1-500 | 501-1000 | 1001-1009
Chapter, Paragraph, Number
1 Indl | former dets frihed, idet den leder det til at kende og
2 Indl, 0,1 | let. Som et resultat af den gådefulde ursynd, der blev
3 Indl, 0,1 | vende sit blik bort fra den levende og sande Gud for
4 Indl, 0,1 | vilje til at underordne sig den er svækket. Idet det således
5 Indl, 0,1 | der altid en længsel efter den absolutte sandhed, en tørst
6 Indl, 0,1 | efter at komme til at kende den helt. Dette er klart bevist
7 Indl, 0,2 | er kun muligt takket være den sandhedens stråleglans,
8 Indl, 0,2 | Jesu Kristi ansigt, "han er den usynlige Guds billede" (
9 Indl, 0,2 | urmennesket, var et forbillede på den, som skulle komme, Kristus
10 Indl, 0,2 | kærlighed manifesterer Kristus, den nye Adam, fuldt ud mennesket
11 Indl, 0,2 | hans kirkes ansigt, for den er udsendt til at forkynde
12 Indl, 0,2 | derfor, samtidig med at den er opmærksom på historiens
13 Indl, 0,2 | evangeliets lys. Således vil den kunne svare på menneskenes
14 Indl, 0,3 | menneskekærlighed" stiller den sig til tjeneste for hvert
15 Indl, 0,3 | hele verden.~Kirken ved, at den etiske fordring berører
16 Indl, 0,3 | evangelium eller Gud selv. Den ved, at det er netop på
17 Indl, 0,3 | således, som de erkender den ved deres samvittighed...
18 Indl, 0,3 | samvittighed... kan nå frem til den evige frelse". Koncilet
19 Indl, 0,3 | guddommelige forsyn vil ikke nægte den nødvendige hjælp til frelse
20 Indl, 1,4 | til en bedre forståelse af den etiske fordring på den menneskelige
21 Indl, 1,4 | af den etiske fordring på den menneskelige seksualitets,
22 Indl, 1,4 | total og systematisk dragen den traditionelle morallære
23 Indl, 1,4 | disse forudsætninger ligger den mere eller mindre tydelige
24 Indl, 1,4 | sandhed. Således afvises den traditionelle lære om naturloven
25 Indl, 1,4 | hensyn til spørgsmål af den største vigtighed for kirken
26 Indl, 1,4 | idet disse var overladt til den enkelte subjektive samvittigheds
27 Indl, 1,5 | stadig eksisterer, traf jeg den beslutning - som jeg meddelte
28 Indl, 1,5 | undervisning" (2.Tim.4,3) i den hensigt tydeligt at fremstille
29 Indl, 1,5 | fordi de vanskeligheder, som den skaber, har de alvorligste
30 Indl, 1,5 | det syntes passende, at den skulle forudgås af Den Katolske
31 Indl, 1,5 | at den skulle forudgås af Den Katolske Kirkes Katekismus,
32 Indl, 1,5 | vil rundskrivelsen, idet den henviser til Katekismen "
33 Indl, 1,5 | etikere og moralteologer. Den særlige hensigt med den
34 Indl, 1,5 | Den særlige hensigt med den foreliggende rundskrivelse
35 Indl, 1,5 | morallære, der bygger på Den hellige Skrift og den levende
36 Indl, 1,5 | på Den hellige Skrift og den levende apostolske Tradition,
37 Indl, 1,5 | forudsætningerne for og følgerne af den afvisning, som den lære
38 Indl, 1,5 | følgerne af den afvisning, som den lære har mødt.~ ~
39 I, 0,6 | 16)~6. Jesu samtale med den rige unge mand, som gengives
40 I, 0,6 | du mig om det gode? Én er den gode; men vil du gå ind
41 I, 0,6 | din næste som dig selv." Den unge mand sagde: "Det har
42 I, 0,7 | en hen til Jesus...". I den unge mand, hvis navn Mattæusevangeliet
43 I, 0,7 | ham spørgsmål om etik. For den unge mand, drejer spørgsmålet
44 I, 0,7 | beslutning og handling, den stille søgen og indre tilskyndelse,
45 I, 0,8 | 8. Det spørgsmål, som den unge mand stillede Jesus
46 I, 0,8 | gøres, og om evigt liv. Den unge mand fornemmer, at
47 I, 0,8 | for at komme nærmere til den, der begyndte sin forkyndelse
48 I, 0,8 | ondt. Kristus er Mesteren, den opstandne, som altid er
49 I, 0,8 | Det er også ham, der åbner Den hellige Skrift for den troende,
50 I, 0,8 | åbner Den hellige Skrift for den troende, og ved helt af
51 I, 0,8 | meningen med det spørgsmål, som den rige unge mand i evangeliet
52 I, 0,8 | tålmodig og fintfølende lærer den unge mand ved ligesom at
53 I, 0,9 | Én er den gode" (Matt.19,17)~9.Jesus
54 I, 0,9 | du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind
55 I, 0,9 | spørgsmålet, ønsker han, at den unge mand skal have en klar
56 I, 0,9 | stillede sit spørgsmål. Den "gode Mester" påpeger for
57 I, 0,9 | sit sind og sit hjerte til den "ene", som er god: "Ingen
58 I, 0,9 | godt, fordi han er selve den gode.~ ~At spørge om det
59 I, 0,9 | godhedens fylde. Jesus viser, at den unge mands spørgsmål i virkeligheden
60 I, 0,9 | religiøst spørgsmål, og at den godhed, som tiltrækker og
61 I, 0,9 | Jesus bringer spørgsmålet om den etisk gode handling tilbage
62 I, 0,10 | handlinger at genspejle den herligheds stråleglans. "
63 I, 0,10 | til kende og erkendes som den, der "alene er god"; den
64 I, 0,10 | den, der "alene er god"; den Ene, som trods menneskets
65 I, 0,10 | med at være "modellen" for den etiske handling i overensstemmelse
66 I, 0,10 | hellig" (3.Mos.19,2); som den Ene, der trofast mod sin
67 I, 0,10 | at være velbehagelig for den, de elsker; for der bør
68 I, 0,11 | 11. Den konstatering, at "kun én
69 I, 0,11 | til. I budenes etik gøres den kendsgerning klar, at Israels
70 I, 0,11 | Herren, fordi Gud alene er den, der er god. Sådan er Den
71 I, 0,11 | den, der er god. Sådan er Den hellige Skrifts vidnesbyrd,
72 I, 0,11 | Men hvis Gud alene er den gode, kan det ikke ved nogen
73 I, 0,11 | anstrengelse, end ikke ved den strengeste overholdelse
74 I, 0,11 | Herren som Gud og vise ham den tilbedelse, der tilkommer
75 I, 0,11 | tilbudet om at få del i den guddommelig godhed, der
76 I, 0,11 | videregivet i Jesus, ham, som den unge mand henvender sig
77 I, 0,11 | 10,17; Luk.18,18). Hvad den unge mand nu måske kun uklart
78 I, 0,12 | om det gode, fordi han er den gode. Men Gud har allerede
79 I, 0,12 | til dets sidste mål gennem den lov, der er indskrevet i
80 I, 0,12 | et løfte om og et tegn på den nye pagt, hvori loven ville
81 I, 0,12 | Følgelig siger Jesus til den unge mand efter at have
82 I, 0,12 | mand efter at have fremsat den vigtige oplysning: "Én er
83 I, 0,12 | vigtige oplysning: "Én er den gode", "Vil du gå ind til
84 I, 0,12 | Jesu egne læber, han der er den nye Moses, modtager mennesket
85 I, 0,12 | knyttet til et løfte. I den gamle pagt var genstanden
86 I, 0,12 | sml. 5.Mos.6,20-25). I den nye pagt er genstanden for
87 I, 0,12 | prædiken, der indeholder den mest omfattende og komplette
88 I, 0,12 | komplette formulering af den nye lov (sml. Matt.5-7),
89 I, 0,12 | lige påbegyndt deltagelse i den fulde Kristi efterfølgelse.
90 I, 0,12 | disciple efter at have talt til den rige unge mand: "Enhver,
91 I, 0,13 | ikke tilstrækkeligt for den unge mand, der fortsætter
92 I, 0,13 | hellighed. Efter at have rettet den unge mands blik mod Gud,
93 I, 0,13 | men snarere ønsker at gøre den unge mand opmærksom på dekalogens
94 I, 0,13 | lovens bud Jesus minder den unge mand om. Det er nogle
95 I, 0,13 | menneskets enestående værdighed, "den eneste skabning på jorden,
96 I, 0,13 | Gud, med dets næste og med den materielle verden. Vi læser
97 I, 0,13 | materielle verden. Vi læser i Den Katolske Kirkes Katekismus,
98 I, 0,13 | og således indirekte på den menneskelige persons iboende
99 I, 0,13 | De bud, som Jesus minder den unge mand om, skal sikre
100 I, 0,13 | Budene repræsenterer således den grundlæggende betingelse
101 I, 0,13 | samtidig er de bevis på den kærlighed. De er det første
102 I, 0,14 | over eller endda skille den fra kærligheden til Gud.
103 I, 0,14 | ud fra hans samtale med den lovkyndige, der stillede
104 I, 0,14 | der meget lignede det, den unge mand stillede. Jesus
105 I, 0,14 | af disse bud, der vækker den lovkyndiges nysgerrighed,
106 I, 0,14 | svarer med lignelsen om den gode samaritaner, som er
107 I, 0,14 | samaritaner, som er afgørende for den fulde forståelse af budet
108 I, 0,14 | broder, er han en løgner, for den, der ikke elsker sin broder,
109 I, 0,14 | utvetydig måde i lignelsen om den gode samaritaner (sml. Luk.
110 I, 0,15 | Kristus er nøglen til Den hellige Skrift: "I gransker
111 I, 0,15 | opfyldelse i evangeliet; han er den levende og evige forbindelse
112 I, 0,15 | evige forbindelse mellem den gamle og den nye pagt. Som
113 I, 0,15 | forbindelse mellem den gamle og den nye pagt. Som en kommentar
114 I, 0,15 | loven, men for at bringe den til opfyldelse. På samme
115 I, 0,15 | gennem Moses er et billede på den sande lov. Derfor er Moseloven
116 I, 0,15 | etisk og åndelig færd mod den fuldkommenhed, hvis inderste
117 I, 0,15 | må ikke begå drab", og, "Den, der begår drab, skal kendes
118 I, 0,15 | 22.27-28). Jesus selv er den levende "opfyldelse" af
119 I, 0,15 | styrken til at vidne om den kærlighed i personlige valg
120 I, 0,16 | budene, tilfredsstiller ikke den unge mand, som stiller Jesus
121 I, 0,16 | har nogen forståelse af den virkelige mening med de
122 I, 0,16 | fra barndommen af, så ved den unge mand, at han stadig
123 I, 0,16 | svar. I bevidsthed om, at den unge mands længsel efter
124 I, 0,16 | tolkning af budene, indbyder Den gode Mester ham til at slå
125 I, 0,16 | mig" (Matt.19,21).~Ligesom den tidligere del af Jesu svar,
126 I, 0,16 | sml. Matt.5,3-12), hvoraf den første netop er saligprisningen
127 I, 0,16 | svar, som Jesus giver på den unge mands spørgsmål: "Hvad
128 I, 0,16 | nøjagtigt sammen med budene. På den anden side er der ikke nogen
129 I, 0,16 | og deres orientering mod den fuldkommenheds horisont,
130 I, 0,17 | ved ikke, hvor tydeligt den unge mand i evangeliet forstod
131 I, 0,17 | mand i evangeliet forstod den dybe og udfordrende betydning
132 I, 0,17 | Men det er sikkert, at den unge mands iver for at respektere
133 I, 0,17 | Kristus. Jesu samtale med den unge mand hjælper os til
134 I, 0,17 | forstå betingelserne for den etiske modning af mennesket,
135 I, 0,17 | kaldet til fuldkommenhed: den unge mand, der har overholdt
136 I, 0,17 | Fuldkommenhed kræver den modenhed til at give-sig-selv,
137 I, 0,17 | kaldet til. Jesus viser den unge mand, at budene er
138 I, 0,17 | unge mand, at budene er den første og absolut nødvendige
139 I, 0,17 | for at få evigt liv; på den anden side fremlægges for
140 I, 0,17 | anden side fremlægges for den unge mand det at opgive
141 I, 0,17 | Disse Jesu ord åbenbarer den særlige dynamik i frihedens
142 I, 0,17 | kærlighed" (sammesteds). Den fasthed, hvormed Paulus
143 I, 0,17 | udøvelsen af kærlighed: "for den, der elsker andre, har opfyldt
144 I, 0,17 | vover jeg at sige, at i den udstrækning, hvori vi tjener
145 I, 0,17 | Gud, er vi frie, mens i den udstrækning, vi følger syndens
146 I, 0,18 | af deres egen frihed. På den anden side finder de, der
147 I, 0,18 | tjene andre, i Guds lov den fundamentale og nødvendige
148 I, 0,18 | rettet til alle, fordi de får den fulde mening af budet om
149 I, 0,18 | næstekærlighed frem, ligesom den opfordring, der følger, "
150 I, 0,18 | kom så og følg mig", er den nye specifikke form for
151 I, 0,18 | budene og Jesu opfordring til den rige unge mand står til
152 I, 0,18 | som spontant stræber mod den fuldkommenhed, hvis mål
153 I, 0,19 | konklusionen af Jesu samtale med den unge mand: "Og kom så og
154 I, 0,19 | i tro at svare og følge den, der er visdommen, som er
155 I, 0,19 | det at efterligne Sønnen, "den usynlige Guds billede" (
156 I, 0,20 | gerninger og hans bud udgør den etiske regel for kristent
157 I, 0,20 | lidelse og død på korset, den levende åbenbaring af hans
158 I, 0,20 | til andre. Dette er netop den kærlighed, som Jesus ønsker
159 I, 0,20 | af Jesu kærlighed og af den kærlighed, hvormed hans
160 I, 0,20 | kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for
161 I, 0,20 | Joh.15,13).~Da han kalder den unge mand til at følge sig
162 I, 0,20 | efterligne og genopvække netop Den "gode" Mesters kærlighed,
163 I, 0,21 | Kristus bor ved troen i den troendes hjerte (sml. Ef.
164 I, 0,21 | blevet ét med Kristus, bliver den kristne et lem på hans legeme,
165 I, 0,21 | ligedanner dåben radikalt den troende til Kristus i dødens
166 I, 0,21 | At deltage i eukaristien, den nye pagts sakramente (sml.
167 I, 0,22 | Slutningen af Jesu samtale med den unge mand er meget gribende: "
168 I, 0,22 | mand er meget gribende: "Da den unge mand hørte det svar,
169 I, 0,22 | Matt.19,22). Ikke blot den unge mand, men selv disciplene
170 I, 0,22 | afviser Jesus i en tolkning af den mosaiske lov om ægteskab
171 I, 0,22 | generel regel, peger han på den nye og forbavsende mulighed,
172 I, 0,22 | denne kærlighed i kraft af den modtagne gave. Således som
173 I, 0,22 | formidler han til gengæld frit den kærlighed til sine disciple: "
174 I, 0,22 | kærligheden kommer først? For den, som ikke elsker, har ingen
175 I, 0,23 | forholdet mellem loven (den gamle lov) og nåden (den
176 I, 0,23 | den gamle lov) og nåden (den nye lov). Han anerkender
177 I, 0,23 | pædagogiske funktion, som, idet den gør det syndige menneske
178 I, 0,23 | retfærdiggjort (sml.Rom.3,28); den "retfærdighed", som loven
179 I, 0,23 | opdager enhver troende, at den åbenbares og skænkes af
180 I, 0,24 | ved hans kærlighed. På den anden side, skaber og opretholder
181 I, 0,24 | er af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender
182 I, 0,24 | Thomas af Aquin skrive, at den nye lov er Helligåndens
183 I, 0,24 | dens virkninger i ens liv. Den nye lov lader sig dog ikke
184 I, 0,24 | bemærkede ligeledes, at den nye lov blev forkyndt, da
185 I, 0,25 | 20)~25. Jesu samtale med den rige unge mand, fortsætter
186 I, 0,25 | ville være princippet for og den bestandige kilde til et
187 I, 0,25 | etiske bud, som Gud gav i den gamle pagt, og som opnåede
188 I, 0,25 | opnåede deres fuldkommenhed i den nye og evige pagt i selve
189 I, 0,25 | sandhedens Ånds særlige hjælp: "Den, der hører jer, hører mig" (
190 I, 0,26 | adfærd, som var inspireret af den nye lov. Kirken er faktisk
191 I, 0,26 | Joh.2,3-6). Og lige siden den apostolske tid har kirkens
192 I, 0,27 | bevare troen og morallæren den opgave, som Jesus betroede
193 I, 0,27 | Dette fremgår tydeligt af den levende Tradition, hvorved -
194 I, 0,27 | kirken selv er, alt hvad den tror, fører den således
195 I, 0,27 | alt hvad den tror, fører den således videre i sin lære,
196 I, 0,27 | modtager og videregiver kirken Den hellige Skrift som vidnesbyrdet
197 I, 0,27 | historien (sml. Luk.1,49); den bekender med sine kirkefædres
198 I, 0,27 | I Traditionen udvikles den autentiske tolkning af Herrens
199 I, 0,27 | med Helligåndens bistand. Den samme Ånd, som er ved begyndelsen
200 I, 0,27 | situationer. Ikke desto mindre kan den kun bekræfte den stadige
201 I, 0,27 | mindre kan den kun bekræfte den stadige gyldighed af åbenbaringen
202 I, 0,27 | åbenbaringen og følge linien i den tolkning, som den har modtaget
203 I, 0,27 | linien i den tolkning, som den har modtaget gennem kirkens
204 I, 0,27 | livs store Tradition, som den er bevidnet af kirkefædrenes
205 II, 0,28 | Belæringer der stemmer med den sunde lære (sml. Tit.2,1)~
206 II, 0,28 | samtalen mellem Jesus og den rige unge mand har gjort
207 II, 0,28 | aktiviteter er underordnet Gud, den Ene, som alene "er den gode";
208 II, 0,28 | den Ene, som alene "er den gode"; forholdet mellem
209 II, 0,28 | efterfølgelse, som åbner den fuldkomne kærligheds nye
210 II, 0,28 | gave, kilde og middel til den "nye skabnings" (sml. 2.
211 II, 0,28 | altid tænkt på Jesu ord til den rige unge mand. Faktisk
212 II, 0,28 | mand. Faktisk vedbliver Den hellige Skrift med at være
213 II, 0,28 | behag (sml. 1.Thess.4,1); den har gennemført en læremæssig
214 II, 0,28 | læremæssig udvikling analog med den, der er foregået på trossandhedernes
215 II, 0,28 | Helligånden, som vejleder den i hele sandheden (sml. Joh.
216 II, 0,29 | blevet udført i Kristi, den "gode Mesters" lys, er altså
217 II, 0,29 | videnskab, der samtidig med, at den accepterer og studerer den
218 II, 0,29 | den accepterer og studerer den guddommelige åbenbaring,
219 II, 0,29 | guddommelige åbenbaring, svarer til den menneskelige fornufts krav.
220 II, 0,29 | menneskelige handlinger og hos den person, der udfører dem;
221 II, 0,29 | dem; i denne forstand er den tilgængelig for alle mennesker.
222 II, 0,29 | for alle mennesker. Men den er også "teologi", for så
223 II, 0,29 | teologi", for så vidt som den erkender, at oprindelsen
224 II, 0,29 | målet for etisk handling er den Ene, som alene "er den gode",
225 II, 0,29 | er den Ene, som alene "er den gode", og som ved at give
226 II, 0,29 | i nøjere forbindelse med Den hellige Skrift endnu skal
227 II, 0,29 | sandheder - en anden ting den måde, de bliver fremlagt
228 II, 0,29 | følelsesmåde, sådan som den manifesterer sig i kulturlivet".~
229 II, 0,29 | nyttige overvejelser over den troens sandhed, der skal
230 II, 0,29 | bestræbelser, der er inspireret af den dybe og ægte "Herrens frygt,
231 II, 0,29 | i overensstemmelse med "den sunde lære" (2.Tim.4,3).
232 II, 0,29 | erklæringer er uforenelige med den åbenbarede sandhed.~ ~
233 II, 0,30 | fra, og hvilket formål har den? Hvor er vejen til den sande
234 II, 0,30 | har den? Hvor er vejen til den sande lykke? Hvad er døden,
235 II, 0,30 | hvad er dens forhold til den sandhed, der er indeholdt
236 II, 0,30 | fundamentale spørgsmål, som den unge mand i evangeliet stillede
237 II, 0,30 | Matt.28,19-20), fremfører den i dag endnu engang Mesterens
238 II, 0,30 | Det er i det samme lys og den samme kraft, at kirkens
239 II, 0,30 | opgave med at sondre, idet den accepterer og efterlever
240 II, 0,30 | accepterer og efterlever den formaning, som apostlen
241 II, 0,30 | folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig
242 II, 0,31 | Denne forøgede sans for den menneskelige persons værdighed
243 II, 0,31 | ham eller hende, og for den respekt, man skylder samvittighedens
244 II, 0,31 | samvittighedens vej, er absolut en af den moderne kulturs positive
245 II, 0,31 | opfattelse, så autentisk den er, er blevet udtrykt på
246 II, 0,32 | frihed i en sådan grad, så den bliver noget absolut, som
247 II, 0,32 | udspringe fra. Dette er den retning, der er taget af
248 II, 0,32 | udtrykkelig ateistiske. Den enkelte samvittighed tillægges
249 II, 0,32 | kendelser om godt og ondt. Til den højtidelige forsikring om,
250 II, 0,32 | udelukkende på grund af den kendsgerning, at den har
251 II, 0,32 | af den kendsgerning, at den har sin oprindelse i samvittigheden.
252 II, 0,32 | subjektivistisk opfattelse af den etiske vurdering.~Det er
253 II, 0,32 | gode, der kan erkendes af den menneskelige fornuft, er
254 II, 0,32 | hvis funktion er at anvende den universelle viden om det
255 II, 0,32 | udtrykke en vurdering om den rette opførsel, der bør
256 II, 0,32 | tilbøjelighed til at indrømme den individuelle samvittighed
257 II, 0,33 | mærkeligt i kontrast til den, tvivler den moderne kultur
258 II, 0,33 | kontrast til den, tvivler den moderne kultur radikalt
259 II, 0,33 | eller endda benægte selve den menneskelige friheds virkelighed.~
260 II, 0,33 | videnskabelig forskning om den menneskelige person. Idet
261 II, 0,33 | Idet de argumenterer ud fra den store mangfoldighed af skikke,
262 II, 0,34 | frihed og "stræber efter" den, men "de forfægter den imidlertid
263 II, 0,34 | den, men "de forfægter den imidlertid ofte på en urigtig
264 II, 0,34 | en urigtig måde, som om den gav adgang til at gøre alt,
265 II, 0,34 | behager", derfor taler det om "den sande" frihed: "Den sande
266 II, 0,34 | om "den sande" frihed: "Den sande frihed er et prægtigt
267 II, 0,34 | sig til ham når frem til den saliggørende fuldkommenhed".
268 II, 0,34 | sandheden og holde fast ved den, når den er erkendt. Som
269 II, 0,34 | holde fast ved den, når den er erkendt. Som kardinal
270 II, 0,34 | kardinal John Henry Newman, den fremtrædende forsvarer af
271 II, 0,34 | Samvittigheden har rettigheder, fordi den har pligter".~ ~Visse tendenser
272 II, 0,34 | foreslår nye kriterier for den etiske bedømmelse af handlinger.
273 II, 0,34 | og værdifuldt i dem, idet den samtidig påviser deres tvetydigheder,
274 II, I,35 | må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal
275 II, I,35 | frihed er ikke ubegrænset: den må holde inde foran "træet
276 II, I,35 | kundskab om godt og ondt", for den er kaldet til at acceptere
277 II, I,35 | kaldet til at acceptere den morallov, der er givet af
278 II, I,35 | opfyldelse netop i at acceptere den lov. Gud, som er den eneste,
279 II, I,35 | acceptere den lov. Gud, som er den eneste, der er god, ved
280 II, I,35 | og langt mindre afskaffer den menneskelig frihed; tværtimod
281 II, I,35 | menneskelig frihed; tværtimod den forsvarer og støtter denne
282 II, I,36 | også at øve indflydelse på den katolske moralteologis område.
283 II, I,36 | menneskelig frihed op mod den guddommelige lov eller betvivle
284 II, I,36 | fundament for etiske normer, er den ikke desto mindre blevet
285 II, I,36 | involverer én selv, andre og den materielle verden.~Det må
286 II, I,36 | om at fremme dialogen med den moderne kultur, idet man
287 II, I,36 | kultur, idet man betonede den fornuftmæssige - og således
288 II, I,36 | forsøg på igen at stadfæste den indre beskaffenhed af de
289 II, I,36 | forinden var anerkendt af den menneskelige fornuft og
290 II, I,36 | menneskelige fornuft og konkret af den personlige samvittighed.~ ~
291 II, I,36 | visdom og - i betragtning af den faldne naturs nuværende
292 II, I,36 | også dem, der tilhører den naturlige orden, faktisk
293 II, I,36 | normers område med hensyn til den rette ordning af livet i
294 II, I,36 | til denne lov, undtagen i den betydning, at menneskelig
295 II, I,36 | tankestrømninger har i modstrid med Den hellige Skrift (sml. Matt.
296 II, I,36 | ført til en benægtelse af den kendsgerning, at naturloven
297 II, I,36 | fornuftens brug deltager i den evige lov, som det ikke
298 II, I,37 | benægtelse af, at der i den guddommelige åbenbaring
299 II, I,37 | omfattende parænese, som den autonome fornuft så blot
300 II, I,37 | det vil sige tilpasset den konkrete historiske situation.
301 II, I,37 | at en sådan tolkning af den menneskelige fornufts autonomi
302 II, I,37 | levende Tradition at klargøre den menneskelige friheds og
303 II, I,37 | være muligt at svare på den menneskelige fornufts krav
304 II, I,38 | Vatikankoncil meningen med den "sande frihed", som er et "
305 II, I,38 | sig til ham, når frem til den saliggørende fuldkommenhed".
306 II, I,38 | Disse ord giver udtryk for den vidunderlige dybde i at
307 II, I,38 | bestandigt tilbagevendende tema i den teologiske overvejelse over
308 II, I,38 | ophøjede karakter... i at den er fri og selvrådende, påvirket
309 II, I,38 | universets Konge, skabt, som om den var et levende billede,
310 II, I,38 | jorden, og underlæg jer den" (1.Mos.1,28). I betragtning
311 II, I,39 | herredømme over verden former den i overensstemmelse med sin
312 II, I,40 | Koncilets lære betoner på den ene side den menneskelige
313 II, I,40 | betoner på den ene side den menneskelige fornufts rolle
314 II, I,40 | sande og gode liv kræver den kreativitet og originalitet,
315 II, I,40 | originalitet, som karakteriserer den person, der er kilde og
316 II, I,40 | overlagte handlinger. På den anden side får fornuften
317 II, I,40 | sandhed og autoritet fra den evige lov, som ikke er nogen
318 II, I,40 | ikke er nogen anden end den guddommelige visdom. I centrum
319 II, I,40 | kilde i ham; samtidig er den, i kraft af den naturlige
320 II, I,40 | samtidig er den, i kraft af den naturlige fornuft, som afledes
321 II, I,40 | fornuft, som afledes fra den guddommelige visdom, en
322 II, I,40 | mennesket ved skabelsen". Den praktiske fornufts retmæssige
323 II, I,40 | forudsætte en benægtelse af den praktiske fornufts deltagelse
324 II, I,40 | praktiske fornufts deltagelse i den guddommelige Skabers og
325 II, I,40 | lovgivers visdom, eller hvis den ville antyde en frihed,
326 II, I,40 | mennesket. Det ville være den sande friheds død: "Men
327 II, I,40 | må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal
328 II, I,41 | Gud Herren gav mennesket den befaling..." (1.Mos.2,16).
329 II, I,41 | åbenbaringen af pagten og af den forløsende menneskevordelse.
330 II, I,41 | fremmedgørelse, i modstrid med den guddommelige visdom og med
331 II, I,41 | guddommelige visdom og med den menneskelige persons værdighed.~ ~
332 II, I,41 | har del deri i lyset af den naturlige fornuft og den
333 II, I,41 | den naturlige fornuft og den guddommelige åbenbaring,
334 II, I,41 | åbenbaring, der viser det den evige visdoms krav og tilskyndelser.
335 II, I,41 | betragtes som et udtryk for den guddommelige visdom; ved
336 II, I,41 | skabningen. Følgelig må man i den menneskelige persons frihed
337 II, I,41 | universets Guds majestæt og ære den uendelig~transcendente Guds
338 II, I,42 | ved dets lydighed over for den guddommelige lov; i virkeligheden
339 II, I,42 | kun ved denne lydighed, at den forbliver i sandheden og
340 II, I,42 | menneskeværd viser sig hos den, som frigjort fra lidenskabens
341 II, I,42 | nødvendigt".~På sin vej mod Gud, den Ene, som "er den gode" må
342 II, I,42 | mod Gud, den Ene, som "er den gode" må mennesket frit
343 II, I,42 | frem for alt takket være den naturlige fornufts lys,
344 II, I,42 | hvorved han lader forstå, at den naturlige fornufts lys,
345 II, I,42 | lov kaldes for naturloven: den får dette navn, ikke fordi
346 II, I,42 | får dette navn, ikke fordi den henviser til irrationelle
347 II, I,42 | væsners natur, men fordi den fornuft, der proklamerer
348 II, I,42 | fornuft, der proklamerer den, hører den menneskelige
349 II, I,42 | der proklamerer den, hører den menneskelige natur til.~ ~
350 II, I,43 | Vatikankoncil fremhæver, at "den øverste norm for menneskelivet
351 II, I,43 | for menneskelivet selv er den guddommelige, evige, objektive
352 II, I,43 | stadig mere kan erkende den evige, uforanderlige sandhed".~
353 II, I,43 | Koncilet henviser til den klassiske lære om Guds evige
354 II, I,43 | befaler os at respektere den naturlige orden og forbyder
355 II, I,43 | forbyder os at forstyrre den". Thomas af Aquin definerer
356 II, I,43 | Thomas af Aquin definerer den som "den slags guddommelig
357 II, I,43 | Aquin definerer den som "den slags guddommelig visdom,
358 II, I,43 | selv elsker og drager i den mest bogstavelige og grundlæggende
359 II, I,43 | stand til at vise mennesket den rigtige retning, det skal
360 II, I,43 | forhold til alle andre er den fornuftbegavede skabning
361 II, I,43 | det guddommelige forsyn på den mest fremragende måde, for
362 II, I,43 | fremragende måde, for så vidt som den har del i noget af forsynet,
363 II, I,43 | Således har mennesket del i den evige fornuft, hvorved det
364 II, I,43 | handlinger og mål. Denne den fornuftige skabnings delagtighed
365 II, I,43 | skabnings delagtighed i den evige lov kaldes naturlov".~ ~
366 II, I,44 | Kirken har ofte henvist til den thomistiske lære om naturloven
367 II, I,44 | naturloven og har indbefattet den i sin egen lære om etik.
368 II, I,44 | forgænger Leo XIII fornuftens og den menneskelige lovs væsentlige
369 II, I,44 | menneskes hjerte, fordi den ikke er noget andet end
370 II, I,44 | ikke er noget andet end den menneskelige fornuft selv,
371 II, I,44 | påberåber Leo XIII sig den guddommelige lovgivers "
372 II, I,44 | højere fornuft": "Men denne den højere fornufts påbud ville
373 II, I,44 | lovens styrke, med mindre den var stemme og tolk for en
374 II, I,44 | naturloven i sig selv er den evige lov, indplantet i
375 II, I,44 | udstyret med fornuft, og den gør dem disponerede til
376 II, I,44 | rette handlinger og mål; den er intet andet end Skaberens
377 II, I,44 | godt og ondt takket være den skelnen mellem godt og ondt,
378 II, I,44 | fornuft, der er oplyst af den guddommelige åbenbaring
379 II, I,44 | åbenbaring og af tro, gennem den lov, som Gud gav til det
380 II, I,44 | på dets udvælgelse og på den guddommelige pagt, og også
381 II, I,44 | en formaning om at kende den, grunde over den og omsætte
382 II, I,44 | at kende den, grunde over den og omsætte den i livet. "
383 II, I,44 | grunde over den og omsætte den i livet. "Lykkelig den,
384 II, I,44 | omsætte den i livet. "Lykkelig den, som ikke vandrer efter
385 II, I,44 | Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen. Herrens
386 II, I,44 | vidnesbyrd står fast, det giver den uerfarne visdom. Herrens
387 II, I,44 | Herrens befaling er ægte, den giver øjnene glans" (Salme
388 II, I,45 | modtager kirken som gave den nye lov, som er "opfyldelsen"
389 II, I,45 | skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på
390 II, I,45 | Helligånden..., som, idet den bor i sjælen, ikke blot
391 II, I,45 | sædvanligvis skelner mellem den positive eller åbenbarede
392 II, I,45 | frelsesøkonomien mellem den "gamle" og den "nye" lov,
393 II, I,45 | frelsesøkonomien mellem den "gamle" og den "nye" lov, må det ikke glemmes,
394 II, I,45 | sondringer altid refererer til den lov, hvis ophav er den ene
395 II, I,45 | til den lov, hvis ophav er den ene og samme Gud, og at
396 II, I,45 | ene og samme Gud, og at den altid er bestemt for mennesket.
397 II, I,45 | deres oprindelse og mål i den evige, vise og kærlige plan,
398 II, I,45 | accepteringen af Guds plan er den eneste vej til at stadfæste
399 II, I,46 | De har den gerning, som loven kræver,
400 II, I,46 | deres hjerte" (Rom.2,15)~46. Den formodede konflikt mellem
401 II, I,46 | natur var karakteristisk for den menneskelige histories struktur.
402 II, I,46 | mange mennesker at være den menneskelige virkeligheds
403 II, I,46 | til eller i konflikt med den materielle og biologiske
404 II, I,46 | og biologiske natur, som den lidt efter lidt må hævde
405 II, I,46 | friheden, for så vidt som den repræsenterer en begrænsning
406 II, I,46 | friheden. For andre er det i den uhæmmede fremgang af menneskets
407 II, I,46 | og resultatet af frihed. Den menneskelige natur kunne,
408 II, I,46 | menneskelige natur kunne, hvis den blev opfattet således, reduceres
409 II, I,47 | indvendinger blevet rettet imod den traditionelle opfattelse
410 II, I,47 | historien. Desuden ville den være nødt til at tage hensyn
411 II, I,47 | sine egne beslutninger. Den typiske menneskelige adfærds
412 II, I,47 | men de kan ikke bestemme den etiske vurdering af individuelle
413 II, I,48 | til personen, subjektet og den menneskelige handling. Deres
414 II, I,48 | antydninger med hensyn til den etiske orden, ville være
415 II, I,48 | mennesket og dets frihed, Den modsiger kirkens lære om
416 II, I,48 | kirkens lære om enheden i den menneskelige person, hvis
417 II, I,48 | essentialiter er dets legemes form. Den åndelige og udødelige sjæl
418 II, I,48 | plan. Det er i lyset af den menneskelige persons værdighed -
419 II, I,48 | skyld - at fornuften fatter den særlige etiske værdi af
420 II, I,48 | naturligt hælder til. Og fordi den menneskelige person ikke
421 II, I,49 | En lære, der adskiller den etiske handling fra de legemlige
422 II, I,49 | kirken, fordi de reducerer den menneskelige person til
423 II, I,49 | Denne reduktion misforstår den etiske betydning af legemet
424 II, I,49 | de troende i at få del i den arv, der er lovet dem. Faktisk
425 II, I,49 | uadskillelige: i personen, i den frivilligt handlende og
426 II, I,49 | frivilligt handlende og i den tilsigtede handling, står
427 II, I,50 | 50. Her kan den sande betydning af naturloven
428 II, I,50 | betydning af naturloven forstås: den henviser til menneskets
429 II, I,50 | oprindelige natur, til "den menneskelige natur", som
430 II, I,50 | og pligter, der bygger på den menneskelige persons legemlige
431 II, I,50 | på det biologiske plan; den må derimod defineres som
432 II, I,50 | må derimod defineres som den fornuftige orden, hvorved
433 II, I,50 | respekt for menneskeligt liv i den værdighed, der tilkommer
434 II, I,50 | personen, og ikke simpelt hen i den naturlige tilbøjelighed
435 II, I,50 | hensyn til personens vel, den person der altid må bekræftes
436 II, I,50 | sandheden. Kun i forbindelse med den menneskelige person i dens "
437 II, I,50 | som de har relation til den menneskelige person og dens
438 II, I,50 | en fuldbyrdelse som for den sags skyld altid og kun
439 II, I,50 | kirken mennesket og viser det den sande kærligheds vej, den
440 II, I,50 | den sande kærligheds vej, den eneste vej, hvorpå det kan
441 II, I,50 | vej, hvorpå det kan finde den sande Gud.~Når naturloven
442 II, I,50 | forstås sådan, tillader den ingen adskillelse mellem
443 II, I,51 | ikke sådan" (Matt.19,8)~51. Den formodede konflikt mellem
444 II, I,51 | naturloven universalitet. Fordi den er indskrevet i personens
445 II, I,51 | fornuftbegavede natur, er den skænket til alle væsner,
446 II, I,51 | liv, forfine og udvikle den materielle verdens rigdomme,
447 II, I,51 | gode og betragte skønheden.~Den adskillelse, som nogle har
448 II, I,51 | universalitet ved fornuftens hjælp. Den fremstår fra visse filosofiske
449 II, I,51 | der er stærkt påvirkede af den moderne kultur. Men fordi
450 II, I,51 | fordi naturloven udtrykker den menneskelige persons værdighed
451 II, I,51 | rettigheder og pligter, er den universel i sine påbud og
452 II, I,51 | menneskers individualitet, den er heller ikke modstrid
453 II, I,51 | absolut unik. Tværtimod, den omfatter grundlæggende enhver
454 II, I,51 | universalitet. Ved at underordne sig den fælles lov, opbygger vore
455 II, I,51 | praktiserer ved Guds nåde den kærlighed, "som er fuldkommenhedens
456 II, I,51 | skyld - blot er uvidende om den, ødelægger vore handlinger
457 II, I,52 | at tjene Gud og vise ham den dyrkelse, der tilkommer
458 II, I,52 | ting, der er erkendt af den praktiske fornuft og anvendes
459 II, I,52 | tilegner sig personligt den sandhed, der indeholdes
460 II, I,52 | sandhed om sit væsen og gør den til sin egen ved sine handlinger
461 II, I,52 | foreneligt med viljens godhed hos den handlende person, med dennes
462 II, I,52 | begyndende med én selv, at krænke den personlige værdighed, der
463 II, I,52 | der er fælles for alle.~På den anden side, betyder den
464 II, I,52 | den anden side, betyder den kendsgerning, at kun de
465 II, I,52 | ikke alle kan forudses; på den anden side er der adfærdsformer,
466 II, I,52 | handlinger, især ikke, hvis den pågældende er rede til at
467 II, I,53 | målestokken for kulturen og den betingelse, der sikrer,
468 II, I,53 | leve i overensstemmelse med den dybe sandhed om sit væsen.
469 II, I,53 | meningsløs netop dér, hvor den sociale og kulturelle tidssammenhæng
470 II, I,53 | tidssammenhæng havde forvrænget den oprindelige betydning af
471 II, I,53 | han som i går og i dag er den samme, ja til evig tid".
472 II, I,53 | menneskenatur, definitivt belyser den i dens grundlæggende elementer
473 II, I,53 | nødvendigt at søge og opdage den mest adækvate formulering
474 II, I,53 | tolke deres sandhed. Denne den etiske lovs sandhed udfolder -
475 II, I,53 | normer, der ved at udtrykke den sandhed forbliver gyldige
476 II, II,54 | i dets hjerte. At adlyde den er menneskets ære, og ifølge
477 II, II,54 | menneskets ære, og ifølge den skal det dømmes (sml.Rom.
478 II, II,54 | dømmes (sml.Rom.2,14-16)".~Den måde, hvorpå man opfatter
479 II, II,55 | situationen, kan de ikke erstatte den individuelle personlige
480 II, II,55 | handles i særlige tilfælde. Den allerede nævnte kritik af
481 II, II,55 | allerede nævnte kritik af den traditionelle opfattelse
482 II, II,55 | forfattere understreger også den kompleksitet, der er typisk
483 II, II,55 | talrige påvirkninger fra den enkeltes kulturelle og sociale
484 II, II,55 | kulturelle og sociale miljø. På den anden side vier de den største
485 II, II,55 | På den anden side vier de den største opmærksomhed til
486 II, II,55 | modningsproces hæmmes af den alt for kategoriske holdning,
487 II, II,56 | for visse undtagelser fra den almindelige regel og således
488 II, II,56 | gælder i almindelighed, og den individuelle samvittigheds
489 II, II,56 | der faktisk ville træffe den endelige afgørelse om, hvad
490 II, II,56 | frihed og Guds lov. Kun den tidligere foretagne afklaring
491 II, II,57 | Samvittighedens vurdering~57. Den tekst i Romerbrevet, der
492 II, II,57 | i naturloven, viser også den bibelske forståelse af samvittigheden,
493 II, II,57 | lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver,
494 II, II,58 | tilstrækkelig påskønnet. Men den er også en menneskets dialog
495 II, II,58 | Guds herold og sendebud, den befaler ikke ting ud fra
496 II, II,58 | i menneskets sjæl, idet den fortiter et suaviter kalder
497 II, II,58 | noget som helst andet ligger den moralske samvittigheds hele
498 II, II,58 | mysterium og værdighed: den er det sted, det hellige
499 II, II,59 | samvittighedens egentlige natur: den er en etisk dom over mennesket
500 II, II,59 | indskrevet i hjertet. I den samme tekst taler Paulus
1-500 | 501-1000 | 1001-1009 |