41.
Menneskets ægte etiske autonomi betyder på ingen måde
afvisning, men snarere netop accept af moralloven, af Guds bud: "Gud
Herren gav mennesket den befaling..." (1.Mos.2,16). Menneskelig frihed og
Guds lov mødes og er kaldet til at krydse hinanden i betydningen af
menneskets frie lydighed mod Gud og Guds helt frivillige velvilje over for
mennesket. Derfor er lydighed over for Gud ikke, som nogle ville mene, en
heteronomi, som om det etiske liv var underlagt noget almægtigt, absolut
fremmed i mennesket og intolerant over for dets frihed. Faktisk ville en etisk
heteronomi betyde en benægtelse af menneskets selv-bestemmelse eller
pålægning af normer uden forbindelse med dets vel, og dette ville
være i modstrid med åbenbaringen af pagten og af den
forløsende menneskevordelse. En sådan heteronomi ville ikke
være andet end en slags fremmedgørelse, i modstrid med den
guddommelige visdom og med den menneskelige persons værdighed.
Andre taler
og med rette om teonomi eller participeret teonomi, fordi menneskets frie
lydighed mod Guds lov effektivt indbefatter, at menneskelig fornuft og
menneskelig vilje deltager i Guds visdom og forsyn. Ved at forbyde mennesket at
"spise af træet til kundskab om godt og ondt", gør Gud
det klart, at mennesket ikke oprindeligt besidder en sådan
"kundskab" som noget, der egentlig tilhører det, men kun har
del deri i lyset af den naturlige fornuft og den guddommelige åbenbaring,
der viser det den evige visdoms krav og tilskyndelser. Loven må derfor
betragtes som et udtryk for den guddommelige visdom; ved at underkaste sig
loven, underkaster friheden sig sandheden om skabningen. Følgelig
må man i den menneskelige persons frihed erkende Guds billede og
nærhed, han som er nærværende i alle (sml. Ef.4,6). Men man må ligeledes
erkende universets Guds majestæt og ære den uendelig
transcendente
Guds lov: Deus semper maior.
|