37. I deres ønske om alligevel at holde det sande og gode liv indenfor i en kristen sammenhæng har visse moralteologer i modstrid med katolsk lære indført en skarp skelnen mellem en etisk orden, der ville være af menneskelig oprindelse og kun af værdi for denne verden, og en frelsesorden, for hvilken kun visse intentioner og indre holdninger med hensyn til Gud og næsten ville være af betydning. Dette har så ført til en faktisk benægtelse af, at der i den guddommelige åbenbaring eksisterer et specifikt og bestemt etisk indhold, der er universelt gyldigt og permanent. Guds ord ville blive begrænset til at fremsætte en formaning, en omfattende parænese, som den autonome fornuft så blot ville have til opgave at komplettere med normative direktiver, som er virkeligt "objektive", det vil sige tilpasset den konkrete historiske situation. Naturligvis indbefatter en autonomi, der opfattes på denne måde, også benægtelsen af en specifik læremæssig kompetence for kirkens og dens læreembedes vedkommende med hensyn til bestemte etiske normer, der vedrører alt det, der tjener til "menneskets vel".* Sådanne normer ville ikke være del af åbenbaringens virkelige indhold, og ville ikke i sig selv være af betydning for frelsen.

Ingen kan undgå at se, at en sådan tolkning af den menneskelige fornufts autonomi er forbundet med holdninger, der er uforenelige med katolsk lære.

I en sådan sammenhæng er det absolut nødvendigt i lyset af Guds ord og kirkens levende Tradition at klargøre den menneskelige friheds og morallovens grundbegreber, så vel som deres dybe og inderlige forbindelse. Kun således vil det være muligt at svare på den menneskelige fornufts krav på en måde, som accepterer de gyldige elementer, der er til stede i visse af vor tids moralteologis tendenser, uden at kompromittere kirkens nedarvede morallære med ideer, der er afledt fra et fejlagtigt autonomibegreb.