Samvittighedens
vurdering
57. Den
tekst i Romerbrevet, der har hjulpet os til fatte det væsentlige i
naturloven, viser også den bibelske forståelse af samvittigheden,
især i dens særlige forbindelse med loven: "Når
hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger,
så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven
kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som
vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden" (Rom.2,14-15).
Ifølge
Paulus konfronterer samvittigheden i en vis forstand mennesket med loven, og
bliver således et "vidne" for mennesket, et vidne om dets egen
troskab eller utroskab med hensyn til loven, om dets fundamentale moralske
retskaffenhed eller uretfærdighed. Samvittigheden er det eneste vidne,
fordi det, der finder sted i en persons hjerte, er skjult for alle
udenforståendes øjne. Samvittigheden aflægger kun sit vidnesbyrd over for personen selv.
Og til gengæld er det
kun personen selv, der kender sit eget svar til samvittighedens stemme.
|