58. Betydningen af denne menneskets indre dialog med sig selv kan aldrig blive tilstrækkelig påskønnet. Men den er også en menneskets dialog med Gud, lovens ophav, menneskets oprindelige forbillede og dets sidste mål. Bonaventura lærer, at "samvittigheden er ligesom Guds herold og sendebud, den befaler ikke ting ud fra sin egen autoritet, men befaler dem som stammende fra Guds autoritet, ligesom en herold, når han forkynder kongens forordning. Det er derfor, samvittigheden har bindende kraft". Derfor kan det siges, at samvittigheden vidner om menneskets egen retskaffenhed eller uretfærdighed, men sammen med dette og faktisk endda inden, er samvittigheden vidnet om Gud selv, hvis stemme og dom gennemtrænger det inderste i menneskets sjæl, idet den fortiter et suaviter kalder det til lydighed. "Samvittigheden lukker ikke mennesket inde i en uoverstigelig og uigennemtrængelig ensomhed, men åbner det for kaldet, for Guds stemme. Heri og ikke i noget som helst andet ligger den moralske samvittigheds hele mysterium og værdighed: den er det sted, det hellige sted, hvor Gud taler til mennesket".