68.
Her må der tilføjes en vigtig pastoral overvejelse. Ifølge
logikken i de standpunkter, der er nævnt ovenfor, kan et menneske i kraft
af en fundamental grundlæggende afgørelse forblive tro over for
Gud uafhængigt af, hvorvidt visse af dets handlinger er eller ikke er i
harmoni med specifikke etiske normer eller regler. I kraft af en oprindelig
grundlæggende afgørelse for kærlighed, kunne det enkelte
menneske fortsætte med at være moralsk godt, forblive i Guds
nåde og opnå frelse, også selv om visse af dets specifikke
adfærdsformer med fuldt overlæg og i en alvorlig sag var i modstrid
med Guds bud, som de er fremlagt af kirken.
I
virkeligheden går mennesket ikke kun fortabt ved at være utro mod den
fundamentale grundlæggende afgørelse, hvormed det "frivilligt
helliger sig helt til Gud".113 Ved enhver frivilligt begået
dødssynd krænker det Gud som lovens giver og bliver som et
resultat heraf skyldig over for hele loven (sml. Jak.2,8-11), selv om det
forbliver fast i troen, mister det "helliggørende nåde",
"kærlighed" og "evig salighed". Som
Tridentinerkoncilet lærer: "den engang modtagne
retfærdiggørelsens nåde mistes ikke kun ved frafald, hvorved
troen selv mistes, men også ved enhver anden dødssynd".
|