Chapter, Paragraph, Number
1 Indl, 0,1 | sandheden" (1.Pet.1,22).~Denne lydighed er ikke altid let.
2 Indl, 0,3 | efterfølger de troende nær i denne bestræbelse; de oplyser
3 Indl, 0,3 | et usædvanligt vidne om denne kirkens holdning, og som
4 Indl, 1 | HENSIGTEN MED DENNE RUNDSKRIVELSE~
5 Indl, 1,5 | solidarisk samfundsliv.~ ~Når denne så længe ventede rundskrivelse
6 Indl, 1,5 | foreliggende rundskrivelse er denne, med hensyn til de drøftede
7 I, 0,8 | begyndte sin forkyndelse med denne nye og afgørende proklamation: "
8 I, 0,8 | at finde sig selv. Hvis denne dybe proces sker inde i
9 I, 0,11 | alene (sml. Matt.4,10). Denne "opfyldelse" kan kun komme
10 I, 0,12 | Rom.2,15), "naturloven". Denne "er ikke andet end det forstandens
11 I, 0,12 | undgås. Gud gav dette lys og denne lov til mennesket ved skabelsen".
12 I, 0,12 | budene" (Matt.19,17). På denne måde dannes der en tæt forbindelse
13 I, 0,12 | Sinajs bjerg. Det er også denne samme Guds riges virkelighed,
14 I, 0,16 | er til hans bevidsthed om denne utilstrækkelighed, at Jesus
15 I, 0,16 | tidligere del af Jesu svar, må denne del også læses og tolkes
16 I, 0,16 | Matt.5,3), de sagtmodige. I denne forstand kan det siges,
17 I, 0,16 | selvportræt af Kristus og netop af denne grund indbydelser til at
18 I, 0,18 | Lukasevangeliet gør Jesus meningen med denne fuldkommenhed endnu tydeligere: "
19 I, 0,19 | og samtidig indholdet af denne fuldkommenhed består i at
20 I, 0,22 | Det bliver kun i stand til denne kærlighed i kraft af den
21 I, 0,23 | beundringsværdigt opsummerer denne paulinske dialektik om lov
22 I, 0,24 | skaber og opretholder netop denne bevidsthed om at have modtaget
23 I, 0,24 | først" (1.Joh.4,7-8.11.19).~Denne uadskillelige forbindelse
24 I, 0,24 | evangeliet, disponerer én for denne nåde eller frembringer dens
25 I, 0,25 | hører mig" (Luk. 10,16). Ved denne Ånds lys og kraft udførte
26 I, 0,27 | overleverer det til alle slægtled. Denne Tradition, som stammer fra
27 I, 0,27 | liturgien. Gennem netop denne Tradition modtager kristne "
28 I, 0,27 | og på forskellige steder. Denne konstante "omsætning i praksis"
29 II | KAPITEL TO~"TILPAS JER IKKE DENNE VERDEN"~(Rom.12,2)~KIRKEN
30 II, 0,29 | person, der udfører dem; i denne forstand er den tilgængelig
31 II, 0,30 | 30. Ved at stile denne rundskrivelse til jer, mine
32 II, 0,30 | spørgsmål. Dette lys og denne kraft tilskynder stadig
33 II, 0,31 | rettigheder i deres helhed.~Denne forøgede sans for den menneskelige
34 II, 0,31 | kulturs positive bedrifter. Denne opfattelse, så autentisk
35 II, 0,32 | i samvittigheden. Men på denne måde forsvinder sandhedens
36 II, 0,32 | er uden forbindelse med denne udvikling. Når først engang
37 II, 0,32 | yderste konsekvenser fører denne individualisme til en fornægtelse
38 II, 0,33 | på selve eksistensen af denne frihed. Mange videnskaber,
39 II, I,35 | den forsvarer og støtter denne frihed. Imidlertid har visse
40 II, I,36 | moralteologis område. Mens denne bestemt aldrig forsøgte
41 II, I,36 | hensyn til specifikke "til denne verden hørende" adfærdsformer,
42 II, I,36 | etiske krav, der afledes af denne lov, krav, der skaber en
43 II, I,36 | rette ordning af livet i denne verden. Sådanne normer ville
44 II, I,36 | betragtes som ophav til denne lov, undtagen i den betydning,
45 II, I,37 | oprindelse og kun af værdi for denne verden, og en frelsesorden,
46 II, I,37 | autonomi, der opfattes på denne måde, også benægtelsen af
47 II, I,39 | sige personligt at opbygge denne fuldkommenhed i én selv.
48 II, I,40 | undgås. Gud gav dette lys og denne lov til mennesket ved skabelsen".
49 II, I,40 | værdier og etiske normer. Hvis denne autonom ville forudsætte
50 II, I,40 | kulturers forskellighed, ville denne form for angivelig autonomi
51 II, I,42 | virkeligheden er det kun ved denne lydighed, at den forbliver
52 II, I,42 | bliver også klart, hvorfor denne lov kaldes for naturloven:
53 II, I,43 | Gud giver mennesket del i denne sin lov, således at det,
54 II, I,43 | lov. Augustin definerer denne som "Guds fornuft eller
55 II, I,43 | sine frie handlinger. På denne måde kalder Gud mennesket
56 II, I,43 | rette handlinger og mål. Denne den fornuftige skabnings
57 II, I,44 | lovgivers "højere fornuft": "Men denne den højere fornufts påbud
58 II, I,44 | love og retsregler som hele denne lov, jeg i dag lægger frem
59 II, I,45 | Thomas af Aquin skriver, at denne lov "kan kaldes lov i to
60 II, I,45 | eneste vej til at stadfæste denne frihed.~ ~
61 II, I,46 | virkeligt afgørende faktorer. I denne sammenhæng behandles selv
62 II, I,46 | processer; i modsætning til denne fysiske kendsgerning ville
63 II, I,47 | 47.I denne sammenhæng er fysicismens
64 II, I,47 | Ifølge visse teologer skulle denne form for "biologistisk eller
65 II, I,47 | hensigten med sin adfærd. Denne proces med "at bestemme
66 II, I,48 | 48. Stillet over for denne teori er man nødt til omhyggeligt
67 II, I,48 | fysicisme eller biologisme. Ved denne måde at tænke på, løses
68 II, I,48 | splittelse i mennesket selv.~ ~Denne moralteori svarer ikke til
69 II, I,49 | og rent formel frihed. Denne reduktion misforstår den
70 II, I,49 | Guds rige (sml. 1.Kor,6,9). Denne fordømmelse - der er gentaget
71 II, I,50 | åndelige natur. Derfor kan denne lov ikke tænkes som simpelt
72 II, I,51 | ringen".~Netop på grund af denne "sandhed" indbefatter naturloven
73 II, I,51 | til hele menneskeheden. Denne universalitet ignorerer
74 II, I,52 | indeholdes i loven, optager denne sandhed om sit væsen og
75 II, I,52 | undtagelse, fordi det at vælge denne adfærdsform aldrig nogen
76 II, I,52 | giver udtryk for. Grunden er denne: Budet om at elske Gud og
77 II, I,52 | en lavere grænse; under denne er budet ikke længere overholdt.
78 II, I,53 | udtømmende defineret ved netop denne kultur. Desuden viser selve
79 II, I,53 | er netop menneskenaturen; denne natur er i sig selv målestokken
80 II, I,53 | at tolke deres sandhed. Denne den etiske lovs sandhed
81 II, II,55 | her er det alene med Gud". Denne stemme, siges det, fører
82 II, II,55 | Nogle hævder endda, at denne modningsproces hæmmes af
83 II, II,56 | betragtning kommer først. Denne kunne ved at tage hensyn
84 II, II,56 | muliggør en bedømmelse af denne "kreative" opfattelse af
85 II, II,58 | 58. Betydningen af denne menneskets indre dialog
86 II, II,59 | hvordan samvittigheden udfører denne funktion. Han taler om "
87 II, II,59 | på et særligt tilfælde; denne anvendelse af loven bliver
88 II, II,59 | gøre, hvad der er godt, i denne særlige situation. Samvittigheden
89 II, II,60 | Hvis mennesket handler imod denne vurdering, eller i et tilfælde,
90 II, II,60 | sig til, alligevel udfører denne handling, dømmes det af
91 II, II,60 | personens etiske adfærd. Denne fornuftinstans? værdighed
92 II, II,60 | at lytte til og udtrykke. Denne sandhed tilkendegives af
93 II, II,61 | sandhed viser sig. Netop af denne grund udtrykker samvittigheden
94 II, II,62 | vurdere i overensstemmelse med denne sandhed. Som Paulus siger,
95 II, II,62 | kristne: "Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle,
96 II, II,64 | til ikke at tilpasse os denne verdens mentalitet, men
97 II,III,65 | handlinger, der hidrører fra denne grundlæggende afgørelse,
98 II,III,65 | Hos visse forfattere synes denne opdeling at tendere til
99 II,III,66 | fornuft som i sin vilje"". Denne tro, der er virksom i kærlighed (
100 II,III,66 | som et påskud for kødet". Denne advarsel er et ekko af hans
101 II,III,67 | det følger Guds kald. Men denne evne benyttes faktisk i
102 II,III,70 | bispesynoden i 1983, som denne skrivelse udgik fra, "fastslog
103 II,III,70 | som ikke ville inddrage denne grundlæggende afgørelse,
104 II, IV,72 | ethvert væsen til dets mål: denne evige lov erkendes både
105 II, IV,73 | for at få evigt liv?". Men denne henordnen til ens højeste
106 II, IV,74 | Hvad er det, der sikrer denne henordnen af menneskelige
107 II, IV,74 | værdier, der tilsigtes af denne. Kriterierne for vurderingen
108 II, IV,74 | moralteologer, der bekender sig til denne retning, forsøger at distancere
109 II, IV,74 | sande og gode livs normer. Denne form for undersøgelse er
110 II, IV,75 | sådan fornuftig etik (af denne grund kaldes den undertiden
111 II, IV,75 | handlinger og deres konsekvenser. Denne "teleologismus" som en metode
112 II, IV,75 | god" eller "dårlig". På denne måde kunne en handling,
113 II, IV,75 | højeste værdier, uden at denne troskab nødvendigvis var
114 II, IV,75 | for undtagelser.~Ud fra denne synsvinkel ville velovervejet
115 II, IV,76 | katolske moraltradition. Skønt denne har været vidne til udviklingen
116 II, IV,76 | ikke desto mindre sandt, at denne kasuistik kun beskæftigede
117 II, IV,82 | menneskelig handling afhænger af denne troskab mod budene som et
118 II, IV,82 | lydighed og for kærlighed. Af denne grund - vi gentager - må
119 II, IV,83 | teorier, som er i modstrid med denne sandhed.~Kære Brødre i bispeembedet,
120 III, 0,84 | godt, og hvad der er ondt. Denne relativisme bliver på teologiens
121 III, 0,85 | formaning: "Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle,
122 III, 0,85 | fuldkomne" (Rom. 12,2). Denne kirkens indsats finder sin
123 III, 0,86 | for personens værdighed. I denne frihed er der en genklang
124 III, 0,86 | tilbøjelig til at svigte denne åbenhed mod det sande og
125 III, 0,87 | og sandhed" (Joh.4,23): i denne tilbedelse bliver de frie.
126 III, 0,88 | adskiller tro fra etik.~Denne adskillelse er en af kirkens
127 III, 0,92 | Guds billede og lighed. Denne værdighed må aldrig forklejnes
128 III, 0,93 | man faktisk kan "elske denne verdens vanskeligheder for
129 III, 0,94 | ord og frem for alt i, at denne ofrer livet for en etisk
130 III, 0,95 | samfunds sande og gode liv; denne uforsonlighed siges at være
131 III, 0,95 | forkynde den moralske norm... Denne norm er ikke skabt af kirken
132 III, 0,96 | eksistensen af frihed.~ ~Denne tjeneste sigter på ethvert
133 III, 0,96 | etisk modning. Netop af denne grund sigter denne tjeneste
134 III, 0,96 | Netop af denne grund sigter denne tjeneste også på hele menneskeheden:
135 III, 0,97 | 97. På denne måde viser etiske normer,
136 III, 0,99 | og forløst af ham. Kun på denne sandhed er det muligt at
137 III, 0,100 | på vor forkærlighed for denne verdens goder; af retfærdighedens
138 III, 0,102 | instans oprindelsen til denne menneskets indre splittelse?
139 III, 0,104 | 104. I denne sammenhæng er der taget
140 III, 0,105 | synd. I vore dage kommer denne holdning især til udtryk
141 III, 0,106 | begyndelse. Faktisk kommer denne udfordring ikke så meget
142 III, 0,107 | vanskeligste situationer. Af denne grund har kirken som en
143 III, 0,107 | forpligtet til at praktisere denne samme kærlighed i alle sin
144 III, 0,108 | skyld; ja, de trådte endda denne verdens magter og pinsler
145 III, 0,108 | karismatiske gaver i samklang. På denne måde fuldender og fuldkommengør
146 III, 0,108 | den levende sammenhæng med denne nyevangelisering, der har
147 III, 0,109 | ikke fare vild i sin tro. Denne specielle egenskab giver
148 III, 0,109 | specielt til tjeneste for denne "troende indsats for at
149 III, 0,111 | et frelsesfællesskab. På denne måde vil moralteologi opnå
150 III, 0,112 | normalitet", lærer troen, at denne normalitet selv bærer sporene
151 III, 0,113 | troende til at foretage denne etiske skelnen, til at være
152 III, 0,114 | følg mig!". Sandheden i denne lære blev beseglet på korset
153 III, 0,115 | fundamentale elementer i denne lære, og præsenteret principperne
154 III, 0,115 | Ef.1,4-6). Specielt har denne rundskrivelse vurderet visse
155 III, 0,115 | moralteologi. Nu overlader jeg denne vurdering til jer i lydighed
156 III, 0,115 | udgør det centrale tema for denne rundskrivelse, og som i
157 III, 0,116 | hyrdeembede at sørge for, at denne morallære trofast gives
158 III, 0,116 | dermed. I udførelsen af denne opgave, hjælpes vi alle
159 Afsl, 0,118| barmhjertighed mod os er forløsning. Denne barmhjertighed når sin fuldendelse
160 Afsl, 0,118| fuldkomment gode kan gøres. Denne fornyelse, som giver evnen
161 Afsl, 0,120| titlen "Visdommens sæde". Denne visdom er Jesus Kristus
162 Afsl, 0,120| enhver til at tage imod denne visdom. Også til os retter
|