61. Sandheden om det etisk gode, som den sandhed er bekendtgjort i fornuftens lov, anerkendes praktisk og konkret ved samvittighedens vurdering, som får én til at tage ansvar for det gode eller det onde, man har gjort. Hvis mennesket handler ondt, vidner samvittighedens rigtige vurdering stadig om det godes universelle sandhed, så vel som om ondskaben i dets konkrete valg. Men samvittighedens kendelse forbliver også i mennesket som et løfte om håb og barmhjertighed; samtidig med at den vidner om det onde, mennesket har gjort, minder den det også om dets behov for med Guds nådes hjælp at bede om tilgivelse, om at gøre det gode og konstant udvikle dyd.

Følgelig er det i samvittighedens praktiske vurdering, der pålægger mennesket pligten til at udføre en given handling, at forbindelsen mellem frihed og sandhed viser sig. Netop af denne grund udtrykker samvittigheden sig i "domme", som genspejler sandheden om det gode, og ikke i vilkårlige "beslutninger". Disse dommes modenhed og ansvarlighed - og dermed når alt er sagt og gjort også den persons, som er deres subjekt - måles ikke ved at frigøre samvittigheden fra den objektive sandhed, til fordel for en påstået autonomi i personlige beslutninger, men derimod ved ihærdigt at søge efter sandhed og ved at tillade én selv at blive ledet af den sandhed i ens handlinger.