49. En lære, der adskiller den etiske handling fra de legemlige dimensioner af dens udøvelse er i modstrid med Skriftens og Traditionens lære. En sådan lære genopliver i nye former visse gamle fejltagelser, der altid er blevet modsagt af kirken, fordi de reducerer den menneskelige person til en "åndelig" og rent formel frihed. Denne reduktion misforstår den etiske betydning af legemet og af adfærdsformer, der inddrager det (sml. 1.Kor.6,19). Paulus siger, at "utugtige, afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, mænd, der ligger i med mænd, tyve, griske mænd, drukkenbolte, spottere, røvere" er udelukket fra Guds rige (sml. 1.Kor,6,9). Denne fordømmelse - der er gentaget af Tridentinerkoncilet"88 - opregner som "dødssynder" eller "umoralske skikke" visse bestemte adfærdsformer, som, hvis de frivilligt accepteres, forhindrer de troende i at få del i den arv, der er lovet dem. Faktisk er legeme og sjæl uadskillelige: i personen, i den frivilligt handlende og i den tilsigtede handling, står eller falder de i fællesskab.