64.
De således lige citerede Jesu ord repræsenterer også et kald
til at udvikle vor samvittighed; til at gøre den til genstand for
vedvarende omvendelse til hvad der er sandt, og hvad der er godt. I samme
retning opfordrer Paulus os til ikke at tilpasse os denne verdens mentalitet,
men til at forvandles ved fornyelsen af vort sind (sml. Rom.12,2). Det er det
hjerte, der har "omvendt" sig til Herren og til kærlighed til,
hvad der er godt, som virkelig er kilden til samvittighedens "sande"
dom. For at "skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som
behager ham, det fuldkomne" (Rom.12,2), er kendskab til Guds lov i
almindelighed bestemt nødvendig, men det er ikke tilstrækkeligt:
det, der er væsentligt, er en slags "connaturalitet" mellem
mennesket og det sande gode. En sådan connaturalitet har sin rod i og
udvikles gennem den enkeltes dydige holdninger: klogskab og de andre
kardinaldyder og endnu inden disse af de teologiske dyder: tro, håb og
kærlighed. Dette er meningen når Jesus siger: "Den, der
gør sandheden, kommer til lyset" (Joh.3,21).
Kristne har i
kirken og dens læreembede en stor hjælp til at forme deres
samvittighed. Som koncilet siger: "Idet de former deres samvittighed, skal
de kristne være opmærksomme på den gudgivne lære, som
kirken står inde for. Den katolske kirke er ifølge Kristi vilje en
lærer i sandhed. Dens opgave er at formulere og give en autentisk
forkyndelse af den sandhed, som Kristus er, og samtidig med autoritet udlægge
og stadfæste de etiske principper, som følger af menneskets
egentlige natur". Det følger heraf, at når kirken udtaler sig
om etiske spørgsmål, hæmmer den på ingen måde de
kristnes samvittighedsfrihed. Det er ikke kun, fordi samvittighedsfrihed aldrig
er frihed "fra" sandheden, men altid kun frihed "i"
sandheden, men også fordi læreembedet ikke bibringer den kristne
samvittighed sandheder, der er fremmede for den, men derimod bringer det de
sandheder frem i lyset, som den allerede burde eje, ved at udvikle dem fra den
oprindelige trosakts udgangspunkt. Kirken stiller sig altid kun i
samvittighedens tjeneste, idet den hjælper den til ikke ved menneskers
snedighed at drives hid og did af hver lærdoms kastevind (sml. Ef.4,14),
og hjælper den til ikke at afvige fra sandheden om, hvad der er godt for
mennesket, men derimod, især i mere vanskelige spørgsmål,
sikkert at nå til sandheden og forblive i den.
|