63.I
hvert tilfælde er det altid fra sandheden, at samvittighedens
værdighed stammer. I tilfældet med den rette samvittighed, drejer
det sig om den objektive sandhed, som mennesket har modtaget; i tilfældet
med den samvittighed, der tager fejl, drejer det sig om, hvad mennesket,
fejlagtigt, subjektivt betragter som sandt. Det er aldrig tilladeligt at
forveksle en "subjektiv" fejltagelse med hensyn til det etisk rigtige
med den "objektive" sandhed, der fornuftmæssigt
forelægges mennesket i kraft af dets mål, eller at sætte den etiske
værdi af en handling, der er udført med en sand og ret
samvittighed, lig med den etiske værdi af en handling, der er
udført ved at følge en samvittighed, der tager fejl. Det er
muligt, at det forkerte, der er gjort som resultat af uovervindelig uvidenhed
eller uskyldig forkert vurdering, ikke kan tilregnes den handlende; men selv i
så fald ophører det ikke med at være et onde, en uorden i
relation til sandheden om det gode. Desuden bidrager en god handling, der ikke
erkendes som sådan, ikke til den etiske fuldkommengørelse af det
menneske, der udfører den; det gør det ikke mere fuldkomment og
hjælper ikke til at gøre det tilbøjeligt for det
højeste gode. Derfor bør vi, inden vi for let føler os
retfærdiggjort i vor samvittigheds navn, overveje salmens ord: "Hvem
lægger mærke til uforsætlige synder? Rens mig for skjulte synder" (Salme
19,13). Der er synder, som vi ikke ser, men som ikke desto mindre vedbliver med
at være synder, fordi vi har nægtet at vandre mod lyset (sml.
Joh.9,39-41).
Som den
højeste konkrete vurdering kompromitterer samvittigheden sin
værdighed, når den ved egen skyld tager fejl, hvad der kan siges om
et menneske, som kun bryder sig meget "lidt om at søge ret og
sandhed, eller om den samvittighed, som lidt efter lidt er blevet forblindet af
syndige vaner". Jesus
hentyder til den samvittighed, som er blevet misdannet, når han siger:
"Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme
lyst; men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset
i dig er mørke - hvilket mørke!" (Matt.6,22-23).
|