III. FUNDAMENTALT VALG OG SÆRLIGE ADFÆRDSFORMER

"Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet" (Gal.5,13)

65. Den forøgede interesse i vore dag for frihed har fået mange, der studerer adfærdsvidenskaber og teologi, til at udvikle en mere dybtgående analyse af dens natur og dens dynamik. Det er med rette blevet påpeget, at frihed ikke kun gælder valget af den ene eller den anden særlige handling; den er også inden for det valg, en beslutning om én selv og om at sætte sit liv ind for eller imod det gode, for eller imod sandheden, og i sidste instans for eller imod Gud. Med rette har man betonet vigtigheden af bestemte valg, som "former" et menneskes hele etiske liv, og som tjener som grænser inden for hvilke andre specielle dagligdags valg kan finde deres plads og få lov til at udvikle sig.

Nogle forfattere har imidlertid foreslået en endnu mere radikal revision af forholdet mellem person og handlinger. De taler om en "fundamental frihed", der er dybere end og forskellig fra valgfrihed, og som må tages i betragtning, hvis menneskelige handlinger skal forstås og vurderes rigtigt. Ifølge disse forfattere skal nøglerollen i det sande og gode liv tillægges en "fundamental grundlæggende afgørelse", der træffes af den fundamentale frihed, hvorved personen foretager en total selvbestemmelse, ikke ved en specifik og bevidst afgørelse på refleksionens plan, men på en "transcendental" og "atematisk" måde. Enkelte handlinger, der hidrører fra denne grundlæggende afgørelse, ville kun være delvise og aldrig definitive forsøg på at udtrykke det; de ville kun være dets "tegn" eller symptomer. Den direkte genstand for sådanne handlinger ville ikke være det absolut gode (hvor overfor personens frihed ville blive udtrykt på et transcendentalt plan), men enkelte (også kaldet "kategoriale") goder. Efter nogle teologers opfattelse ville ingen af disse goder, der ifølge deres natur er partielle, kunne bestemme menneskets frihed som person totalt, heller ikke selv om det kun er ved at udføre dem eller nægte at gøre det, at mennesket er i stand til at udtrykke sin egen fundamentale grundlæggende afgørelse.

Der må altså indføres en sondring mellem den fundamentale grundlæggende afgørelse og velovervejede valg af en konkret adfærdsform. Hos visse forfattere synes denne opdeling at tendere til at blive en adskillelse, når de udtrykkelig begrænser etisk "godt" og "ondt" til den transcendentale dimension, der svarer til den fundamentale grundlæggende afgørelse, og beskriver de enkelte "timelige" valg som "rigtige" eller "forkerte" adfærdsformer, med andre ord dem, der drejer sig om menneskets forhold til sig selv, til andre og til den materielle verden. Der synes således inden for menneskelige handlinger at være tilvejebragt en tydelig adskillelse mellem to etiske planer: på den ene side det gode og det ondes orden, som afhænger af viljen, og på den anden side bestemte adfærdsformer, der vurderes som rigtige eller forkerte udelukkende på basis af en teknisk beregning af forholdet mellem de "ikke-etiske" eller "fysiske" goder og onder, der faktisk følger af handlingen. Dette drives så vidt, så en konkret adfærdsform, selv en, der er frit valgt, kommer til at blive betragtet som en blot fysisk proces og ikke i overensstemmelse med de kriterier, der anstår sig for en menneskelig handling. Den konklusion, som dette til sidst fører til, er, at den virkelig etiske vurdering af personen forbeholdes dennes fundamentale grundlæggende afgørelse, og helt eller delvis lader dennes valg af enkelte handlinger, af konkrete adfærdsformer, ude af betragtning.