1-500 | 501-848
Chapter, Paragraph, Number
1 Indl | frihed, idet den leder det til at kende og elske Herren.
2 Indl, 0,1 | 1. Fordi de er kaldet til frelse gennem tro på Jesus
3 Indl, 0,1 | som er en løgner og "fader til løgnen" (Joh.8,44), er mennesket
4 Indl, 0,1 | mennesket altid fristet til at vende sit blik bort fra
5 Indl, 0,1 | Rom.1,25). Menneskets evne til at kende sandheden er altså
6 Indl, 0,1 | formørket, og dets vilje til at underordne sig den er
7 Indl, 0,1 | det således hengiver sig til relativisme og skepsis (
8 Indl, 0,1 | Joh.18,38), giver det sig til at søge efter en illusorisk
9 Indl, 0,1 | en tørst efter at komme til at kende den helt. Dette
10 Indl, 0,1 | vidnesbyrd om menneskets evne til forståelse og udholdenhed,
11 Indl, 0,1 | Tværtimod, det ansporer os til at møde de mest pinefulde
12 Indl, 0,2 | ansigt, for den er udsendt til at forkynde evangeliet for
13 Indl, 0,2 | forhold på en måde, som svarer til hver enkelt generations
14 Indl, 0,3 | barmhjertighed på ikke blot til troende, men til alle mennesker
15 Indl, 0,3 | ikke blot til troende, men til alle mennesker af god vilje.
16 Indl, 0,3 | menneskekærlighed" stiller den sig til tjeneste for hvert enkelt
17 Indl, 0,3 | gode livs vej, at vejen til frelse er åben for alle.
18 Indl, 0,3 | samvittighed... kan nå frem til den evige frelse". Koncilet
19 Indl, 0,3 | nægte den nødvendige hjælp til frelse til dem, som ikke
20 Indl, 0,3 | nødvendige hjælp til frelse til dem, som ikke har haft muligheder
21 Indl, 0,3 | muligheder for at nå frem til en bevidst gudserkendelse,
22 Indl, 0,3 | kirken betragtet som tilløb til evangeliet og en gave fra
23 Indl, 0,3 | ethvert menneske, for at det til slut skal eje livet"~ ~
24 Indl, 1,4 | 4.Til alle tider, men især i de
25 Indl, 1,4 | bistand har de bidraget til en bedre forståelse af den
26 Indl, 1,4 | og grundlæggende forhold til sandhed. Således afvises
27 Indl, 1,4 | betragtes som kun i stand til at blande sig i etik for
28 Indl, 1,4 | Især bør der lægges mærke til manglen på overensstemmelse
29 Indl, 1,4 | teologiske fakulteter med hensyn til spørgsmål af den største
30 Indl, 1,4 | idet disse var overladt til den enkelte subjektive samvittigheds
31 Indl, 1,4 | samvittigheds afgørelse eller til forskelligheden af sociale
32 Indl, 1,5 | dybt problemerne med hensyn til selve grundlagene for moralteologien",
33 Indl, 1,5 | tendenser.~Jeg henvender mig til jer, ærværdige brødre i
34 Indl, 1,5 | værdighed, er de kaldet til fremover at leve et liv, "
35 Indl, 1,5 | leve et liv, "som svarer til Kristi evangelium" (Fil.
36 Indl, 1,5 | gaver, som gør dem i stand til at leve et sådant liv".
37 Indl, 1,5 | rundskrivelsen, idet den henviser til Katekismen "som en sikker
38 Indl, 1,5 | autentisk tekst at henvise til, hvad katolsk lære angår",
39 Indl, 1,5 | lære angår", indskrænke sig til at behandle visse grundlæggende
40 Indl, 1,5 | grundlæggende spørgsmål med hensyn til kirkens morallære i form
41 Indl, 1,5 | nødvendig sondring med hensyn til spørgsmål, der er drøftet
42 Indl, 1,5 | rundskrivelse er denne, med hensyn til de drøftede spørgsmål at
43 I, 0,6 | Der kom en hen til Jesus..." (Matt.19,16)~6.
44 I, 0,6 | som en nyttig vejledning til endnu engang at lytte på
45 I, 0,6 | levende og direkte måde til hans eget etiske fundament. "
46 I, 0,6 | Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: "Mester,
47 I, 0,6 | gode; men vil du gå ind til livet, så hold budene!"
48 I, 0,6 | mangler jeg så?" Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen,
49 I, 0,6 | hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have
50 I, 0,7 | Og se, der kom en hen til Jesus...". I den unge mand,
51 I, 0,7 | sidste instans en appel til det absolut gode, som tiltrækker
52 I, 0,7 | Gud, som er oprindelsen til og målet for menneskets
53 I, 0,7 | Det andet Vatikankoncil til en fornyelse af moralteologien,
54 I, 0,7 | kirken "at yde sin tjeneste til det ene formål: at ethvert
55 I, 0,7 | menneske må blive i stand til at finde Kristus, for at
56 I, 0,8 | behovet for at komme nærmere til den, der begyndte sin forkyndelse
57 I, 0,8 | mennesker igen vende sig til Kristus for fra ham at få
58 I, 0,8 | ønsker at forstå sig selv til bunds - og ikke blot i overensstemmelse
59 I, 0,8 | derfor ønsker at nå ind til det inderste af evangeliets
60 I, 0,8 | føre ham skridt for skridt til hele sandheden.~ ~
61 I, 0,9 | gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene" (
62 I, 0,9 | vende sit sind og sit hjerte til den "ene", som er god: "
63 I, 0,9 | sidste instans at vende sig til Gud, godhedens fylde. Jesus
64 I, 0,9 | selv. Gud alene er værdig til at blive elsket "af hele
65 I, 0,9 | 37). Han er oprindelsen til menneskets lykke. Jesus
66 I, 0,9 | etisk gode handling tilbage til dets religiøse grundlag,
67 I, 0,9 | dets religiøse grundlag, til anerkendelsen af Gud, som
68 I, 0,10 | livs højeste mål at leve "til Guds herligheds pris" (sml.
69 I, 0,10 | hele loven giver Gud sig til kende og erkendes som den,
70 I, 0,10 | trofast mod sin kærlighed til mennesket, giver han det
71 I, 0,10 | Gud har taget af kærlighed til mennesket. Det er et kærlighedens
72 I, 0,10 | uforskyldte kærlighed, kaldet til at genspejle hans herlighed. "
73 I, 0,11 | bringer os således tilbage til budenes "første tavle" med
74 I, 0,11 | med de bud, som kalder os til at anerkende Gud som alles
75 I, 0,11 | anerkende Gud som alles Herre og til at tilbede ham alene for
76 I, 0,11 | og som de er henordnet til. I budenes etik gøres den
77 I, 0,11 | unge mand henvender sig til med ordene "Gode Mester" (
78 I, 0,11 | kun uklart opfatter, vil til sidst blive helt åbenbaret
79 I, 0,12 | Vil du gå ind til livet, så hold budene" (
80 I, 0,12 | med visdom og kærlighed til dets sidste mål gennem den
81 I, 0,12 | gav dette lys og denne lov til mennesket ved skabelsen".
82 I, 0,12 | 2.Mos.24) og kaldte dem til at være hans "ejendom, ene
83 I, 0,12 | ejendom, ene af alle folkene", til "et helligt folk" (2. Mos.
84 I, 0,12 | skulle udbrede hans hellighed til alle folkene (sml. Visd.
85 I, 0,12 | Følgelig siger Jesus til den unge mand efter at have
86 I, 0,12 | den gode", "Vil du gå ind til livet, så hold budene" (
87 I, 0,12 | bud viser mennesket vejen til livet, og de fører til det.
88 I, 0,12 | vejen til livet, og de fører til det. Fra Jesu egne læber,
89 I, 0,12 | forelægger os dem som vejen til og betingelsen for frelse.
90 I, 0,12 | frelse. Budene er knyttet til et løfte. I den gamle pagt
91 I, 0,12 | folket ville være i stand til at leve i frihed og i overensstemmelse
92 I, 0,12 | der tydeligt er knyttet til dekalogen, som Gud betroede
93 I, 0,12 | dekalogen, som Gud betroede til Moses på Sinajs bjerg. Det
94 I, 0,12 | virkelighed, der refereres til med udtrykket "evigt liv",
95 I, 0,12 | sandhedens lys, en kilde til mening med livet, en kun
96 I, 0,12 | Faktisk siger Jesus også til sine disciple efter at have
97 I, 0,12 | disciple efter at have talt til den rige unge mand: "Enhver,
98 I, 0,13 | dekalogens bud med hensyn til ens næste: "Jesus svarede: "
99 I, 0,13 | klart, at Jesus ikke har til hensigt at opremse hvert
100 I, 0,13 | centrale placering med hensyn til ethvert andet bud, fordi
101 I, 0,13 | være med at lægge mærke til, hvilke af lovens bud Jesus
102 I, 0,13 | nogle af de bud, der hører til dekalogens såkaldte "anden
103 I, 0,13 | nødvendige skridt på vejen til frihed, dens udgangspunkt. "
104 I, 0,13 | udgangspunkt. "Begyndelsen til frihed" skriver Augustin, "
105 I, 0,14 | ønsker at sætte kærligheden til næsten over eller endda
106 I, 0,14 | skille den fra kærligheden til Gud. Dette er indlysende
107 I, 0,14 | stillede. Jesus henviser ham til de to bud om kærlighed til
108 I, 0,14 | til de to bud om kærlighed til Gud og kærlighed til næsten (
109 I, 0,14 | kærlighed til Gud og kærlighed til næsten (sml. Luk.10,25-27),
110 I, 0,14 | forståelse af budet om kærlighed til næsten (sml. Luk.10, 30-
111 I, 0,14 | hans udelelige kærlighed til Faderen og til menneskeheden (
112 I, 0,14 | kærlighed til Faderen og til menneskeheden (sml. Joh.
113 I, 0,14 | udtrykkelig, at uden kærlighed til næsten, som konkretiseres
114 I, 0,14 | budene, er ægte kærlighed til Gud ikke mulig. Johannes
115 I, 0,15 | 5,17). Kristus er nøglen til Den hellige Skrift: "I gransker
116 I, 0,15 | nye pagt. Som en kommentar til Paulus' udtalelse, at "Kristus
117 I, 0,15 | loven, men for at bringe den til opfyldelse. På samme måde,
118 I, 0,15 | Jesus bringer Guds bud til opfyldelse, især budet om
119 I, 0,15 | især budet om kærlighed til næsten, ved at inderliggøre
120 I, 0,15 | radikale mening frem. Kærlighed til næsten udspringer fra et
121 I, 0,15 | fordi det elsker, er rede til at praktisere de højeste
122 I, 0,15 | budet "Du må ikke begå drab" til et kald til en opmærksom
123 I, 0,15 | ikke begå drab" til et kald til en opmærksom kærlighed,
124 I, 0,15 | ægteskabsbrud, bliver en opfordring til at betragte andre på en
125 I, 0,15 | på en ren måde, i stand til at respektere legemets betydning
126 I, 0,15 | har hørt, at der er sagt til de gamle, "Du må ikke begå
127 I, 0,15 | som indbyder mennesker til at følge ham; gennem Ånden
128 I, 0,15 | gennem Ånden giver han nåden til at dele hans eget liv og
129 I, 0,15 | kærlighed og giver styrken til at vidne om den kærlighed
130 I, 0,16 | selv om har er i stand til at give dette svar, selv
131 I, 0,16 | stadig mangler noget. Det er til hans bevidsthed om denne
132 I, 0,16 | indbyder Den gode Mester ham til at slå ind på fuldkommenhedens
133 I, 0,16 | hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have
134 I, 0,16 | og budene: begge henviser til det gode, til evigt liv.
135 I, 0,16 | begge henviser til det gode, til evigt liv. Bjergprædikenen
136 I, 0,16 | saligprisningerne, men henviser også til budene (sml. Matt.5,20-48).
137 I, 0,16 | fuldkommenheds horisont, der svarer til saligprisningerne. Disse
138 I, 0,16 | denne grund indbydelser til at blive Kristi discipel
139 I, 0,16 | blive Kristi discipel og til livsfællesskab med ham.~ ~ ~
140 I, 0,17 | første svar: "Vil du indgå til livet, så hold budene".
141 I, 0,17 | den unge mand hjælper os til at forstå betingelserne
142 I, 0,17 | mennesket, der er kaldet til fuldkommenhed: den unge
143 I, 0,17 | at han er ude af stand til alene af sig selv at tage
144 I, 0,17 | Fuldkommenhed kræver den modenhed til at give-sig-selv, som menneskelig
145 I, 0,17 | menneskelig frihed er kaldet til. Jesus viser den unge mand,
146 I, 0,17 | dynamik i frihedens vækst til modenhed, og samtidig vidner
147 I, 0,17 | lov er ikke i modsætning til hinanden, tværtimod, de
148 I, 0,17 | tværtimod, de henviser til hinanden. Kristi efterfølgere
149 I, 0,17 | efterfølgere ved, at hans kald er til frihed. "Brødre, I blev
150 I, 0,17 | Brødre, I blev kaldet til frihed" (Gal.5,13) forkynder
151 I, 0,17 | Tværtimod, disse hjælper til udøvelsen af kærlighed: "
152 I, 0,17 | med min fornufts lov" ... til dels frihed, til dels trældom:
153 I, 0,17 | lov" ... til dels frihed, til dels trældom: endnu ikke
154 I, 0,17 | endnu ikke er i evigheden. Til dels bibeholder vi vor svaghed,
155 I, 0,17 | bibeholder vi vor svaghed, og til dels har vi opnået frihed.
156 I, 0,17 | stolt, en der er uværdig til vor befriers barmhjertighed?...
157 I, 0,18 | fundamentale og nødvendige vej til at udøve kærlighed som noget,
158 I, 0,18 | længere en slags tvang - til ikke at stoppe ved lovens
159 I, 0,18 | nåden, som gør os i stand til at eje Guds børns fulde
160 I, 0,18 | Sønnen" værdigt.~Dette kald til fuldkommen kærlighed er
161 I, 0,18 | kærlighed er ikke begrænset til en lille udvalgt gruppe.
162 I, 0,18 | hvad du ejer, og giv det til de fattige", og løftet "
163 I, 0,18 | skat i himlene", er rettet til alle, fordi de får den fulde
164 I, 0,18 | form for budet om kærlighed til Gud. Begge budene og Jesu
165 I, 0,18 | budene og Jesu opfordring til den rige unge mand står
166 I, 0,18 | den rige unge mand står til tjeneste for en eneste og
167 I, 0,19 | initiativet og kalder mennesker til at følge sig. Hans kald
168 I, 0,19 | kald henvender sig først til dem, han betror en særlig
169 I, 0,19 | enhver troende er kaldet til at være en Kristi efterfølger (
170 I, 0,19 | førte dem gennem ørkenen til det forjættede land (sml.
171 I, 0,19 | alle disciple følge Jesus, til hvem de er draget af Faderen
172 I, 0,19 | kun om at være tilbøjelig til at lytte til en lære og
173 I, 0,19 | tilbøjelig til at lytte til en lære og lydigt acceptere
174 I, 0,19 | Det er Jesus, som fører til Faderen, så meget så det
175 I, 0,20 | kærlighed, som af kærlighed til Gud giver sig selv fuldstændigt
176 I, 0,20 | giver sig selv fuldstændigt til brødrene: "Dette er mit
177 I, 0,20 | åbenbaring af hans kærlighed til Faderen og til andre. Dette
178 I, 0,20 | kærlighed til Faderen og til andre. Dette er netop den
179 I, 0,20 | disciple: hvis I har kærlighed til hinanden" (Joh.13,34-35).~
180 I, 0,20 | hans disciple er kaldet til at elske hinanden. "Dette
181 I, 0,20 | end den at sætte sit liv til for sine venner" (Joh.15,
182 I, 0,20 | han kalder den unge mand til at følge sig ad fuldkommenhedens
183 I, 0,21 | som blev en tjener lige til at give sig selv på korset (
184 I, 0,21 | dåben radikalt den troende til Kristus i dødens og opstandelsens
185 I, 0,21 | og takke", siger Augustin til de døbte, "for vi er ikke
186 I, 0,21 | i Kristus; de er kaldet til at vandre ved Ånden og til
187 I, 0,21 | til at vandre ved Ånden og til at vise Åndens frugter i
188 I, 0,21 | ligedannet med Kristus, kilden til "evigt liv" (sml. Joh.6,
189 I, 0,21 | 51-58), kilden og kraften til fuldkomment at give sig
190 I, 0,22 | forbløffes ved Jesu kald til efterfølgelse, hvis krav
191 I, 0,22 | Men Mesteren henviser dem til Guds magt: "For mennesker
192 I, 0,22 | mosaiske lov om ægteskab retten til skilsmisse, idet han henviser
193 I, 0,22 | skilsmisse, idet han henviser til en "begyndelse", der er
194 I, 0,22 | ikke længere kan leve op til: "Det var med tanken på
195 I, 0,22 | Matt.19,8). Jesu henvisning til "begyndelsen" forfærder
196 I, 0,22 | siger: "Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det
197 I, 0,22 | Jesus henviser specielt til cølibatets karisme "for
198 I, 0,22 | ved Guds nåde. "Han sagde til dem: "Hvad det går ud på,
199 I, 0,22 | Det bliver kun i stand til denne kærlighed i kraft
200 I, 0,22 | kærlighed således formidler han til gengæld frit den kærlighed
201 I, 0,22 | gengæld frit den kærlighed til sine disciple: "Som Faderen
202 I, 0,22 | kærligheden, som får os til at holde budene, eller er
203 I, 0,22 | elsker, har ingen grund til at holde budene".~ ~
204 I, 0,23 | opfordrer apostlen Paulus os til i frelseshistoriens perspektiv,
205 I, 0,23 | syndige menneske i stand til at indse sin egen magtesløshed
206 I, 0,23 | selvtilstrækkelighed, får det til at bede om og modtage "livet
207 I, 0,23 | evigt liv er således knyttet til nådens gave, og Åndens gave,
208 I, 0,24 | fuldkommenheden, som det er henordnet til, åbenbaret: vi taler om
209 I, 0,24 | frie svar i fuld kærlighed til Gud og brødrene, som Johannes
210 I, 0,24 | Joh.15,10).~Ved at gå lige til centrum i Jesu etiske budskab
211 I, 0,24 | men giver også kraften til at "gøre sandheden" (sml.
212 I, 0,25 | Kristus, som er i stand til at give det fulde og definitive
213 I, 0,25 | bud, som opfordrer andre til at følge ham og giver nåden
214 I, 0,25 | følge ham og giver nåden til et nyt liv, er altid nærværende
215 I, 0,25 | betydning for mennesker til alle tider, viser sig i
216 I, 0,25 | og den bestandige kilde til et nyt liv i verden (sml.
217 I, 0,25 | bud blev af Jesus betroet til apostlene og deres efterfølgere
218 I, 0,26 | forpligtelser, som de er kaldet til af evangeliet (sml. 1.Kor.
219 I, 0,27 | opgave, som Jesus betroede til apostlene (sml. Matt.28,
220 I, 0,27 | kultus og overleverer det til alle slægtled. Denne Tradition,
221 I, 0,27 | offer og fejrer sit håb til ham i liturgien. Gennem
222 I, 0,27 | som er ved begyndelsen til åbenbaringen af Jesu bud
223 I, 0,27 | udlagt og rigtigt anvendt til forskellige tider og på
224 I, 0,27 | koncilet siger, er det især "til kirkens levende læreembede,
225 I, 0,27 | udøves i Jesu Kristi navn, og til det alene, at opgaven med
226 I, 0,27 | altid og overalt retten til at forkynde etiske principper,
227 I, 0,27 | principper, også med hensyn til samfundsordnen, og til at
228 I, 0,27 | hensyn til samfundsordnen, og til at bedømme ethvert menneskeligt
229 I, 0,27 | vore dage, og med hensyn til nye tendenser og teorier,
230 I, 0,27 | meget stærkt forpligtelsen til at tilbyde sin egen vurdering
231 II, 0,28 | nye Testamente med hensyn til etik. Disse er, at mennesket
232 II, 0,28 | Helligåndens gave, kilde og middel til den "nye skabnings" (sml.
233 II, 0,28 | altid tænkt på Jesu ord til den rige unge mand. Faktisk
234 II, 0,28 | om, er evangeliet "kilden til al frelsebringende sandhed
235 II, 0,28 | om handling der er Gud til behag (sml. 1.Thess.4,1);
236 II, 0,29 | guddommelige åbenbaring, svarer til den menneskelige fornufts
237 II, 0,29 | erkender, at oprindelsen til og målet for etisk handling
238 II, 0,29 | som ved at give sig selv til mennesket i Kristus, tilbyder
239 II, 0,29 | Vatikankoncil opfordrede teologer til at anvende særlig omhu "
240 II, 0,29 | kristnes kald og deres pligt til i kærlighed at bære frugt
241 II, 0,29 | videnskab, opfordres de også til at søge veje til meddelelse
242 II, 0,29 | de også til at søge veje til meddelelse af læren, som
243 II, 0,29 | læren, som bedre svarer til tiden. For en ting er selve
244 II, 0,29 | er konstant". Dette førte til en yderligere opfordring,
245 II, 0,29 | opfordring, der var rettet til alle de troende, men henvendte
246 II, 0,29 | men henvendte sig specielt til teologer: "De troende skal
247 II, 0,29 | en form der er mere egnet til vore samtidiges fornemmelser
248 II, 0,29 | Kirken og især biskopperne, til hvem Jesus Kristus først
249 II, 0,29 | arbejde og opmuntrer teologer til at fortsætte deres bestræbelser,
250 II, 0,29 | frygt, der er begyndelsen til kundskab" (sml. Ordspr.1,
251 II, 0,29 | udlægge" Guds ord, pligt til at fastslå, at visse tendenser
252 II, 0,30 | stile denne rundskrivelse til jer, mine brødre i bispeembedet,
253 II, 0,30 | formål har den? Hvor er vejen til den sande lykke? Hvad er
254 II, 0,30 | og hvad er dens forhold til den sandhed, der er indeholdt
255 II, 0,30 | mand i evangeliet stillede til Jesus: "Mester, hvad godt
256 II, 0,30 | og "gøre alle folkeslag til disciple..., ved at lære
257 II, 0,30 | en kraft, der er i stand til at besvare de mest kontroversielle
258 II, 0,30 | tilskynder stadig kirken til at gennemføre ikke blot
259 II, 0,30 | apostlen Paulus rettede til Timotheus: "Jeg indskærper
260 II, 0,30 | De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på
261 II, 0,31 | tvang". Især opfattes retten til religionsfrihed og til respekt
262 II, 0,31 | retten til religionsfrihed og til respekt for samvittigheden
263 II, 0,32 | tankestrømninger er gået så vidt som til at lovprise frihed i en
264 II, 0,32 | kendelser om godt og ondt. Til den højtidelige forsikring
265 II, 0,32 | man har en forpligtelse til at følge sin samvittighed,
266 II, 0,32 | sådan grad, så nogle er nået til at antage en radikal subjektivistisk
267 II, 0,32 | er der en tilbøjelighed til at indrømme den individuelle
268 II, 0,32 | samvittighed forrettighed til uafhængigt at bestemme kriterierne
269 II, 0,32 | livsanskuelse passer helt til en individualistisk etik,
270 II, 0,32 | fører denne individualisme til en fornægtelse af selve
271 II, 0,33 | skønt mærkeligt i kontrast til den, tvivler den moderne
272 II, 0,33 | menneskelig frihed. Kendskab til disse konditioneringer og
273 II, 0,33 | disse iagttagelser, er nået til at tvivle på eller endda
274 II, 0,34 | Mennesket kan ikke omvende sig til det gode uden frihed". Men
275 II, 0,34 | måde, som om den gav adgang til at gøre alt, selv det onde,
276 II, 0,34 | villet ?overlade mennesket til dets egne beslutninger? (
277 II, 0,34 | ved frit at hengive sig til ham når frem til den saliggørende
278 II, 0,34 | hengive sig til ham når frem til den saliggørende fuldkommenhed".
279 II, 0,34 | enkelt menneske har ret til at blive respekteret på
280 II, 0,34 | alvorlig etisk forpligtelse til at søge sandheden og holde
281 II, 0,34 | fortolkninger af frihedens forhold til moralloven, menneskenaturen
282 II, 0,34 | sondring, der er i stand til at erkende, hvad der er
283 II, I,35 | Træet til kundskab om godt og ondt
284 II, I,35 | træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt
285 II, I,35 | lærer åbenbaringen, at evnen til at afgøre, hvad der er godt,
286 II, I,35 | holde inde foran "træet til kundskab om godt og ondt",
287 II, I,35 | ondt", for den er kaldet til at acceptere den morallov,
288 II, I,35 | eller sociale grupper retten til at afgøre, hvad der er godt
289 II, I,35 | ville således være i stand til at "skabe værdier" og ville
290 II, I,36 | desto mindre blevet tvunget til at foretage en gennemgribende
291 II, I,36 | etiske normer med hensyn til specifikke "til denne verden
292 II, I,36 | med hensyn til specifikke "til denne verden hørende" adfærdsformer,
293 II, I,36 | stor udstrækning hører med til katolsk tænknings bedste
294 II, I,36 | etiske normer, der hører til "naturlovens" område. Der
295 II, I,36 | åbenbaring som et effektiv middel til at kende etiske sandheder,
296 II, I,36 | normers område med hensyn til den rette ordning af livet
297 II, I,36 | kunne betragtes som ophav til denne lov, undtagen i den
298 II, I,36 | kirkens konstante lære ført til en benægtelse af den kendsgerning,
299 II, I,36 | lov, som det ikke er op til mennesket at skabe.~ ~
300 II, I,37 | indre holdninger med hensyn til Gud og næsten ville være
301 II, I,37 | betydning. Dette har så ført til en faktisk benægtelse af,
302 II, I,37 | ord ville blive begrænset til at fremsætte en formaning,
303 II, I,37 | fornuft så blot ville have til opgave at komplettere med
304 II, I,37 | læreembedes vedkommende med hensyn til bestemte etiske normer,
305 II, I,37 | vedrører alt det, der tjener til "menneskets vel".* Sådanne
306 II, I,37 | gyldige elementer, der er til stede i visse af vor tids
307 II, I,38 | Gud overlod mennesket "til dets egen frie vilje" (Sir.
308 II, I,38 | villet overlade mennesket "til dets egen fri vilje", så
309 II, I,38 | ved frit at hengive sig til ham, når frem til den saliggørende
310 II, I,38 | hengive sig til ham, når frem til den saliggørende fuldkommenhed".
311 II, I,38 | som mennesket er kaldet til: de giver udtryk for, at
312 II, I,38 | forstand udstrækker sig til mennesket selv. Dette har
313 II, I,38 | menneskenaturen, der er skabt til at regere andre skabninger,
314 II, I,39 | mennesket selv, der er betroet til dets egen omsorg og ansvar.
315 II, I,39 | Gud overlod mennesket "til dets egen frie vilje" (Sir.
316 II, I,39 | kan bruge dem uden hensyn til Skaberen". Hvad mennesket
317 II, I,39 | skadelige virkninger, og fører til slut til ateisme: "Uden
318 II, I,39 | virkninger, og fører til slut til ateisme: "Uden Skaber forsvinder
319 II, I,40 | person, der er kilde og årsag til sine egne overlagte handlinger.
320 II, I,40 | gav dette lys og denne lov til mennesket ved skabelsen".
321 II, I,40 | friheds død: "Men træet til kundskab om godt og ondt
322 II, I,41 | Guds lov mødes og er kaldet til at krydse hinanden i betydningen
323 II, I,41 | mennesket at "spise af træet til kundskab om godt og ondt",
324 II, I,42 | Thomas af Aquin som kommentar til et vers fra Salme 4: "Efter
325 II, I,42 | ikke fordi den henviser til irrationelle væsners natur,
326 II, I,42 | hører den menneskelige natur til.~ ~
327 II, I,43 | sandhed".~Koncilet henviser til den klassiske lære om Guds
328 II, I,43 | visdom, der bevæger alle ting til deres rette mål". Og Guds
329 II, I,43 | ved sin naturlige kendskab til Guds evige lov følgelig
330 II, I,43 | lov følgelig er i stand til at vise mennesket den rigtige
331 II, I,43 | måde kalder Gud mennesket til at deltage i hans eget forsyn,
332 II, I,43 | Aquin skriver: "I forhold til alle andre er den fornuftbegavede
333 II, I,43 | en naturlig tilbøjelighed til sine rette handlinger og
334 II, I,44 | Kirken har ofte henvist til den thomistiske lære om
335 II, I,44 | gøre det gode og råder os til at undgå synd", påberåber
336 II, I,44 | styrke i dens autoritet til at pålægge pligter, til
337 II, I,44 | til at pålægge pligter, til at give rettigheder og til
338 II, I,44 | til at give rettigheder og til at godkende en vis adfærd: "
339 II, I,44 | den gør dem disponerede til de rette handlinger og mål;
340 II, I,44 | fornuft".~Mennesket er i stand til at erkende godt og ondt
341 II, I,44 | gennem den lov, som Gud gav til det udvalgte folk, begyndende
342 II, I,44 | Sinaj. Israel blev kaldet til at acceptere og praktisere
343 II, I,44 | kunne Moses henvende sig til Israels børn og spørge dem: "
344 II, I,44 | Gud, hver gang vi råber til ham? Og hvor er det folk,
345 II, I,44 | udvalgte folk er kaldet til at vise over for Guds lov,
346 II, I,45 | forøger tilbøjeligheden til at handle retsindigt...
347 II, I,45 | forøger tilbøjeligheden til at handle".~Selv om en moralteologisk
348 II, I,45 | sondringer altid refererer til den lov, hvis ophav er den
349 II, I,45 | forudbestemmer mænd og kvinder "til at formes efter sin Søns
350 II, I,45 | Guds plan er den eneste vej til at stadfæste denne frihed.~ ~
351 II, I,46 | på bane i dag med hensyn til naturloven, og især med
352 II, I,46 | naturloven, og især med hensyn til naturen. Diskussioner om
353 II, I,46 | for liberalisme har ført til, at disse to begreber er
354 II, I,46 | adfærdsformer, der kan gøres til genstand for observation
355 II, I,46 | menneskelig adfærd, blive fristet til at betragte resultaterne
356 II, I,46 | anden måde i modsætning til eller i konflikt med den
357 II, I,46 | nogle reduceres "natur" til råmateriale for menneskelig
358 II, I,46 | naturen ville således komme til at betyde alt, hvad der
359 II, I,46 | processer; i modsætning til denne fysiske kendsgerning
360 II, I,46 | opfattet således, reduceres til og behandles som et let
361 II, I,46 | friheden selv-definerende og til et fænomen, der kan skabe
362 II, I,47 | ville tydeligt nok være nødt til at tage hensyn til de mange
363 II, I,47 | nødt til at tage hensyn til de mange begrænsninger hos
364 II, I,47 | Desuden ville den være nødt til at tage hensyn til de adfærdsmodeller
365 II, I,47 | nødt til at tage hensyn til de adfærdsmodeller og de
366 II, I,47 | fundamentale bud om kærlighed til Gud og næsten. Dog, fortsætter
367 II, I,47 | væsen; han overlod det "til dets egen frie vilje", og
368 II, I,47 | fornuftig måde. Kærlighed til næsten ville først og fremmest
369 II, I,47 | respekt for dennes frihed til at træffe sine egne beslutninger.
370 II, I,47 | en almindelig indstilling til rigtig adfærd, men de kan
371 II, I,48 | denne teori er man nødt til omhyggeligt at overveje
372 II, I,48 | som noget ydre i forhold til personen, subjektet og den
373 II, I,48 | ikke-etiske". At henvise til dem for i dem at finde fornuftige
374 II, I,48 | fornuftige antydninger med hensyn til den etiske orden, ville
375 II, I,48 | Denne moralteori svarer ikke til sandheden om mennesket og
376 II, I,48 | legemet, er helt betroet til sig selv, og det er i legemets
377 II, I,48 | personen naturligt hælder til. Og fordi den menneskelige
378 II, I,48 | person ikke kan reduceres til en frihed, som former sig
379 II, I,48 | hvilke man ville forfalde til relativisme og vilkårlighed.~ ~
380 II, I,49 | den menneskelige person til en "åndelig" og rent formel
381 II, I,50 | naturloven forstås: den henviser til menneskets sande og oprindelige
382 II, I,50 | sande og oprindelige natur, til "den menneskelige natur",
383 II, I,50 | mennesket er kaldet af Skaberen til at styre og ordne sit liv
384 II, I,50 | eksempel, så findes oprindelsen til og grundlaget for pligten
385 II, I,50 | og grundlaget for pligten til absolut respekt for menneskeligt
386 II, I,50 | naturlige tilbøjelighed til at beskytte ens eget fysiske
387 II, I,50 | etisk betydning med hensyn til personens vel, den person
388 II, I,50 | Joh.15,13) af kærlighed til næsten eller som et vidnesbyrd
389 II, I,50 | grad som de har relation til den menneskelige person
390 II, I,51 | overføres enhver retfærdig lov til hjertet hos det menneske,
391 II, I,51 | fornuftbegavede natur, er den skænket til alle væsner, der er fornuftbegavede
392 II, I,51 | værdighed og lægger grundlaget til dennes fundamentale rettigheder
393 II, I,51 | autoritet udstrækker sig til hele menneskeheden. Denne
394 II, I,51 | handlinger personers fællesskab til skade for alle og enhver.~ ~
395 II, I,52 | perioder, fordi de er skabt til "et fælles kald og en fælles
396 II, I,52 | og permanente love svarer til ting, der er erkendt af
397 II, I,52 | om sit væsen og gør den til sin egen ved sine handlinger
398 II, I,52 | person, med dennes kald til et liv med Gud og til fællesskab
399 II, I,52 | kald til et liv med Gud og til fællesskab med næsten. Det
400 II, I,52 | ligegyldigt hvad det koster, til aldrig, og begyndende med
401 II, I,52 | og gode liv end pligten til at gøre det gode, som de
402 II, I,52 | hvis den pågældende er rede til at dø hellere end at gøre
403 II, I,52 | undtagelse: "Vil du gå ind til livet, så hold budene ...
404 II, I,53 | og kultur, har fået nogle til at tvivle på selve naturlovens
405 II, I,53 | ville gøre Jesu henvisning til "begyndelsen" meningsløs
406 II, I,53 | 19,1-9). Dette er grunden til, at kirken "fastslår, at
407 II, I,53 | og i dag er den samme, ja til evig tid". Kristus er "begyndelsen",
408 II, I,53 | dens dynamiske kærlighed til Gud og næsten.~ ~Det er
409 II, I,53 | bedst ville være i stand til uophørligt at udtrykke deres
410 II, I,53 | deres historiske relevans, til at gøre dem forstået og
411 II, I,53 | at gøre dem forstået og til autentisk at tolke deres
412 II, II,54 | røst, som opfordrer det til at elske og gøre det gode,
413 II, II,54 | elske og gøre det gode, til at sky det onde, og som
414 II, II,54 | sky det onde, og som siger til hjertet, når det er nødvendigt:
415 II, II,54 | lov er sat i modsætning til hinanden og holdt adskilt
416 II, II,54 | ophøjet, så det grænser til afgudsdyrkelse - fører her
417 II, II,54 | afgudsdyrkelse - fører her til en "kreativ" forståelse
418 II, II,55 | funktion blevet reduceret til en simpel anvendelse af
419 II, II,55 | er. Mens sådanne normer til en vis grad kan være nyttige
420 II, II,55 | vis grad kan være nyttige til en korrekt vurdering af
421 II, II,55 | har fået visse forfattere til at hævde, at disse normer
422 II, II,55 | forsøger at hjælpe mennesket til at holde orden i sit personlige
423 II, II,55 | den største opmærksomhed til værdien af samvittigheden,
424 II, II,55 | ikke så meget mennesket til en omhyggelig overholdelse
425 II, II,55 | af universelle normer som til en kreativ og ansvarlig
426 II, II,55 | ville mennesket være i stand til at opnå etisk modenhed.
427 II, II,55 | kirkens indgriben årsag til unødvendige samvittighedskonflikter.~ ~
428 II, II,56 | kunne ved at tage hensyn til omstændighederne og situationen
429 II, II,56 | samvittighedens identitet i forhold til menneskelig frihed og Guds
430 II, II,56 | foretagne afklaring med hensyn til det på sandhed hvilende
431 II, II,57 | Romerbrevet, der har hjulpet os til fatte det væsentlige i naturloven,
432 II, II,57 | eller utroskab med hensyn til loven, om dets fundamentale
433 II, II,57 | over for personen selv. Og til gengæld er det kun personen
434 II, II,57 | der kender sit eget svar til samvittighedens stemme.~ ~
435 II, II,58 | fortiter et suaviter kalder det til lydighed. "Samvittigheden
436 II, II,58 | hellige sted, hvor Gud taler til mennesket".~ ~
437 II, II,59 | forsvarer hedningerne med hensyn til deres adfærd (sml. Rom.2,
438 II, II,59 | dommen over den, der er ophav til dem, og om det øjeblik,
439 II, II,59 | fornufts første princip hører til naturloven; faktisk udgør
440 II, II,59 | således en indre befaling til den enkelte, en opfordring
441 II, II,59 | den enkelte, en opfordring til at gøre, hvad der er godt,
442 II, II,59 | naturloven: det er forpligtelsen til at gøre, hvad den enkelte
443 II, II,59 | han eller hun er kaldet til at gøre her og nu. Lovens
444 II, II,60 | handling, det har besluttet sig til, alligevel udfører denne
445 II, II,60 | ondt, som den er kaldet til at lytte til og udtrykke.
446 II, II,60 | den er kaldet til at lytte til og udtrykke. Denne sandhed
447 II, II,60 | fornufts autoritet med hensyn til det højeste gode, hvis tiltrækning
448 II, II,60 | autonom og eksklusiv instans til at afgøre, hvad der er godt,
449 II, II,60 | påbud og forbud, der ligger til grund for menneskets opførsel".~ ~
450 II, II,61 | samvittighedens vurdering, som får én til at tage ansvar for det gode
451 II, II,61 | pålægger mennesket pligten til at udføre en given handling,
452 II, II,61 | fra den objektive sandhed, til fordel for en påstået autonomi
453 II, II,62 | har udviklet med hensyn til den samvittighed, som tager
454 II, II,62 | formaninger tilskynder os til at være årvågne ved at advare
455 II, II,62 | muligheden for fejltagelse altid til stede. Samvittigheden er
456 II, II,62 | for selv, når den får os til at handle på en måde, der
457 II, II,62 | som subjektet er kaldet til at søge oprigtigt.~ ~
458 II, II,63 | fejltagelse med hensyn til det etisk rigtige med den "
459 II, II,63 | onde, en uorden i relation til sandheden om det gode. Desuden
460 II, II,63 | erkendes som sådan, ikke til den etiske fuldkommengørelse
461 II, II,63 | fuldkomment og hjælper ikke til at gøre det tilbøjeligt
462 II, II,63 | ord: "Hvem lægger mærke til uforsætlige synder? Rens
463 II, II,63 | syndige vaner". Jesus hentyder til den samvittighed, som er
464 II, II,64 | repræsenterer også et kald til at udvikle vor samvittighed;
465 II, II,64 | udvikle vor samvittighed; til at gøre den til genstand
466 II, II,64 | samvittighed; til at gøre den til genstand for vedvarende
467 II, II,64 | for vedvarende omvendelse til hvad der er sandt, og hvad
468 II, II,64 | retning opfordrer Paulus os til ikke at tilpasse os denne
469 II, II,64 | verdens mentalitet, men til at forvandles ved fornyelsen
470 II, II,64 | hjerte, der har "omvendt" sig til Herren og til kærlighed
471 II, II,64 | omvendt" sig til Herren og til kærlighed til, hvad der
472 II, II,64 | Herren og til kærlighed til, hvad der er godt, som virkelig
473 II, II,64 | som virkelig er kilden til samvittighedens "sande"
474 II, II,64 | Rom.12,2), er kendskab til Guds lov i almindelighed
475 II, II,64 | der gør sandheden, kommer til lyset" (Joh.3,21).~ ~Kristne
476 II, II,64 | læreembede en stor hjælp til at forme deres samvittighed.
477 II, II,64 | tjeneste, idet den hjælper den til ikke ved menneskers snedighed
478 II, II,64 | Ef.4,14), og hjælper den til ikke at afvige fra sandheden
479 II, II,64 | spørgsmål, sikkert at nå til sandheden og forblive i
480 II,III,65 | adfærdsvidenskaber og teologi, til at udvikle en mere dybtgående
481 II,III,65 | finde deres plads og få lov til at udvikle sig.~ ~Nogle
482 II,III,65 | at mennesket er i stand til at udtrykke sin egen fundamentale
483 II,III,65 | denne opdeling at tendere til at blive en adskillelse,
484 II,III,65 | begrænser etisk "godt" og "ondt" til den transcendentale dimension,
485 II,III,65 | transcendentale dimension, der svarer til den fundamentale grundlæggende
486 II,III,65 | sig om menneskets forhold til sig selv, til andre og til
487 II,III,65 | menneskets forhold til sig selv, til andre og til den materielle
488 II,III,65 | til sig selv, til andre og til den materielle verden. Der
489 II,III,65 | der er frit valgt, kommer til at blive betragtet som en
490 II,III,65 | Den konklusion, som dette til sidst fører til, er, at
491 II,III,65 | som dette til sidst fører til, er, at den virkelig etiske
492 II,III,66 | frivilligt helliger sig helt til Gud, skænker Gud, som åbenbarer
493 II,III,66 | hvorfra den er kaldet til at bære frugter i gerninger (
494 II,III,66 | finder man som en indledning til de forskellige bud, den
495 II,III,66 | af Jesu fundamentale kald til at følge ham - således siger
496 II,III,66 | således siger han også til den unge mand: "Vil du være
497 II,III,66 | sandheden og forpligtelsen til trosgerninger og til beslutninger,
498 II,III,66 | forpligtelsen til trosgerninger og til beslutninger, der kan beskrives
499 II,III,66 | Brødre, I blev kaldet til frihed" (Gal.5,13). Men
500 II,III,66 | af hans tidligere ord: "Til den frihed har Kristus befriet
1-500 | 501-848 |