1. Fordi de er kaldet til frelse gennem tro på Jesus Kristus, "det sande lys, som oplyser ethvert menneske" (Joh.1,9), bliver mennesker "lys i Herren" og "lysets børn" (Ef.5,8) og bliver helliggjort ved "lydighed mod sandheden" (1.Pet.1,22).

Denne lydighed er ikke altid let. Som et resultat af den gådefulde ursynd, der blev begået på foranledning af Satan, som er en løgner og "fader til løgnen" (Joh.8,44), er mennesket altid fristet til at vende sit blik bort fra den levende og sande Gud for at rette det mod afguder (sml. 1.Tess.1,9) og udskifte "Guds sandhed med løgnen" (Rom.1,25). Menneskets evne til at kende sandheden er altså formørket, og dets vilje til at underordne sig den er svækket. Idet det således hengiver sig til relativisme og skepsis (sml. Joh.18,38), giver det sig til at søge efter en illusorisk frihed adskilt fra selve sandheden.

Men intet fejltagelsens eller syndens mørke kan totalt skille mennesket fra Guds, Skaberens, lys. I dybet af dets hjerte forbliver der altid en længsel efter den absolutte sandhed, en tørst efter at komme til at kende den helt. Dette er klart bevist af menneskets utrættelige søgen efter viden på alle områder. Det er endnu klarere bevist af dets søgen efter meningen med livet. Videnskabens og teknologiens udvikling, dette strålende vidnesbyrd om menneskets evne til forståelse og udholdenhed, befrier ikke mennesket for at stille de grundlæggende religiøse spørgsmål. Tværtimod, det ansporer os til at møde de mest pinefulde og afgørende kampe, hjertets og samvittighedens kampe.