Lykkelig
er det menneske, der har sin glæde ved Herrens lov (sml. Salme 1,1-2)
42. Menneskets
frihed, der har Guds frihed som forbillede, ophæves ikke ved dets
lydighed over for den guddommelige lov; i virkeligheden er det kun ved denne
lydighed, at den forbliver i sandheden og er i overensstemmelse med menneskelig
værdighed. Dette siges klart af koncilet: "Menneskets egen
værdighed fordrer altså, at det bevidst og frit vælger sine
handlinger i et personligt engagement, hverken ledet af en blind indre drift
eller under rent ydre tvang. Dette menneskeværd viser sig hos den, som
frigjort fra lidenskabens slaveri forfølger sit mål ved frit at
vælge det rette og på samme tid sørger for at få
hjælp, når det er nødvendigt".
På sin vej
mod Gud, den Ene, som "er den gode" må mennesket frit
gøre det gode og undgå det onde. Men for at opnå dette, må det kunne
skelne godt fra ondt. Og dette sker frem for alt takket være den
naturlige fornufts lys, genspejlingen i mennesket af Guds åsyns
stråleglans. Således skriver Thomas af Aquin som kommentar til et
vers fra Salme 4: "Efter at have sagt: Bring de rette ofre (Salme 4,6),
tilføjede psalmisten: Mange siger: Hvem lader os opleve lykke? og som
svar på spørgsmålet siger han: Løft dit ansigts lys
mod os Herre, hvorved han lader forstå, at den naturlige fornufts lys,
hvorved vi skelner godt fra ondt, hvad der er naturlovens funktion, ikke er
andet end et aftryk i os af det guddommelige lys". Det bliver også
klart, hvorfor denne lov kaldes for naturloven: den får dette navn, ikke
fordi den henviser til irrationelle væsners natur, men fordi den fornuft,
der proklamerer den, hører den menneskelige natur til.
|