Chapter, Paragraph, Number
1 Indl, 0,1 | fra den levende og sande Gud for at rette det mod afguder (
2 Indl, 0,3 | og hans evangelium eller Gud selv. Den ved, at det er
3 Indl, 0,3 | ikke desto mindre søger Gud af et oprigtigt hjerte -
4 Indl, 1,4 | Er det muligt at adlyde Gud og således elske Gud og
5 Indl, 1,4 | adlyde Gud og således elske Gud og ens næste uden at respektere
6 I, 0,7 | er ekkoet af et kald fra Gud, som er oprindelsen til
7 I, 0,7 | møde" med Kristus, ville Gud sin kirke. Faktisk ønsker
8 I, 0,8 | ikke blot i tilbedelse af Gud, men også i en dyb undren
9 I, 0,9 | god undtagen én, nemlig Gud" (Mark.10,18; sml. Luk.18,
10 I, 0,9 | god undtagen én, nemlig Gud" (Mark.10,18; sml. Luk.18,
11 I, 0,9 | 18; sml. Luk.18,19). Kun Gud kan besvare spørgsmålet
12 I, 0,9 | instans at vende sig til Gud, godhedens fylde. Jesus
13 I, 0,9 | mennesket, har sin oprindelse i Gud og faktisk er Gud selv.
14 I, 0,9 | oprindelse i Gud og faktisk er Gud selv. Gud alene er værdig
15 I, 0,9 | og faktisk er Gud selv. Gud alene er værdig til at blive
16 I, 0,9 | grundlag, til anerkendelsen af Gud, som alene er godhed, livets
17 I, 0,10 | bliver klart, så snart Gud åbenbarer sig. Dekalogen
18 I, 0,10 | ord: "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten,
19 I, 0,10 | Israel og i hele loven giver Gud sig til kende og erkendes
20 I, 0,10 | hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig" (3.Mos.19,2);
21 I, 0,10 | jer, og jeg vil være jeres Gud, og I skal være mit folk" (
22 I, 0,10 | frivillige initiativer, Gud har taget af kærlighed til
23 I, 0,10 | Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal
24 I, 0,10 | skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af
25 I, 0,10 | herlighed. "For dem, der elsker Gud, er det nok at være velbehagelig
26 I, 0,10 | kærligheden er faktisk af Gud på en sådan måde, så Gud
27 I, 0,10 | Gud på en sådan måde, så Gud selv er kærlighed".~ ~
28 I, 0,11 | kalder os til at anerkende Gud som alles Herre og til at
29 I, 0,11 | Det gode er at tilhøre Gud, adlyde ham, vandre ydmygt
30 I, 0,11 | At anerkende Herren som Gud er selve kernen i loven,
31 I, 0,11 | folk tilhører Herren, fordi Gud alene er den, der er god.
32 I, 0,11 | Herre" (Es.6,3).~Men hvis Gud alene er den gode, kan det
33 I, 0,11 | sige anerkende Herren som Gud og vise ham den tilbedelse,
34 I, 0,12 | budene" (Matt.19,17)~12. Kun Gud kan besvare spørgsmålet
35 I, 0,12 | fordi han er den gode. Men Gud har allerede besvaret dette
36 I, 0,12 | lys, der er indgivet os af Gud, hvorved vi forstår, hvad
37 I, 0,12 | og hvad der skal undgås. Gud gav dette lys og denne lov
38 I, 0,12 | knyttet til dekalogen, som Gud betroede til Moses på Sinajs
39 I, 0,13 | den unge mands blik mod Gud, minder Jesus ham om dekalogens
40 I, 0,13 | ordene "Jeg er Herren din Gud" betyder for mennesket.
41 I, 0,13 | skabning på jorden, som Gud har villet for dens egen
42 I, 0,13 | skabning i forbindelse med Gud, med dets næste og med den
43 I, 0,14 | den fra kærligheden til Gud. Dette er indlysende ud
44 I, 0,14 | to bud om kærlighed til Gud og kærlighed til næsten (
45 I, 0,14 | budene, er ægte kærlighed til Gud ikke mulig. Johannes udtrykker
46 I, 0,14 | nogen siger, "Jeg elsker Gud", men hader sin broder,
47 I, 0,14 | har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set" (
48 I, 0,17 | udstrækning, hvori vi tjener Gud, er vi frie, mens i den
49 I, 0,18 | for budet om kærlighed til Gud. Begge budene og Jesu opfordring
50 I, 0,18 | fuldkommenhed, hvis mål er Gud alene: "Så vær da fuldkomne,
51 I, 0,19 | ligesom Israels folk fulgte Gud, som førte dem gennem ørkenen
52 I, 0,20 | kærlighed, som af kærlighed til Gud giver sig selv fuldstændigt
53 I, 0,21 | 6,3-11): er levende for Gud i Kristus; de er kaldet
54 I, 0,22 | For Gud er alting muligt" (Matt.
55 I, 0,22 | er det umuligt; men for Gud er alting muligt" (Matt.
56 I, 0,23 | resultatet af en gave fra Gud, som helbreder, genopretter
57 I, 0,24 | svar i fuld kærlighed til Gud og brødrene, som Johannes
58 I, 0,24 | hinanden, for kærligheden er af Gud og kender Gud. Den, der
59 I, 0,24 | kærligheden er af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender
60 I, 0,24 | ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed...
61 I, 0,24 | elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed... Mine kære,
62 I, 0,24 | kærlighed... Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder
63 I, 0,25 | 13).~De etiske bud, som Gud gav i den gamle pagt, og
64 I, 0,27 | om de "store ting", som Gud har gjort i historien (sml.
65 II, 0,28 | aktiviteter er underordnet Gud, den Ene, som alene "er
66 II, 0,28 | handling, om handling der er Gud til behag (sml. 1.Thess.
67 II, 0,34 | billede i mennesket. For Gud har villet ?overlade mennesket
68 II, I,35 | tilhører mennesket, men Gud alene. Mennesket er bestemt
69 II, I,35 | morallov, der er givet af Gud. Faktisk finder menneskelig
70 II, I,35 | i at acceptere den lov. Gud, som er den eneste, der
71 II, I,36 | fornuft. På ingen måde ville Gud kunne betragtes som ophav
72 II, I,36 | der er givet mennesket af Gud. Disse tankestrømninger
73 II, I,36 | kendsgerning, at naturloven har Gud som sit ophav, og at mennesket
74 II, I,37 | holdninger med hensyn til Gud og næsten ville være af
75 II, I,38 | Gud overlod mennesket "til dets
76 II, I,38 | billede i mennesket. For Gud har villet overlade mennesket "
77 II, I,39 | dets egen omsorg og ansvar. Gud overlod mennesket "til dets
78 II, I,39 | sig selv sin lighed med Gud.~Alligevel advarer koncilet
79 II, I,39 | skabningerne ikke er afhængige af Gud, at mennesket kan bruge
80 II, I,39 | skaberværket fordunkles ved at Gud bliver glemt".~ ~
81 II, I,40 | Moralloven har sin oprindelse i Gud og finder altid sin kilde
82 II, I,40 | der er indgydt i os af Gud, og hvorved vi forstår,
83 II, I,40 | og hvad der skal undgås. Gud gav dette lys og denne lov
84 II, I,41 | moralloven, af Guds bud: "Gud Herren gav mennesket den
85 II, I,41 | menneskets frie lydighed mod Gud og Guds helt frivillige
86 II, I,41 | Derfor er lydighed over for Gud ikke, som nogle ville mene,
87 II, I,41 | kundskab om godt og ondt", gør Gud det klart, at mennesket
88 II, I,42 | nødvendigt".~På sin vej mod Gud, den Ene, som "er den gode"
89 II, I,43 | universelle lov, hvorved Gud i sin visdom og kærlighed
90 II, I,43 | verden og menneskesamfundet. Gud giver mennesket del i denne
91 II, I,43 | er omsorgsfuld kærlighed. Gud selv elsker og drager i
92 II, I,43 | sml. Visd.7,22; 8,11). Men Gud sørger anderledes for mennesket,
93 II, I,43 | handlinger. På denne måde kalder Gud mennesket til at deltage
94 II, I,44 | tro, gennem den lov, som Gud gav til det udvalgte folk,
95 II, I,44 | nok så stort, der har sin gud så nær, som vi har Herren
96 II, I,44 | nær, som vi har Herren vor Gud, hver gang vi råber til
97 II, I,45 | ophav er den ene og samme Gud, og at den altid er bestemt
98 II, I,45 | forskellige måder, hvorpå Gud ved at handle i historien
99 II, I,45 | og kærlige plan, hvormed Gud forudbestemmer mænd og kvinder "
100 II, I,47 | fundamentale bud om kærlighed til Gud og næsten. Dog, fortsætter
101 II, I,47 | Dog, fortsætter de, skabte Gud mennesket som et fornuftbegavet
102 II, I,50 | det kan finde den sande Gud.~Når naturloven forstås
103 II, I,52 | rigtigt og rimeligt at tjene Gud og vise ham den dyrkelse,
104 II, I,52 | dennes kald til et liv med Gud og til fællesskab med næsten.
105 II, I,52 | denne: Budet om at elske Gud og næsten har i sin dynamik
106 II, I,53 | dynamiske kærlighed til Gud og næsten.~ ~Det er bestemt
107 II, II,54 | mennesket har en lov, som Gud har skrevet i dets hjerte.
108 II, II,55 | helligdom, her er det alene med Gud". Denne stemme, siges det,
109 II, II,55 | opgaver, som er betroet det af Gud.~I deres ønske om at betone
110 II, II,58 | en menneskets dialog med Gud, lovens ophav, menneskets
111 II, II,58 | samvittigheden vidnet om Gud selv, hvis stemme og dom
112 II, II,58 | det hellige sted, hvor Gud taler til mennesket".~ ~
113 II, II,59 | vil ske) "på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler
114 II,III,65 | sidste instans for eller imod Gud. Med rette har man betonet
115 II,III,66 | et radikalt plan over for Gud. Det drejer sig om troens
116 II,III,66 | frivilligt helliger sig helt til Gud, skænker Gud, som åbenbarer
117 II,III,66 | sig helt til Gud, skænker Gud, som åbenbarer sig, "fuld
118 II,III,66 | sætning: "Jeg er Herren, din Gud..." (2.Mos.20,2), som ved
119 II,III,68 | afgørelse forblive tro over for Gud uafhængigt af, hvorvidt
120 II,III,68 | frivilligt helliger sig helt til Gud".113 Ved enhver frivilligt
121 II,III,68 | begået dødssynd krænker det Gud som lovens giver og bliver
122 II,III,69 | som skiller mennesket fra Gud, kun i den afvisning af
123 II,III,69 | kun i den afvisning af Gud, der udføres på et frihedsplan,
124 II,III,69 | afbryde fællesskabets bånd med Gud og bagefter omvende sig
125 II,III,70 | siges i vore dage - imod Gud", betragtet enten som en
126 II,III,70 | eksplicit og formel afvisning af Gud eller ens næste eller som
127 II,III,70 | personen vender sig bort fra Gud og mister kærlighed. Som
128 II,III,70 | frivilligt og bevidst afviser Gud, hans lov, den kærlighedspagt
129 II,III,70 | den kærlighedspagt som Gud tilbyder, idet det foretrækker
130 II, IV,72 | sig til sit sidste mål: Gud selv, det højeste gode,
131 II, IV,72 | sidste mål, det højeste gode, Gud selv.~ ~
132 II, IV,73 | kærlighed og lykke sammen med Gud Fader, Søn og Helligånd.
133 II, IV,73 | menneskelige handlinger til Gud, menneskets højeste gode
134 II, IV,74 | menneskelige handlinger til Gud? Er det det handlende subjekts
135 II, IV,75 | værdier som kærlighed til Gud og næsten, retfærdighed
136 II, IV,76 | deres alvor. Kærlighed til Gud og til ens næste kan ikke
137 II, IV,76 | karakteristisk for kristne, at adlyde Gud mere end mennesker (sml.
138 II, IV,78 | eller ikke kan henordnes til Gud, den ene, der "er den gode",
139 II, IV,78 | virkelig henordner den til Gud gennem kærlighed. Som moralteologernes
140 II, IV,78 | eneste hensigt at behage Gud".~ ~
141 II, IV,79 | til det sidste mål, som er Gud. Om den kan det, fattes
142 II, IV,80 | ikke kan henordnes til Gud", fordi de radikalt er i
143 II, IV,81 | kan de ikke henordnes til Gud eller til personens gode. "
144 II, IV,82 | ikke kan henordnes" til Gud, og som er "uværdige for
145 II, IV,83 | i budet om kærlighed til Gud og næsten. Og dette er,
146 III, 0,86 | absolutte princip: "I bliver som Gud" (1.Mos.3,5). Følgelig har
147 III, 0,87 | der virkeligt tilbeder Gud, må derfor tilbede ham "
148 III, 0,87 | bliver de frie. Tilbedelse af Gud og et forhold til sandheden
149 III, 0,87 | selv i tjeneste over for Gud og ens brødre. Fællesskab
150 III, 0,87 | fri, fordi du er elsket af Gud din Skaber, ja, du er også
151 III, 0,88 | tænker og lever, "som om Gud ikke eksisterede". Vi taler
152 III, 0,88 | 20), i dyb kærlighed til Gud og til vore brødre og søstre.~ ~
153 III, 0,89 | Som Johannes skriver, "Gud er lys, og der er intet
154 III, 0,89 | bekendelse", ikke blot over for Gud, men også over for mennesker:
155 III, 0,89 | på korset: "I skal ligne Gud som hans kære børn", skriver
156 III, 0,89 | en gave og et offer til Gud, en liflig duft" (Ef.5,1-
157 III, 0,91 | om sin tro og tillid til Gud, men også om sin lydighed
158 III, 0,91 | det gode og til Israels Gud. Ved sine handlinger åbenbarede
159 III, 0,91 | rigtig, for kærligheden til Gud indbefatter forpligtelsen
160 III, 0,99 | 99. Kun Gud, det højeste gode, udgør
161 III, 0,99 | sandheden: sandheden om Gud, Skaberen og Forløseren,
162 III, 0,102 | der er ondt. "I bliver som Gud og kan kende godt og ondt" (
163 III, 0,102 | der er retfærdiggjort. For Gud befaler ikke det umulige,
164 III, 0,104 | at tage sin tilflugt til Gud og hans barmhjertighed.
165 III, 0,104 | Guds uendelige hellighed: "Gud, vær mig synder nådig" (
166 III, 0,105 | taknemlighed svarer han: "Men Gud ske tak ved Jesus Kristus,
167 III, 0,105 | kan vi forestille os, at Gud ikke afviser dem, han ser,
168 III, 0,107 | også en forherligelse af Gud og hans uendelige hellighed.
169 III, 0,112 | frelses uden fortjeneste. Gud minder også syndere om tilgivelsens
170 III, 0,114 | ting, der fører dem til Gud, ganske ligesom Herren Jesus
171 III, 0,114 | Jesus den unge mand til Gud, skabelsens og pagtens Herre.
172 III, 0,115 | tegn på vort barnekår hos Gud i den ene Søn (sml. Ef.1,
173 III, 0,115 | os først" (1.Joh.4,19). Gud opfordrer os til at være
174 III, 0,117 | genklang af Guds stemme, og Gud er den, der alene "er den
175 III, 0,117 | duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige
176 Afsl, 0,118| ædelt, smukt, behageligt for Gud og i overensstemmelse med
177 Afsl, 0,120| ved at give sig selv til Gud og modtage Guds gave i sig.
178 Afsl, 0,120| sin lid mere og mere til Gud,~som er "rig på barmhjertighed" (
179 Afsl, 0,120| barmhjertighed" (Ef.2,4).~Gud give os alle at udføre de
|