Gud
overlod mennesket "til dets egen frie vilje" (Sir.15,14)
38. Med
ordene fra Siraks Bog forklarer Det andet Vatikankoncil meningen med den
"sande frihed", som er et "prægtigt tegn på Guds
billede i mennesket. For Gud har villet overlade mennesket "til dets egen
fri vilje", så det af egen drift søger sin Skaber, og ved
frit at hengive sig til ham, når frem til den saliggørende
fuldkommenhed". Disse ord giver udtryk for den vidunderlige dybde i at
have del i Guds herredømme, som mennesket er kaldet til: de giver udtryk
for, at menneskets herredømme i en vis forstand udstrækker sig til
mennesket selv. Dette har været et bestandigt tilbagevendende tema i den
teologiske overvejelse over menneskets frihed. For eksempel skriver Gregor af
Nyssa: "Sjælen har sin kongelige og ophøjede karakter... i at
den er fri og selvrådende, påvirket autonomt af sin egen vilje. Om hvem ellers kan dette siges, undtagen
om en konge?... Således blev menneskenaturen, der er skabt til at regere
andre skabninger, ved sin lighed med universets Konge, skabt, som om den var et
levende billede, der deler både værdighed og navn med
arketypen".
Udøvelsen
af herredømme over verden repræsenterer en stor og ansvarsfuld opgave
for mennesket, en som involverer dets frihed i lydighed mod Skaberens bud:
"Opfyld jorden, og underlæg jer den" (1.Mos.1,28). I
betragtning af dette tilkommer der ethvert menneske så vel som det
menneskelige samfund en berettiget autonomi, en kendsgerning som koncilets
konstitution Gaudium et Spes gør specielt opmærksom på.
Dette er jordiske virkeligheders autonomi, hvad der betyder, "at
skabningerne individuelt og kollektivt har deres egen værdi og deres egne
love, som mennesket progressivt skal erkende, bestemme eller praktisere".
|