"Det
i sig selv onde": det er ikke tilladt at gøre noget ondt, for at
der kan komme noget godt ud af det (sml. Rom.3,8)
79. Man må
derfor afvise den tese, der er karakteristisk for teleologiske og proportionalistiske
teorier, som hævder, at det er umuligt at betegne noget som etisk ondt
efter dets art - dets "genstand" - det velovervejede valg af bestemte
adfærdsformer eller specifikke handlinger uden en overvejelse af den hensigt,
for hvilken valget blev truffet, eller helheden af de forudseelige konsekvenser
af den handling for alle berørte personer.
Det primære
og afgørende element for etisk vurdering er den menneskelige handlings
genstand, som fastslår, om den kan henordnes til det gode og til det
sidste mål, som er Gud. Om den kan det, fattes af fornuften i selve
menneskets væsen, betragtet i dets hele sandhed og derfor i dets
naturlige tilbøjeligheder, dets motivationer og dets endelige
afgørelser, der altid også har en åndelig dimension. Det er netop
disse, der er indholdet i naturloven og derfor det ordnede kompleks af
"personlige goder", som tjener "personens gode"; det gode,
som er personen selv og dens fuldendelse. Det er de goder, der beskyttes af
budene, som ifølge Thomas af Aquin indeholder hele naturloven.
|