36.
Nutidens optagethed af autonomiens krav har ikke kunnet undgå også
at øve indflydelse på den katolske moralteologis område.
Mens denne bestemt aldrig forsøgte at sætte menneskelig frihed op
mod den guddommelige lov eller betvivle eksistensen af et sidste
religiøst fundament for etiske normer, er den ikke desto mindre blevet
tvunget til at foretage en gennemgribende nytænkning af fornuftens og
troens rolle ved at identificere etiske normer med hensyn til specifikke
"til denne verden hørende" adfærdsformer, som involverer
én selv, andre og den materielle verden.
Det
må erkendes, at der bag dette arbejde med nytænkning er visse
positive anliggender, som i stor udstrækning hører med til katolsk
tænknings bedste tradition. Som reaktion på Det andet
Vatikankoncils opmuntring60 har der været et ønske om at fremme
dialogen med den moderne kultur, idet man betonede den fornuftmæssige -
og således universelt forståelige og meddelelige - karakter af
etiske normer, der hører til "naturlovens" område. Der
har også være forsøg på igen at stadfæste den
indre beskaffenhed af de etiske krav, der afledes af denne lov, krav, der
skaber en forpligtelse for viljen, udelukkende fordi en sådan
forpligtelse forinden var anerkendt af den menneskelige fornuft og konkret af
den personlige samvittighed.
Imidlertid
er der nogle mennesker, der idet de ignorerer menneskelig fornufts
afhængighed af guddommelig visdom og - i betragtning af den faldne naturs
nuværende tilstand - behovet for guddommelig åbenbaring som et
effektiv middel til at kende etiske sandheder, også dem, der
tilhører den naturlige orden, faktisk har postuleret fornuftens
komplette suverænitet på de etiske normers område med hensyn
til den rette ordning af livet i denne verden. Sådanne normer ville udgøre
grænserne for en kun "menneskelig" etik; de ville være
udtryk for en lov, som mennesket på en autonom måde giver sig selv,
og som har sin oprindelse udelukkende i menneskelig fornuft. På ingen
måde ville Gud kunne betragtes som ophav til denne lov, undtagen i den betydning,
at menneskelig fornuft udøver sin autonomi ved at give love i kraft af
et oprindeligt og totalt mandat, der er givet mennesket af Gud. Disse
tankestrømninger har i modstrid med Den hellige Skrift (sml.
Matt.15,3-6) og kirkens konstante lære ført til en
benægtelse af den kendsgerning, at naturloven har Gud som sit ophav, og
at mennesket ved fornuftens brug deltager i den evige lov, som det ikke er op
til mennesket at skabe.
|