1-500 | 501-798
Chapter, Paragraph, Number
1 Indl | INDLEDNING~JESUS KRISTUS, DET SANDE LYS~SOM OPLYSER ETHVERT
2 Indl | dets frihed, idet den leder det til at kende og elske Herren.
3 Indl, 0,1 | gennem tro på Jesus Kristus, "det sande lys, som oplyser ethvert
4 Indl, 0,1 | og sande Gud for at rette det mod afguder (sml. 1.Tess.
5 Indl, 0,1 | sig den er svækket. Idet det således hengiver sig til
6 Indl, 0,1 | sml. Joh.18,38), giver det sig til at søge efter en
7 Indl, 0,1 | efter viden på alle områder. Det er endnu klarere bevist
8 Indl, 0,1 | religiøse spørgsmål. Tværtimod, det ansporer os til at møde
9 Indl, 0,2 | som psalmisten udtrykker det: "Mange siger: Hvem lader
10 Indl, 0,2 | Joh.14,6). Følgelig gives det afgørende svar på ethvert
11 Indl, 0,2 | Jesus Kristus selv, som Det andet Vatikankoncil minder
12 Indl, 0,2 | belysning andetsteds end i det menneskevordne Ords mysterium.
13 Indl, 0,2 | fuldt ud mennesket for det selv og viser det dets herlige
14 Indl, 0,2 | mennesket for det selv og viser det dets herlige kald".~Jesus
15 Indl, 0,2 | livet, ethvert menneske det svar, der stammer fra sandheden
16 Indl, 0,2 | være dybt overbevist om, at det er dens "pligt at granske
17 Indl, 0,2 | spørgsmål om meningen med det nuværende og kommende liv
18 Indl, 0,3 | mennesker af god vilje. Det andet Vatikankoncil vedbliver
19 Indl, 0,3 | berører hvert menneske dybt; det involverer alle mennesker,
20 Indl, 0,3 | eller Gud selv. Den ved, at det er netop på det sande og
21 Indl, 0,3 | ved, at det er netop på det sande og gode livs vej,
22 Indl, 0,3 | frelse er åben for alle. Det andet Vatikankoncil mindede
23 Indl, 0,3 | mindede klart om dette, når det siger: "De som uforskyldt
24 Indl, 0,3 | frelse". Koncilet tilføjede: "Det guddommelige forsyn vil
25 Indl, 0,3 | stræber efter at leve ret. Alt det gode og sande, som findes
26 Indl, 0,3 | ethvert menneske, for at det til slut skal eje livet"~ ~
27 Indl, 1,4 | seksualitets, familiens og det sociale, økonomiske og politiske
28 Indl, 1,4 | etik angår.~I dag synes det imidlertid nødvendigt at
29 Indl, 1,4 | kirkens etiske fundament med det præcise mål at minde om
30 Indl, 1,4 | situation inden for selve det kristne fællesskab, som,
31 Indl, 1,4 | egentlig teologisk art. Det drejer sig ikke længere
32 Indl, 1,4 | samfundets liv.~Specielt stilles det spørgsmål: kan Guds bud,
33 Indl, 1,4 | samfunds daglige afgørelser? Er det muligt at adlyde Gud og
34 Indl, 1,4 | en mening, der betvivler det indre og ubrydelige bånd
35 Indl, 1,5 | skrive en rundskrivelse med det formål at behandle "mere
36 Indl, 1,5 | en af grundene dertil, at det syntes passende, at den
37 I | KRISTUS OG SVARET PÅ DET ETISKE SPØRGSMÅL~
38 I, 0,6 | unge mand, som gengives i det nittende kapitel af Mattæusevangeliet,
39 I, 0,6 | Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode; men
40 I, 0,6 | Den unge mand sagde: "Det har jeg holdt alt sammen.
41 I, 0,6 | sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du
42 I, 0,7 | sidste instans en appel til det absolut gode, som tiltrækker
43 I, 0,7 | tiltrækker og drager os; det er ekkoet af et kald fra
44 I, 0,7 | dette perspektiv opfordrede Det andet Vatikankoncil til
45 I, 0,7 | så dens lære kunne vise det ophøjede i det kald, som
46 I, 0,7 | kunne vise det ophøjede i det kald, som de troende har
47 I, 0,7 | har modtaget i Kristus, det eneste svar, der helt kan
48 I, 0,7 | at yde sin tjeneste til det ene formål: at ethvert menneske
49 I, 0,8 | 8. Det spørgsmål, som den unge
50 I, 0,8 | er et, der udspringer fra det dybeste i hans hjerte. Det
51 I, 0,8 | det dybeste i hans hjerte. Det er et spørgsmål, der er
52 I, 0,8 | ethvert menneskes liv, for det drejer sig om det etisk
53 I, 0,8 | liv, for det drejer sig om det etisk gode, der skal gøres,
54 I, 0,8 | er en forbindelse mellem det etisk gode og fuldbyrdelsen
55 I, 0,8 | spørgsmål, kan vi gå ud fra, at det ikke er, fordi han ikke
56 I, 0,8 | er, fordi han ikke kender det svar, der indeholdes i loven.
57 I, 0,8 | der indeholdes i loven. Det er mere sandsynligt, at
58 I, 0,8 | er mere sandsynligt, at det tiltrækkende ved Jesu person
59 I, 0,8 | fremkaldt nye spørgsmål i ham om det etisk gode. Han føler behovet
60 I, 0,8 | nærværende i kirken og i verden. Det er også ham, der åbner Den
61 I, 0,8 | inde i et menneske, bærer det frugt ikke blot i tilbedelse
62 I, 0,8 | derfor ønsker at nå ind til det inderste af evangeliets
63 I, 0,8 | omhyggeligt undersøge meningen med det spørgsmål, som den rige
64 I, 0,9 | Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men
65 I, 0,9 | den gode.~ ~At spørge om det gode betyder i sidste instans
66 I, 0,10 | pris" (sml. Ef.1,12), idet det stræber efter i hver af
67 I, 0,10 | underfuld (sml. Salme 139,6). Det vil sige, i mit arbejde
68 I, 0,10 | Hvad mennesket er, og hvad det skal gøre, bliver klart,
69 I, 0,10 | til mennesket, giver han det sin lov (sml. 2.Mos.19,9-
70 I, 0,10 | skabningen, og, mere endnu, drage det ind i sin guddommelige kærlighed: "
71 I, 0,10 | mit folk" (3.Mos.26,12).~ ~Det sande og gode liv viser
72 I, 0,10 | sande og gode liv viser sig det som svar, der er passende
73 I, 0,10 | kærlighed til mennesket. Det er et kærlighedens svar
74 I, 0,10 | der siges i 5. Mosebog om det grundlæggende bud: "Hør,
75 I, 0,10 | 5.Mos.6,4-7). Således er det etiske liv, der er indhyllet
76 I, 0,10 | dem, der elsker Gud, er det nok at være velbehagelig
77 I, 0,11 | hellighed (sml. 2.Mos.20,2-11). Det gode er at tilhøre Gud,
78 I, 0,11 | Gud alene er den gode, kan det ikke ved nogen menneskelig
79 I, 0,11 | lykkes at "opfylde" loven, det vil sige anerkende Herren
80 I, 0,12 | kan besvare spørgsmålet om det gode, fordi han er den gode.
81 I, 0,12 | besvaret dette spørgsmål: det gjorde han ved at skabe
82 I, 0,12 | skabe mennesket og lede det med visdom og kærlighed
83 I, 0,12 | Denne "er ikke andet end det forstandens lys, der er
84 I, 0,12 | mennesket ved skabelsen". Det gjorde han også i Israels
85 I, 0,12 | lov, som havde misdannet det hjerte (sml. Jer.17,1).
86 I, 0,12 | givet "et nyt hjerte", for i det vil der bo "en ny ånd",
87 I, 0,12 | til livet, og de fører til det. Fra Jesu egne læber, han
88 I, 0,12 | til Moses på Sinajs bjerg. Det er også denne samme Guds
89 I, 0,12 | dets fuldkommenhed opnås det først efter døden, men i
90 I, 0,12 | efter døden, men i tro er det allerede nu et sandhedens
91 I, 0,12 | for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver
92 I, 0,13 | hos Markus og Lukas, er det klart, at Jesus ikke har
93 I, 0,13 | minder den unge mand om. Det er nogle af de bud, der
94 I, 0,13 | I dette bud finder vi det nøjagtige udtryk for menneskets
95 I, 0,13 | mange overvejelser over det ene bud, om hvad der er
96 I, 0,13 | unge mand om, skal sikre det gode, der tilhører personen,
97 I, 0,13 | udtrykker med særlig styrke det altid bydende behov for
98 I, 0,13 | på den kærlighed. De er det første nødvendige skridt
99 I, 0,14 | spørgsmål, der meget lignede det, den unge mand stillede.
100 I, 0,14 | vil han få evigt liv: "Gør det, så skal du leve" (Luk.10,
101 I, 0,14 | 28). Ikke desto mindre er det tydeligt, at det er netop
102 I, 0,14 | mindre er det tydeligt, at det er netop det andet af disse
103 I, 0,14 | tydeligt, at det er netop det andet af disse bud, der
104 I, 0,14 | menneskeheden (sml. Joh.13,1).~Både Det gamle og Det nye Testamente
105 I, 0,14 | 13,1).~Både Det gamle og Det nye Testamente hævder udtrykkelig,
106 I, 0,15 | frelsesøkonomien, resumeet af Det gamle og Det nye Testamente,
107 I, 0,15 | resumeet af Det gamle og Det nye Testamente, af lovens
108 I, 0,15 | samme måde, som der findes Det gamle Testamente, men al
109 I, 0,15 | Testamente, men al sandhed er i Det nye Testamente, sådan er
110 I, 0,15 | nye Testamente, sådan er det med loven: hvad der var
111 I, 0,15 | hjerte, som, netop fordi det elsker, er rede til at praktisere
112 I, 0,15 | og fremmer næstens liv. Det bud, der forbyder ægteskabsbrud,
113 I, 0,16 | fuldkommen" (Matt.19,21)~16. Det svar, han får om budene,
114 I, 0,16 | Jesus endnu et spørgsmål: "Det har jeg holdt alt sammen.
115 I, 0,16 | mangler jeg så?" (Matt.19,20). Det er ikke let med god samvittighed
116 I, 0,16 | god samvittighed at sige "Det har jeg holdt alt sammen",
117 I, 0,16 | han stadig mangler noget. Det er til hans bevidsthed om
118 I, 0,16 | sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du
119 I, 0,16 | sagtmodige. I denne forstand kan det siges, at saligprisningerne
120 I, 0,16 | relevante i forbindelse med det svar, som Jesus giver på
121 I, 0,16 | særligt synspunkt netop det meget "gode", som åbner
122 I, 0,16 | budene: begge henviser til det gode, til evigt liv. Bjergprædikenen
123 I, 0,16 | normative anvisninger for det etiske liv. I deres originalitet
124 I, 0,17 | livet, så hold budene". Men det er sikkert, at den unge
125 I, 0,17 | alle budenes etiske krav er det absolut nødvendige grundlag,
126 I, 0,17 | alene af sig selv at tage det næste skridt. For at gøre
127 I, 0,17 | næste skridt. For at gøre det, kræves der moden menneskelig
128 I, 0,17 | fremlægges for den unge mand det at opgive alt, hvad han
129 I, 0,17 | og samtidig vidner de om det fundamentale forhold mellem
130 I, 0,17 | Hvorfor, vil nogen spørge, er det ikke allerede fuldkomment? ...
131 I, 0,17 | tilintetgjort i dåben, men følger det heraf, at der ikke forblev
132 I, 0,18 | som en fornægtelse eller i det mindste en begrænsning af
133 I, 0,18 | længe vi er på jorden, men det er en, der muliggøres af
134 I, 0,18 | sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige", og løftet "
135 I, 0,19 | følg mig" (Matt.19,21). Det er en opfordring, hvis utrolige
136 I, 0,19 | sandheden (sml. Joh.16,13).~Det er Jesus selv, der tager
137 I, 0,19 | begyndende med De Tolv; men det er også klart, at enhver
138 I, 0,19 | efterfølge Kristus er således det væsentlige og oprindelige
139 I, 0,19 | førte dem gennem ørkenen til det forjættede land (sml. 2.
140 I, 0,19 | Mere radikalt indbefatter det at holde fast ved selve
141 I, 0,19 | og livet (sml. Joh.14,6). Det er Jesus, som fører til
142 I, 0,19 | til Faderen, så meget så det at se ham, Sønnen, er at
143 I, 0,19 | 10). Og således betyder det at efterligne Sønnen, "den
144 I, 0,20 | af alle, der følger ham. Det er det "nye" bud: "Et nyt
145 I, 0,20 | der følger ham. Det er det "nye" bud: "Et nyt bud giver
146 I, 0,20 | om en kærlighed "indtil det sidste" (Joh.13,1). "Større
147 I, 0,20 | han som elskede "indtil det sidste". Dette er, hvad
148 I, 0,21 | en ydre efterligning, for det berører mennesket i dets
149 I, 0,21 | selv, som Jesus - ifølge det vidnesbyrd, Paulus har givet -
150 I, 0,22 | Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort,
151 I, 0,22 | evner: "Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede
152 I, 0,22 | magt: "For mennesker er det umuligt; men for Gud er
153 I, 0,22 | muligt" (Matt.19,26).~I det samme kapitel i Mattæusevangeliet (
154 I, 0,22 | længere kan leve op til: "Det var med tanken på jeres
155 I, 0,22 | men fra begyndelsen var det ikke sådan" (Matt.19,8).
156 I, 0,22 | til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig" (
157 I, 0,22 | Han sagde til dem: "Hvad det går ud på, kan ikke alle
158 I, 0,22 | rumme, men kun de, der får det givet"" (Matt.19,11).~ ~
159 I, 0,22 | ved dets egen kraft alene. Det bliver kun i stand til denne
160 I, 0,22 | Augustin spørger: "Er det kærligheden, som får os
161 I, 0,22 | at holde budene, eller er det netop det at holde budene,
162 I, 0,22 | budene, eller er det netop det at holde budene, som bevirker
163 I, 0,23 | funktion, som, idet den gør det syndige menneske i stand
164 I, 0,23 | selvtilstrækkelighed, får det til at bede om og modtage "
165 I, 0,23 | Kun i dette nye liv er det muligt at opfylde Guds bud.
166 I, 0,23 | muligt at opfylde Guds bud. Det er jo gennem tro på Kristus,
167 I, 0,23 | Herren Jesus. Endnu engang er det Augustin, der beundringsværdigt
168 I, 0,23 | som en slags påbud, fordi det, de kræver, overstiger menneskets
169 I, 0,24 | 24. Og således finder vi det autentiske og oprindelige
170 I, 0,24 | af fuldkommenheden, som det er henordnet til, åbenbaret:
171 I, 0,24 | Kristus at eje Guds kærlighed, det frie svar i fuld kærlighed
172 I, 0,24 | formindsker ikke, men forstærker det etiske krav om kærlighed. "
173 I, 0,25 | hver enkelts hjerte, og det er alene Kristus, som er
174 I, 0,25 | som er i stand til at give det fulde og definitive svar.
175 I, 0,26 | kristne, der kom både fra det jødiske folk og fra ikke-jødiske
176 I, 0,27 | Tradition, hvorved - som Det andet Vatikankoncil lærer - "
177 I, 0,27 | sin kultus og overleverer det til alle slægtled. Denne
178 I, 0,27 | kirkefædres og kirkelæreres læber det menneskevordne Ords sandhed,
179 I, 0,27 | evangeliets levende røst", som det trofaste udtryk for Guds
180 I, 0,27 | Som koncilet siger, er det især "til kirkens levende
181 I, 0,27 | Jesu Kristi navn, og til det alene, at opgaven med autentisk
182 II, 0,28 | rige unge mand har gjort det muligt for os at sammenfatte
183 II, 0,28 | elementer af åbenbaringen i Det gamle og Det nye Testamente
184 II, 0,28 | åbenbaringen i Det gamle og Det nye Testamente med hensyn
185 II, 0,28 | gode"; forholdet mellem det etisk gode i menneskelige
186 II, 0,28 | for kirkens morallære; som Det andet Vatikankoncil mindede
187 II, 0,28 | ophøre med at overveje "det menneskevordne Ords mysterium",
188 II, 0,29 | beskæftiger sig med "moral", med det gode og det onde ved menneskelige
189 II, 0,29 | moral", med det gode og det onde ved menneskelige handlinger
190 II, 0,29 | mennesket i Kristus, tilbyder det det guddommelige livs lykke.~
191 II, 0,29 | i Kristus, tilbyder det det guddommelige livs lykke.~
192 II, 0,29 | guddommelige livs lykke.~Det andet Vatikankoncil opfordrede
193 II, 0,29 | Skrift endnu skal belyse det ophøjede i de kristnes kald
194 II, 0,29 | ting er selve troens skat, det vil sige sandheder - en
195 II, 0,30 | brødre i bispeembedet, er det min hensigt at fastslå de
196 II, 0,30 | ligegyldighed. Og alligevel er det netop disse elementer, hvoraf
197 II, 0,30 | som før i tiden rører ved det dybeste i menneskehjertet:
198 II, 0,30 | for vort liv? Hvad består det gode i? Hvad består synden
199 II, 0,30 | rettigheder og pligter? Kan det hele sammenfattes i det
200 II, 0,30 | det hele sammenfattes i det fundamentale spørgsmål,
201 II, 0,30 | at lære dem at holde alt det" som han har befalet (sml.
202 II, 0,30 | over for nye problemer.~ ~Det er i det samme lys og den
203 II, 0,30 | nye problemer.~ ~Det er i det samme lys og den samme kraft,
204 II, 0,30 | deres eget hoved, fordi det kilder deres ører. De vil
205 II, 0,30 | deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og
206 II, 0,31 | stadig mere bevidst". Derfor det vedholdende krav om, "at
207 II, 0,31 | persons værdighed og for det unikke ved ham eller hende,
208 II, 0,32 | mistet fornemmelsen for det transcendente, eller som
209 II, 0,32 | af den etiske vurdering.~Det er umiddelbart indlysende,
210 II, 0,32 | en universel sandhed om det gode, der kan erkendes af
211 II, 0,32 | den universelle viden om det gode i en bestemt situation
212 II, 0,33 | universelle menneskelige værdier i det mindste med en relativistisk
213 II, 0,34 | betragtning. Faktisk betragter det dette problem som centralt,
214 II, 0,34 | kan ikke omvende sig til det gode uden frihed". Men hvilken
215 II, 0,34 | adgang til at gøre alt, selv det onde, bare det behager",
216 II, 0,34 | alt, selv det onde, bare det behager", derfor taler det
217 II, 0,34 | det behager", derfor taler det om "den sande" frihed: "
218 II, 0,34 | beslutninger? (sml. Sir.15,14), så det af egen drift søger sin
219 II, I,35 | for den dag, du spiser af det, skal du dø" (1.Mos.2,16-
220 II, I,35 | bestemt frit, for så vidt som det kan forstå og acceptere
221 II, I,35 | og acceptere Guds bud. Og det besidder en utrolig vidtgående
222 II, I,35 | vidtgående frihed, eftersom det må spise "af alle træerne
223 II, I,36 | og den materielle verden.~Det må erkendes, at der bag
224 II, I,36 | tradition. Som reaktion på Det andet Vatikankoncils opmuntring60
225 II, I,36 | deltager i den evige lov, som det ikke er op til mennesket
226 II, I,37 | ønske om alligevel at holde det sande og gode liv indenfor
227 II, I,37 | er virkeligt "objektive", det vil sige tilpasset den konkrete
228 II, I,37 | normer, der vedrører alt det, der tjener til "menneskets
229 II, I,37 | I en sådan sammenhæng er det absolut nødvendigt i lyset
230 II, I,37 | forbindelse. Kun således vil det være muligt at svare på
231 II, I,38 | fra Siraks Bog forklarer Det andet Vatikankoncil meningen
232 II, I,38 | dets egen fri vilje", så det af egen drift søger sin
233 II, I,38 | ethvert menneske så vel som det menneskelige samfund en
234 II, I,39 | 39. Det er imidlertid ikke blot
235 II, I,39 | vilje" (Sir.15,14), for at det kan søge sin Skaber og frivilligt
236 II, I,40 | opdage og anvende moralloven: det sande og gode liv kræver
237 II, I,40 | guddommelige visdom. I centrum af det etiske liv finder vi således
238 II, I,40 | retmæssige selvstændighed" som det personale subjekt for sine
239 II, I,40 | har set, "intet andet end det forståelsens lys, der er
240 II, I,40 | besidder sin egen lov, som det har modtaget fra Skaberen.
241 II, I,40 | sandheden om mennesket. Det ville være den sande friheds
242 II, I,40 | for den dag, du spiser af det, skal du dø" (1.Mos.2,17)~ ~
243 II, I,41 | mene, en heteronomi, som om det etiske liv var underlagt
244 II, I,41 | om godt og ondt", gør Gud det klart, at mennesket ikke
245 II, I,41 | noget, der egentlig tilhører det, men kun har del deri i
246 II, I,41 | guddommelige åbenbaring, der viser det den evige visdoms krav og
247 II, I,42 | Lykkelig er det menneske, der har sin glæde
248 II, I,42 | lov; i virkeligheden er det kun ved denne lydighed,
249 II, I,42 | værdighed fordrer altså, at det bevidst og frit vælger sine
250 II, I,42 | sit mål ved frit at vælge det rette og på samme tid sørger
251 II, I,42 | sørger for at få hjælp, når det er nødvendigt".~På sin vej
252 II, I,42 | må mennesket frit gøre det gode og undgå det onde.
253 II, I,42 | frit gøre det gode og undgå det onde. Men for at opnå dette,
254 II, I,42 | Men for at opnå dette, må det kunne skelne godt fra ondt.
255 II, I,42 | andet end et aftryk i os af det guddommelige lys". Det bliver
256 II, I,42 | af det guddommelige lys". Det bliver også klart, hvorfor
257 II, I,43 | 43. Det andet Vatikankoncil fremhæver,
258 II, I,43 | denne sin lov, således at det, ledet af det milde guddommelig
259 II, I,43 | således at det, ledet af det milde guddommelig forsyn,
260 II, I,43 | mennesket den rigtige retning, det skal tage i sine frie handlinger.
261 II, I,43 | Naturloven træder her ind som det menneskelige udtryk for
262 II, I,43 | fornuftbegavede skabning underlagt det guddommelige forsyn på den
263 II, I,43 | den evige fornuft, hvorved det har en naturlig tilbøjelighed
264 II, I,44 | som befaler os at gøre det gode og råder os til at
265 II, I,44 | eksistere i mennesket, hvis det som sin egen højeste lovgiver
266 II, I,44 | mellem godt og ondt, som det selv udfører ved hjælp af
267 II, I,44 | den lov, som Gud gav til det udvalgte folk, begyndende
268 II, I,44 | og spørge dem: "Hvor er det folk, det være sig nok så
269 II, I,44 | dem: "Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der
270 II, I,44 | råber til ham? Og hvor er det folk, det være sig nok så
271 II, I,44 | ham? Og hvor er det folk, det være sig nok så stort, der
272 II, I,44 | taknemlighed og ærbødighed, som det udvalgte folk er kaldet
273 II, I,44 | Herrens vidnesbyrd står fast, det giver den uerfarne visdom.
274 II, I,45 | hele indhold, behandler det med religiøs respekt og
275 II, I,45 | lov i to betydninger. For det første, åndens lov er Helligånden...,
276 II, I,45 | handle retsindigt... For det andet kan loven kaldes for
277 II, I,45 | kærlighed (sml. Gal.5,6), som i det indre belærer om ting, der
278 II, I,45 | gamle" og den "nye" lov, må det ikke glemmes, at disse og
279 II, I,46 | og reformationstiden, som det kan ses i Tridentinerkoncilets
280 II, I,46 | I andre perioder syntes det, som om "naturen" helt underordnede
281 II, I,46 | af friheden. For andre er det i den uhæmmede fremgang
282 II, I,46 | først og fremmest omfatte det menneskelige legeme, dets
283 II, I,46 | fysiske kendsgerning ville alt det, som er "konstrueret", med
284 II, I,46 | ikke engang have en natur; det ville være sit eget personlige
285 II, I,47 | ægteskabsmoralens område at gøre. Det var, hævder de, på basis
286 II, I,47 | kultur. Frem for alt ville det være nødvendigt at respektere
287 II, I,47 | frit væsen; han overlod det "til dets egen frie vilje",
288 II, I,47 | vilje", og han forventer af det, at det former sit liv på
289 II, I,47 | han forventer af det, at det former sit liv på en personlig
290 II, I,48 | omhyggeligt at overveje det rette forhold, der eksisterer
291 II, I,48 | indtil friheden har formet det i overensstemmelse med sin
292 II, I,48 | åndelige og udødelige sjæl er det princip for enheden af det
293 II, I,48 | det princip for enheden af det menneskelige væsen, hvorved
294 II, I,48 | menneskelige væsen, hvorved det eksisterer som et hele -
295 II, I,48 | definitioner peger ikke blot på, at det legeme, som har fået løfte
296 II, I,48 | betroet til sig selv, og det er i legemets og sjælens
297 II, I,48 | med Skaberens vise plan. Det er i lyset af den menneskelige
298 II, I,49 | adfærdsformer, der inddrager det (sml. 1.Kor.6,19). Paulus
299 II, I,50 | hen et sæt af normer på det biologiske plan; den må
300 II, I,50 | Menneskeligt liv får, selv om det er et af menneskets fundamentale
301 II, I,50 | for dens egen skyld. Mens det altid er etisk forkert at
302 II, I,50 | uskyldigt menneske, kan det være etisk rigtigt, rosværdigt
303 II, I,50 | dens "samlede totalitet", det vil sige, som "en sjæl,
304 II, I,50 | kirken mennesket og viser det den sande kærligheds vej,
305 II, I,50 | den eneste vej, hvorpå det kan finde den sande Gud.~
306 II, I,51 | Fra begyndelsen var det ikke sådan" (Matt.19,8)~
307 II, I,51 | Augustin, "undtagen i bogen om det lys, som kaldes sandhed.
308 II, I,51 | retfærdig lov til hjertet hos det menneske, der øver retfærdighed,
309 II, I,51 | ligesom at være indpræget i det, ganske ligesom billedet
310 II, I,51 | specifikke orden må personen gøre det gode og undlade det onde,
311 II, I,51 | gøre det gode og undlade det onde, bære omsorg for at
312 II, I,51 | samfundslivet, søge sandhed, gøre det gode og betragte skønheden.~
313 II, I,51 | handlinger, som skal vidne om det sande godes universalitet.
314 II, I,52 | 52.Det er altid og for enhver rigtigt
315 II, I,52 | uforanderlige". De forener i det samme fælles gode alle mennesker
316 II, I,52 | samvittighedens vurdering. Det handlende subjekt tilegner
317 II, I,52 | under alle omstændigheder. Det drejer sig om forbud, der
318 II, I,52 | uden undtagelse, fordi det at vælge denne adfærdsform
319 II, I,52 | til fællesskab med næsten. Det er forbudt - for enhver
320 II, I,52 | enhver, ligegyldigt hvad det koster, til aldrig, og begyndende
321 II, I,52 | at forbud er vigtigere i det sande og gode liv end pligten
322 II, I,52 | end pligten til at gøre det gode, som de positive bud
323 II, I,52 | personens værdighed. Endelig, er det altid muligt, at mennesket,
324 II, I,52 | bestemte gode handlinger; men det kan aldrig blive forhindret
325 II, I,52 | udtrykt i negativ form i Det gamle og Det nye Testamente.
326 II, I,52 | negativ form i Det gamle og Det nye Testamente. Som vi har
327 II, I,53 | vel som for fortidens. Er det nogen sinde muligt, spørger
328 II, I,53 | når ingen vidste noget om det fremskridt, som menneskeheden
329 II, I,53 | ville gøre i fremtiden?~Det må naturligvis indrømmes,
330 II, I,53 | i en bestemt kultur, men det må også indrømmes, at mennesket
331 II, I,53 | under alle forandringer, det som har sit fundament i
332 II, I,53 | kærlighed til Gud og næsten.~ ~Det er bestemt nødvendigt at
333 II, I,53 | med at tolke og formulere det, der er karakteristisk for
334 II, II,54 | i dets samvittighed. Som Det andet Vatikankoncil bemærker: "
335 II, II,54 | opdager mennesket en lov, som det ikke giver sig selv, men
336 II, II,54 | en røst, som opfordrer det til at elske og gøre det
337 II, II,54 | det til at elske og gøre det gode, til at sky det onde,
338 II, II,54 | gøre det gode, til at sky det onde, og som siger til hjertet,
339 II, II,54 | som siger til hjertet, når det er nødvendigt: Gør det,
340 II, II,54 | når det er nødvendigt: Gør det, gør ikke det. For mennesket
341 II, II,54 | nødvendigt: Gør det, gør ikke det. For mennesket har en lov,
342 II, II,54 | ære, og ifølge den skal det dømmes (sml.Rom.2,14-16)".~
343 II, II,54 | og friheden ophøjet, så det grænser til afgudsdyrkelse -
344 II, II,55 | teologers opfattelse er, i det mindste i visse tidligere
345 II, II,55 | og af dens betydning for det etiske liv har fået visse
346 II, II,55 | kerne og helligdom, her er det alene med Gud". Denne stemme,
347 II, II,55 | Gud". Denne stemme, siges det, fører ikke så meget mennesket
348 II, II,55 | opgaver, som er betroet det af Gud.~I deres ønske om
349 II, II,56 | for etisk sandhed. Ud over det læremæssige og abstrakte
350 II, II,56 | modsætning mellem læren om det bud, der gælder i almindelighed,
351 II, II,56 | at disse måder at gribe det an på, sætter et spørgsmålstegn
352 II, II,56 | afklaring med hensyn til det på sandhed hvilende forhold
353 II, II,57 | har hjulpet os til fatte det væsentlige i naturloven,
354 II, II,57 | uretfærdighed. Samvittigheden er det eneste vidne, fordi det,
355 II, II,57 | det eneste vidne, fordi det, der finder sted i en persons
356 II, II,57 | selv. Og til gengæld er det kun personen selv, der kender
357 II, II,58 | forkynder kongens forordning. Det er derfor, samvittigheden
358 II, II,58 | bindende kraft". Derfor kan det siges, at samvittigheden
359 II, II,58 | stemme og dom gennemtrænger det inderste i menneskets sjæl,
360 II, II,58 | fortiter et suaviter kalder det til lydighed. "Samvittigheden
361 II, II,58 | uigennemtrængelig ensomhed, men åbner det for kaldet, for Guds stemme.
362 II, II,58 | mysterium og værdighed: den er det sted, det hellige sted,
363 II, II,58 | værdighed: den er det sted, det hellige sted, hvor Gud taler
364 II, II,59 | er ophav til dem, og om det øjeblik, hvor den dom vil
365 II, II,59 | på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker,
366 II, II,59 | vurdering, en vurdering, der gør det indlysende, hvad mennesket
367 II, II,59 | der allerede er udført af det. Det er en vurdering, som
368 II, II,59 | allerede er udført af det. Det er en vurdering, som på
369 II, II,59 | at man skal elske og gøre det gode og undlade det onde.
370 II, II,59 | gøre det gode og undlade det onde. Den praktiske fornufts
371 II, II,59 | naturloven; faktisk udgør det selve grundlaget for naturloven,
372 II, II,59 | grundlaget for naturloven, for det udtrykker den oprindelige
373 II, II,59 | mens naturloven åbenbarer det etisk godes objektive og
374 II, II,59 | forpligtelse i lyset af naturloven: det er forpligtelsen til at
375 II, II,59 | mest nærliggende norm for det etiske ved en frivillig
376 II, II,60 | eller i et tilfælde, hvor det mangler vished om det rette
377 II, II,60 | hvor det mangler vished om det rette og gode ved en handling,
378 II, II,60 | og gode ved en handling, det har besluttet sig til, alligevel
379 II, II,60 | udfører denne handling, dømmes det af sin egen samvittighed,
380 II, II,60 | autoritet med hensyn til det højeste gode, hvis tiltrækning
381 II, II,60 | mennesket erfarer, og hvis bud det accepterer: "Samvittigheden
382 II, II,61 | 61. Sandheden om det etisk gode, som den sandhed
383 II, II,61 | én til at tage ansvar for det gode eller det onde, man
384 II, II,61 | ansvar for det gode eller det onde, man har gjort. Hvis
385 II, II,61 | rigtige vurdering stadig om det godes universelle sandhed,
386 II, II,61 | samtidig med at den vidner om det onde, mennesket har gjort,
387 II, II,61 | mennesket har gjort, minder den det også om dets behov for med
388 II, II,61 | om tilgivelse, om at gøre det gode og konstant udvikle
389 II, II,61 | udvikle dyd.~Følgelig er det i samvittighedens praktiske
390 II, II,61 | genspejler sandheden om det gode, og ikke i vilkårlige "
391 II, II,62 | fejl. Som koncilet siger: "Det vil imidlertid ofte hænde,
392 II, II,62 | mister den ikke sin værdi. Det samme kan ikke siges om
393 II, II,62 | hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham,
394 II, II,62 | er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne" (
395 II, II,62 | gode, det som behager ham, det fuldkomne" (Rom.12,2).~Paulus'
396 II, II,62 | ikke er klar over, og som det ikke kan overvinde af sig
397 II, II,62 | tale i sandhedens navn om det gode, som subjektet er kaldet
398 II, II,63 | 63.I hvert tilfælde er det altid fra sandheden, at
399 II, II,63 | rette samvittighed, drejer det sig om den objektive sandhed,
400 II, II,63 | der tager fejl, drejer det sig om, hvad mennesket,
401 II, II,63 | subjektivt betragter som sandt. Det er aldrig tilladeligt at
402 II, II,63 | fejltagelse med hensyn til det etisk rigtige med den "objektive"
403 II, II,63 | samvittighed, der tager fejl. Det er muligt, at det forkerte,
404 II, II,63 | fejl. Det er muligt, at det forkerte, der er gjort som
405 II, II,63 | men selv i så fald ophører det ikke med at være et onde,
406 II, II,63 | relation til sandheden om det gode. Desuden bidrager en
407 II, II,63 | etiske fuldkommengørelse af det menneske, der udfører den;
408 II, II,63 | menneske, der udfører den; det gør det ikke mere fuldkomment
409 II, II,63 | der udfører den; det gør det ikke mere fuldkomment og
410 II, II,63 | hjælper ikke til at gøre det tilbøjeligt for det højeste
411 II, II,63 | gøre det tilbøjeligt for det højeste gode. Derfor bør
412 II, II,64 | vort sind (sml. Rom.12,2). Det er det hjerte, der har "
413 II, II,64 | sml. Rom.12,2). Det er det hjerte, der har "omvendt"
414 II, II,64 | hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham,
415 II, II,64 | er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne" (
416 II, II,64 | gode, det som behager ham, det fuldkomne" (Rom.12,2), er
417 II, II,64 | almindelighed bestemt nødvendig, men det er ikke tilstrækkeligt:
418 II, II,64 | er ikke tilstrækkeligt: det, der er væsentligt, er en
419 II, II,64 | connaturalitet" mellem mennesket og det sande gode. En sådan connaturalitet
420 II, II,64 | menneskets egentlige natur". Det følger heraf, at når kirken
421 II, II,64 | kristnes samvittighedsfrihed. Det er ikke kun, fordi samvittighedsfrihed
422 II, II,64 | den, men derimod bringer det de sandheder frem i lyset,
423 II,III,65 | dens natur og dens dynamik. Det er med rette blevet påpeget,
424 II,III,65 | handling; den er også inden for det valg, en beslutning om én
425 II,III,65 | sit liv ind for eller imod det gode, for eller imod sandheden,
426 II,III,65 | forfattere skal nøglerollen i det sande og gode liv tillægges
427 II,III,65 | definitive forsøg på at udtrykke det; de ville kun være dets "
428 II,III,65 | handlinger ville ikke være det absolut gode (hvor overfor
429 II,III,65 | totalt, heller ikke selv om det kun er ved at udføre dem
430 II,III,65 | dem eller nægte at gøre det, at mennesket er i stand
431 II,III,65 | planer: på den ene side det gode og det ondes orden,
432 II,III,65 | den ene side det gode og det ondes orden, som afhænger
433 II,III,66 | fundamentalt valg, der kendetegner det sande og gode liv og forpligter
434 II,III,66 | radikalt plan over for Gud. Det drejer sig om troens beslutning,
435 II,III,66 | afgørelse drejer sig altså om det fundamentale bud (sml. Jos.
436 II,III,66 | er, som Guds rige kræver. Det radikale i afgørelsen om
437 II,III,66 | frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit
438 II,III,66 | evangeliet, skal frelse det" (Mark.8,35).~ ~Jesu kald "
439 II,III,67 | frihedens valg og knytter det valg tæt til enkelte handlinger.
440 II,III,67 | fremad mod sit mål, idet det følger Guds kald. Men denne
441 II,III,67 | Guds vilje, visdom og lov. Det må derfor slås fast, at
442 II,III,67 | bevidste beslutninger for det modsatte, hvad angår etisk
443 II,III,67 | I virkeligheden udledes det etiske i menneskelige handlinger
444 II,III,67 | bestræbelse for at opfylde det sande og gode livs forskellige
445 II,III,67 | i betragtning, hvorvidt det velovervejede valg af en
446 II,III,67 | onder, der bør undgås. Når det drejer sig om positive etiske
447 II,III,67 | positive etiske bud, er det altid klogskabens opgave
448 II,III,68 | afgørelse for kærlighed, kunne det enkelte menneske fortsætte
449 II,III,68 | grundlæggende afgørelse, hvormed det "frivilligt helliger sig
450 II,III,68 | begået dødssynd krænker det Gud som lovens giver og
451 II,III,68 | sml. Jak.2,8-11), selv om det forbliver fast i troen,
452 II,III,68 | forbliver fast i troen, mister det "helliggørende nåde", "kærlighed"
453 II,III,69 | fortsætter de med at sige, er det vanskeligt, i hvert fald
454 II,III,69 | undertiden kunne tyde på. Det ville ligeledes være svært
455 II,III,70 | afgørelses" handling - som det ofte siges i vore dage -
456 II,III,70 | afvisning af kærlighed. "For det drejer sig også om dødssynd,
457 II,III,70 | menneske, af hvad grund det end må være, vidende og
458 II,III,70 | kærlighedspagt som Gud tilbyder, idet det foretrækker at vende sig
459 II, IV,71 | menneskelige handlinger. Det er netop gennem sine handlinger,
460 II, IV,71 | de udtrykker og afgør, om det menneske, der udfører dem,
461 II, IV,71 | tilstand til den anden, til det bedre eller det værre...
462 II, IV,71 | anden, til det bedre eller det værre... Nu er menneskelivet
463 II, IV,71 | altid underlagt forandring; det må altid fødes på ny...
464 II, IV,71 | en indgriben udefra, som det er tilfældet med legemlige
465 II, IV,71 | med legemlige væsner...; det er resultatet af et frit
466 II, IV,72 | 72. Det etiske ved handlinger bestemmes
467 II, IV,72 | mellem menneskets frihed og det autentisk gode. Dette gode
468 II, IV,72 | sit sidste mål: Gud selv, det højeste gode, i hvem mennesket
469 II, IV,72 | hele og fuldkomne lykke. Det første spørgsmål i den unge
470 II, IV,72 | henvisning til budene gør det også klart, at vejen til
471 II, IV,72 | også klart, at vejen til det mål er kendetegnet af respekt
472 II, IV,72 | er i overensstemmelse med det gode, kan være en vej, der
473 II, IV,72 | menneskelige handling til det sande gode og den frivillige
474 II, IV,72 | frivillige stræben efter det gode, som fornuften har
475 II, IV,72 | handling stemmer overens med det menneskelige gode, som det
476 II, IV,72 | det menneskelige gode, som det af fornuften er erkendt
477 II, IV,72 | konflikt med vort sidste mål, det højeste gode, Gud selv.~ ~
478 II, IV,73 | åbenbaring og troen klar over det "nye", som kendetegner hans
479 II, IV,73 | disse handlinger tilkommer det at vise enten overensstemmelse
480 II, IV,73 | uoverensstemmelse med den værdighed og det kald, der er skænket den
481 II, IV,73 | helliggørelse og retfærdighed og det liv, som er godt og i overensstemmelse
482 II, IV,73 | vi er gode".~Følgelig har det sande og gode liv en væsentlig "
483 II, IV,73 | teleologisk" karakter, fordi det består i den velovervejede
484 II, IV,73 | bekræftes endnu engang af det spørgsmål, den unge mand
485 II, IV,73 | afhænger af ens hensigt. Det forudsætter, at sådanne
486 II, IV,73 | 17).~Naturligvis drejer det sig om en sådan fornuftig
487 II, IV,73 | at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet,
488 II, IV,73 | her i livet, hvad enten det er godt eller ondt" (2.Kor.
489 II, IV,74 | frie handlinger af? Hvad er det, der sikrer denne henordnen
490 II, IV,74 | menneskelige handlinger til Gud? Er det det handlende subjekts hensigt,
491 II, IV,74 | handlinger til Gud? Er det det handlende subjekts hensigt,
492 II, IV,74 | Kriterierne for vurderingen af det etisk rigtige i en handling
493 II, IV,74 | utilitarisme og pragmatisme, hvor det etiske i menneskelige handlinger
494 II, IV,74 | tilvejebringe et grundlag for det sande og gode livs normer.
495 II, IV,75 | tager ikke nok hensyn til det faktum, at viljen er involveret
496 II, IV,75 | forbindelse med sandheden om det gode, og fra dens bestemmelse
497 II, IV,75 | der tilstræbes, snarere på det erkendte forhold mellem
498 II, IV,75 | dette valg, med henblik på det "større gode" eller "mindre
499 II, IV,75 | fornuft og ved åbenbaring, at det aldrig er muligt at formulere
500 II, IV,75 | modstrid med disse værdier. Det handlende subjekt ville
1-500 | 501-798 |