66.
Der er ingen tvivl om, at den kristne morallære, også i dens
bibelske rødder, anerkender den særlige betydning af et
fundamentalt valg, der kendetegner det sande og gode liv og forpligter friheden
på et radikalt plan over for Gud. Det drejer sig om troens beslutning, om
troslydigheden (sml. Rom.16,26), hvorved "mennesket frivilligt helliger
sig helt til Gud, skænker Gud, som åbenbarer sig, "fuld
underkastelse så vel i sin fornuft som i sin vilje"". Denne tro, der er virksom i
kærlighed (sml. Gal.5,6), kommer fra menneskets inderste, fra dets
"hjerte" (sml. Rom.10,10), hvorfra den er kaldet til at bære
frugter i gerninger (sml. Matt.12,33-35; Luk.6,43-45; Rom.8,5-10; Gal.5,22). I
dekalogen finder man som en indledning til de forskellige bud, den
grundlæggende sætning: "Jeg er Herren, din Gud..."
(2.Mos.20,2), som ved at præge deres oprindelige betydning på de
mange og forskellige bud giver pagtens moral dens aspekt af
fuldstændighed, enhed og dybde. Israels fundamentale afgørelse
drejer sig altså om det fundamentale bud (sml. Jos.24,14-25;
2.Mos.19,3-8; Mik.6,8). Den nye pagts moral er på lignende måde
domineret af Jesu fundamentale kald til at følge ham - således
siger han også til den unge mand: "Vil du være fuldkommen...
kom så og følg mig" (Matt.19,21); på dette kald må
disciplen svare med en radikal afgørelse og et radikalt valg. Evangeliets
lignelser om skatten og den meget kostbare perle, som man sælger alle
sine ejendele for, er et talende og virkningsfuldt billede på, hvor
radikal og ubetinget den afgørelse er, som Guds rige kræver. Det
radikale i afgørelsen om at følge Jesus udtrykkes glimrende i
hans egne ord: "Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der
mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det"
(Mark.8,35).
Jesu kald
"kom og følg mig" betegner den størst mulige
ophøjelse af menneskelig frihed, men vidner dog på samme tid om
sandheden og forpligtelsen til trosgerninger og til beslutninger, der kan
beskrives som indbefattende en fundamental grundlæggende
afgørelse. Vi finder en lignende ophøjelse af menneskelig frihed i
Paulus' ord: "Brødre, I blev kaldet til frihed" (Gal.5,13).
Men apostlen tilføjer straks en alvorlig advarsel: "Brug blot ikke
friheden som et påskud for kødet". Denne advarsel er et ekko
af hans tidligere ord: "Til den frihed har Kristus befriet os. Stå
derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg"
(Gal.5,1). Paulus tilskynder os derfor til at være årvågne,
fordi frihed altid er truet af trældom. Og dette er netop
tilfældet, når en troshandling - i betydningen af en fundamental
grundlæggende afgørelse - bliver adskilt fra valget af enkelte
handlinger, som i de ovenfor omtalte tendenser.
|