Chapter, Paragraph, Number
1 Indl | værker og på en særlig måde i mennesket, som er skabt i Guds billede
2 Indl, 0,1 | til løgnen" (Joh.8,44), er mennesket altid fristet til at vende
3 Indl, 0,1 | mørke kan totalt skille mennesket fra Guds, Skaberens, lys.
4 Indl, 0,1 | udholdenhed, befrier ikke mennesket for at stille de grundlæggende
5 Indl, 0,2 | den nye Adam, fuldt ud mennesket for det selv og viser det
6 I, 0,8 | dets hele kald. Derfor må "mennesket, der ønsker at forstå sig
7 I, 0,8 | sin død nærme sig Kristus. Mennesket må så at sige træde ind
8 I, 0,9 | tiltrækker og samtidig forpligter mennesket, har sin oprindelse i Gud
9 I, 0,10 | Mesterens ord, tror, at mennesket, som er skabt i Skaberens
10 I, 0,10 | storhed og vær årvågen".~Hvad mennesket er, og hvad det skal gøre,
11 I, 0,10 | trofast mod sin kærlighed til mennesket, giver han det sin lov (
12 I, 0,10 | har taget af kærlighed til mennesket. Det er et kærlighedens
13 I, 0,12 | gjorde han ved at skabe mennesket og lede det med visdom og
14 I, 0,12 | dette lys og denne lov til mennesket ved skabelsen". Det gjorde
15 I, 0,12 | Guds bud: Guds bud viser mennesket vejen til livet, og de fører
16 I, 0,12 | den nye Moses, modtager mennesket igen dekalogens bud. Jesus
17 I, 0,13 | Herren din Gud" betyder for mennesket. Ikke desto mindre kan vi
18 I, 0,13 | om hvad der er godt for mennesket på de mange forskellige
19 I, 0,16 | meget "gode", som åbner mennesket for evigt liv, og jo er
20 I, 0,17 | for den etiske modning af mennesket, der er kaldet til fuldkommenhed:
21 I, 0,21 | efterligning, for det berører mennesket i dets inderste. At være
22 I, 0,22 | menneskeslægten, en plan, som mennesket efter synden ikke længere
23 I, 0,22 | mulighed, der er åbnet for mennesket ved Guds nåde. "Han sagde
24 I, 0,22 | kærlighed er ikke muligt for mennesket ved dets egen kraft alene.
25 I, 0,24 | mulighed, der er åbnet for mennesket udelukkende ved nåde, ved
26 I, 0,27 | vurdering og lære for at hjælpe mennesket på dets vandring mod sandhed
27 II, 0,28 | hensyn til etik. Disse er, at mennesket og dets aktiviteter er underordnet
28 II, 0,28 | kærligheds nye perspektiv for mennesket; og endelig Helligåndens
29 II, 0,29 | ved at give sig selv til mennesket i Kristus, tilbyder det
30 II, 0,30 | menneskehjertet: Hvad er mennesket? Hvad er meningen med og
31 II, 0,30 | om, hvad der er godt for mennesket, hvad der er dets specifikke
32 II, 0,31 | vedholdende krav om, "at mennesket i sine handlinger skal være
33 II, 0,31 | afviger fra sandheden om mennesket som en skabning og som Guds
34 II, 0,34 | eksistere etik uden frihed: "Mennesket kan ikke omvende sig til
35 II, 0,34 | prægtigt tegn på Guds billede i mennesket. For Gud har villet ?overlade
36 II, 0,34 | Gud har villet ?overlade mennesket til dets egne beslutninger? (
37 II, I,35 | der er ondt, ikke tilhører mennesket, men Gud alene. Mennesket
38 II, I,35 | mennesket, men Gud alene. Mennesket er bestemt frit, for så
39 II, I,35 | nøjagtigt, hvad der er godt for mennesket, og i kraft af sin kærlighed
40 II, I,35 | forelægger han dette gode for mennesket i budene.~ ~Guds lov reducerer
41 II, I,36 | være udtryk for en lov, som mennesket på en autonom måde giver
42 II, I,36 | totalt mandat, der er givet mennesket af Gud. Disse tankestrømninger
43 II, I,36 | Gud som sit ophav, og at mennesket ved fornuftens brug deltager
44 II, I,36 | som det ikke er op til mennesket at skabe.~ ~
45 II, I,38 | Gud overlod mennesket "til dets egen frie vilje" (
46 II, I,38 | prægtigt tegn på Guds billede i mennesket. For Gud har villet overlade
47 II, I,38 | Gud har villet overlade mennesket "til dets egen fri vilje",
48 II, I,38 | del i Guds herredømme, som mennesket er kaldet til: de giver
49 II, I,38 | forstand udstrækker sig til mennesket selv. Dette har været et
50 II, I,38 | og ansvarsfuld opgave for mennesket, en som involverer dets
51 II, I,38 | og deres egne love, som mennesket progressivt skal erkende,
52 II, I,39 | ikke blot verden, men også mennesket selv, der er betroet til
53 II, I,39 | omsorg og ansvar. Gud overlod mennesket "til dets egen frie vilje" (
54 II, I,39 | én selv. Faktisk, ligesom mennesket ved at udøve sit herredømme
55 II, I,39 | udvikler og konsoliderer mennesket også ved at udføre etisk
56 II, I,39 | er afhængige af Gud, at mennesket kan bruge dem uden hensyn
57 II, I,39 | hensyn til Skaberen". Hvad mennesket selv angår, giver en sådan
58 II, I,40 | dette lys og denne lov til mennesket ved skabelsen". Den praktiske
59 II, I,40 | retmæssige autonomi betyder, at mennesket i sig selv besidder sin
60 II, I,40 | kirkens lære om sandheden om mennesket. Det ville være den sande
61 II, I,41 | Guds bud: "Gud Herren gav mennesket den befaling..." (1.Mos.
62 II, I,41 | frivillige velvilje over for mennesket. Derfor er lydighed over
63 II, I,41 | almægtigt, absolut fremmed i mennesket og intolerant over for dets
64 II, I,41 | og forsyn. Ved at forbyde mennesket at "spise af træet til kundskab
65 II, I,41 | gør Gud det klart, at mennesket ikke oprindeligt besidder
66 II, I,42 | Ene, som "er den gode" må mennesket frit gøre det gode og undgå
67 II, I,42 | fornufts lys, genspejlingen i mennesket af Guds åsyns stråleglans.
68 II, I,43 | menneskesamfundet. Gud giver mennesket del i denne sin lov, således
69 II, I,43 | Gud sørger anderledes for mennesket, end han sørger for de væsner,
70 II, I,43 | personer. Han sørger ikke for mennesket "udvendigt fra" gennem love
71 II, I,43 | følgelig er i stand til at vise mennesket den rigtige retning, det
72 II, I,43 | På denne måde kalder Gud mennesket til at deltage i hans eget
73 II, I,43 | personers verden - gennem mennesket selv, gennem menneskets
74 II, I,43 | og for andre. Således har mennesket del i den evige fornuft,
75 II, I,44 | naturligvis ikke kunne eksistere i mennesket, hvis det som sin egen højeste
76 II, I,44 | herskers evige fornuft".~Mennesket er i stand til at erkende
77 II, I,45 | den altid er bestemt for mennesket. De forskellige måder, hvorpå
78 II, I,46 | naturen" helt underordnede mennesket under sin egen dynamik og
79 II, I,46 | betyde alt, hvad der findes i mennesket og i verden bortset fra
80 II, I,46 | værdier. Faktisk, ville mennesket, når alt er sagt og gjort,
81 II, I,46 | personlige livs-projekt. Mennesket ville ikke være mere end
82 II, I,47 | Efter deres mening kan mennesket som et fornuftbegavet væsen
83 II, I,47 | mange begrænsninger hos mennesket som eksisterende i et legeme
84 II, I,47 | adfærdsmodeller og de meninger, som mennesket får i enhver given kultur.
85 II, I,47 | fortsætter de, skabte Gud mennesket som et fornuftbegavet frit
86 II, I,48 | måde ved en splittelse i mennesket selv.~ ~Denne moralteori
87 II, I,48 | svarer ikke til sandheden om mennesket og dets frihed, Den modsiger
88 II, I,50 | fornuftige orden, hvorved mennesket er kaldet af Skaberen til
89 II, I,50 | betydning, tjener kirken mennesket og viser det den sande kærligheds
90 II, I,52 | er det altid muligt, at mennesket, som resultat af tvang eller
91 II, I,53 | naturligvis indrømmes, at mennesket altid eksisterer i en bestemt
92 II, I,53 | det må også indrømmes, at mennesket ikke er udtømmende defineret
93 II, I,53 | fremskridt, at der er noget i mennesket, som går ud over disse kulturer.
94 II, I,53 | betingelse, der sikrer, at mennesket ikke blive fange af nogen
95 II, II,54 | sin samvittighed opdager mennesket en lov, som det ikke giver
96 II, II,54 | Gør det, gør ikke det. For mennesket har en lov, som Gud har
97 II, II,55 | der forsøger at hjælpe mennesket til at holde orden i sit
98 II, II,55 | det, fører ikke så meget mennesket til en omhyggelig overholdelse
99 II, II,55 | afgørelser "autonomt" ville mennesket være i stand til at opnå
100 II, II,57 | samvittigheden i en vis forstand mennesket med loven, og bliver således
101 II, II,57 | bliver således et "vidne" for mennesket, et vidne om dets egen troskab
102 II, II,58 | Samvittigheden lukker ikke mennesket inde i en uoverstigelig
103 II, II,58 | sted, hvor Gud taler til mennesket".~ ~
104 II, II,59 | den er en etisk dom over mennesket og dets handlinger, en dom,
105 II, II,59 | gør det indlysende, hvad mennesket skal gøre eller ikke gøre,
106 II, II,60 | også en befalende karakter: mennesket skal handle i overensstemmelse
107 II, II,60 | overensstemmelse med den. Hvis mennesket handler imod denne vurdering,
108 II, II,60 | højeste gode, hvis tiltrækning mennesket erfarer, og hvis bud det
109 II, II,61 | onde, man har gjort. Hvis mennesket handler ondt, vidner samvittighedens
110 II, II,61 | kendelse forbliver også i mennesket som et løfte om håb og barmhjertighed;
111 II, II,61 | den vidner om det onde, mennesket har gjort, minder den det
112 II, II,61 | vurdering, der pålægger mennesket pligten til at udføre en
113 II, II,63 | den objektive sandhed, som mennesket har modtaget; i tilfældet
114 II, II,63 | drejer det sig om, hvad mennesket, fejlagtigt, subjektivt
115 II, II,63 | fornuftmæssigt forelægges mennesket i kraft af dets mål, eller
116 II, II,64 | connaturalitet" mellem mennesket og det sande gode. En sådan
117 II, II,64 | om, hvad der er godt for mennesket, men derimod, især i mere
118 II,III,65 | eller nægte at gøre det, at mennesket er i stand til at udtrykke
119 II,III,66 | sml. Rom.16,26), hvorved "mennesket frivilligt helliger sig
120 II,III,67 | sit fundamentale valg er mennesket i stand til at give sit
121 II,III,67 | handlinger, hvorigennem mennesket med overlæg ligedanner sig
122 II,III,67 | derfor ophæves den, når mennesket engagerer sin frihed i bevidste
123 II,III,68 | kirken.~I virkeligheden går mennesket ikke kun fortabt ved at
124 II,III,69 | eksisterer dødssynd, som skiller mennesket fra Gud, kun i den afvisning
125 II,III,69 | være svært at acceptere, at mennesket er i stand til i løbet af
126 II,III,70 | handling for dødssynd, hvorved mennesket frivilligt og bevidst afviser
127 II, IV,71 | gennem sine handlinger, at mennesket opnår fuldkommenhed som
128 II, IV,71 | forhold, der ligger uden for mennesket, men i samme grad, som de
129 II, IV,72 | det højeste gode, i hvem mennesket finder sin hele og fuldkomne
130 II, IV,73 | sig, i kraft af hvilken mennesket er "ansvarligt" for sine
131 II, IV,78 | at "det ofte hænder, at mennesket handler med en god hensigt,
132 II, IV,80 | orden og derfor uværdigt for mennesket, selv om det sker med det
133 II, IV,83 | over for spørgsmålet om mennesket selv, om dets sandhed og
134 II, IV,83 | mod den fulde sandhed om mennesket: således respekterer og
135 II, IV,83 | respekterer og støtter den mennesket i dets værdighed og dets
136 II, IV,83 | sandheden (sml. Joh.14,6), kan mennesket gennem sine gode handlinger
137 III, 0,84 | resultat heraf er det at hjælpe mennesket til at genopdage dette en
138 III, 0,84 | noget endnu mere alvorligt: mennesket er ikke længere overbevist
139 III, 0,84 | Guds visdom, som vejleder mennesket med moralloven. Konkrete
140 III, 0,86 | hvorved Skaberen kalder mennesket til det sande gode, og mere
141 III, 0,86 | altså sin rod i sandheden om mennesket og er i sidste instans rettet
142 III, 0,86 | dens tragiske aspekter. Mennesket opdager, at dets frihed
143 III, 0,86 | negative beslutninger skimter mennesket kilden til et dybt oprør,
144 III, 0,90 | værdighed og ukrænkelighed hos mennesket, på hvis ansigt Guds stråleglans
145 III, 0,92 | personlige værdighed hos mennesket, der er skabt i Guds billede
146 III, 0,93 | krise, der kan hjemsøge mennesket: forvirringen med hensyn
147 III, 0,95 | som en tjeneste over for mennesket, til dets friheds vækst
148 III, 0,95 | tillidsfulde kærlighed, som mennesket altid trænger til på dets
149 III, 0,96 | universelle etiske normer finder mennesket fuld bekræftelse af det
150 III, 0,98 | særlige måder at betragte mennesket, samfundet og verden på.
151 III, 0,99 | Forløseren, og sandheden om mennesket, der er skabt og forløst
152 III, 0,99 | transcendent sandhed, som mennesket må adlyde for at nå til
153 III, 0,99 | Guds synlige billede er mennesket ifølge selve sin natur subjekt
154 III, 0,102 | vanskeligste situationer må mennesket respektere etikkens norm
155 III, 0,102 | daglig erfaring viser, er mennesket fristet til at bryde den
156 III, 0,102 | alle andre fristelser, som mennesket er mere tilbøjelig til at
157 III, 0,103 | 103. Foran sig har mennesket altid håbets åndelige horisont,
158 III, 0,103 | menneske taler vi om? Om mennesket, der beherskes af begær,
159 III, 0,103 | beherskes af begær, eller om mennesket, der er forløst af Kristus?
160 III, 0,104 | for etisk samvittighed hos mennesket til alle tider. Tolderen
161 III, 0,105 | Ambrosius af Milano: "Hvad er mennesket da, hvis du ikke besøger
162 III, 0,111 | fremkalde det svar, som mennesket må give på det guddommelige
163 III, 0,111 | imago Dei, der findes i mennesket, og som svarer til de love
164 III, 0,112 | Kun den kristne tro viser mennesket vejen tilbage til "begyndelsen" (
165 III, 0,112 | åbenbarer den hele sandhed om mennesket og dets etiske vej og således
166 III, 0,117 | krævende ord lys og liv for mennesket. Atter opfordrer apostlen
167 Afsl, 0,120| teologiens områder, kan gøre mennesket virkelig lykkeligt: kun
168 Afsl, 0,120| miste sin kraft,~for at mennesket ikke skal forvilde sig~bort
|