75.
Men som del af forsøget på at udarbejde en sådan fornuftig
etik (af denne grund kaldes den undertiden for en "autonom etik")
eksisterer der falske løsninger, især i forbindelse med en utilstrækkelig
forståelse af genstanden for etisk handling. Nogle forfattere tager ikke
nok hensyn til det faktum, at viljen er involveret i de konkrete valg, som den
træffer: disse valg er en betingelse for dens etiske godhed og dens
henordnethed til personens sidste mål. Andre er inspireret af et frihedsbegreb,
som ser bort fra de aktuelle betingelser for dens udøvelse, fra dens
objektive forbindelse med sandheden om det gode, og fra dens bestemmelse gennem
valg af konkrete adfærdsformer. I overensstemmelse med disse teorier,
ville fri vilje hverken være etisk underlagt bestemte forpligtelser eller
formet af sit valg, skønt den ikke desto mindre stadig ville være
ansvarlig for sine egne handlinger og deres konsekvenser. Denne
"teleologismus" som en metode til at opdage den etiske norm kan
således - i overensstemmelse med terminologi og fremgangsmåder
indført fra forskellige tankestrømninger - kaldes
"konsekvensialismus" eller "proportionalismus". Den
første hævder, at kriteriet for rigtigheden af en bestemt
måde at handle på udelukkende drages ud fra en beregning af de
forudseelige konsekvenser, der følger af et givet valg. Den anden
fokuserer ved vægtning af de forskellige værdier og goder, der
tilstræbes, snarere på det erkendte forhold mellem de gode og
dårlige virkninger af dette valg, med henblik på det
"større gode" eller "mindre onde", der virkelig kan
realiseres i en bestemt situation.
De
teleologiske etiske teorier (proportionalismus, konsekvensialismus) fastholder,
samtidig med at de erkender, at etiske værdier fastslås ved fornuft
og ved åbenbaring, at det aldrig er muligt at formulere et absolut forbud
mod bestemte adfærdsformer, som under alle omstændigheder og i
enhver kultur ville være i modstrid med disse værdier. Det
handlende subjekt ville ganske vist være ansvarlig for at opnå de
tilstræbte værdier, men på to måder: de værdier
eller goder, der er involveret i en menneskelig handling, ville fra ét
synspunkt, den etiske ordens (i forhold til egentlige etiske værdier som
kærlighed til Gud og næsten, retfærdighed osv.), og fra et
andet synspunkt, den før-etiske ordens, som nogle kalder ikke-etisk,
fysisk eller ontisk (i relation til de deraf flydende fordele og ulemper
både for den handlende og for alle andre muligvis involverede personer,
som for eksempel sundhed eller sygdom, fysisk integritet, liv, død, tab
af materielle goder osv.). I en verden, hvor godt og ondt altid er blandet
sammen, og enhver god virkning knyttet til andre og dårlige virkninger,
kan det etiske ved en handling bedømmes på to forskellige måder:
dens etiske "godhed" ville blive bedømt på basis af
subjektets hensigt med hensyn til etiske goder og dens "rigtighed"
på basis af en overvejelse af dens forudseelige konsekvenser og af deres
indbyrdes forhold. Som følge heraf ville konkrete adfærdsformer
kunne beskrives som "rigtige" eller "forkerte", uden at det
derved ville være muligt at bedømme viljen hos den person, der
vælger dem, som etisk "god" eller "dårlig".
På denne måde kunne en handling, som ved at være i modstrid
med en universel negativ norm direkte krænker goder, der betragtes som
"ikke-etiske", blive betegnet som etisk acceptabel, hvis subjektets
hensigt i overensstemmelse med en "ansvarlig" vurdering af de goder,
der er involverede i den konkrete handling, fokuserer på den etiske værdi,
der vurderes som afgørende i situationen.
Vurderingen af
konsekvenserne af handlingen, byggende på forholdet mellem handlingen og
dens virkninger og mellem virkningerne selv, ville kun tage hensyn til den
ikke-etiske orden. Det etisk specifikke ved handlinger, det vil sige, om de er
gode eller onde, ville blive bestemt udelukkende ved personens troskab over for
kærlighedens og klogskabens højeste værdier, uden at denne
troskab nødvendigvis var uforenelig med valg, der var i modstrid med
bestemte etiske bud. Selv, når det drejer sig om noget alvorligt,
bør disse bud betragtes som praktiske normer, der altid er relative og
åbne for undtagelser.
Ud fra denne
synsvinkel ville velovervejet samtykke til visse adfærdsformer, der af
traditionel moralteologi er erklæret for utilladelige, ikke implicere et
objektivt etisk onde.
|