Søge
hvad der er sandt og godt
62.
Samvittigheden er som vurderingen af en handling ikke undtaget fra muligheden
for at tage fejl. Som koncilet siger: "Det vil imidlertid ofte
hænde, at samvittigheden uforskyldt er forblindet, og da mister den ikke
sin værdi. Det samme kan ikke siges om et menneske, som kun bryder sig
lidt om at søge ret og sandhed, eller om den samvittighed, som lidt efter
lidt er blevet forblindet af syndige vaner". I disse få ord
sammenfatter koncilet den lære, som kirken ned gennem århundrederne
har udviklet med hensyn til den samvittighed, som tager fejl.
For at have
en "god samvittighed" (1.Tim.1,5) må man søge sandheden
og vurdere i overensstemmelse med denne sandhed. Som Paulus siger, må
samvittigheden "bekræftes af Helligånden" (sml. Rom.9,1);
den må være "ren" (2.Tim.1,3), den må ikke
"gå frem med snedighed og forfalske Guds ord", men "bringe
sandheden for dagen" (sml. 2.Kor.4,2). På den anden side advarer
Paulus også de kristne: "Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer
forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er
Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne" (Rom.12,2).
Paulus' formaninger
tilskynder os til at være årvågne ved at advare os om, at i
vor samvittigheds vurderinger er muligheden for fejltagelse altid til stede. Samvittigheden er ikke en ufejlbar dommer;
den kan tage fejl. Imidlertid kan samvittighedens fejltagelse skyldes en
uovervindelig uvidenhed, en uvidenhed, som subjektet ikke er klar over, og som
det ikke kan overvinde af sig selv.
Koncilet minder
os om, at i tilfælde, hvor en sådan uovervindelig uvidenhed er
uforskyldt, mister samvittigheden ikke sin værdighed, for selv, når
den får os til at handle på en måde, der ikke er i
overensstemmelse med den objektive etiske orden, fortsætter den med at
tale i sandhedens navn om det gode, som subjektet er kaldet til at søge
oprigtigt.
|