1-500 | 501-784
Chapter, Paragraph, Number
1 Indl | JESUS KRISTUS, DET SANDE LYS~SOM OPLYSER ETHVERT MENNESKE ~
2 Indl | særlig måde i mennesket, som er skabt i Guds billede
3 Indl, 0,1 | Kristus, "det sande lys, som oplyser ethvert menneske" (
4 Indl, 0,1 | lydighed er ikke altid let. Som et resultat af den gådefulde
5 Indl, 0,1 | på foranledning af Satan, som er en løgner og "fader til
6 Indl, 0,2 | skinner frem i menneskeånden, som psalmisten udtrykker det: "
7 Indl, 0,2 | snarere Jesus Kristus selv, som Det andet Vatikankoncil
8 Indl, 0,2 | var et forbillede på den, som skulle komme, Kristus Herren.
9 Indl, 0,2 | sml. Mark.16, 15).~Kirken som Guds folk blandt nationerne
10 Indl, 0,2 | indbyrdes forhold på en måde, som svarer til hver enkelt generations
11 Indl, 0,3 | denne kirkens holdning, og som en "ekspert i menneskekærlighed"
12 Indl, 0,3 | alle mennesker, også dem som ikke kender Kristus og hans
13 Indl, 0,3 | dette, når det siger: "De som uforskyldt er uden kundskab
14 Indl, 0,3 | evangelium og hans kirke, men som ikke desto mindre søger
15 Indl, 0,3 | gennemføre hans vilje således, som de erkender den ved deres
16 Indl, 0,3 | hjælp til frelse til dem, som ikke har haft muligheder
17 Indl, 0,3 | bevidst gudserkendelse, men som, for vist ikke uden Guds
18 Indl, 0,3 | Alt det gode og sande, som findes hos disse, bliver
19 Indl, 0,3 | bliver af kirken betragtet som tilløb til evangeliet og
20 Indl, 0,3 | evangeliet og en gave fra ham, som oplyser ethvert menneske,
21 Indl, 1,4 | sandheder i katolsk lære, som i de nuværende omstændigheder
22 Indl, 1,4 | det kristne fællesskab, som, hvad kirkens morallære
23 Indl, 1,4 | indflydelse fra tankeretninger, som ender med at skille menneskelig
24 Indl, 1,4 | læreembedet selv betragtes som kun i stand til at blande
25 Indl, 1,4 | visse teologiske holdninger, som man kan møde selv i seminarier
26 Indl, 1,4 | kristnes trosliv så vel som for selve samfundets liv.~
27 Indl, 1,4 | spørgsmål: kan Guds bud, som er skrevet på menneskehjertet
28 Indl, 1,4 | bånd mellem tro og etik, som om medlemskab af kirken
29 Indl, 1,5 | Under disse omstændigheder, som stadig eksisterer, traf
30 Indl, 1,5 | traf jeg den beslutning - som jeg meddelte i min apostolske
31 Indl, 1,5 | ærværdige brødre i bispeembedet, som med mig deler ansvaret for "
32 Indl, 1,5 | visse aspekter af læren, som er af afgørende betydning
33 Indl, 1,5 | fordi de vanskeligheder, som den skaber, har de alvorligste
34 Indl, 1,5 | fællesskabet i kirken så vel som for et retfærdigt og solidarisk
35 Indl, 1,5 | Katolske Kirkes Katekismus, som indeholder en komplet og
36 Indl, 1,5 | og i dets mange aspekter som "Guds børns" liv: "Idet
37 Indl, 1,5 | fremover at leve et liv, "som svarer til Kristi evangelium" (
38 Indl, 1,5 | nåde og hans Ånds gaver, som gør dem i stand til at leve
39 Indl, 1,5 | at leve et sådant liv". Som følge deraf vil rundskrivelsen,
40 Indl, 1,5 | henviser til Katekismen "som en sikker og autentisk tekst
41 Indl, 1,5 | følgerne af den afvisning, som den lære har mødt.~ ~
42 I, 0,6 | med den rige unge mand, som gengives i det nittende
43 I, 0,6 | Mattæusevangeliet, kan tjene som en nyttig vejledning til
44 I, 0,6 | Du skal elske din næste som dig selv." Den unge mand
45 I, 0,7 | genkende ethvert menneske, som, bevidst eller ubevidst,
46 I, 0,7 | søgen og indre tilskyndelse, som sætter friheden i bevægelse.
47 I, 0,7 | appel til det absolut gode, som tiltrækker og drager os;
48 I, 0,7 | ekkoet af et kald fra Gud, som er oprindelsen til og målet
49 I, 0,7 | det ophøjede i det kald, som de troende har modtaget
50 I, 0,8 | 8. Det spørgsmål, som den unge mand stillede Jesus
51 I, 0,8 | Mesteren, den opstandne, som altid er nærværende i kirken
52 I, 0,8 | sandheden om etisk handling. Som frelsesøkonomiens oprindelse
53 I, 0,8 | oprindelse og højdepunkt, som menneskehistoriens Alfa
54 I, 0,8 | meningen med det spørgsmål, som den rige unge mand i evangeliet
55 I, 0,8 | vejledt af ham. Jesus svarer som en tålmodig og fintfølende
56 I, 0,9 | sit hjerte til den "ene", som er god: "Ingen er god undtagen
57 I, 0,9 | spørgsmål, og at den godhed, som tiltrækker og samtidig forpligter
58 I, 0,9 | til anerkendelsen af Gud, som alene er godhed, livets
59 I, 0,10 | 10. Kirken, som er undervist af Mesterens
60 I, 0,10 | ord, tror, at mennesket, som er skabt i Skaberens billede,
61 I, 0,10 | skabt i Skaberens billede, som er forløst ved Kristi blod
62 I, 0,10 | Helligåndens nærvær, har som sit livs højeste mål at
63 I, 0,10 | jeg betragter mig selv, som jeg er kendt for dig i mine
64 I, 0,10 | Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten,
65 I, 0,10 | sig til kende og erkendes som den, der "alene er god";
66 I, 0,10 | alene er god"; den Ene, som trods menneskets synd vedbliver
67 I, 0,10 | er hellig" (3.Mos.19,2); som den Ene, der trofast mod
68 I, 0,10 | og gode liv viser sig det som svar, der er passende på
69 I, 0,10 | hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal
70 I, 0,11 | første tavle" med de bud, som kalder os til at anerkende
71 I, 0,11 | os til at anerkende Gud som alles Herre og til at tilbede
72 I, 0,11 | 8). At anerkende Herren som Gud er selve kernen i loven,
73 I, 0,11 | enkelte bud udledes, og som de er henordnet til. I budenes
74 I, 0,11 | hellige Skrifts vidnesbyrd, som på hver af dens sider er
75 I, 0,11 | vil sige anerkende Herren som Gud og vise ham den tilbedelse,
76 I, 0,11 | videregivet i Jesus, ham, som den unge mand henvender
77 I, 0,12 | helligt folk" (2. Mos.19,5-6), som skulle udbrede hans hellighed
78 I, 0,12 | stedet for syndens lov, som havde misdannet det hjerte (
79 I, 0,12 | definitivt og forelægger os dem som vejen til og betingelsen
80 I, 0,12 | for løftet "Himmeriget", som Jesus siger ved begyndelsen
81 I, 0,12 | er knyttet til dekalogen, som Gud betroede til Moses på
82 I, 0,12 | med udtrykket "evigt liv", som er deltagelse i Guds eget
83 I, 0,12 | rige unge mand: "Enhver, som har forladt hjem eller brødre
84 I, 0,13 | du skal elske din næste som dig selv"" (Matt.19,18-19).~ ~
85 I, 0,13 | Du skal elske din næste som dig selv" (Matt.19,19; sml.
86 I, 0,13 | eneste skabning på jorden, som Gud har villet for dens
87 I, 0,13 | mange forskellige planer, som karakteriserer dets identitet
88 I, 0,13 | karakteriserer dets identitet som en åndelig og legemlig skabning
89 I, 0,13 | fundamentale rettigheder".~De bud, som Jesus minder den unge mand
90 I, 0,13 | der tilhører personen, som er Guds billede, ved at
91 I, 0,13 | etiske regler formuleret som forbud. Disse forbud udtrykker
92 I, 0,13 | fri for forbrydelser... som mord, ægteskabsbrud, utugt,
93 I, 0,14 | om den gode samaritaner, som er afgørende for den fulde
94 I, 0,14 | uden kærlighed til næsten, som konkretiseres i at holde
95 I, 0,14 | ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske
96 I, 0,14 | set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set" (1.Joh.
97 I, 0,15 | den gamle og den nye pagt. Som en kommentar til Paulus'
98 I, 0,15 | lovens fylde: en fylde, som er opnået i Kristus (plenitudo
99 I, 0,15 | opfyldelse. På samme måde, som der findes Det gamle Testamente,
100 I, 0,15 | udspringer fra et kærligt hjerte, som, netop fordi det elsker,
101 I, 0,15 | budene ikke må opfattes som en minimumsgrænse, som ikke
102 I, 0,15 | opfattes som en minimumsgrænse, som ikke må overskrides, men
103 I, 0,15 | overskrides, men snarere som en vej, der indbefatter
104 I, 0,15 | en opmærksom kærlighed, som forsvarer og fremmer næstens
105 I, 0,15 | Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder,
106 I, 0,15 | jeg siger jer, "Enhver, som kaster et lystent blik på
107 I, 0,15 | levende og personlig lov, som indbyder mennesker til at
108 I, 0,16 | tilfredsstiller ikke den unge mand, som stiller Jesus endnu et spørgsmål: "
109 I, 0,16 | længsel efter noget større, som ville overskride en legalistisk
110 I, 0,16 | fattige, "de fattige i ånden", som Mattæus forklarer (Matt.
111 I, 0,16 | forbindelse med det svar, som Jesus giver på den unge
112 I, 0,16 | netop det meget "gode", som åbner mennesket for evigt
113 I, 0,17 | modenhed til at give-sig-selv, som menneskelig frihed er kaldet
114 I, 0,17 | han ejer, og følge Herren, som en indbydelse: "Vil du...".
115 I, 0,17 | Brug blot ikke friheden som påskud for kødet, men tjen
116 I, 0,17 | ikke begære," og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes
117 I, 0,17 | Du skal elske din næste som dig selv" (Rom.13,8-9).
118 I, 0,17 | om overholdelse af budene som en slags begyndende, ufuldkommen
119 I, 0,18 | kødet", oplever Guds lov som en byrde og faktisk som
120 I, 0,18 | som en byrde og faktisk som en fornægtelse eller i det
121 I, 0,18 | drives frem af kærlighed, og som vil "leve i Ånden" (Gal.
122 I, 0,18 | i Ånden" (Gal.5,16), og som ønsker at tjene andre, i
123 I, 0,18 | vej til at udøve kærlighed som noget, der frit vælges og
124 I, 0,18 | der muliggøres af nåden, som gør os i stand til at eje
125 I, 0,18 | der er vort ophøjede kald, som "sønner i Sønnen" værdigt.~
126 I, 0,18 | eneste og udelelig kærlighed, som spontant stræber mod den
127 I, 0,18 | alene: "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er
128 I, 0,18 | tydeligere: "Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig" (
129 I, 0,19 | Israels folk fulgte Gud, som førte dem gennem ørkenen
130 I, 0,19 | følge den, der er visdommen, som er blevet kød, bliver Jesu
131 I, 0,19 | Joh.14,6). Det er Jesus, som fører til Faderen, så meget
132 I, 0,20 | kærlighedens vej, en kærlighed, som af kærlighed til Gud giver
133 I, 0,20 | Jesus og af hans kærlighed, som fodvaskningen er et tegn
134 I, 0,20 | er netop den kærlighed, som Jesus ønsker skal blive
135 I, 0,20 | I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal
136 I, 0,20 | Joh.13,34-35).~Ordet "som" viser også graden af Jesu
137 I, 0,20 | livs offergave på korset som vidnesbyrdet om en kærlighed "
138 I, 0,20 | Mesters kærlighed, han som elskede "indtil det sidste".
139 I, 0,21 | blive ligedannet med ham, som blev en tjener lige til
140 I, 0,21 | kristne et lem på hans legeme, som er kirken (sml. 1.Kor.12,
141 I, 0,21 | fuldkomment at give sig selv, som Jesus - ifølge det vidnesbyrd,
142 I, 0,22 | menneskeslægten, en plan, som mennesket efter synden ikke
143 I, 0,22 | begyndelsen" forfærder disciplene, som siger: "Hvis mandens forhold
144 I, 0,22 | den modtagne gave. Således som Herren Jesus modtager sin
145 I, 0,22 | kærlighed til sine disciple: "Som Faderen har elsket mig,
146 I, 0,22 | hjerter ved Helligånden, som er givet os" (Rom.5,5).
147 I, 0,22 | spørger: "Er det kærligheden, som får os til at holde budene,
148 I, 0,22 | netop det at holde budene, som bevirker kærlighed?" Og
149 I, 0,22 | kærligheden kommer først? For den, som ikke elsker, har ingen grund
150 I, 0,23 | lovens pædagogiske funktion, som, idet den gør det syndige
151 I, 0,23 | 28); den "retfærdighed", som loven kræver, men ikke kan
152 I, 0,23 | først og fremmest opfattes som en slags påbud, fordi det,
153 I, 0,23 | evner. De er kun mulige som resultatet af en gave fra
154 I, 0,23 | resultatet af en gave fra Gud, som helbreder, genopretter og
155 I, 0,23 | nådens gave, og Åndens gave, som vi har modtaget, er allerede
156 I, 0,24 | kærlighedsbudet og af fuldkommenheden, som det er henordnet til, åbenbaret:
157 I, 0,24 | kærlighed til Gud og brødrene, som Johannes minder os om i
158 I, 0,24 | navn og elske hinanden, som han har påbudt os" (1.Joh.
159 I, 0,24 | kærlighed ved at holde budene, som Jesus siger: "Hvis I holder
160 I, 0,25 | og det er alene Kristus, som er i stand til at give det
161 I, 0,25 | definitive svar. Mesteren, som udlægger Guds bud, som opfordrer
162 I, 0,25 | som udlægger Guds bud, som opfordrer andre til at følge
163 I, 0,25 | virker midt iblandt os, som han selv lovede: "Se, jeg
164 I, 0,25 | viser sig i hans legeme, som er kirken. Derfor lovede
165 I, 0,25 | bud (sml. Joh.14,26), og som ville være princippet for
166 I, 0,25 | 8,1-13).~De etiske bud, som Gud gav i den gamle pagt,
167 I, 0,25 | gav i den gamle pagt, og som opnåede deres fuldkommenhed
168 I, 0,26 | vejledning, af Herrens bud, som de bør praktiseres i forskellige
169 I, 0,26 | om deres etiske adfærd, som var inspireret af den nye
170 I, 0,26 | de etiske forpligtelser, som de er kaldet til af evangeliet (
171 I, 0,26 | holdning og de handlinger, som udtrykker eller vidner derom (
172 I, 0,27 | og morallæren den opgave, som Jesus betroede til apostlene (
173 I, 0,27 | levende Tradition, hvorved - som Det andet Vatikankoncil
174 I, 0,27 | slægtled. Denne Tradition, som stammer fra apostlene, går
175 I, 0,27 | kirken Den hellige Skrift som vidnesbyrdet om de "store
176 I, 0,27 | vidnesbyrdet om de "store ting", som Gud har gjort i historien (
177 I, 0,27 | evangeliets levende røst", som det trofaste udtryk for
178 I, 0,27 | bistand. Den samme Ånd, som er ved begyndelsen til åbenbaringen
179 I, 0,27 | følge linien i den tolkning, som den har modtaget gennem
180 I, 0,27 | og livs store Tradition, som den er bevidnet af kirkefædrenes
181 I, 0,27 | og læreembedets lære.~ ~Som koncilet siger, er det især "
182 I, 0,27 | kirken således åbenbaret som "sandhedens søjle og grundvold" (
183 I, 0,27 | menneskeligt anliggende for så vidt som dette kræves af fundamentale
184 II, 0,28 | underordnet Gud, den Ene, som alene "er den gode"; forholdet
185 II, 0,28 | liv; Kristi efterfølgelse, som åbner den fuldkomne kærligheds
186 II, 0,28 | kilde for kirkens morallære; som Det andet Vatikankoncil
187 II, 0,28 | Hjulpet af Helligånden, som vejleder den i hele sandheden (
188 II, 0,29 | speciel form af teologien, som kaldes "moralteologi", en
189 II, 0,29 | også "teologi", for så vidt som den erkender, at oprindelsen
190 II, 0,29 | etisk handling er den Ene, som alene "er den gode", og
191 II, 0,29 | alene "er den gode", og som ved at give sig selv til
192 II, 0,29 | vare på de metoder og krav, som kendetegner deres videnskab,
193 II, 0,29 | til meddelelse af læren, som bedre svarer til tiden.
194 II, 0,29 | tænke- og følelsesmåde, sådan som den manifesterer sig i kulturlivet".~
195 II, 0,30 | egne kårs dunkle gåder, som i dag lige så vel som før
196 II, 0,30 | gåder, som i dag lige så vel som før i tiden rører ved det
197 II, 0,30 | og usigelige mysterium, som omfatter vor tilværelse,
198 II, 0,30 | og andre spørgsmål sådan som: hvad er frihed, og hvad
199 II, 0,30 | fundamentale spørgsmål, som den unge mand i evangeliet
200 II, 0,30 | lære dem at holde alt det" som han har befalet (sml. Matt.
201 II, 0,30 | efterlever den formaning, som apostlen Paulus rettede
202 II, 0,30 | levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter
203 II, 0,30 | lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din
204 II, 0,31 | fornemmelse for frihed. Som koncilets erklæring om religionsfrihed
205 II, 0,31 | mod sandheden mere og mere som grundlaget for personens
206 II, 0,31 | fra sandheden om mennesket som en skabning og som Guds
207 II, 0,31 | mennesket som en skabning og som Guds billede, og må derfor
208 II, 0,32 | tankestrømninger er gået så vidt som til at lovprise frihed i
209 II, 0,32 | den bliver noget absolut, som værdier så ville udspringe
210 II, 0,32 | det transcendente, eller som er udtrykkelig ateistiske.
211 II, 0,32 | samvittighed tillægges status som en højeste domstol for etisk
212 II, 0,32 | domstol for etisk vurdering, som videregiver kategoriske
213 II, 0,32 | giver plads for kriterier som oprigtighed, pålidelighed
214 II, 0,32 | oprindelige virkelighed som en akt af en persons fornuft,
215 II, 0,32 | udgangspunktet for tankestrømninger, som insisterer på et radikalt
216 II, 0,34 | Dette spørgsmål om etik, som Kristus giver svaret på,
217 II, 0,34 | betragter det dette problem som centralt, for der kan ikke
218 II, 0,34 | betragter vore samtidige, som i høj grad værdsætter frihed
219 II, 0,34 | ofte på en urigtig måde, som om den gav adgang til at
220 II, 0,34 | den, når den er erkendt. Som kardinal John Henry Newman,
221 II, 0,34 | sandhed, en afhængighed, som har fundet sit klareste
222 II, I,35 | bestemt frit, for så vidt som det kan forstå og acceptere
223 II, I,35 | acceptere den lov. Gud, som er den eneste, der er god,
224 II, I,35 | tankestrømninger inden for etikken, som sætter en angivelig konflikt
225 II, I,35 | selv ville blive betragtet som noget, friheden havde skabt.
226 II, I,35 | krav på en autonom etik, som faktisk ville være ensbetydende
227 II, I,36 | hørende" adfærdsformer, som involverer én selv, andre
228 II, I,36 | visse positive anliggender, som i stor udstrækning hører
229 II, I,36 | tænknings bedste tradition. Som reaktion på Det andet Vatikankoncils
230 II, I,36 | for guddommelig åbenbaring som et effektiv middel til at
231 II, I,36 | være udtryk for en lov, som mennesket på en autonom
232 II, I,36 | måde giver sig selv, og som har sin oprindelse udelukkende
233 II, I,36 | ville Gud kunne betragtes som ophav til denne lov, undtagen
234 II, I,36 | kendsgerning, at naturloven har Gud som sit ophav, og at mennesket
235 II, I,36 | deltager i den evige lov, som det ikke er op til mennesket
236 II, I,37 | en omfattende parænese, som den autonome fornuft så
237 II, I,37 | med normative direktiver, som er virkeligt "objektive",
238 II, I,37 | morallovens grundbegreber, så vel som deres dybe og inderlige
239 II, I,37 | fornufts krav på en måde, som accepterer de gyldige elementer,
240 II, I,38 | med den "sande frihed", som er et "prægtigt tegn på
241 II, I,38 | have del i Guds herredømme, som mennesket er kaldet til:
242 II, I,38 | universets Konge, skabt, som om den var et levende billede,
243 II, I,38 | opgave for mennesket, en som involverer dets frihed i
244 II, I,38 | ethvert menneske så vel som det menneskelige samfund
245 II, I,38 | autonomi, en kendsgerning som koncilets konstitution Gaudium
246 II, I,38 | værdi og deres egne love, som mennesket progressivt skal
247 II, I,39 | virkeligheders autonomi, som ville holde fast ved, "at
248 II, I,40 | kreativitet og originalitet, som karakteriserer den person,
249 II, I,40 | autoritet fra den evige lov, som ikke er nogen anden end
250 II, I,40 | retmæssige selvstændighed" som det personale subjekt for
251 II, I,40 | af den naturlige fornuft, som afledes fra den guddommelige
252 II, I,40 | Faktisk er naturloven, som vi har set, "intet andet
253 II, I,40 | selv besidder sin egen lov, som det har modtaget fra Skaberen.
254 II, I,41 | lydighed over for Gud ikke, som nogle ville mene, en heteronomi,
255 II, I,41 | ville mene, en heteronomi, som om det etiske liv var underlagt
256 II, I,41 | besidder en sådan "kundskab" som noget, der egentlig tilhører
257 II, I,41 | Loven må derfor betragtes som et udtryk for den guddommelige
258 II, I,41 | Guds billede og nærhed, han som er nærværende i alle (sml.
259 II, I,42 | frihed, der har Guds frihed som forbillede, ophæves ikke
260 II, I,42 | menneskeværd viser sig hos den, som frigjort fra lidenskabens
261 II, I,42 | sin vej mod Gud, den Ene, som "er den gode" må mennesket
262 II, I,42 | skriver Thomas af Aquin som kommentar til et vers fra
263 II, I,42 | lader os opleve lykke? og som svar på spørgsmålet siger
264 II, I,43 | Augustin definerer denne som "Guds fornuft eller vilje,
265 II, I,43 | Guds fornuft eller vilje, som befaler os at respektere
266 II, I,43 | Thomas af Aquin definerer den som "den slags guddommelig visdom,
267 II, I,43 | indvendigt fra" gennem fornuften, som ved sin naturlige kendskab
268 II, I,43 | Naturloven træder her ind som det menneskelige udtryk
269 II, I,43 | fremragende måde, for så vidt som den har del i noget af forsynet,
270 II, I,44 | menneskelige fornuft selv, som befaler os at gøre det gode
271 II, I,44 | tolk for en højere fornuft, som vor ånd og vor frihed må
272 II, I,44 | eksistere i mennesket, hvis det som sin egen højeste lovgiver
273 II, I,44 | skelnen mellem godt og ondt, som det selv udfører ved hjælp
274 II, I,44 | af tro, gennem den lov, som Gud gav til det udvalgte
275 II, I,44 | acceptere og praktisere Guds lov som en særlig gave og et særligt
276 II, I,44 | guddommelige pagt, og også som et pant på Guds velsignelse.
277 II, I,44 | der har sin gud så nær, som vi har Herren vor Gud, hver
278 II, I,44 | retfærdige love og retsregler som hele denne lov, jeg i dag
279 II, I,44 | taknemlighed og ærbødighed, som det udvalgte folk er kaldet
280 II, I,44 | i livet. "Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges
281 II, I,44 | vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på synderes vej
282 II, I,45 | Desuden modtager kirken som gave den nye lov, som er "
283 II, I,45 | kirken som gave den nye lov, som er "opfyldelsen" af Guds
284 II, I,45 | åndens lov er Helligånden..., som, idet den bor i sjælen,
285 II, I,45 | kærlighed (sml. Gal.5,6), som i det indre belærer om ting,
286 II, I,46 | De har den gerning, som loven kræver, skrevet i
287 II, I,46 | renæssance- og reformationstiden, som det kan ses i Tridentinerkoncilets
288 II, I,46 | blevet sat op mod hinanden, som om en dialektisk hvis ikke
289 II, I,46 | andre perioder syntes det, som om "naturen" helt underordnede
290 II, I,46 | specifikke karakter, ofte som om de var statistisk verificerbare
291 II, I,46 | og forklares udelukkende som former af psyko-sociale
292 II, I,46 | psyko-sociale processer. Som resultat heraf kan nogle
293 II, I,46 | et flertal af mennesker som standarden for deres fagområde
294 II, I,46 | deres fagområde og endda som dets gyldige praktiske normer.~ ~
295 II, I,46 | de opfatter ofte frihed som på en eller anden måde i
296 II, I,46 | materielle og biologiske natur, som den lidt efter lidt må hævde
297 II, I,46 | af friheden, for så vidt som den repræsenterer en begrænsning
298 II, I,46 | kendsgerning ville alt det, som er "konstrueret", med andre
299 II, I,46 | kultur", blive betragtet som produktet og resultatet
300 II, I,46 | reduceres til og behandles som et let tilgængeligt biologisk
301 II, I,47 | opfattelse af naturloven, som beskyldes for at fremstille,
302 II, I,47 | kun er biologiske love, som morallove. Som følge heraf
303 II, I,47 | biologiske love, som morallove. Som følge heraf ville en permanent
304 II, I,47 | befrugtning blev fordømt som etisk uacceptable. Efter
305 II, I,47 | overveje både menneskets natur som et fornuftbegavet og frit
306 II, I,47 | deres mening kan mennesket som et fornuftbegavet væsen
307 II, I,47 | begrænsninger hos mennesket som eksisterende i et legeme
308 II, I,47 | adfærdsmodeller og de meninger, som mennesket får i enhver given
309 II, I,47 | de, skabte Gud mennesket som et fornuftbegavet frit væsen;
310 II, I,47 | måder at arbejde på, så vel som de såkaldte "naturlige tilbøjeligheder"
311 II, I,47 | naturlige tilbøjeligheder" ville som oftest - siger de - skabe
312 II, I,48 | behandle menneskelegemet som et råmateriale uden nogen
313 II, I,48 | overensstemmelse med sin plan. Som følge heraf fremtræder menneskenaturen
314 II, I,48 | menneskenaturen og legemet som forudsætninger eller betingelser,
315 II, I,48 | sit valg, men alligevel som noget ydre i forhold til
316 II, I,48 | mellem frihed og en natur, som opfattes på en reduktionistisk
317 II, I,48 | hvorved det eksisterer som et hele - corpore et anima
318 II, I,48 | corpore et anima unus - som en person. Disse definitioner
319 II, I,48 | blot på, at det legeme, som har fået løfte om opstandelsen,
320 II, I,48 | etiske værdi af visse goder, som personen naturligt hælder
321 II, I,48 | reduceres til en frihed, som former sig selv, men omfatter
322 II, I,48 | elske og respektere personen som et mål og aldrig som blot
323 II, I,48 | personen som et mål og aldrig som blot et middel på grund
324 II, I,49 | Tridentinerkoncilet"88 - opregner som "dødssynder" eller "umoralske
325 II, I,49 | bestemte adfærdsformer, som, hvis de frivilligt accepteres,
326 II, I,50 | den menneskelige natur", som er selve personen i sjæls
327 II, I,50 | kan denne lov ikke tænkes som simpelt hen et sæt af normer
328 II, I,50 | den må derimod defineres som den fornuftige orden, hvorved
329 II, I,50 | kærlighed til næsten eller som et vidnesbyrd om sandheden.
330 II, I,50 | totalitet", det vil sige, som "en sjæl, der udtrykker
331 II, I,50 | udtrykker sig i et legeme, og som et legeme, der præges af
332 II, I,50 | etisk relevans, i samme grad som de har relation til den
333 II, I,50 | fuldbyrdelse, en fuldbyrdelse som for den sags skyld altid
334 II, I,50 | manipulationer med legemlighed, som ændrer dens menneskelige
335 II, I,51 | undtagen i bogen om det lys, som kaldes sandhed. Derfra kopieres
336 II, I,51 | skønheden.~Den adskillelse, som nogle har anbragt mellem
337 II, I,51 | enkeltpersoners frihed og naturen, som alle er fælles om, tilslører
338 II, I,51 | personens frie handlinger, som skal vidne om det sande
339 II, I,51 | Guds nåde den kærlighed, "som er fuldkommenhedens bånd" (
340 II, I,52 | og at ære ens forældre, som de fortjener. Positive påbud
341 II, I,52 | fortjener. Positive påbud som disse, der befaler os at
342 II, I,52 | pligten til at gøre det gode, som de positive bud giver udtryk
343 II, I,52 | desuden af omstændighederne, som ikke alle kan forudses;
344 II, I,52 | adfærdsformer, der aldrig, i nogen som helst situation, kan være
345 II, I,52 | være en passende reaktion, som er i overensstemmelse med
346 II, I,52 | altid muligt, at mennesket, som resultat af tvang eller
347 II, I,52 | gamle og Det nye Testamente. Som vi har set, bekræfter Jesus
348 II, I,53 | objektive normer for moral", som gælder for alle nutidens
349 II, I,53 | fremtidens mennesker så vel som for fortidens. Er det nogen
350 II, I,53 | der er truffet i fortiden, som universelt gyldige og altid
351 II, I,53 | noget om det fremskridt, som menneskeheden ville gøre
352 II, I,53 | der er noget i mennesket, som går ud over disse kulturer.
353 II, I,53 | strukturelle elementer, som er forbundet med dets egen
354 II, I,53 | under alle forandringer, det som har sit fundament i Kristus,
355 II, I,53 | fundament i Kristus, han som i går og i dag er den samme,
356 II, I,53 | Kristus er "begyndelsen", som efter at have antaget menneskenatur,
357 II, II,54 | hjerte", i dets samvittighed. Som Det andet Vatikankoncil
358 II, II,54 | opdager mennesket en lov, som det ikke giver sig selv,
359 II, II,54 | ikke giver sig selv, men som forlanger at adlydes, en
360 II, II,54 | forlanger at adlydes, en røst, som opfordrer det til at elske
361 II, II,54 | til at sky det onde, og som siger til hjertet, når det
362 II, II,54 | For mennesket har en lov, som Gud har skrevet i dets hjerte.
363 II, II,54 | forståelse af samvittigheden, som adskiller sig fra kirkens
364 II, II,55 | værdien af samvittigheden, som koncilet selv definerede
365 II, II,55 | koncilet selv definerede som "menneskets helligste kerne
366 II, II,55 | overholdelse af universelle normer som til en kreativ og ansvarlig
367 II, II,55 | af de personlige opgaver, som er betroet det af Gud.~I
368 II, II,56 | der af moralloven betegnes som i sig selv ondt. Således
369 II, II,57 | at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i
370 II, II,57 | deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager
371 II, II,58 | autoritet, men befaler dem som stammende fra Guds autoritet,
372 II, II,58 | stemme. Heri og ikke i noget som helst andet ligger den moralske
373 II, II,59 | samvittigheden fungerer som et "vidne", han viser også,
374 II, II,59 | om "modstridende tanker", som anklager eller forsvarer
375 II, II,59 | eller fordømmer, alt efter som menneskelige handlinger
376 II, II,59 | dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker,
377 II, II,59 | gøre eller ikke gøre, eller som bedømmer en handling, der
378 II, II,59 | det. Det er en vurdering, som på en konkret situation
379 II, II,59 | Guds skabende visdom, der som en uudslukkelig gnist (scintilla
380 II, II,59 | arbejde ved er noget godt, som han eller hun er kaldet
381 II, II,60 | af sin egen samvittighed, som er den nærmeste norm for
382 II, II,60 | sandheden om etisk godt og ondt, som den er kaldet til at lytte
383 II, II,60 | indpræget i den, den norm som begrunder og betinger dens
384 II, II,61 | Sandheden om det etisk gode, som den sandhed er bekendtgjort
385 II, II,61 | samvittighedens vurdering, som får én til at tage ansvar
386 II, II,61 | universelle sandhed, så vel som om ondskaben i dets konkrete
387 II, II,61 | forbliver også i mennesket som et løfte om håb og barmhjertighed;
388 II, II,61 | samvittigheden sig i "domme", som genspejler sandheden om
389 II, II,61 | gjort også den persons, som er deres subjekt - måles
390 II, II,62 | godt~62. Samvittigheden er som vurderingen af en handling
391 II, II,62 | muligheden for at tage fejl. Som koncilet siger: "Det vil
392 II, II,62 | ikke siges om et menneske, som kun bryder sig lidt om at
393 II, II,62 | eller om den samvittighed, som lidt efter lidt er blevet
394 II, II,62 | sammenfatter koncilet den lære, som kirken ned gennem århundrederne
395 II, II,62 | hensyn til den samvittighed, som tager fejl.~ ~For at have
396 II, II,62 | overensstemmelse med denne sandhed. Som Paulus siger, må samvittigheden "
397 II, II,62 | Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne" (
398 II, II,62 | uvidenhed, en uvidenhed, som subjektet ikke er klar over,
399 II, II,62 | subjektet ikke er klar over, og som det ikke kan overvinde af
400 II, II,62 | sandhedens navn om det gode, som subjektet er kaldet til
401 II, II,63 | om den objektive sandhed, som mennesket har modtaget;
402 II, II,63 | fejlagtigt, subjektivt betragter som sandt. Det er aldrig tilladeligt
403 II, II,63 | det forkerte, der er gjort som resultat af uovervindelig
404 II, II,63 | handling, der ikke erkendes som sådan, ikke til den etiske
405 II, II,63 | Salme 19,13). Der er synder, som vi ikke ser, men som ikke
406 II, II,63 | synder, som vi ikke ser, men som ikke desto mindre vedbliver
407 II, II,63 | lyset (sml. Joh.9,39-41).~Som den højeste konkrete vurdering
408 II, II,63 | kan siges om et menneske, som kun bryder sig meget "lidt
409 II, II,63 | eller om den samvittighed, som lidt efter lidt er blevet
410 II, II,63 | hentyder til den samvittighed, som er blevet misdannet, når
411 II, II,64 | kærlighed til, hvad der er godt, som virkelig er kilden til samvittighedens "
412 II, II,64 | Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne" (
413 II, II,64 | forme deres samvittighed. Som koncilet siger: "Idet de
414 II, II,64 | opmærksomme på den gudgivne lære, som kirken står inde for. Den
415 II, II,64 | forkyndelse af den sandhed, som Kristus er, og samtidig
416 II, II,64 | stadfæste de etiske principper, som følger af menneskets egentlige
417 II, II,64 | sandheder frem i lyset, som den allerede burde eje,
418 II,III,65 | Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet" (Gal.
419 II,III,65 | vigtigheden af bestemte valg, som "former" et menneskes hele
420 II,III,65 | menneskes hele etiske liv, og som tjener som grænser inden
421 II,III,65 | etiske liv, og som tjener som grænser inden for hvilke
422 II,III,65 | forskellig fra valgfrihed, og som må tages i betragtning,
423 II,III,65 | bestemme menneskets frihed som person totalt, heller ikke
424 II,III,65 | enkelte "timelige" valg som "rigtige" eller "forkerte"
425 II,III,65 | gode og det ondes orden, som afhænger af viljen, og på
426 II,III,65 | adfærdsformer, der vurderes som rigtige eller forkerte udelukkende
427 II,III,65 | kommer til at blive betragtet som en blot fysisk proces og
428 II,III,65 | handling. Den konklusion, som dette til sidst fører til,
429 II,III,66 | helt til Gud, skænker Gud, som åbenbarer sig, "fuld underkastelse
430 II,III,66 | underkastelse så vel i sin fornuft som i sin vilje"". Denne tro,
431 II,III,66 | I dekalogen finder man som en indledning til de forskellige
432 II,III,66 | din Gud..." (2.Mos.20,2), som ved at præge deres oprindelige
433 II,III,66 | den meget kostbare perle, som man sælger alle sine ejendele
434 II,III,66 | ubetinget den afgørelse er, som Guds rige kræver. Det radikale
435 II,III,66 | beslutninger, der kan beskrives som indbefattende en fundamental
436 II,III,66 | Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet". Denne
437 II,III,66 | valget af enkelte handlinger, som i de ovenfor omtalte tendenser.~ ~
438 II,III,67 | med selve Skriftens lære, som betragter den fundamentale
439 II,III,67 | grundlæggende afgørelse som et ægte frihedens valg og
440 II,III,67 | overvejelse af de muligheder, som den sætter i gang, og de
441 II,III,67 | gang, og de beslutninger, som udtrykker den, yder ikke
442 II,III,67 | grundlæggende afgørelse, forstået som en intention, der er fri
443 II,III,67 | bestemt bindende indhold eller som en intention uden nogen
444 II,III,67 | er angivet af naturloven som goder, der bør tilstræbes,
445 II,III,67 | betragtning af andre pligter, som kan være vigtigere eller
446 II,III,67 | handlinger eller adfærdsformer som i sig selv onde, tillader
447 II,III,67 | acceptabel vis plads for nogen som helst "kreativ" modsat afgørelse".
448 II,III,67 | afstå fra den handling, som den forbyder.~ ~
449 II,III,68 | i modstrid med Guds bud, som de er fremlagt af kirken.~
450 II,III,68 | dødssynd krænker det Gud som lovens giver og bliver som
451 II,III,68 | som lovens giver og bliver som et resultat heraf skyldig
452 II,III,68 | kærlighed" og "evig salighed". Som Tridentinerkoncilet lærer: "
453 II,III,69 | Dødssynd og tilgivelig synd~69. Som vi lige har set, har overvejelse
454 II,III,69 | den modstand mod Guds lov, som forårsager tabet af helliggørende
455 II,III,69 | teologer eksisterer dødssynd, som skiller mennesket fra Gud,
456 II,III,69 | udføres på et frihedsplan, som hverken kan identificeres
457 II,III,69 | genstand for bevidst viden. Som følge deraf, fortsætter
458 II,III,69 | ofte kunne begå dødssynder, som dets handlingers "genstand"
459 II,III,70 | Og bispesynoden i 1983, som denne skrivelse udgik fra, "
460 II,III,70 | tilfælde, hvor en handling, som er alvorlig på grund af
461 II,III,70 | grundlæggende afgørelses" handling - som det ofte siges i vore dage -
462 II,III,70 | imod Gud", betragtet enten som en eksplicit og formel afvisning
463 II,III,70 | Gud eller ens næste eller som en implicit og ubevidst
464 II,III,70 | Gud og mister kærlighed. Som følge heraf kan den fundamentale
465 II,III,70 | der forekomme situationer, som er meget komplekse og uklare
466 II,III,70 | psykologisk synspunkt, og som påvirker synderens subjektive
467 II,III,70 | omstændigheder er forkerte, som ikke ville inddrage denne
468 II,III,70 | lov, den kærlighedspagt som Gud tilbyder, idet det foretrækker
469 II,III,70 | på en tilsvarende måde, som i enhver ulydig handling
470 II, IV,71 | lov og menneskets frihed, som har sit inderste og levende
471 II, IV,71 | mennesket opnår fuldkommenhed som menneske, som en, der er
472 II, IV,71 | fuldkommenhed som menneske, som en, der er kaldet til at
473 II, IV,71 | mennesket, men i samme grad, som de er velovervejede valg,
474 II, IV,71 | ved en indgriben udefra, som det er tilfældet med legemlige
475 II, IV,71 | beslutninger skaber os selv, som vi vil".~ ~
476 II, IV,72 | Dette gode er grundlagt som den evige lov ved guddommelig
477 II, IV,72 | udførelsen af gode gerninger, som er befalet af den ene, som "
478 II, IV,72 | som er befalet af den ene, som "er den gode", er den absolut
479 II, IV,72 | lykke. Kun den handling, som er i overensstemmelse med
480 II, IV,72 | stræben efter det gode, som fornuften har erkendt, er
481 II, IV,72 | aktivitet ikke bedømmes som etisk rigtig, blot fordi
482 II, IV,72 | med det menneskelige gode, som det af fornuften er erkendt
483 II, IV,73 | troen klar over det "nye", som kendetegner hans eller hendes
484 II, IV,73 | eller hendes handlinger som etiske; disse handlinger
485 II, IV,73 | skabning", et Guds barn, som ved sine handlinger viser
486 II, IV,73 | med billedet af den Søn, som er den førstefødte blandt
487 II, IV,73 | Fader, Søn og Helligånd. Som Cyrillus af Alexandria skriver,
488 II, IV,73 | retfærdighed og det liv, som er godt og i overensstemmelse
489 II, IV,73 | skønhed skinner frem i os, som er i Kristus, når vi i vore
490 II, IV,73 | er ikke noget subjektivt, som kun afhænger af ens hensigt.
491 II, IV,73 | dette mål, og for så vidt som de er i overensstemmelse
492 II, IV,73 | retfærdige og gode dommer, der, som Paulus minder os om, belønner
493 II, IV,74 | fordi den etiske orden, som fastlagt af naturloven,
494 II, IV,75 | 75. Men som del af forsøget på at udarbejde
495 II, IV,75 | involveret i de konkrete valg, som den træffer: disse valg
496 II, IV,75 | inspireret af et frihedsbegreb, som ser bort fra de aktuelle
497 II, IV,75 | konsekvenser. Denne "teleologismus" som en metode til at opdage
498 II, IV,75 | bestemte adfærdsformer, som under alle omstændigheder
499 II, IV,75 | egentlige etiske værdier som kærlighed til Gud og næsten,
500 II, IV,75 | den før-etiske ordens, som nogle kalder ikke-etisk,
1-500 | 501-784 |