53.
Vore samtidiges store interesse for historie og kultur, har fået nogle
til at tvivle på selve naturlovens uforanderlighed og således
på eksistensen af "objektive normer for moral", som
gælder for alle nutidens og fremtidens mennesker så vel som for
fortidens. Er det nogen sinde muligt, spørger de, at betragte visse
fornuftige bestemmelser, der er truffet i fortiden, som universelt gyldige og
altid bindende, når ingen vidste noget om det fremskridt, som
menneskeheden ville gøre i fremtiden?
Det
må naturligvis indrømmes, at mennesket altid eksisterer i en bestemt
kultur, men det må også indrømmes, at mennesket ikke er
udtømmende defineret ved netop denne kultur. Desuden viser selve kulturernes fremskridt, at der
er noget i mennesket, som går ud over disse kulturer. Dette
"noget" er netop menneskenaturen; denne natur er i sig selv
målestokken for kulturen og den betingelse, der sikrer, at mennesket ikke
blive fange af nogen af sine kulturer, men hævder sin personlige
værdighed ved at leve i overensstemmelse med den dybe sandhed om sit væsen.
At betvivle menneskets permanente strukturelle elementer, som er forbundet med
dets egen legemlige dimension, ville ikke blot være i modstrid med
almindelig erfaring, men ville gøre Jesu henvisning til
"begyndelsen" meningsløs netop dér, hvor den sociale og
kulturelle tidssammenhæng havde forvrænget den oprindelige
betydning af visse moralske normer og deres rolle (sml. Matt.19,1-9). Dette er
grunden til, at kirken "fastslår, at meget består
uforanderligt under alle forandringer, det som har sit fundament i Kristus, han
som i går og i dag er den samme, ja til evig tid". Kristus er
"begyndelsen", som efter at have antaget menneskenatur, definitivt
belyser den i dens grundlæggende elementer og i dens dynamiske
kærlighed til Gud og næsten.
Det er bestemt
nødvendigt at søge og opdage den mest adækvate formulering
af universelle og permanente etiske normer i lyset af forskellige kulturelle
sammenhænge, en formulering, der bedst ville være i stand til
uophørligt at udtrykke deres historiske relevans, til at gøre dem
forstået og til autentisk at tolke deres sandhed. Denne den etiske lovs
sandhed udfolder - ligesom sandheden i "troens skat" - gennem
århundrederne de normer, der ved at udtrykke den sandhed forbliver
gyldige i deres substans, men må specificeres og bestemmes "eodem
sensu eademque sententia"99 i lyset af historiske omstændigheder af
kirkens læreembede, hvis afgørelse forudgås og ledsages af
arbejdet med at tolke og formulere det, der er karakteristisk for individuelle
troendes opfattelse og for teologisk overvejelse.
|