Chapter, Paragraph, Number
1 Indl, 0,3 | er netop på det sande og gode livs vej, at vejen til frelse
2 Indl, 0,3 | efter at leve ret. Alt det gode og sande, som findes hos
3 I, 0,6 | Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode; men vil
4 I, 0,6 | mig om det gode? Én er den gode; men vil du gå ind til livet,
5 I, 0,7 | en appel til det absolut gode, som tiltrækker og drager
6 I, 0,8 | drejer sig om det etisk gode, der skal gøres, og om evigt
7 I, 0,8 | forbindelse mellem det etisk gode og fuldbyrdelsen af hans
8 I, 0,8 | spørgsmål i ham om det etisk gode. Han føler behovet for at
9 I, 0,9 | Én er den gode" (Matt.19,17)~9.Jesus siger: "
10 I, 0,9 | Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil
11 I, 0,9 | mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet,
12 I, 0,9 | stillede sit spørgsmål. Den "gode Mester" påpeger for ham -
13 I, 0,9 | fordi han er selve den gode.~ ~At spørge om det gode
14 I, 0,9 | gode.~ ~At spørge om det gode betyder i sidste instans
15 I, 0,9 | spørgsmålet om den etisk gode handling tilbage til dets
16 I, 0,10 | Mos.26,12).~ ~Det sande og gode liv viser sig det som svar,
17 I, 0,11 | sml. 2.Mos.20,2-11). Det gode er at tilhøre Gud, adlyde
18 I, 0,11 | Men hvis Gud alene er den gode, kan det ikke ved nogen
19 I, 0,11 | henvender sig til med ordene "Gode Mester" (Mark.10,17; Luk.
20 I, 0,12 | besvare spørgsmålet om det gode, fordi han er den gode.
21 I, 0,12 | det gode, fordi han er den gode. Men Gud har allerede besvaret
22 I, 0,12 | vigtige oplysning: "Én er den gode", "Vil du gå ind til livet,
23 I, 0,13 | mand om, skal sikre det gode, der tilhører personen,
24 I, 0,13 | pålidelighed og menneskers gode navn.~Budene repræsenterer
25 I, 0,14 | svarer med lignelsen om den gode samaritaner, som er afgørende
26 I, 0,14 | måde i lignelsen om den gode samaritaner (sml. Luk.10,
27 I, 0,16 | af budene, indbyder Den gode Mester ham til at slå ind
28 I, 0,16 | synspunkt netop det meget "gode", som åbner mennesket for
29 I, 0,16 | begge henviser til det gode, til evigt liv. Bjergprædikenen
30 I, 0,20 | og genopvække netop Den "gode" Mesters kærlighed, han
31 II, 0,28 | den Ene, som alene "er den gode"; forholdet mellem det etisk
32 II, 0,28 | forholdet mellem det etisk gode i menneskelige handlinger
33 II, 0,28 | sml. 2.Kor.5,17) sande og gode liv.~I sin overvejelse over
34 II, 0,29 | blevet udført i Kristi, den "gode Mesters" lys, er altså blevet
35 II, 0,29 | sig med "moral", med det gode og det onde ved menneskelige
36 II, 0,29 | den Ene, som alene "er den gode", og som ved at give sig
37 II, 0,30 | vort liv? Hvad består det gode i? Hvad består synden i?
38 II, 0,32 | universel sandhed om det gode, der kan erkendes af den
39 II, 0,32 | universelle viden om det gode i en bestemt situation og
40 II, 0,34 | ikke omvende sig til det gode uden frihed". Men hvilken
41 II, I,35 | kærlighed forelægger han dette gode for mennesket i budene.~ ~
42 II, I,37 | alligevel at holde det sande og gode liv indenfor i en kristen
43 II, I,39 | også ved at udføre etisk gode handlinger i sig selv sin
44 II, I,40 | moralloven: det sande og gode liv kræver den kreativitet
45 II, I,42 | Gud, den Ene, som "er den gode" må mennesket frit gøre
46 II, I,42 | mennesket frit gøre det gode og undgå det onde. Men for
47 II, I,44 | som befaler os at gøre det gode og råder os til at undgå
48 II, I,51 | orden må personen gøre det gode og undlade det onde, bære
49 II, I,51 | søge sandhed, gøre det gode og betragte skønheden.~Den
50 II, I,52 | forener i det samme fælles gode alle mennesker fra enhver
51 II, I,52 | vigtigere i det sande og gode liv end pligten til at gøre
52 II, I,52 | pligten til at gøre det gode, som de positive bud giver
53 II, I,52 | forhindres i at udføre bestemte gode handlinger; men det kan
54 II, II,54 | til at elske og gøre det gode, til at sky det onde, og
55 II, II,59 | man skal elske og gøre det gode og undlade det onde. Den
56 II, II,60 | mangler vished om det rette og gode ved en handling, det har
57 II, II,60 | med hensyn til det højeste gode, hvis tiltrækning mennesket
58 II, II,61 | Sandheden om det etisk gode, som den sandhed er bekendtgjort
59 II, II,61 | til at tage ansvar for det gode eller det onde, man har
60 II, II,61 | tilgivelse, om at gøre det gode og konstant udvikle dyd.~
61 II, II,61 | genspejler sandheden om det gode, og ikke i vilkårlige "beslutninger".
62 II, II,62 | hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det
63 II, II,62 | i sandhedens navn om det gode, som subjektet er kaldet
64 II, II,63 | relation til sandheden om det gode. Desuden bidrager en god
65 II, II,63 | tilbøjeligt for det højeste gode. Derfor bør vi, inden vi
66 II, II,64 | hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det
67 II, II,64 | mellem mennesket og det sande gode. En sådan connaturalitet
68 II,III,65 | liv ind for eller imod det gode, for eller imod sandheden,
69 II,III,65 | nøglerollen i det sande og gode liv tillægges en "fundamental
70 II,III,65 | ville ikke være det absolut gode (hvor overfor personens
71 II,III,65 | planer: på den ene side det gode og det ondes orden, som
72 II,III,66 | kendetegner det sande og gode liv og forpligter friheden
73 II,III,67 | at opfylde det sande og gode livs forskellige forpligtelser.
74 II,III,67 | erkendt, er den eneste etisk gode handling at adlyde moralloven
75 II, IV,72 | frihed og det autentisk gode. Dette gode er grundlagt
76 II, IV,72 | det autentisk gode. Dette gode er grundlagt som den evige
77 II, IV,72 | overensstemmelse med menneskets sande gode og således udtrykker personens
78 II, IV,72 | mål: Gud selv, det højeste gode, i hvem mennesket finder
79 II, IV,72 | overbevisning; om, at udførelsen af gode gerninger, som er befalet
80 II, IV,72 | af den ene, som "er den gode", er den absolut nødvendige
81 II, IV,72 | overensstemmelse med det gode, kan være en vej, der fører
82 II, IV,72 | menneskelige handling til det sande gode og den frivillige stræben
83 II, IV,72 | frivillige stræben efter det gode, som fornuften har erkendt,
84 II, IV,72 | overens med det menneskelige gode, som det af fornuften er
85 II, IV,72 | overensstemmelse med personens sande gode, gør valget af den handling
86 II, IV,72 | sidste mål, det højeste gode, Gud selv.~ ~
87 II, IV,73 | gerninger viser, at vi er gode".~Følgelig har det sande
88 II, IV,73 | Følgelig har det sande og gode liv en væsentlig "teleologisk"
89 II, IV,73 | Gud, menneskets højeste gode og sidste mål (telos). Dette
90 II, IV,73 | menneskets autentiske etiske gode, garanteres af budene. Dette
91 II, IV,73 | Guds dom, den retfærdige og gode dommer, der, som Paulus
92 II, IV,74 | grundlag for det sande og gode livs normer. Denne form
93 II, IV,75 | forbindelse med sandheden om det gode, og fra dens bestemmelse
94 II, IV,75 | erkendte forhold mellem de gode og dårlige virkninger af
95 II, IV,75 | med henblik på det "større gode" eller "mindre onde", der
96 II, IV,75 | det vil sige, om de er gode eller onde, ville blive
97 II, IV,76 | og naturloven, som etisk gode. Disse teorier kan ikke
98 II, IV,76 | metoder til at opnå det gode i bestemte konkrete situationer,
99 II, IV,77 | umuligheden af at vurdere alle de gode og onde konsekvenser og
100 II, IV,78 | sidste mål i den fuldkommen gode, oprindelige kærlighed.
101 II, IV,78 | så gøre ondt, for at det gode kan komme, sådan som nogle
102 II, IV,78 | Gud, den ene, der "er den gode", og således bevirker personens
103 II, IV,78 | overensstemmelse med personens gode med hensyn til de goder,
104 II, IV,78 | at fremme personens sande gode; men den erkender, at det
105 II, IV,78 | Det er ikke nok at gøre gode gerninger; de må også udføres
106 II, IV,78 | vore gerninger skal være gode og fuldkomne, må de udføres
107 II, IV,79 | den kan henordnes til det gode og til det sidste mål, som
108 II, IV,79 | som tjener "personens gode"; det gode, som er personen
109 II, IV,79 | tjener "personens gode"; det gode, som er personen selv og
110 II, IV,80 | radikalt er i modstrid med det gode for personen, der er skabt
111 II, IV,80 | give plads for et højere gode, men det er dog aldrig tilladt,
112 II, IV,81 | Gud eller til personens gode. "Hvad angår handlinger,
113 II, IV,81 | hvis de blev gjort ud fra gode motiver (causis bonis),
114 II, IV,82 | formål har personens sande gode med henblik på dennes sidste
115 II, IV,82 | tilfælde i modstrid med dette gode. Følgelig er respekt for
116 II, IV,82 | og for sandheden om det gode, og ville samtidig være
117 II, IV,83 | kan mennesket gennem sine gode handlinger helt forstå og
118 III | 1.Kor.1,17)~ ~DET ETISK GODE FOR KIRKENS OG VERDENS LIV~
119 III, 0,84 | menneskelige person til dens sande gode. Det gode for personen er
120 III, 0,84 | til dens sande gode. Det gode for personen er at være
121 III, 0,84 | bånd mellem sandhed, det gode og frihed har nutidens kultur
122 III, 0,84 | altid menneskets ene sande gode".~ ~
123 III, 0,85 | hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det
124 III, 0,86 | mennesket til det sande gode, og mere endnu, gennem Kristi
125 III, 0,86 | åbenhed mod det sande og det gode, og at det alt for tit foretrækker
126 III, 0,86 | afvise det sande og det gode for at opstille sig selv
127 III, 0,89 | 6).~Gennem det sande og gode liv bliver tro til "bekendelse",
128 III, 0,89 | mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres
129 III, 0,91 | vidnesbyrd til sandheden om det gode og til Israels Gud. Ved
130 III, 0,91 | Jesus, som "aflagde den gode bekendelse" (1.Tim.6,13)
131 III, 0,92 | betvivles, heller ikke med gode hensigter, hvilke vanskeligheder
132 III, 0,93 | Ved helt at vidne om det gode er de en levende irettesættelse
133 III, 0,94 | ubetingede ved det etisk gode er kristne ikke alene: de
134 III, 0,95 | personers og samfunds sande og gode liv; denne uforsonlighed
135 III, 0,95 | personen, til dennes sande gode og autentiske frihed. Og
136 III, 0,97 | måske undertiden kan være gode, og omstændighederne ofte
137 III, 0,99 | 99. Kun Gud, det højeste gode, udgør det urokkelige grundlag
138 III, 0,99 | personlige værdighed. Det højeste gode og det etisk gode mødes
139 III, 0,99 | højeste gode og det etisk gode mødes i sandheden: sandheden
140 III, 0,101 | menneske og dets vækst i det gode, men også for samfundet
141 III, 0,102 | hader, det gør jeg... Det gode, som jeg vil, det gør jeg
142 III, 0,104 | kriteriet for sandheden om det gode, så det kan føle sig selv-retfærdiggjort
143 III, 0,107 | Den kristnes sande og gode liv har værdi som en "åndelig
144 III, 0,107 | gerninger. I det sande og gode liv bliver den kristnes
145 III, 0,108 | nyevangeliseringen og af det nye sande og gode liv, som den foreslår og
146 III, 0,108 | den det kristne sande og gode liv og vidnesbyrdet om hellighed
147 III, 0,108 | overvejelse af det sande og gode liv indtager i kirken, de
148 III, 0,110 | hvori sandheden om det gode bragt til dets fuldkommenhed
149 III, 0,113 | forpligtet over for det sande gode og til tillidsfuldt at tage
150 III, 0,117 | dette spørgsmål til den "gode Mester", fordi han er den
151 III, 0,117 | er den, der alene "er den gode" (sml. Matt.19,17), der
152 Afsl, 0,118| muligt, at det fuldkomment gode kan gøres. Denne fornyelse,
153 Afsl, 0,120| forbillede for det sande og gode liv. Ambrosius siger det
154 Afsl, 0,120| give os alle at udføre de gode gerninger,~som han forud
|