Chapter, Paragraph, Number
1 Indl, 0,1 | vilje til at underordne sig den er svækket. Idet det
2 Indl, 0,1 | Idet det således hengiver sig til relativisme og skepsis (
3 Indl, 0,1 | sml. Joh.18,38), giver det sig til at søge efter en illusorisk
4 Indl, 0,3 | menneskekærlighed" stiller den sig til tjeneste for hvert enkelt
5 Indl, 1,4 | teologisk art. Det drejer sig ikke længere om en begrænset
6 Indl, 1,4 | kun i stand til at blande sig i etik for at "formane folks
7 Indl, 1,5 | lære angår", indskrænke sig til at behandle visse grundlæggende
8 I, 0,7 | bevidst eller ubevidst, nærmer sig Kristus menneskets forløser
9 I, 0,7 | mand, drejer spørgsmålet sig ikke så meget om regler,
10 I, 0,8 | menneskes liv, for det drejer sig om det etisk gode, der skal
11 I, 0,8 | må mennesker igen vende sig til Kristus for fra ham
12 I, 0,8 | mennesket, der ønsker at forstå sig selv til bunds - og ikke
13 I, 0,8 | sit liv og sin død nærme sig Kristus. Mennesket må så
14 I, 0,8 | hele sit jeg, må "tilegne sig" og assimilere hele menneskevordelsens
15 I, 0,8 | virkelighed for at finde sig selv. Hvis denne dybe proces
16 I, 0,9 | sidste instans at vende sig til Gud, godhedens fylde.
17 I, 0,10 | så snart Gud åbenbarer sig. Dekalogen bygger på disse
18 I, 0,10 | og i hele loven giver Gud sig til kende og erkendes som
19 I, 0,10 | sande og gode liv viser sig det som svar, der er passende
20 I, 0,11 | den unge mand henvender sig til med ordene "Gode Mester" (
21 I, 0,15 | virkelige mening ved at give sig selv totalt: han selv bliver
22 I, 0,16 | utilstrækkelighed, at Jesus henvender sig i sit sidste svar. I bevidsthed
23 I, 0,16 | Saligprisningerne drejer sig ikke specielt om bestemte
24 I, 0,17 | ude af stand til alene af sig selv at tage det næste skridt.
25 I, 0,17 | hvormed Paulus modsætter sig dem, der mener, at de er
26 I, 0,19 | på sin egen rigdom og på sig selv. Dette er netop konklusionen
27 I, 0,19 | kalder mennesker til at følge sig. Hans kald henvender sig
28 I, 0,19 | sig. Hans kald henvender sig først til dem, han betror
29 I, 0,19 | Joh.6,44).~Dette drejer sig ikke kun om at være tilbøjelig
30 I, 0,20 | kærlighed til Gud giver sig selv fuldstændigt til brødrene: "
31 I, 0,20 | den unge mand til at følge sig ad fuldkommenhedens vej,
32 I, 0,20 | efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op
33 I, 0,21 | tjener lige til at give sig selv på korset (sml. Fil.
34 I, 0,21 | til fuldkomment at give sig selv, som Jesus - ifølge
35 I, 0,22 | det bedre ikke at gifte sig" (Matt.19,10). Og idet Jesus
36 I, 0,23 | egen magtesløshed og befri sig for ideen om sin selvtilstrækkelighed,
37 I, 0,24 | ens liv. Den nye lov lader sig dog ikke nøje med at sige,
38 I, 0,25 | mennesker til alle tider, viser sig i hans legeme, som er kirken.
39 I, 0,26 | ikke-jødiske folk, adskilte sig fra hedningerne ikke blot
40 I, 0,27 | teorier, der har udviklet sig, føler læreembedet i troskab
41 II, 0,29 | overvejelse, der beskæftiger sig med "moral", med det gode
42 II, 0,29 | gode", og som ved at give sig selv til mennesket i Kristus,
43 II, 0,29 | de troende, men henvendte sig specielt til teologer: "
44 II, 0,29 | sådan som den manifesterer sig i kulturlivet".~Mange teologers
45 II, 0,29 | efter koncilet, udviklet sig visse tolkninger af kristen
46 II, 0,30 | da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe
47 II, 0,30 | den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter
48 II, 0,30 | øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid
49 II, 0,31 | tids mennesker er blevet sig deres menneskeværd stadig
50 II, 0,32 | være i overensstemmelse med sig selv" i en sådan grad, så
51 II, 0,34 | Mennesket kan ikke omvende sig til det gode uden frihed".
52 II, 0,34 | Skaber og ved frit at hengive sig til ham når frem til den
53 II, I,35 | sådan grad, så sandhed i sig selv ville blive betragtet
54 II, I,36 | på en autonom måde giver sig selv, og som har sin oprindelse
55 II, I,37 | indhold, og ville ikke i sig selv være af betydning for
56 II, I,38 | og ved frit at hengive sig til ham, når frem til den
57 II, I,38 | vis forstand udstrækker sig til mennesket selv. Dette
58 II, I,39 | etisk gode handlinger i sig selv sin lighed med Gud.~
59 II, I,40 | betyder, at mennesket i sig selv besidder sin egen lov,
60 II, I,41 | visdom; ved at underkaste sig loven, underkaster friheden
61 II, I,41 | loven, underkaster friheden sig sandheden om skabningen.
62 II, I,42 | Dette menneskeværd viser sig hos den, som frigjort fra
63 II, I,43 | ved at forudse både for sig selv og for andre. Således
64 II, I,44 | lovs væsentlige underordnen sig Guds visdom og hans lov.
65 II, I,44 | synd", påberåber Leo XIII sig den guddommelige lovgivers "
66 II, I,44 | egen højeste lovgiver gav sig selv reglerne for sine egne
67 II, I,44 | følger, at naturloven i sig selv er den evige lov, indplantet
68 II, I,44 | Således kunne Moses henvende sig til Israels børn og spørge
69 II, I,44 | Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har sin
70 II, I,44 | hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har så
71 II, I,46 | lidt efter lidt må hævde sig overfor. Her er forskellige
72 II, I,46 | et fænomen, der kan skabe sig selv og sine værdier. Faktisk,
73 II, I,47 | at fremstille, hvad der i sig selv kun er biologiske love,
74 II, I,48 | orden, ville være at udsætte sig for at blive beskyldt for
75 II, I,48 | legemet, er helt betroet til sig selv, og det er i legemets
76 II, I,48 | til en frihed, som former sig selv, men omfatter en særlig
77 II, I,50 | handlinger og især benytte sig af sit eget legeme". For
78 II, I,50 | en sjæl, der udtrykker sig i et legeme, og som et legeme,
79 II, I,51 | historien. For at fuldkommengøre sig selv i sin specifikke orden
80 II, I,51 | dens autoritet udstrækker sig til hele menneskeheden.
81 II, I,51 | universalitet. Ved at underordne sig den fælles lov, opbygger
82 II, I,52 | handlende subjekt tilegner sig personligt den sandhed,
83 II, I,52 | omstændigheder. Det drejer sig om forbud, der forbyder
84 II, I,53 | menneskenaturen; denne natur er i sig selv målestokken for kulturen
85 II, II,54 | lov, som det ikke giver sig selv, men som forlanger
86 II, II,54 | samvittigheden, som adskiller sig fra kirkens traditions og
87 II, II,56 | moralloven betegnes som i sig selv ondt. Således er der
88 II, II,58 | menneskets indre dialog med sig selv kan aldrig blive tilstrækkelig
89 II, II,59 | dømmer det, som skjuler sig i mennesker, efter mit evangelium
90 II, II,60 | handling, det har besluttet sig til, alligevel udfører denne
91 II, II,61 | frihed og sandhed viser sig. Netop af denne grund udtrykker
92 II, II,61 | udtrykker samvittigheden sig i "domme", som genspejler
93 II, II,62 | menneske, som kun bryder sig lidt om at søge ret og sandhed,
94 II, II,62 | det ikke kan overvinde af sig selv.~Koncilet minder os
95 II, II,63 | samvittighed, drejer det sig om den objektive sandhed,
96 II, II,63 | der tager fejl, drejer det sig om, hvad mennesket, fejlagtigt,
97 II, II,63 | menneske, som kun bryder sig meget "lidt om at søge ret
98 II, II,64 | hjerte, der har "omvendt" sig til Herren og til kærlighed
99 II, II,64 | heraf, at når kirken udtaler sig om etiske spørgsmål, hæmmer
100 II, II,64 | udgangspunkt. Kirken stiller sig altid kun i samvittighedens
101 II,III,65 | og få lov til at udvikle sig.~ ~Nogle forfattere har
102 II,III,65 | andre ord dem, der drejer sig om menneskets forhold til
103 II,III,65 | om menneskets forhold til sig selv, til andre og til den
104 II,III,65 | de kriterier, der anstår sig for en menneskelig handling.
105 II,III,66 | over for Gud. Det drejer sig om troens beslutning, om
106 II,III,66 | mennesket frivilligt helliger sig helt til Gud, skænker Gud,
107 II,III,66 | skænker Gud, som åbenbarer sig, "fuld underkastelse så
108 II,III,66 | fundamentale afgørelse drejer sig altså om det fundamentale
109 II,III,67 | mennesket med overlæg ligedanner sig med Guds vilje, visdom og
110 II,III,67 | bør undgås. Når det drejer sig om positive etiske bud,
111 II,III,67 | eller adfærdsformer som i sig selv onde, tillader ikke
112 II,III,68 | det "frivilligt helliger sig helt til Gud".113 Ved enhver
113 II,III,69 | handlingers "genstand" i sig selv undertiden kunne tyde
114 II,III,69 | Gud og bagefter omvende sig til ham ved alvorlig anger.
115 II,III,70 | kærlighed. "For det drejer sig også om dødssynd, når et
116 II,III,70 | skabningen: personen vender sig bort fra Gud og mister kærlighed.
117 II,III,70 | enkelte adfærdsformer, der i sig selv eller i deres omstændigheder
118 II,III,70 | det foretrækker at vende sig til sig selv eller til en
119 II,III,70 | foretrækker at vende sig til sig selv eller til en eller
120 II, IV,71 | i samvittigheden, viser sig og virkeliggøres i menneskelige
121 II, IV,72 | personens frivillige henordnen sig til sit sidste mål: Gud
122 II, IV,72 | personen frivilligt henordner sig til sit sidste mål, og en
123 II, IV,73 | gave, og åbner eller lukker sig for evigt liv, for fællesskabet
124 II, IV,73 | at sådanne handlinger i sig selv er i stand til at være
125 II, IV,73 | Naturligvis drejer det sig om en sådan fornuftig og
126 II, IV,73 | og velovervejet henordnen sig, i kraft af hvilken mennesket
127 II, IV,74 | moralteologer, der bekender sig til denne retning, forsøger
128 II, IV,74 | forsøger at distancere sig fra utilitarisme og pragmatisme,
129 II, IV,75 | bud. Selv, når det drejer sig om noget alvorligt, bør
130 II, IV,76 | kasuistik kun beskæftigede sig med tilfælde, hvor loven
131 II, IV,76 | budet om at elske næsten som sig selv (sml. Rom.13,8-10),
132 II, IV,77 | ydre skikke uden at hæfte sig ved hjertet (sml. Mark.7,
133 II, IV,77 | dens beskaffenhed" eller "i sig selv" er etisk god eller
134 II, IV,77 | Hvordan kan man så give sig til at fastsætte forhold,
135 II, IV,78 | at en god hensigt ikke i sig selv er tilstrækkelig, men
136 II, IV,78 | Kristen etik, der hæfter sig særligt ved den etiske genstand,
137 II, IV,79 | Det i sig selv onde": det er ikke
138 II, IV,80 | moraltradition er blevet kaldt "i sig selv onde" (intrinsece malum):
139 II, IV,80 | handlinger, som per se og i sig selv, uafhængig af omstændighederne,
140 II, IV,80 | angår handlinger, der i sig selv er onde, og med hensyn
141 II, IV,80 | gøre ting, der er slette i sig selv, for at opnå noget
142 II, IV,80 | ville gøre noget, der i sig selv er i modstrid med den
143 II, IV,81 | eksisterer handlinger, der i sig selv er onde, accepterer
144 II, IV,81 | Hvis handlinger er onde i sig selv, kan en god hensigt
145 II, IV,81 | handlinger; per se og i sig selv kan de ikke henordnes
146 II, IV,81 | angår handlinger, der i sig selv er synder (cum iam
147 II, IV,81 | forvandle en handling, der i sig selv er ond, til en handling,
148 II, IV,83 | eksisterer handlinger, der i sig selv er onde, finder vi
149 II, IV,83 | at der eksisterer noget i sig selv ondt i givne menneskelige
150 III, 0,84 | overbevisende måde, drejer sig om menneskets frihed i forhold
151 III, 0,84 | frihed, der underordner sig sandheden, den menneskelige
152 III, 0,84 | persons frygtelige styrten sig ind i situationer, der fører
153 III, 0,85 | ud i den totale skænken sig selv og kalder sine disciple
154 III, 0,86 | er til, ved at gå ud over sig selv for at kende og elske
155 III, 0,86 | det gode for at opstille sig selv som sit eget absolutte
156 III, 0,87 | det vil sige ved at give sig selv. Han, der siger: "Større
157 III, 0,87 | betydning af frihed: at give sig selv i tjeneste over for
158 III, 0,87 | leve i frihed, for at give sig selv og for at tjene. Som
159 III, 0,87 | der ikke kom "for at lade sig tjene, men for selv at tjene
160 III, 0,88 | og træffer beslutninger, sig ofte som fremmede for eller
161 III, 0,88 | indbefatter en tillidsfuld given sig til Kristus, hvad der gør
162 III, 0,89 | ægte friheds, som viser sig og leves ved at give sig
163 III, 0,89 | sig og leves ved at give sig selv, endda lige til at
164 III, 0,89 | endda lige til at give sig selv totalt, ligesom Jesus,
165 III, 0,89 | elsket kirken og hengivet sig for den" (Ef.5,25). Kristi
166 III, 0,89 | efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit
167 III, 0,89 | Kristus elskede os og gav sig selv hen for~os som en gave
168 III, 0,90 | handlinger, der er onde i sig selv. Den etiske norms universalitet
169 III, 0,91 | godt. Susanna vælger for sig selv, den "bedre del", som
170 III, 0,92 | tillægge en handling, der i sig selv er etisk ond. Faktisk
171 III, 0,92 | Antiokia, der henvender sig til de kristne i Rom, hvor
172 III, 0,95 | handlinger, der er onde i sig selv, betragtes ikke så
173 III, 0,95 | godt"; den må altid vogte sig for ikke at sønderbryde
174 III, 0,96 | pligter. Når det drejer sig om de etiske normer, der
175 III, 0,96 | normer, der forbyder det i sig selv onde, er der ingen
176 III, 0,100 | i vejret ved at benytte sig af en andens uvidenhed eller
177 III, 0,102 | hvad et menneske foretager sig; ingen har han pålagt at
178 III, 0,102 | end måtte være, betragte sig selv som undtaget fra at
179 III, 0,103 | 103. Foran sig har mennesket altid håbets
180 III, 0,103 | af de goder, det drejer sig om". Men hvad er "menneskets
181 III, 0,103 | Det er, hvad det drejer sig om: Kristi forløsnings virkelighed.
182 III, 0,103 | vilje til ikke at benytte sig af den nåde, der udspringer
183 III, 0,103 | opnå tilgivelse og fryde sig over Helligåndens nærvær".~ ~
184 III, 0,104 | det menneske, der omvender sig, og til forståelsen af menneskelig
185 III, 0,104 | det gode, så det kan føle sig selv-retfærdiggjort uden
186 III, 0,105 | meget på ikke at tillade sig selv at blive smittet af
187 III, 0,105 | menneske, der er overladt til sig selv) længslen efter nåde
188 III, 0,108 | styrkede af ham havde de i sig selv de gaver, som den samme
189 III, 0,108 | og det ansvar, der sømmer sig for moralteologer.~ ~
190 III, 0,109 | specielle egenskab giver sig til kende gennem hele folkets
191 III, 0,109 | i kirken og beskæftiger sig med kirken... Den er til
192 III, 0,110 | opdage de handlinger, der i sig selv er i overensstemmelse
193 III, 0,110 | modsat, fordi de er onde i sig selv, er uforenelige med
194 III, 0,111 | adfærdsvidenskaber. Disse beskæftiger sig med fænomenet etik som en
195 III, 0,113 | Moralteologer, der har påtaget sig opgaven med at undervise
196 III, 0,113 | respekt for dem og føle sig forpligtet til at give dem
197 III, 0,115 | alvoren i det, som det drejer sig om, ikke blot for enkelte
198 III, 0,115 | forbyder handlinger, der i sig selv er onde.~Ved at anerkende
199 III, 0,115 | livsfyldens vej, der passer sig for Guds børn.~ ~
200 III, 0,116 | institutioner, der giver sig af med undervisning eller
201 III, 0,116 | institutioner, der beskæftiger sig med sundhedvæsen eller forskellige
202 III, 0,117 | apostlen Paulus sagde om sig selv, er vi blevet sendt "
203 III, 0,117 | den sandhed, der skænker sig selv.~Når mennesker stiller
204 III, 0,117 | troende i kirken vender sig til deres biskopper og hyrder,
205 Afsl, 0,119| synes, at kristen etik i sig selv er for krævende, for
206 Afsl, 0,119| følge Kristus, i at overgive sig selv til ham, i at lade
207 Afsl, 0,119| selv til ham, i at lade sig blive forvandlet af hans
208 Afsl, 0,120| frihed netop ved at give sig selv til Gud og modtage
209 Afsl, 0,120| Gud og modtage Guds gave i sig. Indtil tiden for hans fødsel
210 Afsl, 0,120| hans eget liv. Ved at give sig selv, indgik Maria helt
211 Afsl, 0,120| plan, hvorved han giver sig selv til verden. Ved i sit
212 Afsl, 0,120| sml. Luk.11,28), og gjorde sig fortjent til titlen "Visdommens
213 Afsl, 0,120| mennesket ikke skal forvilde sig~bort fra det godes vej~ ~
|