Chapter, Paragraph, Number
1 Indl, 0,1 | adskilt fra selve sandheden.~ ~Men intet fejltagelsens eller
2 Indl, 0,3 | på ikke blot til troende, men til alle mennesker af god
3 Indl, 0,3 | evangelium og hans kirke, men som ikke desto mindre søger
4 Indl, 0,3 | bevidst gudserkendelse, men som, for vist ikke uden
5 Indl, 1,4 | 4.Til alle tider, men især i de sidste to århundreder
6 Indl, 1,4 | lejlighedsvis afvigelse, men om en total og systematisk
7 I, 0,6 | det gode? Én er den gode; men vil du gå ind til livet,
8 I, 0,7 | regler, der skal følges, men om hele meningen med livet.
9 I, 0,8 | blot i tilbedelse af Gud, men også i en dyb undren over
10 I, 0,9 | det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet,
11 I, 0,11 | Hærskarers Herre" (Es.6,3).~Men hvis Gud alene er den gode,
12 I, 0,12 | fordi han er den gode. Men Gud har allerede besvaret
13 I, 0,12 | opnås det først efter døden, men i tro er det allerede nu
14 I, 0,13 | nødvendige for at "få evigt liv", men snarere ønsker at gøre den
15 I, 0,13 | sit hoved mod friheden. Men dette er kun frihedens begyndelse,
16 I, 0,14 | siger, "Jeg elsker Gud", men hader sin broder, er han
17 I, 0,15 | kommet for at nedbryde, men for at opfylde" (Matt.5,
18 I, 0,15 | af en mangel ved loven, men i betydningen af lovens
19 I, 0,15 | ikke for at ophæve loven, men for at bringe den til opfyldelse.
20 I, 0,15 | findes Det gamle Testamente, men al sandhed er i Det nye
21 I, 0,15 | som ikke må overskrides, men snarere som en vej, der
22 I, 0,15 | kendes skyldig af domstolen." Men jeg siger jer: Enhver, som
23 I, 0,15 | ikke bryde et ægteskab". Men jeg siger jer, "Enhver,
24 I, 0,16 | forkyndelsen af saligprisningerne, men henviser også til budene (
25 I, 0,17 | livet, så hold budene". Men det er sikkert, at den unge
26 I, 0,17 | Paulus med glæde og stolthed. Men han tilføjer straks: "Brug
27 I, 0,17 | friheden som påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed" (
28 I, 0,17 | blev tilintetgjort i dåben, men følger det heraf, at der
29 I, 0,17 | leve uden synd i dette liv. Men hvem ville vove at sige
30 I, 0,18 | ved lovens mindste krav, men leve dem "fuldt ud". Dette
31 I, 0,18 | så længe vi er på jorden, men det er en, der muliggøres
32 I, 0,19 | begyndende med De Tolv; men det er også klart, at enhver
33 I, 0,21 | ikke blot blevet kristne, men Kristus (...). Undres og
34 I, 0,22 | Ikke blot den unge mand, men selv disciplene forbløffes
35 I, 0,22 | frelst?"" (Matt.19,25). Men Mesteren henviser dem til
36 I, 0,22 | mennesker er det umuligt; men for Gud er alting muligt" (
37 I, 0,22 | skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det
38 I, 0,22 | Himmerigets skyld" (Matt.19.12), men samtidig fastslår en generel
39 I, 0,22 | på, kan ikke alle rumme, men kun de, der får det givet"" (
40 I, 0,22 | kærlighed?" Og han svarer: "Men hvem kan tvivle om, at kærligheden
41 I, 0,23 | retfærdighed", som loven kræver, men ikke kan give, opdager enhver
42 I, 0,24 | er blevet udtrykt i enkle men dybe ord af Augustin i hans
43 I, 0,24 | Gaven formindsker ikke, men forstærker det etiske krav
44 I, 0,24 | sige, hvad der skal gøres, men giver også kraften til at "
45 I, 0,24 | stentavler i deres hænder, men de kom ned bærende Helligånden
46 I, 0,26 | deres tro og deres liturgi, men også i vidnesbyrdet om deres
47 I, 0,26 | fordrejer troens sandhed, men også af dem, der lader hånt
48 II, 0,28 | sandheder, der skal tros, men også om etisk handling,
49 II, 0,29 | tilgængelig for alle mennesker. Men den er også "teologi", for
50 II, 0,29 | rettet til alle de troende, men henvendte sig specielt til
51 II, 0,30 | ikke blot sin dogmatiske, men også sin etiske overvejelse
52 II, 0,30 | finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis
53 II, 0,30 | sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid hovedet koldt,
54 II, 0,32 | oprindelse i samvittigheden. Men på denne måde forsvinder
55 II, 0,33 | pædagogikken og i retsplejen. Men nogle mennesker, der går
56 II, 0,34 | til det gode uden frihed". Men hvilken slags frihed? Koncilet
57 II, 0,34 | og "stræber efter" den, men "de forfægter den imidlertid
58 II, I,35 | af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt
59 II, I,35 | ikke tilhører mennesket, men Gud alene. Mennesket er
60 II, I,35 | af alle træerne i haven". Men dets frihed er ikke ubegrænset:
61 II, I,39 | imidlertid ikke blot verden, men også mennesket selv, der
62 II, I,40 | den sande friheds død: "Men træet til kundskab om godt
63 II, I,41 | på ingen måde afvisning, men snarere netop accept af
64 II, I,41 | der egentlig tilhører det, men kun har del deri i lyset
65 II, I,41 | nærværende i alle (sml. Ef.4,6). Men man må ligeledes erkende
66 II, I,42 | gode og undgå det onde. Men for at opnå dette, må det
67 II, I,42 | irrationelle væsners natur, men fordi den fornuft, der proklamerer
68 II, I,43 | sml. Visd.7,22; 8,11). Men Gud sørger anderledes for
69 II, I,43 | gennem love af fysisk natur, men "indvendigt fra" gennem
70 II, I,43 | ikke blot naturens verden, men også menneskelige personers
71 II, I,44 | lovgivers "højere fornuft": "Men denne den højere fornufts
72 II, I,44 | sidder blandt spottere, men har sin glæde ved Herrens
73 II, I,45 | ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd,
74 II, I,45 | ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af
75 II, I,45 | om ting, der skal gøres, men også forøger tilbøjeligheden
76 II, I,46 | for frihedens værdighed, men de opfatter ofte frihed
77 II, I,47 | fornuftbegavet væsen ikke blot, men bør frit bestemme hensigten
78 II, I,47 | indstilling til rigtig adfærd, men de kan ikke bestemme den
79 II, I,48 | friheden kan træffe sit valg, men alligevel som noget ydre
80 II, I,48 | frihed, som former sig selv, men omfatter en særlig åndelig
81 II, I,51 | ikke ved at strejfe om, men ved ligesom at være indpræget
82 II, I,51 | påvirkede af den moderne kultur. Men fordi naturloven udtrykker
83 II, I,52 | dynamik ingen øvre grænse, men har en lavere grænse; under
84 II, I,52 | bestemte gode handlinger; men det kan aldrig blive forhindret
85 II, I,53 | eksisterer i en bestemt kultur, men det må også indrømmes, at
86 II, I,53 | nogen af sine kulturer, men hævder sin personlige værdighed
87 II, I,53 | med almindelig erfaring, men ville gøre Jesu henvisning
88 II, I,53 | gyldige i deres substans, men må specificeres og bestemmes "
89 II, II,54 | det ikke giver sig selv, men som forlanger at adlydes,
90 II, II,55 | tilfælde i en persons liv. Men de normer, fortsætter de,
91 II, II,55 | samvittighedens vurderinger, men et generelt perspektiv,
92 II, II,55 | handlinger for "vurderinger", men for "afgørelser": kun ved
93 II, II,58 | tilstrækkelig påskønnet. Men den er også en menneskets
94 II, II,58 | fra sin egen autoritet, men befaler dem som stammende
95 II, II,58 | retskaffenhed eller uretfærdighed, men sammen med dette og faktisk
96 II, II,58 | uigennemtrængelig ensomhed, men åbner det for kaldet, for
97 II, II,59 | ethvert menneskes hjerte. Men mens naturloven åbenbarer
98 II, II,60 | godt, og hvad der er ondt, men derimod et lydighedsprincip
99 II, II,61 | ondskaben i dets konkrete valg. Men samvittighedens kendelse
100 II, II,61 | personlige beslutninger, men derimod ved ihærdigt at
101 II, II,62 | og forfalske Guds ord", men "bringe sandheden for dagen" (
102 II, II,62 | Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at
103 II, II,63 | tilregnes den handlende; men selv i så fald ophører det
104 II, II,63 | synder, som vi ikke ser, men som ikke desto mindre vedbliver
105 II, II,63 | er hele dit legeme lyst; men er dit øje mat, er hele
106 II, II,64 | denne verdens mentalitet, men til at forvandles ved fornyelsen
107 II, II,64 | almindelighed bestemt nødvendig, men det er ikke tilstrækkeligt:
108 II, II,64 | frihed "fra" sandheden, men altid kun frihed "i" sandheden,
109 II, II,64 | kun frihed "i" sandheden, men også fordi læreembedet ikke
110 II, II,64 | der er fremmede for den, men derimod bringer det de sandheder
111 II, II,64 | der er godt for mennesket, men derimod, især i mere vanskelige
112 II,III,65 | afgørelse på refleksionens plan, men på en "transcendental" og "
113 II,III,65 | et transcendentalt plan), men enkelte (også kaldet "kategoriale")
114 II,III,66 | sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv
115 II,III,66 | ophøjelse af menneskelig frihed, men vidner dog på samme tid
116 II,III,66 | til frihed" (Gal.5,13). Men apostlen tilføjer straks
117 II,III,67 | idet det følger Guds kald. Men denne evne benyttes faktisk
118 II,III,67 | eller mere uopsættelige. Men de etiske forbud, der forbyder
119 II,III,68 | hvorved troen selv mistes, men også ved enhver anden dødssynd".~ ~
120 II,III,70 | dødssynder og tilgivelige synder, men mindede også igen om, at
121 II,III,70 | dødssyndens "alvorlige genstand", men minder også om, at den nødvendige
122 II,III,70 | synderens subjektive skyld. Men fra en overvejelse af den
123 II, IV,71 | ligger uden for mennesket, men i samme grad, som de er
124 II, IV,71 | forbliver nogen sinde konstant, men går vedvarende fra den ene
125 II, IV,71 | må altid fødes på ny... Men dets fødsel sker ikke ved
126 II, IV,73 | gøre for at få evigt liv?". Men denne henordnen til ens
127 II, IV,74 | 74. Men hvad afhænger den etiske
128 II, IV,75 | 75. Men som del af forsøget på at
129 II, IV,75 | opnå de tilstræbte værdier, men på to måder: de værdier
130 II, IV,76 | svækker han ikke budene, men skærper dem, idet han afslører
131 II, IV,77 | Det kræver ansvarlighed. Men overvejelsen af disse konsekvenser
132 II, IV,78 | handler med en god hensigt, men uden åndeligt udbytte, fordi
133 II, IV,78 | sig selv er tilstrækkelig, men at et rigtigt valg af handlinger
134 II, IV,78 | fremme personens sande gode; men den erkender, at det kun
135 II, IV,80 | menneskelige civilisation, men vanærer dem, som bærer skylden
136 II, IV,80 | plads for et højere gode, men det er dog aldrig tilladt,
137 II, IV,81 | formindske det onde ved dem, men kan ikke fjerne det. De
138 II, IV,82 | henblik på dennes sidste mål. Men handlinger, hvis genstand "
139 II, IV,82 | hindring for en god hensigt, men er faktisk det grundlæggende
140 III, 0,85 | Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at
141 III, 0,85 | skal blive til tom tale... Men vi prædiker Kristus som
142 III, 0,85 | en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet,
143 III, 0,86 | Den frihed er virkelig, men begrænset: dens absolutte
144 III, 0,86 | oprindelse er ikke i den selv, men i det liv, hvori den er
145 III, 0,87 | tjener af nødvendighed, men af kærlighed... Kærligheden
146 III, 0,87 | for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give
147 III, 0,88 | os: "Engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev
148 III, 0,88 | mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem... Se derfor
149 III, 0,88 | I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige
150 III, 0,89 | har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver
151 III, 0,89 | siger: "Jeg kender ham", men ikke holder hans bud, er
152 III, 0,89 | sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved
153 III, 0,89 | ikke blot over for Gud, men også over for mennesker:
154 III, 0,89 | sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser
155 III, 0,91 | sin tro og tillid til Gud, men også om sin lydighed mod
156 III, 0,92 | martyriet: "Tilgiv mig Brødre, men I må ikke hindre mig i at
157 III, 0,95 | forståelse og barmhjertighed. Men kirkens moderskab kan faktisk
158 III, 0,95 | svække den etiske sandhed, men snarere ved at fremstille
159 III, 0,95 | ikke for at dømme verden, men for at frelse den; derfor
160 III, 0,95 | sin fordømmelse af synden, men barmhjertig over for syndere".~ ~
161 III, 0,96 | blot på enkeltpersoner, men også på fællesskabet, på
162 III, 0,97 | i almindelige vendinger. Men selve den kendsgerning,
163 III, 0,98 | der råder i verden i dag. Men som historien og personlig
164 III, 0,99 | angår generelle holdninger, men også præcise og bestemte
165 III, 0,100 | ikke længere som en slave, men som en broder i Herren? (
166 III, 0,101 | og dets vækst i det gode, men også for samfundet og dets
167 III, 0,102 | endda medføre martyriet. Men som almindelig og daglig
168 III, 0,102 | jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil,
169 III, 0,102 | oprindelige syndefald.~ ~Men fristelser kan overvindes,
170 III, 0,102 | vanskeligt, at holde Guds lov, men det er aldrig umuligt. Dette
171 III, 0,102 | af Tridentinerkoncilet: "Men ingen må, hvor retfærdiggjort
172 III, 0,102 | befaler ikke det umulige, men ved at befale råder han
173 III, 0,103 | goder, det drejer sig om". Men hvad er "menneskets konkrete
174 III, 0,103 | Kristi forløsende handling, men menneskets vilje til ikke
175 III, 0,103 | efter menneskets evner; men efter evnerne hos det menneske,
176 III, 0,104 | formindsket hans ansvar. Men hans bøn dvæler ikke ved
177 III, 0,104 | ikke ved sådanne motiver, men derimod ved hans egen uværdighed
178 III, 0,105 | taknemlighed svarer han: "Men Gud ske tak ved Jesus Kristus,
179 III, 0,106 | irrelevant i dagliglivet, men også, og nødvendigvis, en
180 III, 0,106 | holdninger eller adfærdsmønstre, men snarere som indstillinger,
181 III, 0,107 | blot det forkyndte ord, men også det levede ord. Især
182 III, 0,107 | til at dele den med andre, men også en forherligelse af
183 III, 0,110 | kun ind på troens område, men også, og uadskilleligt dermed,
184 III, 0,111 | kirkens liv og sendelse, men også for det menneskelige
185 III, 0,112 | sådanne metoders gyldighed, men samtidig uden at indskrænke
186 III, 0,115 | blot for enkelte personer, men for hele samfundet, med
187 III, 0,116 | hjælpes vi alle af teologer; men alligevel udgør teologiske
188 III, 0,117 | salvelse bliver dette blide, men krævende ord lys og liv
189 III, 0,117 | ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens... "Herren" er Ånden,
190 Afsl, 0,118| kom ikke for at fordømme, men for at tilgive, for at vise
191 Afsl, 0,119| selv af den mindst lærde, men især af dem, der er i stand
192 Afsl, 0,120| taler specielt til jomfruer, men i en sammenhæng, der er
193 Afsl, 0,120| vore menneskelige vilkår, men i fuldstændig åbenhed over
194 Afsl, 0,120| eller blive blind for synd,~men må slå sin lid mere og mere
|