70. Den eftersynodale apostolske skrivelse Reconcilatio et Paenitentia fastslog igen vigtigheden og den stadige gyldighed af en skelnen mellem dødssynder og tilgivelige synder i overensstemmelse med kirkens tradition. Og bispesynoden i 1983, som denne skrivelse udgik fra, "fastslog ikke blot igen Tridentinerkoncilets lære om eksistensen og arten af dødssynder og tilgivelige synder, men mindede også igen om, at dødssynd er synd, hvis genstand er en alvorlig sag og også begås med fuld viden og velovervejet samtykke".

Tridentinerkoncilets udtalelse ser ikke kun på dødssyndens "alvorlige genstand", men minder også om, at den nødvendige betingelse derfor er "fuld viden og velovervejet samtykke". I hvert fald kender man både inden for moralteologi og pastoral praksis tilfælde, hvor en handling, som er alvorlig på grund af dens genstand, ikke er en dødssynd, fordi der mangler fuld viden og velovervejet samtykke hos den, der udfører handlingen. Selv i så fald "må der drages omsorg for ikke at reducere dødssynd til en "fundamental grundlæggende afgørelses" handling - som det ofte siges i vore dage - imod Gud", betragtet enten som en eksplicit og formel afvisning af Gud eller ens næste eller som en implicit og ubevidst afvisning af kærlighed. "For det drejer sig også om dødssynd, når et menneske, af hvad grund det end må være, vidende og villigt vælger noget, der er virkelig forkert. Faktisk indbefatter et sådant valg altid foragt for den guddommelige lov, en afvisning af Guds kærlighed til menneskeheden og hele skabningen: personen vender sig bort fra Gud og mister kærlighed. Som følge heraf kan den fundamentale grundlæggende afgørelse blive radikalt ændret af enkelte handlinger. Naturligvis kan der forekomme situationer, som er meget komplekse og uklare ud fra et psykologisk synspunkt, og som påvirker synderens subjektive skyld. Men fra en overvejelse af den psykologiske sfære kan man ikke gå videre til at skabe en teologisk kategori, hvad den "fundamentale grundlæggende afgørelse" netop er, og forstå den på en sådan måde, at den objektivt ændrer eller rejser tvivl om den traditionelle opfattelse af dødssynd".

Adskillelsen af den fundamentale grundlæggende afgørelse fra velovervejede valg af enkelte adfærdsformer, der i sig selv eller i deres omstændigheder er forkerte, som ikke ville inddrage denne grundlæggende afgørelse, indbefatter således en benægtelse af katolsk lære om dødssynd: "Med hele kirkens tradition kalder vi den handling for dødssynd, hvorved mennesket frivilligt og bevidst afviser Gud, hans lov, den kærlighedspagt som Gud tilbyder, idet det foretrækker at vende sig til sig selv eller til en eller anden skabt og endelig virkelighed, noget der er i modstrid med den guddommelige vilje (conversio ad creaturam). Dette kan ske på en direkte og formel måde, i afgudsdyrkelsens, frafaldets og ateismens synder; eller på en tilsvarende måde, som i enhver ulydig handling mod Guds bud i en alvorlig sag".