81. Ved at lære, at der eksisterer handlinger, der i sig selv er onde, accepterer kirken Den hellige Skrifts lære. Apostlen Paulus siger med eftertryk: "Far ikke vild: Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige" (1.Kor.6,9-10).

Hvis handlinger er onde i sig selv, kan en god hensigt eller særlige omstændigheder formindske det onde ved dem, men kan ikke fjerne det. De forbliver "uhjælpeligt" onde handlinger; per se og i sig selv kan de ikke henordnes til Gud eller til personens gode. "Hvad angår handlinger, der i sig selv er synder (cum iam opera ipsa peccata sunt)", skriver Augustin, "som tyveri, utugt, gudsbespottelse, hvem ville vove at hævde, at hvis de blev gjort ud fra gode motiver (causis bonis), ville de ikke længere være synder, eller, hvad der er endnu mere absurd, at de ville være synder, der er berettigede?".

Følgelig kan omstændigheder eller hensigter på grund af en handlings genstand aldrig forvandle en handling, der i sig selv er ond, til en handling, der er "subjektivt" god eller kan forsvares som et valg.