44. Kirken har ofte henvist til den thomistiske lære om naturloven og har indbefattet den i sin egen lære om etik. Således betonede min ærværdige forgænger Leo XIII fornuftens og den menneskelige lovs væsentlige underordnen sig Guds visdom og hans lov. Efter at have slået fast, at "naturloven" er skrevet og indgraveret i hvert eneste menneskes hjerte, fordi den ikke er noget andet end den menneskelige fornuft selv, som befaler os at gøre det gode og råder os til at undgå synd", påberåber Leo XIII sig den guddommelige lovgivers "højere fornuft": "Men denne den højere fornufts påbud ville ikke kunne have lovens styrke, med mindre den var stemme og tolk for en højere fornuft, som vor ånd og vor frihed må være underlagt". Faktisk består lovens styrke i dens autoritet til at pålægge pligter, til at give rettigheder og til at godkende en vis adfærd: "Nu ville alt dette naturligvis ikke kunne eksistere i mennesket, hvis det som sin egen højeste lovgiver gav sig selv reglerne for sine egne handlinger". Og han konkluderede: "Deraf følger, at naturloven i sig selv er den evige lov, indplantet i væsner, der er udstyret med fornuft, og den gør dem disponerede til de rette handlinger og mål; den er intet andet end Skaberens og universets herskers evige fornuft".

Mennesket er i stand til at erkende godt og ondt takket være den skelnen mellem godt og ondt, som det selv udfører ved hjælp af sin fornuft, især ved sin fornuft, der er oplyst af den guddommelige åbenbaring og af tro, gennem den lov, som Gud gav til det udvalgte folk, begyndende med budene på Sinaj. Israel blev kaldet til at acceptere og praktisere Guds lov som en særlig gave og et særligt tegn på dets udvælgelse og på den guddommelige pagt, og også som et pant på Guds velsignelse. Således kunne Moses henvende sig til Israels børn og spørge dem: "Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har sin gud så nær, som vi har Herren vor Gud, hver gang vi råber til ham? Og hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har så retfærdige love og retsregler som hele denne lov, jeg i dag lægger frem for jer?" (5.Mos.4,7-8). I salmerne møder vi de følelser for lovprisning, taknemlighed og ærbødighed, som det udvalgte folk er kaldet til at vise over for Guds lov, sammen med en formaning om at kende den, grunde over den og omsætte den i livet. "Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på synderes vej og ikke sidder blandt spottere, men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat" (Salme 1,1-2). "Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen. Herrens vidnesbyrd står fast, det giver den uerfarne visdom. Herrens forordninger er retskafne, de glæder hjertet, Herrens befaling er ægte, den giver øjnene glans" (Salme 19,8-9).