48. Stillet over for denne teori er man nødt til omhyggeligt at overveje det rette forhold, der eksisterer mellem frihed og menneskenatur og især menneskelegemets placering, hvad angår spørgsmål i forbindelse med naturloven.

En frihed, der gør krav på at være absolut, ender med at behandle menneskelegemet som et råmateriale uden nogen betydning og uden etiske værdier, indtil friheden har formet det i overensstemmelse med sin plan. Som følge heraf fremtræder menneskenaturen og legemet som forudsætninger eller betingelser, der er materielt nødvendige for at friheden kan træffe sit valg, men alligevel som noget ydre i forhold til personen, subjektet og den menneskelige handling. Deres funktioner ville ikke kunne udgøre referencepunkter for etiske afgørelser, fordi disse tilbøjeligheders endelige mål ville være blot "fysiske" goder, af nogle kaldet "ikke-etiske". At henvise til dem for i dem at finde fornuftige antydninger med hensyn til den etiske orden, ville være at udsætte sig for at blive beskyldt for fysicisme eller biologisme. Ved denne måde at tænke på, løses spændingen mellem frihed og en natur, som opfattes på en reduktionistisk måde ved en splittelse i mennesket selv.

Denne moralteori svarer ikke til sandheden om mennesket og dets frihed, Den modsiger kirkens lære om enheden i den menneskelige person, hvis fornuftbegavede sjæl per se et essentialiter er dets legemes form. Den åndelige og udødelige sjæl er det princip for enheden af det menneskelige væsen, hvorved det eksisterer som et hele - corpore et anima unus - som en person. Disse definitioner peger ikke blot på, at det legeme, som har fået løfte om opstandelsen, også skal have del i herligheden. De minder os også om, at fornuft og fri vilje er forbundet med de legemlige og sanselige evner. Personen, indbefattet legemet, er helt betroet til sig selv, og det er i legemets og sjælens enhed, at personen er subjektet for sine egne etiske handlinger. Personen opdager ved fornuftens lys og dydens støtte i sit legeme de på forhånd givne tegn på, udtrykket for og løftet om gaven selv i overensstemmelse med Skaberens vise plan. Det er i lyset af den menneskelige persons værdighed - en værdighed, der må hævdes for dens egen skyld - at fornuften fatter den særlige etiske værdi af visse goder, som personen naturligt hælder til. Og fordi den menneskelige person ikke kan reduceres til en frihed, som former sig selv, men omfatter en særlig åndelig og legemlig struktur, indbefatter de oprindelige etiske krav om at elske og respektere personen som et mål og aldrig som blot et middel på grund af selve sin beskaffenhed også respekt for visse fundamentale goder, uden hvilke man ville forfalde til relativisme og vilkårlighed.