67. Disse tendenser er derfor i modstrid med selve Skriftens lære, som betragter den fundamentale grundlæggende afgørelse som et ægte frihedens valg og knytter det valg tæt til enkelte handlinger. Ved sit fundamentale valg er mennesket i stand til at give sit liv retning og til med nådens hjælp at gå fremad mod sit mål, idet det følger Guds kald. Men denne evne benyttes faktisk i de enkelte valg af bestemte handlinger, hvorigennem mennesket med overlæg ligedanner sig med Guds vilje, visdom og lov. Det må derfor slås fast, at den såkaldte fundamentale grundlæggende afgørelse, i den udstrækning den er forskellig fra en altomfattende intention og derfor en, der endnu ikke er fastlagt på en sådan måde, at den forpligter friheden, altid virkeliggøres gennem bevidste og frie beslutninger. Netop derfor ophæves den, når mennesket engagerer sin frihed i bevidste beslutninger for det modsatte, hvad angår etisk alvorlige sager.

At skille den fundamentale grundlæggende afgørelse fra konkrete adfærdsformer vil sige at benægte den etisk handlendes virkelige integritet eller personale enhed i dennes legeme og sjæl. En fundamental grundlæggende afgørelse forstået uden eksplicit overvejelse af de muligheder, som den sætter i gang, og de beslutninger, som udtrykker den, yder ikke den rationelle finalitet, der ligger i menneskets handlen og i hver af dets velovervejede beslutninger, retfærdighed. I virkeligheden udledes det etiske i menneskelige handlinger ikke kun fra ens intention, orientering eller fundamentale grundlæggende afgørelse, forstået som en intention, der er fri for et klart bestemt bindende indhold eller som en intention uden nogen tilsvarende positiv bestræbelse for at opfylde det sande og gode livs forskellige forpligtelser. Etiske vurderinger kan ikke foretages uden at tage i betragtning, hvorvidt det velovervejede valg af en specifik adfærdsform er i overensstemmelse med menneskets værdighed og hele kald. Ethvert valg indbefatter altid den frie viljes henvisning til de goder og onder, der er angivet af naturloven som goder, der bør tilstræbes, eller onder, der bør undgås. Når det drejer sig om positive etiske bud, er det altid klogskabens opgave at slå fast, at de gælder i en specifik situation, for eksempel i betragtning af andre pligter, som kan være vigtigere eller mere uopsættelige. Men de etiske forbud, der forbyder bestemte konkrete handlinger eller adfærdsformer som i sig selv onde, tillader ikke nogen legitim undtagelse. De giver ikke på nogen etisk acceptabel vis plads for nogen som helst "kreativ" modsat afgørelse". Når først den etiske karakter af en handling, der er forbudt af en universel regel, er konkret erkendt, er den eneste etisk gode handling at adlyde moralloven og afstå fra den handling, som den forbyder.