kirkes ansigt, for den er udsendt til at forkynde
16 Indl, 0,2 | derfor, samtidig med at den er opmærksom på historiens
17 Indl, 0,2 | dybt overbevist om, at det er dens "pligt at granske tidens
18 Indl, 0,3 | 3. Kirkens hyrder er i fællesskab med Peters
19 Indl, 0,3 | Gud selv. Den ved, at det er netop på det sande og gode
20 Indl, 0,3 | vej, at vejen til frelse er åben for alle. Det andet
21 Indl, 0,3 | siger: "De som uforskyldt er uden kundskab om Kristi
22 Indl, 1,4 | fordrejet eller benægtet. Der er faktisk opstået en ny situation
23 Indl, 1,4 | spørgsmål: kan Guds bud, som er skrevet på menneskehjertet
24 Indl, 1,4 | skrevet på menneskehjertet og er del af pagten, virkelig
25 Indl, 1,4 | samfunds daglige afgørelser? Er det muligt at adlyde Gud
26 Indl, 1,5 | moralteologien", grundlag der er blevet undermineret af visse
27 Indl, 1,5 | visse aspekter af læren, som er af afgørende betydning for
28 Indl, 1,5 | imødegå, hvad der bestemt er en ægte krise, fordi de
29 Indl, 1,5 | først offentliggøres nu, er en af grundene dertil, at
30 Indl, 1,5 | liv: "Idet kristne i troen er bevidste om deres nye værdighed,
31 Indl, 1,5 | om deres nye værdighed, er de kaldet til fremover at
32 Indl, 1,5 | hensyn til spørgsmål, der er drøftet at etikere og moralteologer.
33 Indl, 1,5 | foreliggende rundskrivelse er denne, med hensyn til de
34 I, 0,6 | spørger du mig om det gode? Én er den gode; men vil du gå
35 I, 0,7 | meningen med livet. Dette er faktisk, hvad der ligger
36 I, 0,7 | bevægelse. Dette spørgsmål er i sidste instans en appel
37 I, 0,7 | tiltrækker og drager os; det er ekkoet af et kald fra Gud,
38 I, 0,7 | af et kald fra Gud, som er oprindelsen til og målet
39 I, 0,8 | stillede Jesus fra Nazaret, er et, der udspringer fra det
40 I, 0,8 | dybeste i hans hjerte. Det er et spørgsmål, der er væsentligt
41 I, 0,8 | Det er et spørgsmål, der er væsentligt og uundgåeligt
42 I, 0,8 | unge mand fornemmer, at der er en forbindelse mellem det
43 I, 0,8 | af hans egen skæbne. Han er en from israelit, der så
44 I, 0,8 | israelit, der så at sige er opdraget i skyggen af Herrens
45 I, 0,8 | vi gå ud fra, at det ikke er, fordi han ikke kender det
46 I, 0,8 | indeholdes i loven. Det er mere sandsynligt, at det
47 I, 0,8 | afgørende proklamation: "Tiden er ind, Guds rige er kommet
48 I, 0,8 | Tiden er ind, Guds rige er kommet nær; omvend jer og
49 I, 0,8 | deres spørgsmål om, hvad der er godt, og hvad der er ondt.
50 I, 0,8 | der er godt, og hvad der er ondt. Kristus er Mesteren,
51 I, 0,8 | hvad der er ondt. Kristus er Mesteren, den opstandne,
52 I, 0,8 | den opstandne, som altid er nærværende i kirken og i
53 I, 0,8 | kirken og i verden. Det er også ham, der åbner Den
54 I, 0,9 | Én er den gode" (Matt.19,17)~9.
55 I, 0,9 | spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå
56 I, 0,9 | evangelisterne Markus og Lukas er spørgsmålet udformet således: "
57 I, 0,9 | kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig
58 I, 0,9 | hjerte til den "ene", som er god: "Ingen er god undtagen
59 I, 0,9 | ene", som er god: "Ingen er god undtagen én, nemlig
60 I, 0,9 | spørgsmålet om, hvad der er godt, fordi han er selve
61 I, 0,9 | hvad der er godt, fordi han er selve den gode.~ ~At spørge
62 I, 0,9 | spørgsmål i virkeligheden er et religiøst spørgsmål,
63 I, 0,9 | oprindelse i Gud og faktisk er Gud selv. Gud alene er værdig
64 I, 0,9 | faktisk er Gud selv. Gud alene er værdig til at blive elsket "
65 I, 0,9 | sind" (Matt.22,37). Han er oprindelsen til menneskets
66 I, 0,9 | anerkendelsen af Gud, som alene er godhed, livets fylde, menneskelig
67 I, 0,10 | 10. Kirken, som er undervist af Mesterens ord,
68 I, 0,10 | tror, at mennesket, som er skabt i Skaberens billede,
69 I, 0,10 | i Skaberens billede, som er forløst ved Kristi blod
70 I, 0,10 | da, o skønne sjæl, at du er Guds billede", skriver Ambrosius. "
71 I, 0,10 | skriver Ambrosius. "Vid, at du er "Guds billede og afglans" (
72 I, 0,10 | Kor.11,7). Hør, hvordan du er hans afglans. Profeten siger:
73 I, 0,10 | Profeten siger: Din viden er blevet mig for underfuld (
74 I, 0,10 | vil sige, i mit arbejde er din majestæt blevet mere
75 I, 0,10 | betragter mig selv, som jeg er kendt for dig i mine hemmelige
76 I, 0,10 | årvågen".~Hvad mennesket er, og hvad det skal gøre,
77 I, 0,10 | bygger på disse ord: "Jeg er Herren din Gud, som førte
78 I, 0,10 | erkendes som den, der "alene er god"; den Ene, som trods
79 I, 0,10 | for jeg, Herren jeres Gud, er hellig" (3.Mos.19,2); som
80 I, 0,10 | viser sig det som svar, der er passende på grund af de
81 I, 0,10 | kærlighed til mennesket. Det er et kærlighedens svar i overensstemmelse
82 I, 0,10 | Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske
83 I, 0,10 | 5.Mos.6,4-7). Således er det etiske liv, der er indhyllet
84 I, 0,10 | Således er det etiske liv, der er indhyllet i Guds uforskyldte
85 I, 0,10 | For dem, der elsker Gud, er det nok at være velbehagelig
86 I, 0,10 | kærligheden selv, kærligheden er faktisk af Gud på en sådan
87 I, 0,10 | sådan måde, så Gud selv er kærlighed".~ ~
88 I, 0,11 | konstatering, at "kun én er god", bringer os således
89 I, 0,11 | 2.Mos.20,2-11). Det gode er at tilhøre Gud, adlyde ham,
90 I, 0,11 | anerkende Herren som Gud er selve kernen i loven, er
91 I, 0,11 | er selve kernen i loven, er dens hjerte, hvorfra de
92 I, 0,11 | enkelte bud udledes, og som de er henordnet til. I budenes
93 I, 0,11 | Herren, fordi Gud alene er den, der er god. Sådan er
94 I, 0,11 | fordi Gud alene er den, der er god. Sådan er Den hellige
95 I, 0,11 | er den, der er god. Sådan er Den hellige Skrifts vidnesbyrd,
96 I, 0,11 | som på hver af dens sider er gennemtrængt af en levende
97 I, 0,11 | Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre" (Es.6,
98 I, 0,11 | 6,3).~Men hvis Gud alene er den gode, kan det ikke ved
99 I, 0,11 | guddommelig godhed, der er åbenbaret og videregivet
100 I, 0,12 | spørgsmålet om det gode, fordi han er den gode. Men Gud har allerede
101 I, 0,12 | mål gennem den lov, der er indskrevet i dets hjerte (
102 I, 0,12 | 15), "naturloven". Denne "er ikke andet end det forstandens
103 I, 0,12 | det forstandens lys, der er indgivet os af Gud, hvorved
104 I, 0,12 | den vigtige oplysning: "Én er den gode", "Vil du gå ind
105 I, 0,12 | Jesu egne læber, han der er den nye Moses, modtager
106 I, 0,12 | betingelsen for frelse. Budene er knyttet til et løfte. I
107 I, 0,12 | 6,20-25). I den nye pagt er genstanden for løftet "Himmeriget",
108 I, 0,12 | Matt.5-7), der tydeligt er knyttet til dekalogen, som
109 I, 0,12 | Moses på Sinajs bjerg. Det er også denne samme Guds riges
110 I, 0,12 | udtrykket "evigt liv", som er deltagelse i Guds eget liv.
111 I, 0,12 | først efter døden, men i tro er det allerede nu et sandhedens
112 I, 0,13 | 13. Jesu svar er ikke tilstrækkeligt for
113 I, 0,13 | parallelstederne hos Markus og Lukas, er det klart, at Jesus ikke
114 I, 0,13 | hvert eneste af de bud, der er nødvendige for at "få evigt
115 I, 0,13 | ethvert andet bud, fordi de er forklaringen på, hvad ordene "
116 I, 0,13 | forklaringen på, hvad ordene "Jeg er Herren din Gud" betyder
117 I, 0,13 | minder den unge mand om. Det er nogle af de bud, der hører
118 I, 0,13 | Rom.13,8-10) og grundlag er budet om næstekærlighed: "
119 I, 0,13 | forskellige af dekalogens bud er egentlig kun lige så mange
120 I, 0,13 | det ene bud, om hvad der er godt for mennesket på de
121 I, 0,13 | Katekismus, at "de ti bud er en del af Guds åbenbaring.
122 I, 0,13 | der tilhører personen, som er Guds billede, ved at forsvare
123 I, 0,13 | du må ikke vidne falsk" er etiske regler formuleret
124 I, 0,13 | næstekærlighed; samtidig er de bevis på den kærlighed.
125 I, 0,13 | bevis på den kærlighed. De er det første nødvendige skridt
126 I, 0,13 | frihed" skriver Augustin, "er at være fri for forbrydelser...
127 I, 0,13 | videre. Når man først engang er uden disse forbrydelser (
128 I, 0,13 | mod friheden. Men dette er kun frihedens begyndelse,
129 I, 0,14 | kærligheden til Gud. Dette er indlysende ud fra hans samtale
130 I, 0,14 | 10,28). Ikke desto mindre er det tydeligt, at det er
131 I, 0,14 | er det tydeligt, at det er netop det andet af disse
132 I, 0,14 | og han spørger ham: "Hvem er så min næste?" Mesteren
133 I, 0,14 | den gode samaritaner, som er afgørende for den fulde
134 I, 0,14 | hviler (sml.Matt. 22,40) er tæt forbundet og indbyrdes
135 I, 0,14 | konkretiseres i at holde budene, er ægte kærlighed til Gud ikke
136 I, 0,14 | men hader sin broder, er han en løgner, for den,
137 I, 0,15 | Jesus "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven
138 I, 0,15 | loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde,
139 I, 0,15 | opfylde" (Matt.5,17). Kristus er nøglen til Den hellige Skrift: "
140 I, 0,15 | mig" (Joh.5,39). Kristus er midtpunktet i frelsesøkonomien,
141 I, 0,15 | opfyldelse i evangeliet; han er den levende og evige forbindelse
142 I, 0,15 | udtalelse, at "Kristus er enden på loven" (Rom.10,
143 I, 0,15 | lovens fylde: en fylde, som er opnået i Kristus (plenitudo
144 I, 0,15 | Testamente, men al sandhed er i Det nye Testamente, sådan
145 I, 0,15 | Det nye Testamente, sådan er det med loven: hvad der
146 I, 0,15 | der var givet gennem Moses er et billede på den sande
147 I, 0,15 | på den sande lov. Derfor er Moseloven et billede af
148 I, 0,15 | netop fordi det elsker, er rede til at praktisere de
149 I, 0,15 | fuldkommenhed, hvis inderste er kærlighed (sml. Kol.3,14).
150 I, 0,15 | ægteskabet: "I har hørt, at der er sagt til de gamle, "Du må
151 I, 0,15 | domstolen... I har hørt, at der er sagt, "Du må ikke bryde
152 I, 0,15 | 21-22.27-28). Jesus selv er den levende "opfyldelse"
153 I, 0,16 | jeg så?" (Matt.19,20). Det er ikke let med god samvittighed
154 I, 0,16 | Og alligevel, selv om har er i stand til at give dette
155 I, 0,16 | unge mand, at han stadig er langt fra målet; over for
156 I, 0,16 | stadig mangler noget. Det er til hans bevidsthed om denne
157 I, 0,16 | hvoraf den første netop er saligprisningen af de fattige, "
158 I, 0,16 | at saligprisningerne også er relevante i forbindelse
159 I, 0,16 | mennesket for evigt liv, og jo er evigt liv.~Saligprisningerne
160 I, 0,16 | budene. På den anden side er der ikke nogen adskillelse
161 I, 0,16 | saligprisningerne. Disse er først og fremmest løfter,
162 I, 0,16 | deres originalitet og dybde er de en slags selvportræt
163 I, 0,17 | så hold budene". Men det er sikkert, at den unge mands
164 I, 0,17 | alle budenes etiske krav er det absolut nødvendige grundlag,
165 I, 0,17 | modning af mennesket, der er kaldet til fuldkommenhed:
166 I, 0,17 | alle budene, viser, at han er ude af stand til alene af
167 I, 0,17 | som menneskelig frihed er kaldet til. Jesus viser
168 I, 0,17 | den unge mand, at budene er den første og absolut nødvendige
169 I, 0,17 | Menneskelig frihed og Guds lov er ikke i modsætning til hinanden,
170 I, 0,17 | efterfølgere ved, at hans kald er til frihed. "Brødre, I blev
171 I, 0,17 | sig dem, der mener, at de er retfærdiggjorte ved loven,
172 I, 0,17 | Hvorfor, vil nogen spørge, er det ikke allerede fuldkomment? ...
173 I, 0,17 | ser jeg en anden lov, der er i strid med min fornufts
174 I, 0,17 | hel, fordi vi endnu ikke er i evigheden. Til dels bibeholder
175 I, 0,17 | sige dette undtagen en, der er stolt, en der er uværdig
176 I, 0,17 | en, der er stolt, en der er uværdig til vor befriers
177 I, 0,17 | barmhjertighed?... Derfor, siden der er forblevet nogen svaghed
178 I, 0,17 | udstrækning, hvori vi tjener Gud, er vi frie, mens i den udstrækning,
179 I, 0,17 | vi følger syndens lov, er vi stadigt trælle".~ ~
180 I, 0,18 | leve dem "fuldt ud". Dette er stadig en usikker og skrøbelig
181 I, 0,18 | skrøbelig vej, så længe vi er på jorden, men det er en,
182 I, 0,18 | vi er på jorden, men det er en, der muliggøres af nåden,
183 I, 0,18 | etiske liv på en måde, der er vort ophøjede kald, som "
184 I, 0,18 | til fuldkommen kærlighed er ikke begrænset til en lille
185 I, 0,18 | have en skat i himlene", er rettet til alle, fordi de
186 I, 0,18 | Og kom så og følg mig", er den nye specifikke form
187 I, 0,18 | fuldkommenhed, hvis mål er Gud alene: "Så vær da fuldkomne,
188 I, 0,18 | som jeres himmelske fader er fuldkommen" (Matt.5,48).
189 I, 0,18 | barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig" (Luk.6,36)~ ~
190 I, 0,19 | rigdom og på sig selv. Dette er netop konklusionen af Jesu
191 I, 0,19 | følg mig" (Matt.19,21). Det er en opfordring, hvis utrolige
192 I, 0,19 | sandheden (sml. Joh.16,13).~Det er Jesus selv, der tager initiativet
193 I, 0,19 | begyndende med De Tolv; men det er også klart, at enhver troende
194 I, 0,19 | klart, at enhver troende er kaldet til at være en Kristi
195 I, 0,19 | At efterfølge Kristus er således det væsentlige og
196 I, 0,19 | følge Jesus, til hvem de er draget af Faderen selv (
197 I, 0,19 | svare og følge den, der er visdommen, som er blevet
198 I, 0,19 | den, der er visdommen, som er blevet kød, bliver Jesu
199 I, 0,19 | discipel (sml. Joh.6,45). Jesus er faktisk verdens lys, livets
200 I, 0,19 | lys (sml. Joh.8,12). Han er hyrden, der leder sine får
201 I, 0,19 | sml. Joh.10,11-16); han er vejen og sandheden og livet (
202 I, 0,19 | livet (sml. Joh.14,6). Det er Jesus, som fører til Faderen,
203 I, 0,19 | så det at se ham, Sønnen, er at se Faderen (sml. Joh.
204 I, 0,20 | fuldstændigt til brødrene: "Dette er mit bud, at I skal elske
205 I, 0,20 | kærlighed, som fodvaskningen er et tegn på: "Når nu jeg,
206 I, 0,20 | for kristent liv. Faktisk er hans handlinger, og især
207 I, 0,20 | Faderen og til andre. Dette er netop den kærlighed, som
208 I, 0,20 | alle, der følger ham. Det er det "nye" bud: "Et nyt bud
209 I, 0,20 | Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har
210 I, 0,20 | kærlighed, hvormed hans disciple er kaldet til at elske hinanden. "
211 I, 0,20 | at elske hinanden. "Dette er mit bud, at I skal elske
212 I, 0,20 | indtil det sidste". Dette er, hvad Jesus beder enhver,
213 I, 0,21 | 21. At efterfølge Kristus er ikke en ydre efterligning,
214 I, 0,21 | disciplen med Herren. Dette er nådens virkning, virkningen
215 I, 0,21 | lem på hans legeme, som er kirken (sml. 1.Kor.12,13.
216 I, 0,21 | Augustin til de døbte, "for vi er ikke blot blevet kristne,
217 I, 0,21 | Undres og glæd jer: vi er blevet Kristus!". Ved at
218 I, 0,21 | synden, modtager de, der er døbt, nyt liv (sml. Rom.
219 I, 0,21 | nyt liv (sml. Rom.6,3-11): er levende for Gud i Kristus;
220 I, 0,21 | levende for Gud i Kristus; de er kaldet til at vandre ved
221 I, 0,21 | sakramente (sml. 1.Kor.11,23-29), er højdepunktet af at blive
222 I, 0,22 | For Gud er alting muligt" (Matt.19,
223 I, 0,22 | samtale med den unge mand er meget gribende: "Da den
224 I, 0,22 | Guds magt: "For mennesker er det umuligt; men for Gud
225 I, 0,22 | det umuligt; men for Gud er alting muligt" (Matt.19,
226 I, 0,22 | til en "begyndelse", der er mere fundamental og mere
227 I, 0,22 | mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke
228 I, 0,22 | forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte
229 I, 0,22 | forbavsende mulighed, der er åbnet for mennesket ved
230 I, 0,22 | praktisere Kristi kærlighed er ikke muligt for mennesket
231 I, 0,22 | Joh.15,9). Kristi gave er hans Ånd, hvis første "frugt" (
232 I, 0,22 | frugt" (sml. Gal.5,22) er kærlighed: "Guds kærlighed
233 I, 0,22 | kærlighed: "Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved
234 I, 0,22 | hjerter ved Helligånden, som er givet os" (Rom.5,5). Augustin
235 I, 0,22 | 5,5). Augustin spørger: "Er det kærligheden, som får
236 I, 0,22 | til at holde budene, eller er det netop det at holde budene,
237 I, 0,23 | Ånden". Kun i dette nye liv er det muligt at opfylde Guds
238 I, 0,23 | at opfylde Guds bud. Det er jo gennem tro på Kristus,
239 I, 0,23 | gennem tro på Kristus, at vi er blevet retfærdiggjort (sml.
240 I, 0,23 | Herren Jesus. Endnu engang er det Augustin, der beundringsværdigt
241 I, 0,23 | overstiger menneskets evner. De er kun mulige som resultatet
242 I, 0,23 | 17). Løftet om evigt liv er således knyttet til nådens
243 I, 0,23 | gave, som vi har modtaget, er allerede nu "pantet på vor
244 I, 0,24 | fuldkommenheden, som det er henordnet til, åbenbaret:
245 I, 0,24 | taler om en mulighed, der er åbnet for mennesket udelukkende
246 I, 0,24 | hinanden, for kærligheden er af Gud og kender Gud. Den,
247 I, 0,24 | kender ikke Gud, for Gud er kærlighed... Mine kære,
248 I, 0,24 | mellem gave og opgave, er blevet udtrykt i enkle men
249 I, 0,24 | krav om kærlighed. "Dette er hans bud, at vi skal tro
250 I, 0,24 | Aquin skrive, at den nye lov er Helligåndens nåde givet
251 I, 0,25 | Se jeg er med jer alle dage indtil
252 I, 0,25 | hver enkelts hjerte, og det er alene Kristus, som er i
253 I, 0,25 | det er alene Kristus, som er i stand til at give det
254 I, 0,25 | giver nåden til et nyt liv, er altid nærværende og virker
255 I, 0,25 | han selv lovede: "Se, jeg er med jer alle dage indtil
256 I, 0,25 | viser sig i hans legeme, som er kirken. Derfor lovede Herren
257 I, 0,25 | efterligne Kristus. "Thi for mig er livet Kristus" (Fil.1,21).~ ~
258 I, 0,26 | inspireret af den nye lov. Kirken er faktisk et både troens og
259 I, 0,26 | fællesskab; dens leveregel er "tro virksom i kærlighed" (
260 I, 0,26 | etiske forpligtelser, som de er kaldet til af evangeliet (
261 I, 0,27 | Inden for kirkens enhed er arbejdet for at fremme og
262 I, 0,27 | Alt hvad kirken selv er, alt hvad den tror, fører
263 I, 0,27 | bistand. Den samme Ånd, som er ved begyndelsen til åbenbaringen
264 I, 0,27 | omsætning i praksis" af budene er tegnet på og frugten af
265 I, 0,27 | store Tradition, som den er bevidnet af kirkefædrenes
266 I, 0,27 | lære.~ ~Som koncilet siger, er det især "til kirkens levende
267 I, 0,27 | Skriften og i Traditionen er blevet betroet". I sit liv
268 I, 0,27 | I sit liv og sin lære er kirken således åbenbaret
269 II, 0,28 | med hensyn til etik. Disse er, at mennesket og dets aktiviteter
270 II, 0,28 | mennesket og dets aktiviteter er underordnet Gud, den Ene,
271 II, 0,28 | Gud, den Ene, som alene "er den gode"; forholdet mellem
272 II, 0,28 | Vatikankoncil mindede om, er evangeliet "kilden til al
273 II, 0,28 | handling, om handling der er Gud til behag (sml. 1.Thess.
274 II, 0,28 | udvikling analog med den, der er foregået på trossandhedernes
275 II, 0,28 | sandheden (sml. Joh.16,13), er kirken ikke ophørt med og
276 II, 0,29 | etiske overvejelse, der altid er blevet udført i Kristi,
277 II, 0,29 | den "gode Mesters" lys, er altså blevet udviklet i
278 II, 0,29 | fornufts krav. Moralteologi er en overvejelse, der beskæftiger
279 II, 0,29 | udfører dem; i denne forstand er den tilgængelig for alle
280 II, 0,29 | alle mennesker. Men den er også "teologi", for så vidt
281 II, 0,29 | målet for etisk handling er den Ene, som alene "er den
282 II, 0,29 | handling er den Ene, som alene "er den gode", og som ved at
283 II, 0,29 | svarer til tiden. For en ting er selve troens skat, det vil
284 II, 0,29 | på, når mening og indhold er konstant". Dette førte til
285 II, 0,29 | der tilbydes i en form der er mere egnet til vore samtidiges
286 II, 0,29 | deres bestræbelser, der er inspireret af den dybe og
287 II, 0,29 | ægte "Herrens frygt, der er begyndelsen til kundskab" (
288 II, 0,29 | af kristen etik, der ikke er i overensstemmelse med "
289 II, 0,29 | filosofiske erklæringer er uforenelige med den åbenbarede
290 II, 0,30 | mine brødre i bispeembedet, er det min hensigt at fastslå
291 II, 0,30 | fastslå de principper, der er nødvendige for at opdage,
292 II, 0,30 | for at opdage, hvad der er i modstrid med "sund lære",
293 II, 0,30 | ligegyldighed. Og alligevel er det netop disse elementer,
294 II, 0,30 | i menneskehjertet: Hvad er mennesket? Hvad er meningen
295 II, 0,30 | Hvad er mennesket? Hvad er meningen med og målet for
296 II, 0,30 | hvilket formål har den? Hvor er vejen til den sande lykke?
297 II, 0,30 | til den sande lykke? Hvad er døden, dommen og lønnen
298 II, 0,30 | lønnen efter døden? Og hvad er endelig dette yderste og
299 II, 0,30 | spørgsmål sådan som: hvad er frihed, og hvad er dens
300 II, 0,30 | hvad er frihed, og hvad er dens forhold til den sandhed,
301 II, 0,30 | forhold til den sandhed, der er indeholdt i Guds lov? hvilken
302 II, 0,30 | med sandheden om, hvad der er godt for mennesket, hvad
303 II, 0,30 | for mennesket, hvad der er dets specifikke rettigheder
304 II, 0,30 | evigt liv?" Fordi kirken er sendt af Jesus for at forkynde
305 II, 0,30 | et lys og en kraft, der er i stand til at besvare de
306 II, 0,30 | interdisciplinær sammenhæng, der er særlig nødvendig over for
307 II, 0,30 | for nye problemer.~ ~Det er i det samme lys og den samme
308 II, 0,31 | tids etiske overvejelse, er alle tæt forbundet, skønt
309 II, 0,31 | konstateret: "Vor tids mennesker er blevet sig deres menneskeværd
310 II, 0,31 | skylder samvittighedens vej, er absolut en af den moderne
311 II, 0,31 | opfattelse, så autentisk den er, er blevet udtrykt på mange
312 II, 0,31 | opfattelse, så autentisk den er, er blevet udtrykt på mange
313 II, 0,32 | moderne tankestrømninger er gået så vidt som til at
314 II, 0,32 | ville udspringe fra. Dette er den retning, der er taget
315 II, 0,32 | Dette er den retning, der er taget af læresætninger,
316 II, 0,32 | transcendente, eller som er udtrykkelig ateistiske.
317 II, 0,32 | følge sin samvittighed, er der med urette tilføjet
318 II, 0,32 | at ens etiske vurdering er rigtig, udelukkende på grund
319 II, 0,32 | en sådan grad, så nogle er nået til at antage en radikal
320 II, 0,32 | den etiske vurdering.~Det er umiddelbart indlysende,
321 II, 0,32 | at sandhedskrisen ikke er uden forbindelse med denne
322 II, 0,32 | den menneskelige fornuft, er gået tabt, ændres opfattelsen
323 II, 0,32 | persons fornuft, hvis funktion er at anvende den universelle
324 II, 0,32 | her og nu. I stedet for er der en tilbøjelighed til
325 II, 0,32 | med sin egen sandhed, der er forskellig fra andres sandhed.
326 II, 0,33 | konditioneringer og studiet af dem, er vigtige præstationer, der
327 II, 0,33 | fra disse iagttagelser, er nået til at tvivle på eller
328 II, 0,34 | frihed: "Den sande frihed er et prægtigt tegn på Guds
329 II, 0,34 | holde fast ved den, når den er erkendt. Som kardinal John
330 II, 0,34 | Trods deres forskellighed er disse tendenser fælles om
331 II, 0,34 | tendenser - en sondring, der er i stand til at erkende,
332 II, 0,34 | til at erkende, hvad der er legitimt, nyttigt og værdifuldt
333 II, I,35 | til at afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt,
334 II, I,35 | der er godt, og hvad der er ondt, ikke tilhører mennesket,
335 II, I,35 | men Gud alene. Mennesket er bestemt frit, for så vidt
336 II, I,35 | haven". Men dets frihed er ikke ubegrænset: den må
337 II, I,35 | om godt og ondt", for den er kaldet til at acceptere
338 II, I,35 | acceptere den morallov, der er givet af Gud. Faktisk finder
339 II, I,35 | acceptere den lov. Gud, som er den eneste, der er god,
340 II, I,35 | som er den eneste, der er god, ved nøjagtigt, hvad
341 II, I,35 | ved nøjagtigt, hvad der er godt for mennesket, og i
342 II, I,35 | til at afgøre, hvad der er godt eller ondt. Menneskelig
343 II, I,36 | fundament for etiske normer, er den ikke desto mindre blevet
344 II, I,36 | dette arbejde med nytænkning er visse positive anliggender,
345 II, I,36 | samvittighed.~ ~Imidlertid er der nogle mennesker, der
346 II, I,36 | oprindeligt og totalt mandat, der er givet mennesket af Gud.
347 II, I,36 | evige lov, som det ikke er op til mennesket at skabe.~ ~
348 II, I,37 | bestemt etisk indhold, der er universelt gyldigt og permanent.
349 II, I,37 | normative direktiver, som er virkeligt "objektive", det
350 II, I,37 | menneskelige fornufts autonomi er forbundet med holdninger,
351 II, I,37 | forbundet med holdninger, der er uforenelige med katolsk
352 II, I,37 | I en sådan sammenhæng er det absolut nødvendigt i
353 II, I,37 | de gyldige elementer, der er til stede i visse af vor
354 II, I,37 | morallære med ideer, der er afledt fra et fejlagtigt
355 II, I,38 | den "sande frihed", som er et "prægtigt tegn på Guds
356 II, I,38 | herredømme, som mennesket er kaldet til: de giver udtryk
357 II, I,38 | ophøjede karakter... i at den er fri og selvrådende, påvirket
358 II, I,38 | blev menneskenaturen, der er skabt til at regere andre
359 II, I,38 | specielt opmærksom på. Dette er jordiske virkeligheders
360 II, I,39 | 39. Det er imidlertid ikke blot verden,
361 II, I,39 | også mennesket selv, der er betroet til dets egen omsorg
362 II, I,39 | ved, "at skabningerne ikke er afhængige af Gud, at mennesket
363 II, I,40 | karakteriserer den person, der er kilde og årsag til sine
364 II, I,40 | den evige lov, som ikke er nogen anden end den guddommelige
365 II, I,40 | sin kilde i ham; samtidig er den, i kraft af den naturlige
366 II, I,40 | menneskelig lov. Faktisk er naturloven, som vi har set, "
367 II, I,40 | det forståelsens lys, der er indgydt i os af Gud, og
368 II, I,41 | frihed og Guds lov mødes og er kaldet til at krydse hinanden
369 II, I,41 | over for mennesket. Derfor er lydighed over for Gud ikke,
370 II, I,41 | billede og nærhed, han som er nærværende i alle (sml.
371 II, I,42 | Lykkelig er det menneske, der har sin
372 II, I,42 | guddommelige lov; i virkeligheden er det kun ved denne lydighed,
373 II, I,42 | forbliver i sandheden og er i overensstemmelse med menneskelig
374 II, I,42 | for at få hjælp, når det er nødvendigt".~På sin vej
375 II, I,42 | vej mod Gud, den Ene, som "er den gode" må mennesket frit
376 II, I,42 | godt fra ondt, hvad der er naturlovens funktion, ikke
377 II, I,42 | naturlovens funktion, ikke er andet end et aftryk i os
378 II, I,43 | norm for menneskelivet selv er den guddommelige, evige,
379 II, I,43 | rette mål". Og Guds visdom er forsyn, er omsorgsfuld kærlighed.
380 II, I,43 | Og Guds visdom er forsyn, er omsorgsfuld kærlighed. Gud
381 II, I,43 | for de væsner, der ikke er personer. Han sørger ikke
382 II, I,43 | Guds evige lov følgelig er i stand til at vise mennesket
383 II, I,43 | I forhold til alle andre er den fornuftbegavede skabning
384 II, I,44 | slået fast, at "naturloven" er skrevet og indgraveret i
385 II, I,44 | menneskes hjerte, fordi den ikke er noget andet end den menneskelige
386 II, I,44 | at naturloven i sig selv er den evige lov, indplantet
387 II, I,44 | indplantet i væsner, der er udstyret med fornuft, og
388 II, I,44 | rette handlinger og mål; den er intet andet end Skaberens
389 II, I,44 | evige fornuft".~Mennesket er i stand til at erkende godt
390 II, I,44 | især ved sin fornuft, der er oplyst af den guddommelige
391 II, I,44 | børn og spørge dem: "Hvor er det folk, det være sig nok
392 II, I,44 | vi råber til ham? Og hvor er det folk, det være sig nok
393 II, I,44 | ærbødighed, som det udvalgte folk er kaldet til at vise over
394 II, I,44 | Salme 1,1-2). "Herrens lov er fuldkommen, den styrker
395 II, I,44 | visdom. Herrens forordninger er retskafne, de glæder hjertet,
396 II, I,44 | hjertet, Herrens befaling er ægte, den giver øjnene glans" (
397 II, I,45 | som gave den nye lov, som er "opfyldelsen" af Guds lov
398 II, I,45 | Kristus og i hans Ånd. Dette er en "indre" lov (sml. Jer.
399 II, I,45 | For det første, åndens lov er Helligånden..., som, idet
400 II, I,45 | ikke blot lærer, hvad der er nødvendigt at gøre ved at
401 II, I,45 | virkning, og således tro, der er virksom i kærlighed (sml.
402 II, I,45 | til den lov, hvis ophav er den ene og samme Gud, og
403 II, I,45 | samme Gud, og at den altid er bestemt for mennesket. De
404 II, I,45 | accepteringen af Guds plan er den eneste vej til at stadfæste
405 II, I,46 | Tridentinerkoncilets lære.85 Vor egen tid er kendetegnet, dog i en anden
406 II, I,46 | til, at disse to begreber er blevet sat op mod hinanden,
407 II, I,46 | må hævde sig overfor. Her er forskellige indstillinger
408 II, I,46 | benægtelse af friheden. For andre er det i den uhæmmede fremgang
409 II, I,46 | kendsgerning ville alt det, som er "konstrueret", med andre
410 II, I,46 | ville mennesket, når alt er sagt og gjort, ikke engang
411 II, I,47 | 47.I denne sammenhæng er fysicismens og naturalismens
412 II, I,47 | hvad der i sig selv kun er biologiske love, som morallove.
413 II, I,47 | menneskelige handlinger, der er så komplekse set ud fra
414 II, I,48 | Stillet over for denne teori er man nødt til omhyggeligt
415 II, I,48 | forudsætninger eller betingelser, der er materielt nødvendige for
416 II, I,48 | per se et essentialiter er dets legemes form. Den åndelige
417 II, I,48 | åndelige og udødelige sjæl er det princip for enheden
418 II, I,48 | at fornuft og fri vilje er forbundet med de legemlige
419 II, I,48 | Personen, indbefattet legemet, er helt betroet til sig selv,
420 II, I,48 | betroet til sig selv, og det er i legemets og sjælens enhed,
421 II, I,48 | sjælens enhed, at personen er subjektet for sine egne
422 II, I,48 | Skaberens vise plan. Det er i lyset af den menneskelige
423 II, I,49 | dimensioner af dens udøvelse er i modstrid med Skriftens
424 II, I,49 | fejltagelser, der altid er blevet modsagt af kirken,
425 II, I,49 | drukkenbolte, spottere, røvere" er udelukket fra Guds rige (
426 II, I,49 | Denne fordømmelse - der er gentaget af Tridentinerkoncilet"
427 II, I,49 | at få del i den arv, der er lovet dem. Faktisk er legeme
428 II, I,49 | der er lovet dem. Faktisk er legeme og sjæl uadskillelige:
429 II, I,50 | menneskelige natur", som er selve personen i sjæls og
430 II, I,50 | specifikke kendetegn, der er nødvendige for at nå personens
431 II, I,50 | orden, hvorved mennesket er kaldet af Skaberen til at
432 II, I,50 | Menneskeligt liv får, selv om det er et af menneskets fundamentale
433 II, I,50 | egen skyld. Mens det altid er etisk forkert at dræbe et
434 II, I,50 | frihed og natur. Faktisk er disse to virkeligheder harmonisk
435 II, I,50 | harmonisk knyttet sammen, og er intimt indbyrdes forbundne.~ ~
436 II, I,51 | og uforanderlighed. "Hvor er disse regler da skrevet",
437 II, I,51 | universalitet. Fordi den er indskrevet i personens fornuftbegavede
438 II, I,51 | personens fornuftbegavede natur, er den skænket til alle væsner,
439 II, I,51 | skænket til alle væsner, der er fornuftbegavede og lever
440 II, I,51 | frihed og naturen, som alle er fælles om, tilslører opfattelsen
441 II, I,51 | filosofiske teorier, der er stærkt påvirkede af den
442 II, I,51 | rettigheder og pligter, er den universel i sine påbud
443 II, I,51 | menneskers individualitet, den er heller ikke modstrid med,
444 II, I,51 | med, at hver enkelt person er absolut unik. Tværtimod,
445 II, I,51 | nåde den kærlighed, "som er fuldkommenhedens bånd" (
446 II, I,51 | eller uden skyld - blot er uvidende om den, ødelægger
447 II, I,52 | 52.Det er altid og for enhver rigtigt
448 II, I,52 | bestemte tilbøjeligheder, er universelt bindende; de
449 II, I,52 | universelt bindende; de er "uforanderlige". De forener
450 II, I,52 | historiens perioder, fordi de er skabt til "et fælles kald
451 II, I,52 | love svarer til ting, der er erkendt af den praktiske
452 II, I,52 | dyder. Naturlovens forbud er universelt gyldige. De forpligter
453 II, I,52 | adfærdsform aldrig nogen sinde er foreneligt med viljens godhed
454 II, I,52 | fællesskab med næsten. Det er forbudt - for enhver og
455 II, I,52 | personlige værdighed, der er fælles for alle.~På den
456 II, I,52 | omstændigheder, ikke at forbud er vigtigere i det sande og
457 II, I,52 | giver udtryk for. Grunden er denne: Budet om at elske
458 II, I,52 | lavere grænse; under denne er budet ikke længere overholdt.
459 II, I,52 | forudses; på den anden side er der adfærdsformer, der aldrig,
460 II, I,52 | en passende reaktion, som er i overensstemmelse med personens
461 II, I,52 | personens værdighed. Endelig, er det altid muligt, at mennesket,
462 II, I,52 | ikke, hvis den pågældende er rede til at dø hellere end
463 II, I,52 | vælge adfærdsformer, der er forbudt af de etiske bud,
464 II, I,52 | forbudt af de etiske bud, der er udtrykt i negativ form i
465 II, I,53 | så vel som for fortidens. Er det nogen sinde muligt,
466 II, I,53 | fornuftige bestemmelser, der er truffet i fortiden, som
467 II, I,53 | indrømmes, at mennesket ikke er udtømmende defineret ved
468 II, I,53 | kulturernes fremskridt, at der er noget i mennesket, som går
469 II, I,53 | kulturer. Dette "noget" er netop menneskenaturen; denne
470 II, I,53 | menneskenaturen; denne natur er i sig selv målestokken for
471 II, I,53 | strukturelle elementer, som er forbundet med dets egen
472 II, I,53 | sml. Matt.19,1-9). Dette er grunden til, at kirken "
473 II, I,53 | han som i går og i dag er den samme, ja til evig tid".
474 II, I,53 | ja til evig tid". Kristus er "begyndelsen", som efter
475 II, I,53 | til Gud og næsten.~ ~Det er bestemt nødvendigt at søge
476 II, I,53 | tolke og formulere det, der er karakteristisk for individuelle
477 II, II,54 | siger til hjertet, når det er nødvendigt: Gør det, gør
478 II, II,54 | dets hjerte. At adlyde den er menneskets ære, og ifølge
479 II, II,54 | forholdet mellem frihed og lov, er således nær forbundet med
480 II, II,54 | kulturelle tendenser, der er nævnt ovenfor - ifølge hvilke
481 II, II,54 | ifølge hvilke frihed og lov er sat i modsætning til hinanden
482 II, II,55 | nogle teologers opfattelse er, i det mindste i visse tidligere
483 II, II,55 | så unikke og specielle de er. Mens sådanne normer til
484 II, II,55 | disse normer ikke så meget er bindende objektive kriterier
485 II, II,55 | også den kompleksitet, der er typisk for fænomenet samvittighed,
486 II, II,55 | samvittighed, en kompleksitet, der er dybt forbundet med hele
487 II, II,55 | kerne og helligdom, her er det alene med Gud". Denne
488 II, II,55 | personlige opgaver, som er betroet det af Gud.~I deres
489 II, II,55 | etiske spørgsmål; for dem er kirkens indgriben årsag
490 II, II,56 | i sig selv ondt. Således er der i nogle tilfælde etableret
491 II, II,56 | endelige afgørelse om, hvad der er godt, og hvad der er ondt.
492 II, II,56 | der er godt, og hvad der er ondt. På dette grundlag
493 II, II,56 | måde i ethvert tilfælde er forpligtet af et specielt
494 II, II,57 | gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov,
495 II, II,57 | uretfærdighed. Samvittigheden er det eneste vidne, fordi
496 II, II,57 | sted i en persons hjerte, er skjult for alle udenforståendes
497 II, II,57 | personen selv. Og til gengæld er det kun personen selv, der
498 II, II,58 | tilstrækkelig påskønnet. Men den er også en menneskets dialog
499 II, II,58 | lærer, at "samvittigheden er ligesom Guds herold og sendebud,
500 II, II,58 | kongens forordning. Det er derfor, samvittigheden har
1-500 | 501-1000 | 1001-1034 |