1-500 | 501-583
Chapter, Paragraph, Number
1 Indl | alle Skaberens værker og på en særlig måde i mennesket,
2 Indl, 0,1 | foranledning af Satan, som er en løgner og "fader til løgnen" (
3 Indl, 0,1 | det sig til at søge efter en illusorisk frihed adskilt
4 Indl, 0,1 | hjerte forbliver der altid en længsel efter den absolutte
5 Indl, 0,1 | efter den absolutte sandhed, en tørst efter at komme til
6 Indl, 0,2 | deres indbyrdes forhold på en måde, som svarer til hver
7 Indl, 0,3 | kirkens holdning, og som en "ekspert i menneskekærlighed"
8 Indl, 0,3 | muligheder for at nå frem til en bevidst gudserkendelse,
9 Indl, 0,3 | tilløb til evangeliet og en gave fra ham, som oplyser
10 Indl, 1,4 | bispekollegiet, udviklet og fremsat en morallære hvad angår de
11 Indl, 1,4 | bistand har de bidraget til en bedre forståelse af den
12 Indl, 1,4 | repræsenterer deres lære en stadig dybere viden, hvad
13 Indl, 1,4 | Der er faktisk opstået en ny situation inden for selve
14 Indl, 1,4 | og mange indvendinger af en menneskelig, psykologisk,
15 Indl, 1,4 | drejer sig ikke længere om en begrænset og lejlighedsvis
16 Indl, 1,4 | lejlighedsvis afvigelse, men om en total og systematisk dragen
17 Indl, 1,4 | omstændigheder? Der høres også ofte en mening, der betvivler det
18 Indl, 1,4 | etikkens område kunne tolereres en mangfoldighed af meninger
19 Indl, 1,5 | års dødsdag - at skrive en rundskrivelse med det formål
20 Indl, 1,5 | imødegå, hvad der bestemt er en ægte krise, fordi de vanskeligheder,
21 Indl, 1,5 | først offentliggøres nu, er en af grundene dertil, at det
22 Indl, 1,5 | Katekismus, som indeholder en komplet og systematisk fremstilling
23 Indl, 1,5 | henviser til Katekismen "som en sikker og autentisk tekst
24 Indl, 1,5 | kirkens morallære i form af en nødvendig sondring med hensyn
25 Indl, 1,5 | fremsætte principperne for en morallære, der bygger på
26 I, 0,6 | Der kom en hen til Jesus..." (Matt.
27 I, 0,6 | Mattæusevangeliet, kan tjene som en nyttig vejledning til endnu
28 I, 0,6 | endnu engang at lytte på en levende og direkte måde
29 I, 0,6 | fundament. "Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: "
30 I, 0,6 | fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så
31 I, 0,7 | 7. "Og se, der kom en hen til Jesus...". I den
32 I, 0,7 | spørgsmål er i sidste instans en appel til det absolut gode,
33 I, 0,7 | andet Vatikankoncil til en fornyelse af moralteologien,
34 I, 0,8 | mand fornemmer, at der er en forbindelse mellem det etisk
35 I, 0,8 | hans egen skæbne. Han er en from israelit, der så at
36 I, 0,8 | tilbedelse af Gud, men også i en dyb undren over én selv".~
37 I, 0,8 | af ham. Jesus svarer som en tålmodig og fintfølende
38 I, 0,9 | den unge mand skal have en klar opfattelse af, hvorfor
39 I, 0,10 | kærligheden er faktisk af Gud på en sådan måde, så Gud selv
40 I, 0,11 | sider er gennemtrængt af en levende opfattelse af Guds
41 I, 0,11 | opfyldelse" kan kun komme fra en Guds gave: tilbudet om at
42 I, 0,12 | loven ville blive skrevet på en ny og definitiv måde på
43 I, 0,12 | for i det vil der bo "en ny ånd", Guds Ånd (sml.
44 I, 0,12 | På denne måde dannes der en tæt forbindelse mellem evigt
45 I, 0,12 | begyndelsen af "Bjergprædikenen" - en prædiken, der indeholder
46 I, 0,12 | allerede nu et sandhedens lys, en kilde til mening med livet,
47 I, 0,12 | kilde til mening med livet, en kun lige påbegyndt deltagelse
48 I, 0,13 | sammenhængen i samtalen og især ved en sammenligning af Mattæus'
49 I, 0,13 | karakteriserer dets identitet som en åndelig og legemlig skabning
50 I, 0,13 | Katekismus, at "de ti bud er en del af Guds åbenbaring.
51 I, 0,14 | hader sin broder, er han en løgner, for den, der ikke
52 I, 0,14 | formaning, der udtrykkes på en vidunderlig og utvetydig
53 I, 0,15 | gamle og den nye pagt. Som en kommentar til Paulus' udtalelse,
54 I, 0,15 | enden ikke i betydningen af en mangel ved loven, men i
55 I, 0,15 | betydningen af lovens fylde: en fylde, som er opnået i Kristus (
56 I, 0,15 | budene ikke må opfattes som en minimumsgrænse, som ikke
57 I, 0,15 | overskrides, men snarere som en vej, der indbefatter en
58 I, 0,15 | en vej, der indbefatter en etisk og åndelig færd mod
59 I, 0,15 | begå drab" til et kald til en opmærksom kærlighed, som
60 I, 0,15 | forbyder ægteskabsbrud, bliver en opfordring til at betragte
61 I, 0,15 | til at betragte andre på en ren måde, i stand til at
62 I, 0,15 | kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede
63 I, 0,15 | totalt: han selv bliver en levende og personlig lov,
64 I, 0,16 | større, som ville overskride en legalistisk tolkning af
65 I, 0,16 | fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så
66 I, 0,16 | originalitet og dybde er de en slags selvportræt af Kristus
67 I, 0,17 | ejer, og følge Herren, som en indbydelse: "Vil du...".
68 I, 0,17 | overholdelse af budene som en slags begyndende, ufuldkommen
69 I, 0,17 | For i mine lemmer ser jeg en anden lov, der er i strid
70 I, 0,17 | vove at sige dette undtagen en, der er stolt, en der er
71 I, 0,17 | undtagen en, der er stolt, en der er uværdig til vor befriers
72 I, 0,18 | kødet", oplever Guds lov som en byrde og faktisk som en
73 I, 0,18 | en byrde og faktisk som en fornægtelse eller i det
74 I, 0,18 | fornægtelse eller i det mindste en begrænsning af deres egen
75 I, 0,18 | leves. De føler virkelig en indre drift - en ægte "nødvendighed"
76 I, 0,18 | virkelig en indre drift - en ægte "nødvendighed" og ikke
77 I, 0,18 | nødvendighed" og ikke længere en slags tvang - til ikke at
78 I, 0,18 | fuldt ud". Dette er stadig en usikker og skrøbelig vej,
79 I, 0,18 | er på jorden, men det er en, der muliggøres af nåden,
80 I, 0,18 | leve vort etiske liv på en måde, der er vort ophøjede
81 I, 0,18 | kærlighed er ikke begrænset til en lille udvalgt gruppe. Opfordringen, "
82 I, 0,18 | og løftet "så vil du have en skat i himlene", er rettet
83 I, 0,18 | mand står til tjeneste for en eneste og udelelig kærlighed,
84 I, 0,19 | mig" (Matt.19,21). Det er en opfordring, hvis utrolige
85 I, 0,19 | først til dem, han betror en særlig opgave, begyndende
86 I, 0,19 | troende er kaldet til at være en Kristi efterfølger (sml.
87 I, 0,19 | tilbøjelig til at lytte til en lære og lydigt acceptere
88 I, 0,19 | Jesu discipel virkeligt en Guds discipel (sml. Joh.
89 I, 0,20 | ham på kærlighedens vej, en kærlighed, som af kærlighed
90 I, 0,20 | korset som vidnesbyrdet om en kærlighed "indtil det sidste" (
91 I, 0,21 | efterfølge Kristus er ikke en ydre efterligning, for det
92 I, 0,21 | i dets inderste. At være en Kristi efterfølger betyder
93 I, 0,21 | ligedannet med ham, som blev en tjener lige til at give
94 I, 0,22 | 19,3-10) afviser Jesus i en tolkning af den mosaiske
95 I, 0,22 | skilsmisse, idet han henviser til en "begyndelse", der er mere
96 I, 0,22 | plan for menneskeslægten, en plan, som mennesket efter
97 I, 0,22 | men samtidig fastslår en generel regel, peger han
98 I, 0,23 | og fremmest opfattes som en slags påbud, fordi det,
99 I, 0,23 | mulige som resultatet af en gave fra Gud, som helbreder,
100 I, 0,24 | åbenbaret: vi taler om en mulighed, der er åbnet for
101 I, 0,24 | apostlenes prædiken og på en bemærkelsesværdig måde sammenfatte
102 I, 0,24 | ved hans nåde var blevet en levende lov, en levende
103 I, 0,24 | var blevet en levende lov, en levende bog".~ ~
104 I, 0,25 | unge mand, fortsætter på en vis måde i enhver af historiens
105 I, 0,26 | og kulturelle situationer en etisk lære med præcise adfærdsregler.
106 I, 0,27 | apostlene (sml. Matt.28,19-20), en opgave, der fortsætter i
107 I, 0,27 | tegnet på og frugten af en dybere indsigt i åbenbaringen
108 I, 0,27 | indsigt i åbenbaringen og af en forståelse i troens lys
109 II, 0,28 | hellige Skrift med at være en levende og frugtbar kilde
110 II, 0,28 | 4,1); den har gennemført en læremæssig udvikling analog
111 II, 0,29 | altså blevet udviklet i en speciel form af teologien,
112 II, 0,29 | som kaldes "moralteologi", en videnskab, der samtidig
113 II, 0,29 | fornufts krav. Moralteologi er en overvejelse, der beskæftiger
114 II, 0,29 | bedre svarer til tiden. For en ting er selve troens skat,
115 II, 0,29 | det vil sige sandheder - en anden ting den måde, de
116 II, 0,29 | konstant". Dette førte til en yderligere opfordring, der
117 II, 0,29 | overvejelser, der tilbydes i en form der er mere egnet til
118 II, 0,30 | der besidder et lys og en kraft, der er i stand til
119 II, 0,30 | etiske overvejelse inden for en interdisciplinær sammenhæng,
120 II, 0,30 | undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde
121 II, 0,31 | har mennesker i vore dage en særlig stærk fornemmelse
122 II, 0,31 | samvittighedens vej, er absolut en af den moderne kulturs positive
123 II, 0,31 | sandheden om mennesket som en skabning og som Guds billede,
124 II, 0,32 | til at lovprise frihed i en sådan grad, så den bliver
125 II, 0,32 | samvittighed tillægges status som en højeste domstol for etisk
126 II, 0,32 | forsikring om, at man har en forpligtelse til at følge
127 II, 0,32 | der med urette tilføjet en forsikring om, at ens etiske
128 II, 0,32 | overensstemmelse med sig selv" i en sådan grad, så nogle er
129 II, 0,32 | nogle er nået til at antage en radikal subjektivistisk
130 II, 0,32 | Når først engang ideen om en universel sandhed om det
131 II, 0,32 | oprindelige virkelighed som en akt af en persons fornuft,
132 II, 0,32 | virkelighed som en akt af en persons fornuft, hvis funktion
133 II, 0,32 | universelle viden om det gode i en bestemt situation og således
134 II, 0,32 | situation og således udtrykke en vurdering om den rette opførsel,
135 II, 0,32 | nu. I stedet for er der en tilbøjelighed til at indrømme
136 II, 0,32 | overensstemmelse dermed. En sådan livsanskuelse passer
137 II, 0,32 | livsanskuelse passer helt til en individualistisk etik, hvori
138 II, 0,32 | denne individualisme til en fornægtelse af selve ideen
139 II, 0,32 | fornægtelse af selve ideen om en menneskelig natur.~Disse
140 II, 0,33 | disse teorier hvis ikke med en direkte benægtelse af universelle
141 II, 0,33 | værdier i det mindste med en relativistisk opfattelse
142 II, 0,34 | forfægter den imidlertid ofte på en urigtig måde, som om den
143 II, 0,34 | sandheden, eksisterer der en vigtigere og alvorlig etisk
144 II, 0,34 | Hvis vi ønsker at foretage en kritisk sondring af disse
145 II, 0,34 | sondring af disse tendenser - en sondring, der er i stand
146 II, 0,34 | afhængighed af sandhed, en afhængighed, som har fundet
147 II, I,35 | Guds bud. Og det besidder en utrolig vidtgående frihed,
148 II, I,35 | for etikken, som sætter en angivelig konflikt mellem
149 II, I,35 | skabe værdier" og ville have en forrang for sandheden i
150 II, I,35 | forrang for sandheden i en sådan grad, så sandhed i
151 II, I,35 | ville således gøre krav på en autonom etik, som faktisk
152 II, I,36 | tvunget til at foretage en gennemgribende nytænkning
153 II, I,36 | denne lov, krav, der skaber en forpligtelse for viljen,
154 II, I,36 | viljen, udelukkende fordi en sådan forpligtelse forinden
155 II, I,36 | ville udgøre grænserne for en kun "menneskelig" etik;
156 II, I,36 | de ville være udtryk for en lov, som mennesket på en
157 II, I,36 | en lov, som mennesket på en autonom måde giver sig selv,
158 II, I,36 | konstante lære ført til en benægtelse af den kendsgerning,
159 II, I,37 | sande og gode liv indenfor i en kristen sammenhæng har visse
160 II, I,37 | med katolsk lære indført en skarp skelnen mellem en
161 II, I,37 | en skarp skelnen mellem en etisk orden, der ville være
162 II, I,37 | værdi for denne verden, og en frelsesorden, for hvilken
163 II, I,37 | betydning. Dette har så ført til en faktisk benægtelse af, at
164 II, I,37 | begrænset til at fremsætte en formaning, en omfattende
165 II, I,37 | fremsætte en formaning, en omfattende parænese, som
166 II, I,37 | Naturligvis indbefatter en autonomi, der opfattes på
167 II, I,37 | måde, også benægtelsen af en specifik læremæssig kompetence
168 II, I,37 | Ingen kan undgå at se, at en sådan tolkning af den menneskelige
169 II, I,37 | uforenelige med katolsk lære.~ ~I en sådan sammenhæng er det
170 II, I,37 | menneskelige fornufts krav på en måde, som accepterer de
171 II, I,38 | menneskets herredømme i en vis forstand udstrækker
172 II, I,38 | dette siges, undtagen om en konge?... Således blev menneskenaturen,
173 II, I,38 | over verden repræsenterer en stor og ansvarsfuld opgave
174 II, I,38 | ansvarsfuld opgave for mennesket, en som involverer dets frihed
175 II, I,38 | det menneskelige samfund en berettiget autonomi, en
176 II, I,38 | en berettiget autonomi, en kendsgerning som koncilets
177 II, I,39 | opnå fuldkommenhed. At opnå en sådan fuldkommenhed vil
178 II, I,39 | Alligevel advarer koncilet mod en forkert opfattelse af de
179 II, I,39 | mennesket selv angår, giver en sådan opfattelse af autonomi
180 II, I,40 | den guddommelige visdom, en virkelig menneskelig lov.
181 II, I,40 | autonom ville forudsætte en benægtelse af den praktiske
182 II, I,40 | eller hvis den ville antyde en frihed, der skaber etiske
183 II, I,41 | ikke, som nogle ville mene, en heteronomi, som om det etiske
184 II, I,41 | dets frihed. Faktisk ville en etisk heteronomi betyde
185 II, I,41 | etisk heteronomi betyde en benægtelse af menneskets
186 II, I,41 | forløsende menneskevordelse. En sådan heteronomi ville ikke
187 II, I,41 | ville ikke være andet end en slags fremmedgørelse, i
188 II, I,41 | ikke oprindeligt besidder en sådan "kundskab" som noget,
189 II, I,42 | engagement, hverken ledet af en blind indre drift eller
190 II, I,43 | fornuft, hvorved det har en naturlig tilbøjelighed til
191 II, I,44 | den var stemme og tolk for en højere fornuft, som vor
192 II, I,44 | rettigheder og til at godkende en vis adfærd: "Nu ville alt
193 II, I,44 | praktisere Guds lov som en særlig gave og et særligt
194 II, I,44 | for Guds lov, sammen med en formaning om at kende den,
195 II, I,45 | og i hans Ånd. Dette er en "indre" lov (sml. Jer.31,
196 II, I,45 | kød og blod" (2.Kor.3,3); en fuldkommenhedens og frihedens
197 II, I,45 | til at handle".~Selv om en moralteologisk overvejelse
198 II, I,46 | tid er kendetegnet, dog i en anden forstand, af en lignende
199 II, I,46 | i en anden forstand, af en lignende spænding. Forkærligheden
200 II, I,46 | op mod hinanden, som om en dialektisk hvis ikke en
201 II, I,46 | en dialektisk hvis ikke en absolut konflikt mellem
202 II, I,46 | betragte resultaterne af en statistisk undersøgelse
203 II, I,46 | opfatter ofte frihed som på en eller anden måde i modsætning
204 II, I,46 | vidt som den repræsenterer en begrænsning og en benægtelse
205 II, I,46 | repræsenterer en begrænsning og en benægtelse af friheden.
206 II, I,46 | verden bortset fra frihed. I en sådan opfattelse ville naturen
207 II, I,46 | gjort, ikke engang have en natur; det ville være sit
208 II, I,47 | morallove. Som følge heraf ville en permanent og uforanderlig
209 II, I,47 | uforanderlig karakter på en for overfladisk måde blive
210 II, I,47 | hævder de, på basis af en naturalistisk opfattelse
211 II, I,47 | teologers mening undlader en etisk negativ vurdering
212 II, I,47 | at det former sit liv på en personlig og fornuftig måde.
213 II, I,47 | oftest - siger de - skabe en almindelig indstilling til
214 II, I,48 | forbindelse med naturloven.~En frihed, der gør krav på
215 II, I,48 | spændingen mellem frihed og en natur, som opfattes på en
216 II, I,48 | en natur, som opfattes på en reduktionistisk måde ved
217 II, I,48 | reduktionistisk måde ved en splittelse i mennesket selv.~ ~
218 II, I,48 | corpore et anima unus - som en person. Disse definitioner
219 II, I,48 | menneskelige persons værdighed - en værdighed, der må hævdes
220 II, I,48 | person ikke kan reduceres til en frihed, som former sig selv,
221 II, I,48 | former sig selv, men omfatter en særlig åndelig og legemlig
222 II, I,49 | 49. En lære, der adskiller den
223 II, I,49 | Skriftens og Traditionens lære. En sådan lære genopliver i
224 II, I,49 | menneskelige person til en "åndelig" og rent formel
225 II, I,50 | fundamentale goder, således en etisk betydning med hensyn
226 II, I,50 | totalitet", det vil sige, som "en sjæl, der udtrykker sig
227 II, I,50 | et legeme, der præges af en udødelig ånd", kan legemets
228 II, I,50 | naturlige tilbøjeligheder kun en etisk relevans, i samme
229 II, I,50 | dens sande fuldbyrdelse, en fuldbyrdelse som for den
230 II, I,52 | skabt til "et fælles kald og en fælles guddommelig bestemmelse".
231 II, I,52 | om forbud, der forbyder en given handling semper et
232 II, I,52 | ingen øvre grænse, men har en lavere grænse; under denne
233 II, I,52 | helst situation, kan være en passende reaktion, som er
234 II, I,53 | mennesket altid eksisterer i en bestemt kultur, men det
235 II, I,53 | kulturelle sammenhænge, en formulering, der bedst ville
236 II, II,54 | samvittighed opdager mennesket en lov, som det ikke giver
237 II, II,54 | som forlanger at adlydes, en røst, som opfordrer det
238 II, II,54 | ikke det. For mennesket har en lov, som Gud har skrevet
239 II, II,54 | afgudsdyrkelse - fører her til en "kreativ" forståelse af
240 II, II,55 | funktion blevet reduceret til en simpel anvendelse af generelle
241 II, II,55 | individuelle tilfælde i en persons liv. Men de normer,
242 II, II,55 | Mens sådanne normer til en vis grad kan være nyttige
243 II, II,55 | grad kan være nyttige til en korrekt vurdering af situationen,
244 II, II,55 | fænomenet samvittighed, en kompleksitet, der er dybt
245 II, II,55 | ikke så meget mennesket til en omhyggelig overholdelse
246 II, II,55 | universelle normer som til en kreativ og ansvarlig accept
247 II, II,56 | nogle forfattere foreslået en slags dobbelt status for
248 II, II,56 | plan, må man anerkende, at en vis mere konkret eksistentiel
249 II, II,56 | nogle tilfælde etableret en adskillelse eller endda
250 II, II,56 | adskillelse eller endda en modsætning mellem læren
251 II, II,56 | og for at retfærdiggøre en "kreativ" hermeneutik, ifølge
252 II, II,56 | mellem frihed og lov muliggør en bedømmelse af denne "kreative"
253 II, II,57 | så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De
254 II, II,57 | konfronterer samvittigheden i en vis forstand mennesket med
255 II, II,57 | fordi det, der finder sted i en persons hjerte, er skjult
256 II, II,58 | påskønnet. Men den er også en menneskets dialog med Gud,
257 II, II,58 | Guds autoritet, ligesom en herold, når han forkynder
258 II, II,58 | lukker ikke mennesket inde i en uoverstigelig og uigennemtrængelig
259 II, II,59 | egentlige natur: den er en etisk dom over mennesket
260 II, II,59 | mennesket og dets handlinger, en dom, der enten frikender
261 II, II,59 | Samvittighedens vurdering er en praktisk vurdering, en vurdering,
262 II, II,59 | er en praktisk vurdering, en vurdering, der gør det indlysende,
263 II, II,59 | gøre, eller som bedømmer en handling, der allerede er
264 II, II,59 | er udført af det. Det er en vurdering, som på en konkret
265 II, II,59 | er en vurdering, som på en konkret situation anvender
266 II, II,59 | skabende visdom, der som en uudslukkelig gnist (scintilla
267 II, II,59 | af loven bliver således en indre befaling til den enkelte,
268 II, II,59 | befaling til den enkelte, en opfordring til at gøre,
269 II, II,59 | ultimativ vis", hvorvidt en bestemt adfærdsform er i
270 II, II,59 | norm for det etiske ved en frivillig handling, "ved
271 II, II,60 | samvittighedens vurdering også en befalende karakter: mennesket
272 II, II,60 | om det rette og gode ved en handling, det har besluttet
273 II, II,60 | Samvittigheden er altså ikke en autonom og eksklusiv instans
274 II, II,61 | mennesket pligten til at udføre en given handling, at forbindelsen
275 II, II,61 | sandhed, til fordel for en påstået autonomi i personlige
276 II, II,62 | Samvittigheden er som vurderingen af en handling ikke undtaget fra
277 II, II,62 | tager fejl.~ ~For at have en "god samvittighed" (1.Tim.
278 II, II,62 | Samvittigheden er ikke en ufejlbar dommer; den kan
279 II, II,62 | samvittighedens fejltagelse skyldes en uovervindelig uvidenhed,
280 II, II,62 | uovervindelig uvidenhed, en uvidenhed, som subjektet
281 II, II,62 | om, at i tilfælde, hvor en sådan uovervindelig uvidenhed
282 II, II,62 | får os til at handle på en måde, der ikke er i overensstemmelse
283 II, II,63 | tilladeligt at forveksle en "subjektiv" fejltagelse
284 II, II,63 | sætte den etiske værdi af en handling, der er udført
285 II, II,63 | handling, der er udført med en sand og ret samvittighed,
286 II, II,63 | med den etiske værdi af en handling, der er udført
287 II, II,63 | der er udført ved at følge en samvittighed, der tager
288 II, II,63 | ikke med at være et onde, en uorden i relation til sandheden
289 II, II,63 | det gode. Desuden bidrager en god handling, der ikke erkendes
290 II, II,64 | det, der er væsentligt, er en slags "connaturalitet" mellem
291 II, II,64 | mennesket og det sande gode. En sådan connaturalitet har
292 II, II,64 | kirken og dens læreembede en stor hjælp til at forme
293 II, II,64 | kirke er ifølge Kristi vilje en lærer i sandhed. Dens opgave
294 II, II,64 | er at formulere og give en autentisk forkyndelse af
295 II,III,65 | teologi, til at udvikle en mere dybtgående analyse
296 II,III,65 | også inden for det valg, en beslutning om én selv og
297 II,III,65 | har imidlertid foreslået en endnu mere radikal revision
298 II,III,65 | handlinger. De taler om en "fundamental frihed", der
299 II,III,65 | sande og gode liv tillægges en "fundamental grundlæggende
300 II,III,65 | hvorved personen foretager en total selvbestemmelse, ikke
301 II,III,65 | selvbestemmelse, ikke ved en specifik og bevidst afgørelse
302 II,III,65 | refleksionens plan, men på en "transcendental" og "atematisk"
303 II,III,65 | Der må altså indføres en sondring mellem den fundamentale
304 II,III,65 | og velovervejede valg af en konkret adfærdsform. Hos
305 II,III,65 | at tendere til at blive en adskillelse, når de udtrykkelig
306 II,III,65 | handlinger at være tilvejebragt en tydelig adskillelse mellem
307 II,III,65 | udelukkende på basis af en teknisk beregning af forholdet
308 II,III,65 | Dette drives så vidt, så en konkret adfærdsform, selv
309 II,III,65 | konkret adfærdsform, selv en, der er frit valgt, kommer
310 II,III,65 | til at blive betragtet som en blot fysisk proces og ikke
311 II,III,65 | kriterier, der anstår sig for en menneskelig handling. Den
312 II,III,66 | dekalogen finder man som en indledning til de forskellige
313 II,III,66 | kald må disciplen svare med en radikal afgørelse og et
314 II,III,66 | beskrives som indbefattende en fundamental grundlæggende
315 II,III,66 | grundlæggende afgørelse. Vi finder en lignende ophøjelse af menneskelig
316 II,III,66 | apostlen tilføjer straks en alvorlig advarsel: "Brug
317 II,III,66 | er netop tilfældet, når en troshandling - i betydningen
318 II,III,66 | troshandling - i betydningen af en fundamental grundlæggende
319 II,III,67 | udstrækning den er forskellig fra en altomfattende intention
320 II,III,67 | altomfattende intention og derfor en, der endnu ikke er fastlagt
321 II,III,67 | endnu ikke er fastlagt på en sådan måde, at den forpligter
322 II,III,67 | i dennes legeme og sjæl. En fundamental grundlæggende
323 II,III,67 | afgørelse, forstået som en intention, der er fri for
324 II,III,67 | bindende indhold eller som en intention uden nogen tilsvarende
325 II,III,67 | det velovervejede valg af en specifik adfærdsform er
326 II,III,67 | slå fast, at de gælder i en specifik situation, for
327 II,III,67 | først den etiske karakter af en handling, der er forbudt
328 II,III,67 | handling, der er forbudt af en universel regel, er konkret
329 II,III,68 | 68. Her må der tilføjes en vigtig pastoral overvejelse.
330 II,III,68 | kan et menneske i kraft af en fundamental grundlæggende
331 II,III,68 | eller regler. I kraft af en oprindelig grundlæggende
332 II,III,68 | adfærdsformer med fuldt overlæg og i en alvorlig sag var i modstrid
333 II,III,69 | teologer til at foretage en principiel revision af den
334 II,III,69 | fortabelse, hvis man dør i en sådan tilstand af synd -
335 II,III,69 | kunne være resultatet af en handling, der engagerer
336 II,III,69 | dens helhed: med andre ord en fundamental grundlæggende
337 II,III,69 | hverken kan identificeres med en valghandling eller blive
338 II,III,69 | acceptere den kendsgerning, at en kristen, der ønsker at vedblive
339 II,III,69 | den person, der udfører en handling, snarere end ved
340 II,III,70 | den stadige gyldighed af en skelnen mellem dødssynder
341 II,III,70 | er synd, hvis genstand er en alvorlig sag og også begås
342 II,III,70 | pastoral praksis tilfælde, hvor en handling, som er alvorlig
343 II,III,70 | af dens genstand, ikke er en dødssynd, fordi der mangler
344 II,III,70 | at reducere dødssynd til en "fundamental grundlæggende
345 II,III,70 | Gud", betragtet enten som en eksplicit og formel afvisning
346 II,III,70 | eller ens næste eller som en implicit og ubevidst afvisning
347 II,III,70 | for den guddommelige lov, en afvisning af Guds kærlighed
348 II,III,70 | subjektive skyld. Men fra en overvejelse af den psykologiske
349 II,III,70 | ikke gå videre til at skabe en teologisk kategori, hvad
350 II,III,70 | netop er, og forstå den på en sådan måde, at den objektivt
351 II,III,70 | afgørelse, indbefatter således en benægtelse af katolsk lære
352 II,III,70 | sig til sig selv eller til en eller anden skabt og endelig
353 II,III,70 | creaturam). Dette kan ske på en direkte og formel måde,
354 II,III,70 | ateismens synder; eller på en tilsvarende måde, som i
355 II,III,70 | handling mod Guds bud i en alvorlig sag".~ ~
356 II, IV,71 | fuldkommenhed som menneske, som en, der er kaldet til at søge
357 II, IV,71 | De frembringer ikke kun en forandring i forhold, der
358 II, IV,71 | dets fødsel sker ikke ved en indgriben udefra, som det
359 II, IV,71 | frit valg. Således er vi på en vis måde vore egne forældre,
360 II, IV,72 | den "naturlov") og - på en hel og fuldkommen måde -
361 II, IV,72 | overensstemmelse med det gode, kan være en vej, der fører til liv.~
362 II, IV,72 | sig til sit sidste mål, og en konkret handling stemmer
363 II, IV,73 | hans Ånd, er den kristne en "ny skabning", et Guds barn,
364 II, IV,73 | os efter sit billede på en sådan måde, så hans guddommelige
365 II, IV,73 | har det sande og gode liv en væsentlig "teleologisk"
366 II, IV,73 | Naturligvis drejer det sig om en sådan fornuftig og fri,
367 II, IV,74 | vurderingen af det etisk rigtige i en handling drages ud fra vægtningen
368 II, IV,74 | stand til at frembringe en bedre sagernes tilstand
369 II, IV,74 | Rigtig adfærd ville være en, der var i stand til at "
370 II, IV,75 | forsøget på at udarbejde en sådan fornuftig etik (af
371 II, IV,75 | kaldes den undertiden for en "autonom etik") eksisterer
372 II, IV,75 | især i forbindelse med en utilstrækkelig forståelse
373 II, IV,75 | den træffer: disse valg er en betingelse for dens etiske
374 II, IV,75 | Denne "teleologismus" som en metode til at opdage den
375 II, IV,75 | kriteriet for rigtigheden af en bestemt måde at handle på
376 II, IV,75 | udelukkende drages ud fra en beregning af de forudseelige
377 II, IV,75 | virkelig kan realiseres i en bestemt situation.~De teleologiske
378 II, IV,75 | goder, der er involveret i en menneskelig handling, ville
379 II, IV,75 | materielle goder osv.). I en verden, hvor godt og ondt
380 II, IV,75 | virkninger, kan det etiske ved en handling bedømmes på to
381 II, IV,75 | rigtighed" på basis af en overvejelse af dens forudseelige
382 II, IV,75 | dårlig". På denne måde kunne en handling, som ved at være
383 II, IV,75 | ved at være i modstrid med en universel negativ norm direkte
384 II, IV,75 | hensigt i overensstemmelse med en "ansvarlig" vurdering af
385 II, IV,76 | 76. Disse teorier kan få en vis overbevisende kraft
386 II, IV,76 | aktiviteter på basis af en beregning af ressourcer
387 II, IV,76 | De forsøger at befri fra en voluntaristisk og arbitrær
388 II, IV,76 | vidne til udviklingen af en kasuistik, der forsøgte
389 II, IV,76 | og i Åndens gave. Det er en ære, der er karakteristisk
390 II, IV,76 | acceptere selv martyriet som en konsekvens ligesom Det gamle
391 II, IV,77 | fornuftige kriterier for en rigtig etisk beslutning,
392 II, IV,77 | der undgås som følge af en bestemt handling. Det kræver
393 II, IV,77 | onder som konsekvensen af en handling er ikke en fyldestgørende
394 II, IV,77 | konsekvensen af en handling er ikke en fyldestgørende metode til
395 II, IV,77 | at formindske alvoren af en ond handling, alligevel
396 II, IV,77 | af ens egne handlinger: en udtømmende fornuftig kalkulation
397 II, IV,77 | forhold, der afhænger af en bedømmelse, hvis kriterier
398 II, IV,77 | forbliver uklare? Hvordan skulle en absolut forpligtelse kunne
399 II, IV,78 | kunne fatte den genstand for en handling, som karakteriserer
400 II, IV,78 | perspektiv. Genstanden for en viljeshandling er faktisk
401 II, IV,78 | viljeshandling er faktisk en frit valgt adfærdsform.
402 II, IV,78 | oprindelige kærlighed. Ved en given moralsk handlings
403 II, IV,78 | kan man derfor ikke mene en proces eller en tildragelse
404 II, IV,78 | ikke mene en proces eller en tildragelse i den kun fysiske
405 II, IV,78 | egnethed til at frembringe en given sagernes tilstand
406 II, IV,78 | genstand det nærmeste mål for en velovervejet beslutning,
407 II, IV,78 | at vælge dem indbefatter en uorden i viljen, det vil
408 II, IV,78 | at mennesket handler med en god hensigt, men uden åndeligt
409 II, IV,78 | udbytte, fordi det mangler en god vilje. Lad os sige,
410 II, IV,78 | god vilje. Lad os sige, at en eller anden stjæler for
411 II, IV,78 | intet ondt, der gøres med en god hensigt, undskyldes. ?
412 II, IV,78 | 3,8)".~ ~Grunden til, at en god hensigt ikke i sig selv
413 II, IV,78 | personens fuldkommenhed. En handling er derfor god,
414 II, IV,79 | specifikke handlinger uden en overvejelse af den hensigt,
415 II, IV,79 | afgørelser, der altid også har en åndelig dimension. Det er
416 II, IV,81 | er onde i sig selv, kan en god hensigt eller særlige
417 II, IV,81 | eller hensigter på grund af en handlings genstand aldrig
418 II, IV,81 | genstand aldrig forvandle en handling, der i sig selv
419 II, IV,81 | der i sig selv er ond, til en handling, der er "subjektivt"
420 II, IV,82 | 82. Desuden er en hensigt god, når den som
421 II, IV,82 | blot ingen hindring for en god hensigt, men er faktisk
422 II, IV,82 | Læren om genstanden som en kilde til etik er en autentisk
423 II, IV,82 | som en kilde til etik er en autentisk forklaring af
424 II, IV,82 | Den etiske beskaffenhed af en menneskelig handling afhænger
425 III, 0,84 | moralteorier stiller på en særlig overbevisende måde,
426 III, 0,84 | sandheden og gøre sandheden".~ ~En sammenligning mellem kirkens
427 III, 0,84 | kirken selv til at udvikle en intens pastoral indsats
428 III, 0,84 | har nutidens kultur for en stor del mistet blikket
429 III, 0,84 | mennesket til at genopdage dette en af de særlige forudsætninger
430 III, 0,84 | på teologiens område til en manglende tillid til Guds
431 III, 0,85 | fordømme og gendrive dem. På en positiv måde forsøger kirken
432 III, 0,85 | de troende til at danne en samvittighed, som kan foretage
433 III, 0,85 | spørgsmål ligger i ham alene. På en særlig måde er det i den
434 III, 0,85 | personen og ikke repræsentere en trussel mod hans eller hendes
435 III, 0,85 | Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og
436 III, 0,85 | forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men
437 III, 0,86 | samme tid repræsenterer både en begrænsning og en mulighed
438 III, 0,86 | repræsenterer både en begrænsning og en mulighed for den. Menneskelig
439 III, 0,86 | os som skabninger; det er en frihed,der er givet som
440 III, 0,86 | frihed,der er givet som en gave, en der skal modtages
441 III, 0,86 | der er givet som en gave, en der skal modtages som et
442 III, 0,86 | dyrkes med ansvar. Den er en væsentlig del af det skabte
443 III, 0,86 | værdighed. I denne frihed er der en genklang af det oprindelige
444 III, 0,86 | opdager, at dets frihed på en eller anden mystisk vis
445 III, 0,87 | Kærligheden bør gøre dig til en tjener, ganske ligesom sandheden
446 III, 0,87 | du er på samme tid både en tjener og fri: tjener, fordi
447 III, 0,87 | frigivne. Søg ikke efter en frihed, som vil føre dig
448 III, 0,87 | og den frelsende kraft i en frihed, der leves i sandhed.~ ~
449 III, 0,88 | udslaget og fuldbyrdelsen af en anden mere alvorlig og ødelæggende
450 III, 0,88 | etik.~Denne adskillelse er en af kirkens voldsomste pastorale
451 III, 0,88 | eksisterede". Vi taler om en mentalitet, som ofte på
452 III, 0,88 | mentalitet, som ofte på en dyb, udstrakt og altomfattende
453 III, 0,88 | familieliv og samfundsliv. I en kultur, der i udstrakt grad
454 III, 0,88 | dens kraft til at bedømme en almindelig udbredt og alt
455 III, 0,88 | for troen er ikke blot en række sætninger, der skal
456 III, 0,88 | samtykke. Derimod er tro en levet erkendelse af Kristus,
457 III, 0,88 | levet erkendelse af Kristus, en levende erindring om hans
458 III, 0,88 | erindring om hans bud, og en sandhed, der skal leves.
459 III, 0,88 | udført i praksis. Tro er en beslutning, der involverer
460 III, 0,88 | eksistens. Den er et møde, en dialog, et kærlighedens
461 III, 0,88 | Joh.14,6). Den indbefatter en tillidsfuld given sig til
462 III, 0,89 | ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er
463 III, 0,89 | verdens lys", sagde Jesus; "En by, der ligger på et bjerg
464 III, 0,89 | lys og sætter det under en skæppe, men i en stage,
465 III, 0,89 | det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for
466 III, 0,89 | sig selv hen for~os som en gave og et offer til Gud,
467 III, 0,89 | gave og et offer til Gud, en liflig duft" (Ef.5,1-2).~ ~
468 III, 0,90 | undtagelse, bekræftes på en særlig tydelig måde af det
469 III, 0,91 | hellige lov, endda lige til en frivillig accept af døden.
470 III, 0,91 | værdig til at blive kaldt en brændende og skinnende lampe,
471 III, 0,91 | nægtede endda at foregive en sådan tilbedelse og gav
472 III, 0,91 | afstå fra at udføre selv en enkelt konkret handling
473 III, 0,91 | foretrak døden frem for blot en enkelt dødssynd. Ved at
474 III, 0,92 | martyriet accepteres som en bekræftelse af den etiske
475 III, 0,92 | omstændigheder vil tillægge en handling, der i sig selv
476 III, 0,92 | afslører det endnu tydeligere en sådan handlings sande ansigt:
477 III, 0,92 | handlings sande ansigt: den er en krænkelse af menneskets "
478 III, 0,93 | som bevidnes med døden, er en højtidelig forkyndelse og
479 III, 0,93 | vidne om det gode er de en levende irettesættelse til
480 III, 0,93 | der er påkaldt i bøn, til en undertiden heroisk indsats.
481 III, 0,94 | på at ofre livet for. I en persons ord og frem for
482 III, 0,94 | at denne ofrer livet for en etisk værdi, ser kirken
483 III, 0,95 | så sjældent som tegn på en utålelig uforsonlighed,
484 III, 0,95 | dens dybeste betydning, som en udgydelse af Guds evige
485 III, 0,95 | modtaget i Kristus, og som en tjeneste over for mennesket,
486 III, 0,95 | dets lykke.~Alligevel kan en klar og fyndig fremstilling
487 III, 0,95 | sandhed aldrig adskilles fra en dyb og oprigtig respekt,
488 III, 0,96 | og den solide garanti for en retfærdig og fredelig menneskelig
489 III, 0,97 | gøres mere eksplicitte i en detaljeret adfærdskodeks.
490 III, 0,97 | rettigheder. Derfor kan kun en etik, der anerkender visse
491 III, 0,98 | befolkninger og nationer, er der en voksende indigneret reaktion
492 III, 0,98 | og foragtet, så vel som en endnu mere udbredt og voldsom
493 III, 0,98 | fornemmelse af behovet for en radikal personlig og social
494 III, 0,98 | åbenhed.~Der ligger bestemt en lang og vanskelig vej foran
495 III, 0,98 | foran os; at gennemføre en sådan fornyelse vil kræve
496 III, 0,98 | sådan fornyelse vil kræve en enorm indsats specielt på
497 III, 0,99 | Totalitarisme opstår ud fra en benægtelse af sandheden
498 III, 0,99 | forstand. Hvis der ikke er en transcendent sandhed, som
499 III, 0,99 | indbyrdes. Deres egoisme som en klasse, en gruppe eller
500 III, 0,99 | Deres egoisme som en klasse, en gruppe eller en nation vil
1-500 | 501-583 |