78. Det etiske ved den menneskelige handling afhænger primært og fundamentalt af den "genstand", der fornuftmæssigt er valgt af den frie vilje, som det er påvist i Thomas af Aquins skarpsindige analyse, der stadigt gælder den dag i dag. For at kunne fatte den genstand for en handling, som karakteriserer den handling som etisk, er det derfor nødvendigt selv at se det ud fra den handlende persons perspektiv. Genstanden for en viljeshandling er faktisk en frit valgt adfærdsform. I samme grad, som den er i overensstemmelse med fornuftens orden, er den årsag til viljens godhed; den gør os moralsk mere fuldkomne, og gør os tilbøjelige til at erkende vort sidste mål i den fuldkommen gode, oprindelige kærlighed. Ved en given moralsk handlings genstand kan man derfor ikke mene en proces eller en tildragelse i den kun fysiske orden, der må vurderes på grundlag af dens egnethed til at frembringe en given sagernes tilstand i den ydre verden. Derimod er den genstand det nærmeste mål for en velovervejet beslutning, der bestemmer viljeshandlingen for den handlende persons vedkommende. Som følge heraf lærer Den Katolske Kirkes Katekismus, at "der er visse specifikke adfærdsformer, som det altid er forkert at vælge, for at vælge dem indbefatter en uorden i viljen, det vil sige et etisk onde". Og Thomas af Aquin bemærker, at "det ofte hænder, at mennesket handler med en god hensigt, men uden åndeligt udbytte, fordi det mangler en god vilje. Lad os sige, at en eller anden stjæler for at give de fattige mad; i dette tilfælde mangler viljens retskaffenhed, selv om hensigten er god. Følgelig kan intet ondt, der gøres med en god hensigt, undskyldes. ?Og skulle vi så gøre ondt, for at det gode kan komme, sådan som nogle bagtaler os for og påstår, at vi siger? De får den dom, de fortjener!? (Rom.3,8)".

Grunden til, at en god hensigt ikke i sig selv er tilstrækkelig, men at et rigtigt valg af handlinger også er nødvendigt, er den, at den menneskelige handling afhænger af dens genstand, af hvorvidt genstanden kan eller ikke kan henordnes til Gud, den ene, der "er den gode", og således bevirker personens fuldkommenhed. En handling er derfor god, hvis dens genstand er i overensstemmelse med personens gode med hensyn til de goder, der er etisk relevante for den pågældende. Kristen etik, der hæfter sig særligt ved den etiske genstand, nægter ikke at tage den indre "teleologi" i handlingen i betragtning, for så vidt som den sigter mod at fremme personens sande gode; men den erkender, at det kun virkelig tilstræbes, når menneskenaturens væsentlige elementer respekteres. Den menneskelige handling, der er god, hvad dens genstand angår, kan også henordnes til dens sidste mål. Den samme handling får så sin sidste og afgørende fuldkommenhed, når viljen virkelig henordner den til Gud gennem kærlighed. Som moralteologernes og skriftefædrenes værnehelgen lærer: "Det er ikke nok at gøre gode gerninger; de må også udføres godt. For at vore gerninger skal være gode og fuldkomne, må de udføres med den eneste hensigt at behage Gud".