Chapter, Paragraph, Number
1 Indl, 0,1 | dette strålende vidnesbyrd om menneskets evne til forståelse
2 Indl, 0,2 | andet Vatikankoncil minder om: "Menneskets mysterium finder
3 Indl, 0,2 | åbenbare hemmelighederne om Faderen og hans kærlighed
4 Indl, 0,2 | der stammer fra sandheden om Jesus Kristus og hans evangelium.
5 Indl, 0,2 | at være dybt overbevist om, at det er dens "pligt at
6 Indl, 0,2 | tilbagevendende spørgsmål om meningen med det nuværende
7 Indl, 0,3 | stadig nye måder at tale om kærlighed og barmhjertighed
8 Indl, 0,3 | være et usædvanligt vidne om denne kirkens holdning,
9 Indl, 0,3 | Vatikankoncil mindede klart om dette, når det siger: "De
10 Indl, 0,3 | uforskyldt er uden kundskab om Kristi evangelium og hans
11 Indl, 1,4 | og trøstet. Med garantien om sandhedens Ånds bistand
12 Indl, 1,4 | det præcise mål at minde om visse fundamentale sandheder
13 Indl, 1,4 | drejer sig ikke længere om en begrænset og lejlighedsvis
14 Indl, 1,4 | lejlighedsvis afvigelse, men om en total og systematisk
15 Indl, 1,4 | afvises den traditionelle lære om naturloven og dens reglers
16 Indl, 1,4 | mellem tro og etik, som om medlemskab af kirken og
17 Indl, 1,5 | kristne i troen er bevidste om deres nye værdighed, er
18 I, 0,6 | Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode;
19 I, 0,7 | og stiller ham spørgsmål om etik. For den unge mand,
20 I, 0,7 | spørgsmålet sig ikke så meget om regler, der skal følges,
21 I, 0,7 | regler, der skal følges, men om hele meningen med livet.
22 I, 0,8 | liv, for det drejer sig om det etisk gode, der skal
23 I, 0,8 | gode, der skal gøres, og om evigt liv. Den unge mand
24 I, 0,8 | fremkaldt nye spørgsmål i ham om det etisk gode. Han føler
25 I, 0,8 | svaret på deres spørgsmål om, hvad der er godt, og hvad
26 I, 0,8 | Faderens vilje, lærer sandheden om etisk handling. Som frelsesøkonomiens
27 I, 0,9 | Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.
28 I, 0,9 | kan besvare spørgsmålet om, hvad der er godt, fordi
29 I, 0,9 | selve den gode.~ ~At spørge om det gode betyder i sidste
30 I, 0,9 | Jesus bringer spørgsmålet om den etisk gode handling
31 I, 0,10 | hvad der siges i 5. Mosebog om det grundlæggende bud: "
32 I, 0,11 | fra en Guds gave: tilbudet om at få del i den guddommelig
33 I, 0,12 | kan besvare spørgsmålet om det gode, fordi han er den
34 I, 0,12 | dekalogen, var et løfte om og et tegn på den nye pagt,
35 I, 0,13 | fortsætter med at spørge Mesteren om, hvilke bud, der skal holdes: "
36 I, 0,13 | Matt.19,18). Han spørger om, hvad han skal gøre her
37 I, 0,13 | mod Gud, minder Jesus ham om dekalogens bud med hensyn
38 I, 0,13 | Jesus minder den unge mand om. Det er nogle af de bud,
39 I, 0,13 | 10) og grundlag er budet om næstekærlighed: "Du skal
40 I, 0,13 | overvejelser over det ene bud, om hvad der er godt for mennesket
41 I, 0,13 | På samme tid lærer de os om menneskets sande menneskelighed.
42 I, 0,13 | Jesus minder den unge mand om, skal sikre det gode, der
43 I, 0,14 | henviser ham til de to bud om kærlighed til Gud og kærlighed
44 I, 0,14 | 10,25-27), og minder ham om, at kun ved at overholde
45 I, 0,14 | Mesteren svarer med lignelsen om den gode samaritaner, som
46 I, 0,14 | fulde forståelse af budet om kærlighed til næsten (sml.
47 I, 0,14 | utvetydig måde i lignelsen om den gode samaritaner (sml.
48 I, 0,14 | 10,30-37) og i hans ord om verdensdommen (sml. Matt.
49 I, 0,15 | skrifterne...; og netop de vidner om mig" (Joh.5,39). Kristus
50 I, 0,15 | til opfyldelse, især budet om kærlighed til næsten, ved
51 I, 0,15 | giver styrken til at vidne om den kærlighed i personlige
52 I, 0,16 | 21)~16. Det svar, han får om budene, tilfredsstiller
53 I, 0,16 | lov. Og alligevel, selv om har er i stand til at give
54 I, 0,16 | at give dette svar, selv om han har fulgt morallæren*
55 I, 0,16 | Det er til hans bevidsthed om denne utilstrækkelighed,
56 I, 0,16 | sidste svar. I bevidsthed om, at den unge mands længsel
57 I, 0,16 | drejer sig ikke specielt om bestemte særlige adfærdsregler.
58 I, 0,16 | adfærdsregler. De taler derimod om grundlæggende holdninger
59 I, 0,17 | nødvendige grundlag, hvori ønsket om fuldkommenhed kan fæste
60 I, 0,17 | fæste rod og modne, ønsket om, at betydningen af budene
61 I, 0,17 | modenhed, og samtidig vidner de om det fundamentale forhold
62 I, 0,17 | Efter at Augustin har talt om overholdelse af budene som
63 I, 0,18 | den fulde mening af budet om næstekærlighed frem, ligesom
64 I, 0,18 | specifikke form for budet om kærlighed til Gud. Begge
65 I, 0,19 | Dette drejer sig ikke kun om at være tilbøjelig til at
66 I, 0,20 | 20. Jesus beder os om at følge ham og efterligne
67 I, 0,20 | korset som vidnesbyrdet om en kærlighed "indtil det
68 I, 0,20 | fuldkommenhedens vej, beder Jesus ham om at være fuldkommen i kærlighedsbudet,
69 I, 0,20 | der ønsker at følge ham, om: "Hvis nogen vil følge efter
70 I, 0,22 | tolkning af den mosaiske lov om ægteskab retten til skilsmisse,
71 I, 0,22 | svarer: "Men hvem kan tvivle om, at kærligheden kommer først?
72 I, 0,23 | magtesløshed og befri sig for ideen om sin selvtilstrækkelighed,
73 I, 0,23 | selvtilstrækkelighed, får det til at bede om og modtage "livet i Ånden".
74 I, 0,23 | denne paulinske dialektik om lov og nåde: "Loven blev
75 I, 0,23 | Kristus" (Joh.1,17). Løftet om evigt liv er således knyttet
76 I, 0,24 | til, åbenbaret: vi taler om en mulighed, der er åbnet
77 I, 0,24 | opretholder netop denne bevidsthed om at have modtaget gaven,
78 I, 0,24 | at have modtaget gaven, om i Jesus Kristus at eje Guds
79 I, 0,24 | som Johannes minder os om i sit første brev: "Mine
80 I, 0,24 | forstærker det etiske krav om kærlighed. "Dette er hans
81 I, 0,25 | Helligånden, der ville "minde dem om" og lære dem at forstå hans
82 I, 0,26 | men også i vidnesbyrdet om deres etiske adfærd, som
83 I, 0,26 | også af dem, der lader hånt om de etiske forpligtelser,
84 I, 0,27 | Skrift som vidnesbyrdet om de "store ting", som Gud
85 I, 0,27 | heri indbefattet sandheden om etisk handling. Faktisk "
86 I, 0,27 | sjælenes frelse".~Netop om de spørgsmål, der så ofte
87 II, 0,28 | andet Vatikankoncil mindede om, er evangeliet "kilden til
88 II, 0,28 | Guds ord lærer, ikke blot om sandheder, der skal tros,
89 II, 0,28 | der skal tros, men også om etisk handling, om handling
90 II, 0,28 | også om etisk handling, om handling der er Gud til
91 II, 0,29 | teologer ved at sige, at "selv om teologerne skal tage vare
92 II, 0,30 | overensstemmelse med sandheden om, hvad der er godt for mennesket,
93 II, 0,31 | Som koncilets erklæring om religionsfrihed Dignitatis
94 II, 0,31 | Derfor det vedholdende krav om, "at mennesket i sine handlinger
95 II, 0,31 | imidlertid afviger fra sandheden om mennesket som en skabning
96 II, 0,32 | kategoriske og ufejlbare kendelser om godt og ondt. Til den højtidelige
97 II, 0,32 | den højtidelige forsikring om, at man har en forpligtelse
98 II, 0,32 | urette tilføjet en forsikring om, at ens etiske vurdering
99 II, 0,32 | Når først engang ideen om en universel sandhed om
100 II, 0,32 | om en universel sandhed om det gode, der kan erkendes
101 II, 0,32 | anvende den universelle viden om det gode i en bestemt situation
102 II, 0,32 | således udtrykke en vurdering om den rette opførsel, der
103 II, 0,32 | fornægtelse af selve ideen om en menneskelig natur.~Disse
104 II, 0,33 | 33.Side om side med dens forherligelse
105 II, 0,33 | videnskabelig forskning om den menneskelige person.
106 II, 0,34 | evigt liv?" Dette spørgsmål om etik, som Kristus giver
107 II, 0,34 | på en urigtig måde, som om den gav adgang til at gøre
108 II, 0,34 | behager", derfor taler det om "den sande" frihed: "Den
109 II, 0,34 | er disse tendenser fælles om at formindske eller endda
110 II, I,35 | Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke
111 II, I,35 | Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke
112 II, I,35 | foran "træet til kundskab om godt og ondt", for den er
113 II, I,36 | opmuntring60 har der været et ønske om at fremme dialogen med den
114 II, I,37 | 37. I deres ønske om alligevel at holde det sande
115 II, I,38 | autonomt af sin egen vilje. Om hvem ellers kan dette siges,
116 II, I,38 | kan dette siges, undtagen om en konge?... Således blev
117 II, I,38 | universets Konge, skabt, som om den var et levende billede,
118 II, I,40 | autonomi modsige kirkens lære om sandheden om mennesket.
119 II, I,40 | kirkens lære om sandheden om mennesket. Det ville være
120 II, I,40 | Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke
121 II, I,41 | mene, en heteronomi, som om det etiske liv var underlagt
122 II, I,41 | Andre taler og med rette om teonomi eller participeret
123 II, I,41 | spise af træet til kundskab om godt og ondt", gør Gud det
124 II, I,41 | underkaster friheden sig sandheden om skabningen. Følgelig må
125 II, I,43 | henviser til den klassiske lære om Guds evige lov. Augustin
126 II, I,44 | til den thomistiske lære om naturloven og har indbefattet
127 II, I,44 | indbefattet den i sin egen lære om etik. Således betonede min
128 II, I,44 | sammen med en formaning om at kende den, grunde over
129 II, I,45 | ved at oplyse forstanden om ting, der skal gøres, men
130 II, I,45 | som i det indre belærer om ting, der skal gøres...
131 II, I,45 | tilbøjeligheden til at handle".~Selv om en moralteologisk overvejelse
132 II, I,46 | til naturen. Diskussioner om natur og frihed har altid
133 II, I,46 | sat op mod hinanden, som om en dialektisk hvis ikke
134 II, I,46 | perioder syntes det, som om "naturen" helt underordnede
135 II, I,46 | specifikke karakter, ofte som om de var statistisk verificerbare
136 II, I,46 | forskellige indstillinger fælles om at overse naturens skabte
137 II, I,47 | respektere de fundamentale bud om kærlighed til Gud og næsten.
138 II, I,48 | svarer ikke til sandheden om mennesket og dets frihed,
139 II, I,48 | Den modsiger kirkens lære om enheden i den menneskelige
140 II, I,48 | legeme, som har fået løfte om opstandelsen, også skal
141 II, I,48 | herligheden. De minder os også om, at fornuft og fri vilje
142 II, I,48 | udtrykket for og løftet om gaven selv i overensstemmelse
143 II, I,48 | oprindelige etiske krav om at elske og respektere personen
144 II, I,50 | Menneskeligt liv får, selv om det er et af menneskets
145 II, I,50 | eller som et vidnesbyrd om sandheden. Kun i forbindelse
146 II, I,51 | Augustin, "undtagen i bogen om det lys, som kaldes sandhed.
147 II, I,51 | retfærdighed, ikke ved at strejfe om, men ved ligesom at være
148 II, I,51 | naturen, som alle er fælles om, tilslører opfattelsen af
149 II, I,51 | handlinger, som skal vidne om det sande godes universalitet.
150 II, I,51 | Når de derimod lader hånt om loven eller også - med eller
151 II, I,51 | skyld - blot er uvidende om den, ødelægger vore handlinger
152 II, I,52 | loven, optager denne sandhed om sit væsen og gør den til
153 II, I,52 | omstændigheder. Det drejer sig om forbud, der forbyder en
154 II, I,52 | Grunden er denne: Budet om at elske Gud og næsten har
155 II, I,53 | når ingen vidste noget om det fremskridt, som menneskeheden
156 II, I,53 | overensstemmelse med den dybe sandhed om sit væsen. At betvivle menneskets
157 II, II,55 | det af Gud.~I deres ønske om at betone samvittighedens "
158 II, II,56 | modsætning mellem læren om det bud, der gælder i almindelighed,
159 II, II,56 | træffe den endelige afgørelse om, hvad der er godt, og hvad
160 II, II,57 | for mennesket, et vidne om dets egen troskab eller
161 II, II,57 | utroskab med hensyn til loven, om dets fundamentale moralske
162 II, II,58 | at samvittigheden vidner om menneskets egen retskaffenhed
163 II, II,58 | er samvittigheden vidnet om Gud selv, hvis stemme og
164 II, II,59 | denne funktion. Han taler om "modstridende tanker", som
165 II, II,59 | tekst taler Paulus tydeligt om dommen over handlinger,
166 II, II,59 | der er ophav til dem, og om det øjeblik, hvor den dom
167 II, II,59 | udtrykker den oprindelige viden om godt og ondt, den genspejling
168 II, II,60 | hvor det mangler vished om det rette og gode ved en
169 II, II,60 | autoritet stammer for sandheden om etisk godt og ondt, som
170 II, II,60 | loven; den vidner derimod om naturlovens og den praktiske
171 II, II,61 | 61. Sandheden om det etisk gode, som den
172 II, II,61 | rigtige vurdering stadig om det godes universelle sandhed,
173 II, II,61 | universelle sandhed, så vel som om ondskaben i dets konkrete
174 II, II,61 | i mennesket som et løfte om håb og barmhjertighed; samtidig
175 II, II,61 | samtidig med at den vidner om det onde, mennesket har
176 II, II,61 | gjort, minder den det også om dets behov for med Guds
177 II, II,61 | Guds nådes hjælp at bede om tilgivelse, om at gøre det
178 II, II,61 | hjælp at bede om tilgivelse, om at gøre det gode og konstant
179 II, II,61 | som genspejler sandheden om det gode, og ikke i vilkårlige "
180 II, II,62 | Det samme kan ikke siges om et menneske, som kun bryder
181 II, II,62 | som kun bryder sig lidt om at søge ret og sandhed,
182 II, II,62 | søge ret og sandhed, eller om den samvittighed, som lidt
183 II, II,62 | årvågne ved at advare os om, at i vor samvittigheds
184 II, II,62 | selv.~Koncilet minder os om, at i tilfælde, hvor en
185 II, II,62 | at tale i sandhedens navn om det gode, som subjektet
186 II, II,63 | samvittighed, drejer det sig om den objektive sandhed, som
187 II, II,63 | tager fejl, drejer det sig om, hvad mennesket, fejlagtigt,
188 II, II,63 | i relation til sandheden om det gode. Desuden bidrager
189 II, II,63 | fejl, hvad der kan siges om et menneske, som kun bryder
190 II, II,63 | kun bryder sig meget "lidt om at søge ret og sandhed,
191 II, II,63 | søge ret og sandhed, eller om den samvittighed, som lidt
192 II, II,64 | at når kirken udtaler sig om etiske spørgsmål, hæmmer
193 II, II,64 | at afvige fra sandheden om, hvad der er godt for mennesket,
194 II,III,65 | det valg, en beslutning om én selv og om at sætte sit
195 II,III,65 | beslutning om én selv og om at sætte sit liv ind for
196 II,III,65 | og handlinger. De taler om en "fundamental frihed",
197 II,III,65 | totalt, heller ikke selv om det kun er ved at udføre
198 II,III,65 | ord dem, der drejer sig om menneskets forhold til sig
199 II,III,66 | 66. Der er ingen tvivl om, at den kristne morallære,
200 II,III,66 | for Gud. Det drejer sig om troens beslutning, om troslydigheden (
201 II,III,66 | sig om troens beslutning, om troslydigheden (sml. Rom.
202 II,III,66 | afgørelse drejer sig altså om det fundamentale bud (sml.
203 II,III,66 | valg. Evangeliets lignelser om skatten og den meget kostbare
204 II,III,66 | Det radikale i afgørelsen om at følge Jesus udtrykkes
205 II,III,66 | vidner dog på samme tid om sandheden og forpligtelsen
206 II,III,67 | undgås. Når det drejer sig om positive etiske bud, er
207 II,III,68 | og opnå frelse, også selv om visse af dets specifikke
208 II,III,68 | sml. Jak.2,8-11), selv om det forbliver fast i troen,
209 II,III,70 | Tridentinerkoncilets lære om eksistensen og arten af
210 II,III,70 | synder, men mindede også igen om, at dødssynd er synd, hvis
211 II,III,70 | genstand", men minder også om, at den nødvendige betingelse
212 II,III,70 | For det drejer sig også om dødssynd, når et menneske,
213 II,III,70 | ændrer eller rejser tvivl om den traditionelle opfattelse
214 II,III,70 | benægtelse af katolsk lære om dødssynd: "Med hele kirkens
215 II, IV,71 | fordi de udtrykker og afgør, om det menneske, der udfører
216 II, IV,72 | unge mands overbevisning; om, at udførelsen af gode gerninger,
217 II, IV,72 | etisk rigtig, når den vidner om og udtrykker, at personen
218 II, IV,73 | Naturligvis drejer det sig om en sådan fornuftig og fri,
219 II, IV,73 | der, som Paulus minder os om, belønner godt og straffer
220 II, IV,74 | eller forkert, alt efter om den er eller ikke er i stand
221 II, IV,75 | forbindelse med sandheden om det gode, og fra dens bestemmelse
222 II, IV,75 | handlinger, det vil sige, om de er gode eller onde, ville
223 II, IV,75 | Selv, når det drejer sig om noget alvorligt, bør disse
224 II, IV,76 | blev der ikke rejst tvivl om den absolutte gyldighed
225 II, IV,76 | opfyldelsen af loven i budet om at elske næsten som sig
226 II, IV,77 | fyldestgørende metode til at afgøre, om valget af den konkrete adfærdsform "
227 II, IV,77 | omstændigheder, som, selv om de er i stand til at formindske
228 II, IV,78 | viljens retskaffenhed, selv om hensigten er god. Følgelig
229 II, IV,79 | genstand, som fastslår, om den kan henordnes til det
230 II, IV,79 | sidste mål, som er Gud. Om den kan det, fattes af fornuften
231 II, IV,80 | giver selv, idet det taler om den respekt, man skylder
232 II, IV,80 | Hvad angår princippet om "det mindre onde", er det
233 II, IV,80 | uværdigt for mennesket, selv om det sker med det formål
234 II, IV,82 | grundlæggende udtryk for den.~Læren om genstanden som en kilde
235 II, IV,82 | broderskab og for sandheden om det gode, og ville samtidig
236 II, IV,83 | indlysende, at i spørgsmålet om det etiske ved menneskelige
237 II, IV,83 | handlinger, og især spørgsmålet, om der eksisterer handlinger,
238 II, IV,83 | stillet over for spørgsmålet om mennesket selv, om dets
239 II, IV,83 | spørgsmålet om mennesket selv, om dets sandhed og om de etiske
240 II, IV,83 | selv, om dets sandhed og om de etiske konsekvenser af
241 II, IV,83 | tro mod den fulde sandhed om mennesket: således respekterer
242 II, IV,83 | blot at advare de troende om visse etiske teoriers fejl
243 II, IV,83 | er sammenfattet i budet om kærlighed til Gud og næsten.
244 III, 0,84 | overbevisende måde, drejer sig om menneskets frihed i forhold
245 III, 0,84 | sidste instans spørgsmålet om forholdet mellem frihed
246 III, 0,84 | ikke længere overbevist om, at det kun er i sandheden,
247 III, 0,85 | kærlighed, i fuld bevidsthed om at det sande og endelige
248 III, 0,85 | apostlen Paulus' bevidsthed om den sendelse, han har modtaget,
249 III, 0,86 | altså sin rod i sandheden om mennesket og er i sidste
250 III, 0,87 | verden, for at jeg skal vidne om sandheden" (Joh.18,37).
251 III, 0,88 | mennesker tænker og lever, "som om Gud ikke eksisterede". Vi
252 III, 0,88 | ikke eksisterede". Vi taler om en mentalitet, som ofte
253 III, 0,88 | Kristus, en levende erindring om hans bud, og en sandhed,
254 III, 0,91 | beundringsværdige vidnesbyrd om troskab mod Guds hellige
255 III, 0,91 | glimrende eksempel er historien om Susanna: som svar til de
256 III, 0,91 | hænder, vidner ikke blot om sin tro og tillid til Gud,
257 III, 0,91 | tillid til Gud, men også om sin lydighed mod sandheden
258 III, 0,91 | vidnesbyrd til sandheden om det gode og til Israels
259 III, 0,91 | kunne lade være med at tale om Herrens lov og afslog ethvert
260 III, 0,91 | Han, som kom for at vidne om lyset, og som af netop dette
261 III, 0,91 | han bekræftede sandheden om sit budskab på bekostning
262 III, 0,91 | talrige helgener, der vidnede om og forsvarede etisk sandhed
263 III, 0,91 | vægringen ved at lade hånt om disse bud, selv om det er
264 III, 0,91 | hånt om disse bud, selv om det er for at redde livet.~ ~
265 III, 0,92 | strålende vidnesbyrd både om Guds lovs hellighed og om
266 III, 0,92 | om Guds lovs hellighed og om ukrænkeligheden af den personlige
267 III, 0,93 | sans. Ved helt at vidne om det gode er de en levende
268 III, 0,93 | højdepunktet af vidnesbyrdet om etisk sandhed, og et som
269 III, 0,93 | rede til at aflægge, selv om det koster lidelse og alvorlige
270 III, 0,94 | 94. I dette vidnesbyrd om det ubetingede ved det etisk
271 III, 0,94 | stemme har altid klart mindet om, at der er sandheder og
272 III, 0,94 | kirken et enkelt vidnesbyrd om den sandhed, som allerede
273 III, 0,95 | uden at skjule dens krav om radikalitet og fuldkommenhed".~
274 III, 0,96 | pligter. Når det drejer sig om de etiske normer, der forbyder
275 III, 0,96 | Det gør ingen forskel, om man er verdens herre eller
276 III, 0,97 | er opmærksomme på. Selv om hensigterne måske undertiden
277 III, 0,99 | mødes i sandheden: sandheden om Gud, Skaberen og Forløseren,
278 III, 0,99 | Forløseren, og sandheden om mennesket, der er skabt
279 III, 0,100 | belærer en kristen herre om den rette behandling af
280 III, 0,102 | indre splittelse? Historien om dets synd begynder, da det
281 III, 0,102 | har forbudt under trussel om bandlysning, at Guds bud
282 III, 0,102 | hvad du kan, og til at bede om det, du ikke kan, og han
283 III, 0,103 | de goder, det drejer sig om". Men hvad er "menneskets
284 III, 0,103 | hvilket menneske taler vi om? Om mennesket, der beherskes
285 III, 0,103 | hvilket menneske taler vi om? Om mennesket, der beherskes
286 III, 0,103 | beherskes af begær, eller om mennesket, der er forløst
287 III, 0,103 | er, hvad det drejer sig om: Kristi forløsnings virkelighed.
288 III, 0,103 | virkeliggøre hele sandheden om vort væsen; han har befriet
289 III, 0,104 | erkende sin svaghed og bede om tilgivelse for sine fejl;
290 III, 0,104 | kriteriet for sandheden om det gode, så det kan føle
291 III, 0,104 | den opmuntrer til tvivl om morallovens objektivitet
292 III, 0,104 | fra evangeliets beretning om farisæeren og tolderen (
293 III, 0,104 | hjælp, og er overbevist om, at den ikke har brug for
294 III, 0,105 | at eliminere bevidstheden om ens egne begrænsninger og
295 III, 0,105 | afvisningen af selv ideen om en norm. På den anden side
296 III, 0,106 | af en mistet bevidsthed om evangeliets etiks originalitet
297 III, 0,107 | opstået fra de døde, talte han om et liv, der skulle leves,
298 III, 0,107 | et liv, der skulle leves, om en "vej", der skulle følges
299 III, 0,108 | pave Paul VI mindede os om: "Uden Helligåndens virken
300 III, 0,108 | gode liv og vidnesbyrdet om hellighed til at blomstre
301 III, 0,108 | mysterier, som udgød oplysningen om guddommelige ting over dem.
302 III, 0,108 | Vi kan på samme måde tale om den opgave og det ansvar,
303 III, 0,109 | evangelisering og til at vidne om et liv i tro, fordi den
304 III, 0,109 | befaling (sml. 1.Pet.3,15) om at gøre regnskab for deres
305 III, 0,110 | hvad der er blevet sagt om teologi i almindelighed,
306 III, 0,110 | kan og skal også siges om moralteologi, betragtet
307 III, 0,110 | hellighed, hvori sandheden om det gode bragt til dets
308 III, 0,110 | ved at advare de troende om tilstedeværelsen af mulige
309 III, 0,110 | vildfarelser, også selv om de kun er implicitte, når
310 III, 0,110 | især fremtidige præster - om alle de bud og praktiske
311 III, 0,112 | for at afvise den sandhed om de etiske normer, som er
312 III, 0,112 | udvikler et statistisk begreb om "normalitet", lærer troen,
313 III, 0,112 | åbenbarer den hele sandhed om mennesket og dets etiske
314 III, 0,112 | Gud minder også syndere om tilgivelsens glæde, som
315 III, 0,114 | Vatikankoncil minder os om, hviler ansvaret for troen
316 III, 0,114 | pagtens Herre. Han mindede ham om de etiske bud, der allerede
317 III, 0,114 | Dette "svar" på spørgsmålet om etik er på en særlig måde
318 III, 0,115 | Vatikankoncils, har jeg kort mindet om frihedens væsentlige kendetegn,
319 III, 0,115 | væsentlige kendetegn, så vel som om de fundamentale værdier,
320 III, 0,115 | det, som det drejer sig om, ikke blot for enkelte personer,
321 III, 0,117 | Som apostlen Paulus sagde om sig selv, er vi blevet sendt "
322 III, 0,117 | Kristi stemme, sandhedens ord om ondt og godt. I de ord,
323 Afsl, 0,119| tider kan det i diskussioner om nye og komplekse etiske
324 Afsl, 0,119| fællesskab. Augustin minder os om, at "de, der vil leve, har
325 Afsl, 0,120| med Kristus beder Faderen om at tilgive dem, der ikke
326 Afsl, 0,120| altid og til enhver minder om etikkens krav. Hun tillader
|