45. Kirken modtager taknemligt og bevarer i kærlighed åbenbaringens hele indhold, behandler det med religiøs respekt og udfører sin opgave med autentisk at tolke Guds lov i evangeliets lys. Desuden modtager kirken som gave den nye lov, som er "opfyldelsen" af Guds lov i Jesus Kristus og i hans Ånd. Dette er en "indre" lov (sml. Jer.31,31-33), "ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod" (2.Kor.3,3); en fuldkommenhedens og frihedens lov (sml. 2.Kor.3,17); "livets ånds lov" (Rom. 8,2) i Kristus Jesus. Thomas af Aquin skriver, at denne lov "kan kaldes lov i to betydninger. For det første, åndens lov er Helligånden..., som, idet den bor i sjælen, ikke blot lærer, hvad der er nødvendigt at gøre ved at oplyse forstanden om ting, der skal gøres, men også forøger tilbøjeligheden til at handle retsindigt... For det andet kan loven kaldes for Helligåndens egentlige virkning, og således tro, der er virksom i kærlighed (sml. Gal.5,6), som i det indre belærer om ting, der skal gøres... og forøger tilbøjeligheden til at handle".

Selv om en moralteologisk overvejelse sædvanligvis skelner mellem den positive eller åbenbarede Guds lov og naturloven, og inden for frelsesøkonomien mellem den "gamle" og den "nye" lov, må det ikke glemmes, at disse og andre nyttige sondringer altid refererer til den lov, hvis ophav er den ene og samme Gud, og at den altid er bestemt for mennesket. De forskellige måder, hvorpå Gud ved at handle i historien drager omsorg for verden og for menneskeheden, udelukker ikke gensidigt hinanden; tværtimod støtter de og griber ind i hinanden. De har deres oprindelse og mål i den evige, vise og kærlige plan, hvormed Gud forudbestemmer mænd og kvinder "til at formes efter sin Søns billede" (Rom.8,29). Guds plan udgør ikke nogen trussel mod menneskets sande frihed, tværtimod, accepteringen af Guds plan er den eneste vej til at stadfæste denne frihed.