43. Det andet Vatikankoncil fremhæver, at "den øverste norm for menneskelivet selv er den guddommelige, evige, objektive og universelle lov, hvorved Gud i sin visdom og kærlighed ordner, indretter og styrer hele verden og menneskesamfundet. Gud giver mennesket del i denne sin lov, således at det, ledet af det milde guddommelig forsyn, stadig mere kan erkende den evige, uforanderlige sandhed".

Koncilet henviser til den klassiske lære om Guds evige lov. Augustin definerer denne som "Guds fornuft eller vilje, som befaler os at respektere den naturlige orden og forbyder os at forstyrre den". Thomas af Aquin definerer den som "den slags guddommelig visdom, der bevæger alle ting til deres rette mål". Og Guds visdom er forsyn, er omsorgsfuld kærlighed. Gud selv elsker og drager i den mest bogstavelige og grundlæggende betydning omsorg for hele skabningen (sml. Visd.7,22; 8,11). Men Gud sørger anderledes for mennesket, end han sørger for de væsner, der ikke er personer. Han sørger ikke for mennesket "udvendigt fra" gennem love af fysisk natur, men "indvendigt fra" gennem fornuften, som ved sin naturlige kendskab til Guds evige lov følgelig er i stand til at vise mennesket den rigtige retning, det skal tage i sine frie handlinger. På denne måde kalder Gud mennesket til at deltage i hans eget forsyn, fordi han ønsker at lede verden - ikke blot naturens verden, men også menneskelige personers verden - gennem mennesket selv, gennem menneskets fornuftige og ansvarsbevidste omsorg. Naturloven træder her ind som det menneskelige udtryk for Guds evige lov. Thomas af Aquin skriver: "I forhold til alle andre er den fornuftbegavede skabning underlagt det guddommelige forsyn på den mest fremragende måde, for så vidt som den har del i noget af forsynet, ved at forudse både for sig selv og for andre. Således har mennesket del i den evige fornuft, hvorved det har en naturlig tilbøjelighed til sine rette handlinger og mål. Denne den fornuftige skabnings delagtighed i den evige lov kaldes naturlov".