59.
Paulus nøjes ikke med at anerkende, at samvittigheden fungerer som et
"vidne", han viser også, hvordan samvittigheden udfører
denne funktion. Han taler om
"modstridende tanker", som anklager eller forsvarer hedningerne med
hensyn til deres adfærd (sml. Rom.2,15). Udtrykket "modstridende
tanker" viser samvittighedens egentlige natur: den er en etisk dom over
mennesket og dets handlinger, en dom, der enten frikender eller
fordømmer, alt efter som menneskelige handlinger er eller ikke er i
overensstemmelse med Guds lov, der er indskrevet i hjertet. I den samme tekst
taler Paulus tydeligt om dommen over handlinger, dommen over den, der er ophav
til dem, og om det øjeblik, hvor den dom vil blive afsagt definitivt:
(Dette vil ske) "på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler
sig i mennesker, efter mit evangelium ved Kristus Jesus" (Rom.2,16).
Samvittighedens
vurdering er en praktisk vurdering, en vurdering, der gør det
indlysende, hvad mennesket skal gøre eller ikke gøre, eller som
bedømmer en handling, der allerede er udført af det. Det er en
vurdering, som på en konkret situation anvender den fornuftige anskuelse,
at man skal elske og gøre det gode og undlade det onde. Den praktiske
fornufts første princip hører til naturloven; faktisk
udgør det selve grundlaget for naturloven, for det udtrykker den
oprindelige viden om godt og ondt, den genspejling af Guds skabende visdom, der
som en uudslukkelig gnist (scintilla animae) skinner i ethvert menneskes
hjerte. Men mens naturloven åbenbarer det etisk godes objektive og
universelle krav, er samvittigheden lovens anvendelse på et særligt
tilfælde; denne anvendelse af loven bliver således en indre
befaling til den enkelte, en opfordring til at gøre, hvad der er godt, i
denne særlige situation. Samvittigheden formulerer således den
etiske forpligtelse i lyset af naturloven: det er forpligtelsen til at
gøre, hvad den enkelte gennem sin samvittigheds arbejde ved er noget
godt, som han eller hun er kaldet til at gøre her og nu. Lovens
universalitet og dens forpligtelse anerkendes og undertrykkes ikke, når
fornuften først engang har konstateret, hvordan loven skal anvendes i
konkrete aktuelle situationer. Samvittighedens vurdering fastslår
"på ultimativ vis", hvorvidt en bestemt adfærdsform er i
overensstemmelse med loven; den formulerer den mest nærliggende norm for
det etiske ved en frivillig handling, "ved at anvende den objektive lov
på et særligt tilfælde".
|